Franck Delorieux: Roger Vailland - Libertinage et lutte des classes

 Franck Delorieux: Roger Vailland - Libertinage et lutte des classes

Sidste læsning i 2021, hvor der ellers har været megen tid til at læse franske bøger. Grunden til valget af denne bog er, at jeg for snart 50 år siden skrev et speciale om Roger Vailland hos professor Per Nykrog. Han var imidlertid ikke inde i hans forfatterskab, så jeg kørte løbet alene og skrev 100 sider på tre måneder og fik en flot karakter for anstrengelserne.

Jeg var meget optaget af hans romaner, måske mindre af hans begejstring for kommunismen. Det var denne underlige sammenstilling af libertinage og klassekamp, der gjorde ham til en meget særpræget forfatter.

Denne bog, der oprindeligt udkom i 2008, har i mange år været umulig at få fat på, men nu er der heldigvis et nyt optryk på gaden. Det er en række essays der forsøger at fange Vailland som surrealist, kommunist og endelig som den suveræne søger af lykken og lysten.

Det har for mig været spændende at generindre Vailland og få et overordnet syn på hans liv og karriere, men bogen er nok mest for kendere af hans værk. Det har imidlertid givet mig lyst til at grave hans gamle romaner frem og prøve at læse dem med friske og gamle øjne. Nu må vi så se om det bliver til noget i det nye år, for der er jo mange andre spændende ting på vej.

Collection Petites Ligatures

Manifeste, édition

2021

Yannick Grannec: Les simples

 Yannick Grannec: Les simples

Notre-Dame du Loup er en barsk fæstning beliggende i bjergene ved Vence. Her driver kvindelige benediktinere ledet af Moder Marie-Vérane, abbedisse for livet, et kloster med et hospital for syge kvinder og handel med lægeplanter. Kvinderne er oftest ofre for hustruvold eller graviditet. 

Men klostret bliver truet af biskoppen af ​​Vence. Faktisk bestiller den gejstlige i år 1584 en undersøgelse af klostret af sine præster, herunder den unge og smukke Léon de la Sine, med henblik på at finde fejl hos søstrene. De har nemlig store økonomiske fordele ved deres handel med lægeurter. Biskoppen ønsker også at få overdraget ​​relikvieskrinet med resterne af Sainte-Vérane. Men prælaten støder på en store vanskeligheder: Klosteret rummer en anden skat, den smukke novice, Gabrielle d'Estéron ... 

Det er en historisk roman der ikke bygger på en konkret begivenhed eller et bestemt kloster, men romanen rummer  et meget stort kendskab til perioden, skikkene og de værdier som søsterene er i besiddelse af. Det er en viden om planterne, som er givet videre fra person til person. Det er desuden er roman der afdækker kvindens rolle og betydning i tiden. 

Det er tiden for den ubarmhjertige kamp mellem almindelige gejstlige og verdslige præster. Et magtspil, hvor kvinder, indehavere af empirisk medicin først og fremmest tiltænkt de fattigste, ved, at det vil være umuligt at udøve og videregive deres viden i fremtiden. En mærkelig epoke, hvor man tror på mirakler, men brænder kvinder, fordi man frygter deres magt over kroppe og sjæle. 

Vi får nogle meget fine beskrivelser af hovedpersonerne, der gennem romanens specielle struktur skiftevis får deres kapitler. Det er samtidig en spændingsroman, for hvordan skal det gå med den unge Gabrielle og den kommende præst den unge Léon, der bliver forelsket? Hvordan kommer Clémentine og hendes kendskab til planter (les simples) til at spille en stor rolle.? Hvordan går det med biskoppens planer og hans skjulte elskov? Ja der er nok at tage fat på i den storslåede roman, skrevet med stor kunstfærdighed og brug af mange vinkler.

 

         Éditeur : ANNE CARRIÈRE (23/08/2019)

Philippe Besson: Le dernier enfant

 Philippe Besson: Le dernier enfant

En enkelt dag i en mors liv, men samtidig en dag der vil betyde den store ændring i både hendes og drengens liv. Moderen er Anne.Marie og den unge mand er Théo, der nu flytter hjemmefra. Han er den yngste af tre søskende, en efternøler der har fyldt moderens liv og som også er klar over sin stilling.

