Delphine de Vigan: Les Gratitudes

For et års tid siden udsendte Delphine de Vigan en kort roman med titlen "Les Loyautés" (se omtalen), og nu kommer anden del af trilogien om følelser. I "Les Gratitudes" er det vores evne til at udtrykke taknemmelighed, der er fokus på.

Bogen starter med at konstatere at vi siger "merci" mange gange om dagen, nok mere i Frankrig end i Danmark, men er det kun overfladisk? Husker vi at vise den dybe taknemmelighed, som vi føler for vi skylder nogle mennesker?

Aujourd’hui, une vieille dame que j’aimais est morte.

Je disais souvent : « Je lui dois énormément. » Ou : « Peut-être que sans elle, je ne serais plus là. »

Je disais : « Elle compte beaucoup pour moi. »

Compter, devoir, est-ce ainsi que se mesure la gratitude ?

Mais l’ai-je assez remerciée ? Ai-je suffisamment montré ma reconnaissance ? Ai-je été assez proche, assez présente, assez constante ?

Siger en af bogens tre vigtigste personer, Marie, i starten. Vi ved altså allerede nu, hvordan det skal gå med Michka, en ældre dame, som hun været knyttet meget til. Michka er en intelligent, kulturel og vidende persen, men hun må på plejehjem, da hun begynder at lide af afasi og glemsomhed. Hendes intelligens er ikke berørt, men ordene begynder at blive væk eller bliver erstattet af andre, så man må finde det rigtige selv.

Pendant quelques secondes, elle se perd dans ses pensées.

— Il faudrait pas vieillir. Mais bon, ça tombe bien que tu sois là, je voulais te dire que j’ai réfléchi, je préférerais une abréviation.

— Comment ça ?

— Pour mes obstèques. Une abréviation… quelques petits sandwiches et on n’en parle plus. Comme madame Crespin, il paraît que c’était très sympathique.

— Tu veux dire une incinération ?

— C’est ça. Mais au sermon, les sandwiches, pas au pâté.

— Au saumon ? Oui, bon, O.K., c’est noté, mais il n’y a pas d’urgence, tu sais, on n’est pas pressées.

Talepædagogen Jérôme tager sig af Michka og prøver at få hende til at holde fast i ordene, men han føler også noget specielt for hende, da hun rører ved noget hos ham, som han helst ikke vil have frem. Vi er nemlig vidne til, at ting fra fortiden dukker op, for der har været situationer, hvor vi ikke har fået udtrykt vores taknemmelighed over for bestemte personer, der måske er væk nu.

Alle tre hovedpersoner har nogle bestemte, som de skylder noget og det kommer frem i løbet af bogen.

Det er en meget følsom og vedkommende bog, der berører en række emner, som ellers holdes i baggrunden: at blive gammel, at blive syg, at leve på et plejehjem, at miste alt hvad man har kæmpet sig til, at lære at miste. Det er fortalt i et enkelt sprog med mange samtaler, ikke altid trist og alvorlig, men plads til humor og glæde.

JC Lattès, 2019

David Foenkinos: Deux soeurs

Nyt familiedrama fra David Foenkinos der med Deux Soeurs giver os en næsten thrilleragtig historie om søstrene Mathilde og Agathe.

I starten er alting godt. Mathilde er gymnasielærer, der nyder sit job og har en stor status hos rektoren. Hun har været i forhold med Etienne i 5 år, og han har på deres sommerferie i Kroatien sagt, at nu skal de giftes og have børn. Søsteren Agathe er gift med Frédéric og de har datteren Lili. De er lidt fortravlede, men elsker hinanden.

Bomben falder, da Etienne efter nogle dage, hvor han har været lidt underlig, siger, at han vil forlade Mathilde. Forklaringen er, at hans gamle kæreste Iris efter et ophold i Australien er vendt tilbage. Etienne har mødt hende og den gamle kærlighed er blusset op igen.

Vi følger nu Mathilde i hendes totale nedtur, hvor Agathe træder til og tilbyder, at hun kan bo hos dem. Det er en lille lejlighed, men Mathilde flytter ind i Lilis værelse og kommer også til at fungere som barnepige. Mathilde begynder også at tale meget med Frédéric om hans arbejde, der ikke interesserer Agathe.

Så kan forviklingerne godt starte, men det skal jeg ikke afsløre. Bogen har en voldsom og uventet (?) slutning, kan jeg dog røbe. Man slipper ikke bogen, førend man kender denne.

Bogen er meget velskrevet, veldisponeret, så sagerne ses fra flere personers side. Vi ser, hvad der kan ske, når en passion pludselig bliver brudt. Hvor en person kan ændres totalt. En gang en elsket lærer, derefter en iskold og beregnende type, der ikke tager hensyn til andre.

Bogen er nok ikke Foenkinos' bedste, da man kan blive i tvivl om det er en karikatur, specielt i anden del,men man må alligevel indrømme, at han holder én fast med sin denne gang lidt mørke syn. Lidelse, afsavn, smerte bliver kun alt for godt belyst.

Gallimard, 2019

Marianne Maury Kaufmann: Varsovie - Les Lilas

Har tidligere med stor fornøjelse læst hendes noveller og en enkelt roman, så det var rart at se, at hun nu udsender en ny roman.

Bogens hovedperson er Francine, født Edda i Warszawa i 1939 i den jødiske ghetto. Vi får ikke meget at vide om hendes fortid, men får dog at vide, at hendes mor flygtede med hende fra en lejr og at de kom til Paris. Hun har en datter Roni og et barnebarn, hendes mand er død.

Meget af historien udspilles i busrute 96, hvis rute netop har givet titlen på bogen. Francine er en meget indadvendt person, ruger på mange ting, som hun gerne vil fortælle om, men hun bliver ofte kun til et "øre", der hører på andres lidelser. Hun er meget ensom, har svært ved at skabe kontakter, har ofte en grov måde at behandle andre folk på, men samtidig er hun meget opmærksom på små ting, der kan forklare meget. Vi får således et godt indblik i livet i en storby set indefra. Det er koldt, overfladisk og lykken synes at være forbeholdt de få.

En dag får hun øje på en person, Avril, som hun fatter sympati for, og som hun føler vil lytte til hende og give hende en eksistens. Historien udvikler sig dog lidt anderledes.

Forholdet til datter og barnebarn er meget fjernt, de ses næsten aldrig, ikke engang til jul. Bogen foregår i månederne op til jul, og her er ensomheden ofte størst for folk uden omgangskreds, familie eller venner.

Med mødet med Avril sker der meget med Francine, og bogens skildring af hendes udvikling er præcis og på samme tid dramatisk og latterlig. Der er igen de små ting, der bestemmer livets gang. 

En af hendes buschauffører siger til hende juleaften: Le pouvoir des petites choses est si grand. Car ce sont les petites choses qui restent. Sur le coup, on ne sait pas qu’elles vont rester. Ou plutôt, on ne sait pas lesquelles vont rester. Et faire buvard. À jamais. Seuls ces petits détails inscrits dans le buvard nous blessent, vous comprenez ?

En god bog, der nok får én til at se lidt anderledes på passagerne i en bus, metro eller fly. Måske gemmer der sig en sorg, en glæde i de personer, som man kun oplever som masker. Det kunne jo være, at man skulle prøve at række hånden ud?

Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (17/01/2019)