Tuesday, March 05, 2019




Har tidligere med stor fornøjelse læst hendes noveller og en enkelt roman, så det var rart at se, at hun nu udsender en ny roman.

Bogens hovedperson er Francine, født Edda i Warszawa i 1939 i den jødiske ghetto. Vi får ikke meget at vide om hendes fortid, men får dog at vide, at hendes mor flygtede med hende fra en lejr og at de kom til Paris. Hun har en datter Roni og et barnebarn, hendes mand er død.

Meget af historien udspilles i busrute 96, hvis rute netop har givet titlen på bogen. Francine er en meget indadvendt person, ruger på mange ting, som hun gerne vil fortælle om, men hun bliver ofte kun til et "øre", der hører på andres lidelser. Hun er meget ensom, har svært ved at skabe kontakter, har ofte en grov måde at behandle andre folk på, men samtidig er hun meget opmærksom på små ting, der kan forklare meget. Vi får således et godt indblik i livet i en storby set indefra. Det er koldt, overfladisk og lykken synes at være forbeholdt de få.

En dag får hun øje på en person, Avril, som hun fatter sympati for, og som hun føler vil lytte til hende og give hende en eksistens. Historien udvikler sig dog lidt anderledes.

Forholdet til datter og barnebarn er meget fjernt, de ses næsten aldrig, ikke engang til jul. Bogen foregår i månederne op til jul, og her er ensomheden ofte størst for folk uden omgangskreds, familie eller venner.

Med mødet med Avril sker der meget med Francine, og bogens skildring af hendes udvikling er præcis og på samme tid dramatisk og latterlig. Der er igen de små ting, der bestemmer livets gang. 

En af hendes buschauffører siger til hende juleaften: Le pouvoir des petites choses est si grand. Car ce sont les petites choses qui restent. Sur le coup, on ne sait pas qu’elles vont rester. Ou plutôt, on ne sait pas lesquelles vont rester. Et faire buvard. À jamais. Seuls ces petits détails inscrits dans le buvard nous blessent, vous comprenez ?

En god bog, der nok får én til at se lidt anderledes på passagerne i en bus, metro eller fly. Måske gemmer der sig en sorg, en glæde i de personer, som man kun oplever som masker. Det kunne jo være, at man skulle prøve at række hånden ud?


Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (17/01/2019)

 

No comments:

Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur

 Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur Hervé Le Tellier slog sit navn fast med Goncourt-prisen L'Anomalie i 2020, en lidt dyster fremtids...