I denne roman kommer Philippe Besson ind i sindet på en mor, der ser sit lille barn blive voksent, men for hende er han stadig hendes baby, den yngste. Hvordan fortsætter man med dette tomrum?

Selvfølgelig er der hendes mand, Philippe, hans beroligende tilstedeværelse, men det er ikke det samme.

På denne dag hvor de hjælper Théo med at flytte, gøre værelset klart og spise en frokost sammen, forsøger Anne-Marie at holde tiden tilbage. De to mønd er meget tavse, men hun kan ikke tilbageholde sine tanker og minder. De bryder i brudstykker frem, mens historien skrider frem med de tre personers bevidste og ubevidste tanker.

Enkle mennesker. En simpel historie. En historie, der taler om livet og tidens gang. Vi husker vel alle, da vi som unge brød ud fra barndomhjemmets trygge rammer, og hvor vi måske havde for travl med at se fremad.

En smuk historie om hverdagens småting, der også kan rumme de store omvæltninger.

Meget velskrevet og følsom roman.  

Éditeur : EDITIONS JULLIARD (07/01/2021)

Patrice Franceschi: S'il n'en reste qu'une

 Patrice Franceschi: S'il n'en reste qu'une

Rachel, en australsk journalist beslutter sig for at rejse til Rojava (Syrisk Kurdistan) i fodsporene på de kurdiske krigere, der kæmpede mod Daesh og de tyrkiske militser. 

Det er i Kobané, en by bygget langs jernbanelinjen mellem Berlin og Bagdad af tyskerne i begyndelsen af ​​det 20. århundrede, at Patrice Francheschi tager os sammen med Rachel Casanova. På militærkirkegården i Kobane opdager hun en ekstraordinær grav, som indeholder to lig, Tekochina og Gulistan. Hun følger i deres fodspor for at finde ud af, hvad der skete med dem.

Rachel er meget optaget i to ekstraordinære kvinders skæbne, kommandør Tekochina og hendes livvagt Gulistan, hvis tragedie vi følger i tre akter: Kobané, Raqua og Sérikani. Blodige kampe, rækker af forbrydelser mod menneskeheden. Man skal ikke at falde levende i hænderne på islamisterne. Hver fighter holder en sidste patron tæt på sit hjerte... for en sikkerheds skyld.

For at forstå de to krigere bliver det nødvendigt for Rachel at møde en række karakterer: Bérivan Kobane - "kvinden der aldrig smiler" - som kendte dem godt, og som vil afsløre en del af historien for hende omkring et glas whisky, derefter general Qaraman, som hun møder godt skjult i Qandils bjerge og til sidst Tulin Clara, som hun i hemmelighed skal møde, trods faren, denne general, som vil fortælle hende, under hvilke omstændigheder disse to kvinder omkom.

Hvis man kun overfladisk har fulgt de kurdiske kvinders kamp, så bliver man sandelig klogere ved at læe denne roman, der bygger på virkelige hændelser. En smuk hyldest til disse unge kvinder,  denne skildring bringer os os tættere på disse kvinder, der omkom uden frygt. Vi skal ikke glemme at der stadig kæmpes.

Konstruktionen omkring den udsendte journalist og hele opsætningen af fortællingen er nok lidt søgt og på mange måder unødvendig, for de kurdiske kvinders historie er stærkt nok til at bære den bevægende historie, der fastholdes i den langsomme afdækning af deres skæbne.

Éditeur : GRASSET (25/08/2021)

Alexandre Arditti: La conversation

 Alexandre Arditti: La conversation

En første roman bygget op som en samtale mellem den 20-årige Charlotte og den 90-årige Victor. En allerede kendt romangenre, men her i en opdatering til nutiden med covid og andre ting fra vores nutid.

Charlotte, en tyveårig journalist interviewer Victor Esmenard, en 90-årig tidligere præsident for republikken: to generationer, to karakterer, to visioner om tilværelsen, to baner støder sammen. En indvielsessamtale, hvor ideerne flyder og grænserne trækkes op.

