J.M.G. Le Clézio: Chanson bretonne suivi de L'Enfant et la guerre

J.M.G. Le Clézio: Chanson bretonne suivi de L'Enfant et la guerre

Et par dejlige fortællinger fra fortidens bekymringsløse barndom og om gamle dage, hvor alt var anderledes.

Det er en selvbiografisk fortælling fra somrene i Bretagne, hvor drengene blev sluppet løs og nød at være i Bretagnes natur og i landbysamfundet. Her er det livet i den lille landsby Sainte-Marine, der skildres uden nostalgi, men med en bevidsthed om, at trods den truende krig var der her mulighed for at nyde livet simpelt og enkelt. 

Det er en hyldest til Bretagne, hvor Le Clézio flere gang bruger det bretonske sprog og begræder den skæbne det har fået. Hvor han kom til en lille fiskerby, er der nu store dele bebygget til turister. Folk fra Paris og andre steder indtager det om sommeren nu, hvor de to drenge (Le Clézio og hans bror) før kunne opleve naturen uden forstyrrelser. Markerne har ikke længere de mange hegn, men er lagt ud til storbrug.

Det er ikke uden bagtanke, at den første histoire, det første minde er Chanson Bretonne, for det er en hyldestsang. Den anden historie er Enfant et la guerre og her er tonen mere dyster og problemerne meget større. 

Le Clézio er født i Nice i 1940 og hans evne til at huske starter vel i krigens slutning, hvor der er  bombninger tæt ved det hus, hvor de bor, og alt forekommer berøvet en mening. Det er beskrivelsen af frygten og angsten og den evige mangel på mad. En barndom uden tryghed.

Men denne sidste del af bogen skulle selvfølgelig med, selv om han som barn ikke forstår hvad krigen er. Når man har læst erindringerne om tiden i Nice under krigen, fortstår man bedre glæden ved at tilbringe sommeren i Bretagne.

Et dejligt værk, der mere end normalt er bundet op til Le Clézios familie og hans opvækst.

Bør absolut læses.

Gallimard, marts 2020