Charlotte er stadigvæk kun i starten af sin journalist-karriere, men da der ikke er andre til at tage interviewet på grund af ferie mm., får Charlotte opgaven. Hun er selvfølgelig rystende nervøs, men er samtidig forberedt til tænderne  

Interviewt foregår på Hôtel Plaza Athénée i Paris, et hotel i en klasse som hun ikke kender. Victor Esmenard, der ellers er kendt som hård ved journalister, modtager hende med et glas Chablis og stemningen bliver efterhånden afslappet. Efterfølgende frokost og fortsættelse til sidst på eftermiddagen, et langt og spændende interview, der får en meget usædvanlig afslutning.

Med sin lange erfaring giver Victor Charlotte - ikke uden humor og et strejf af provokation - sit syn på verden.

Alle de temaer, der indgår i et menneskeliv, bliver berørt og uddybet: journalistikkens udvikling, venskabets desillusioner, smagen for eventyr, forfatterskab, globalisering, rejser i forfædrenes forstand, masseturisme, kunsten at leve i Frankrig, selvkritik som led i den gode tænkning, kærlighed og forandringer i parmønstret, infantiliseringen af ​​samfundet, forvandlingen af ​​byen og endda fordelene ved alkohol.

Man kan godt fornemme, at det er skildringen af et rigt liv med både op- og nedture, lykkelige øjeblikke og grove forsømmelser.

Samtalen er fyldt med gode råd, skarpe blikke på nutiden og et råb om ikke at give slip på den enkeltes frihed.

En klog bog, som man kan læse med stort udbytte. Flot debut for Alexandre Arditti som romanforfatter.

Éditeur : LES PRESSES LITTÉRAIRES (20/05/2021)

Valérie Tong Cuong: Un tesson d'éternité

 Valérie Tong Cuong: Un tesson d'éternité

Ny bog fra en af mine favoritforfattere, der atter en gang leverer en stærk roman om en mors kamp først for sig selv senere for sin søn.

Hovedpersonen Anna bor sammen med sin mand Hugues og deres søn Léo i en smuk villa ved havet, hun er farmaceut, Hugues arbejder med landsbyens kulturelle anliggender. De omgås de gode familier i området, især gennem den tennis, Léo spiller, og takket være Hugues velstillede forældre, som giver dem lov til at bo i villaen.

Men Anna gemmer på en tung og voldelig fortid. Hun kom fra en familie af fattige småhandlere og levede en smertefuld barndom, præget af chikane og mobning fra Slangen, en pervers dreng, der fik hende til at opleve et helvede i årevis.

Anna har imidlertid fået bygget et liv op fjernt fra barndomsmiljøet og har lukket den ulykkelig barndom væk bag tætte skodder. Der er en Anna 1 og nu en Anna 2.

Men som romanen viser skal der kun en splint til for at et paradis kan falde sammen. Det sker da sønnen Léo bliver anholdt for at have angrebet en politibetjent ved en demonstration. Romanen foregår på det tidspunktet hvor les gilets jaunes skabte kaos hver uge, så Léo bliver en helt for dem.

Det er imidlertid ikke hele sandheden om Léos handling, så nu starter Annas kamp for at få ham ud af fængslet.

Nu skal jeg ikke afsløre mere om indholdet, men må nøjes med at sige, at det er en oprivende historie, der skiftevis fortæller om Annas fortid, hendes ødelagte nutid og lægger tråde ud der tyder på familiens sammenstyrtning og opløsning.

Valérie Tong Cuong giver os endnu en gang en roman med stor finesse og et realistisk og subtilt kvindeportræt. Ved hjælp af flashbacks giver Annas minder os en forståelse af, hvem hun var, og hvem hun er blevet, en sand klasseafhopper.

Blandt bogens temaer skildres skarpt fængselsliv og social klasse, hvordan vores oprindelse markerer os og altid indhenter os. Kan vi slippe af med den?

Hendes raffinerede, kølige og delikate stil skaber en nødvendig afstand til fakta og de stærke følelser, som karaktererne oplever i denne klæbrige sommerhedebølge, i fængselsverdenens barske virkelighed.

En virkelig god roman, som kun kan anbefales.

Éditeur : J.-C. LATTÈS (18/08/2021)

 

Maria Pourchet: Feu

 Maria Pourchet: Feu

En banal historie om lidenskab der fortærer en gift kvinde, Laure, der endelig ser en vej ud af det daglige trummerum. Men manden, Clément, der er markedsanalytiker og tjener styrtende med penge, er i virkeligheden mest interesseret i sin hund, som han kalder Papa.

Laure er universitetslærer, 40 år, er gift og mor til to døtre. Véra, den ældste, der organiserer oprørsbevægelser i gymnasiet og er også oprørsk mod sine forældre. 

De mødes tilfældigt, men gribes hurtigt af en lidenskab som de begge bearbejder for at slippe ud af den.

Fanget af lidenskaben og dens trusler forsøger de først at slippe af med hinanden ved at tilfredsstille lysten, naivt overbevist om, at det er tæmmet. De har på trods af det et håb, der skræmmer og fortærer dem, de vil de gå langt i ilden.

Det er på mange måder en pessimistisk skildring af det moderne samfund, hvor der er de unge der følelsesløst bekæmper forældrenes kapitalistiske verden. Familien er i opløsning og hverken kvinden eller manden kan definere deres roller.

Bogen er skrevet i et voldsomt tempo og sprog. Der er masser af henvisninger, billedsprog, moderne slang og følelsesladede sekvenser.

Bogen efterlader flere spørgsmål end svar, men bidrager til opfattelsen af nutiden som kaos på alle måder.

Var indstillet til flere priser, men blev forbigået.

Éditeur : FAYARD (18/08/2021)

 

Agnès Desarthe: L'Éternel fiancé

 Agnès Desarthe: L'Éternel fiancé

Med det samme må jeg sige, at det forekommer mig at være en bog der vil mere end forfatteren magter. Indtrykket bliver en rodebutik med gode afsnit og andre som er unødvendige indskud og uden interesse.

Udganspunktet er ellers godt valgt, det er nemlig en julekoncert, hvor en fireårig Étienne siger til pigen, at han elsker hende, fordi hun har runde øjne. Den lille pige bliver lidt forskrækket og svarer, at hun ikke elsker ham, fordi hans hår sidder forkert.

De to krydser hinanden flere gange i løbet af de næste 40-45 år som bogen strækker sig over. Første del er rimelig positiv om barndommen og ungdommen, hvor der er kærester og giftermål. Men dette afsnit afsluttes med, at Étienne kone dør i barselssengen.

De to næste afsnit handler mest om nedture. Fortælleren bliver gift, får to børn men det hele forekommer hende at være samme trummerum. Hendes egen mor forlod sin mand, da børnene var blevet store og fik et helt nyt liv.

Fortælleren starter på at gøre det samme, men har ikke noget at sætte i stedet for, så det er en lidt mørk historie. Hun møder ètienne igen flere gange og hans liv tager også en usædvanlig vending. Moderen dør og efterlader et tomrum.

Der er mange forskellige stilarter og fortælleformer, men svært at gennemskue ideen med det.

Store temaer i bogen er forældre-børn, ægteskab, kvindens rolle, tiden og døden, så måske kan andre få mere ud af bogen end mig.

Éditions de l'Olivier (19/08/2021)

Collectif: 13 à table (2021)

 Collectif: 13 à table

Vi er nu nået til den 8. sæson for 13 à table, hvor overskuddet går til "Les restos du coeur", køber man en bog til 5 €, har man betalt for 4 måltider.

Som sædvanlig er det de ypperste forfattere der befinder sig blandt de 15 bidragsydere. Leïla Slimani, Tatiana de Rosnay og Marie-Hélène Lafon for blot at nævne tre af kvinderne.

Indholdet er fantastisk godt omkring årets emne, der er ferieminder. Der er alvorlige tekster også med lidt ubehagelige minder fra ferietiden som f.eks. i Marina Carrère d'Encausse: Souvenir d'enfance, der rummer en udspekuleret hævn over en onkel med lidt for lange fingre.

I Jean-Paul Dubois: Dag Hammersskjöld bliver et ferieminde pludselig til en storpolitisk affære. I novellen "On ne joue plus" møder vi til gengæld en sjov og usædvanlig onkel, der kan sætte sig på børnenes niveau og også udfordre dem.

I Marie-Hélène Lafons Les étés er vi selvfølgelig på landet og møder en højst usædvanlig familie, hvor børnene deltager i arbejdet på gården, men når de får fri, forstår de også at udfolde sig. Vi får også en opskrift fra en berømt kok: Cyril Lignac, der skriver om oprindelsen af hans opskrift på Poulet rôti à l'origan frais et au citron. Herligt bidrag dette også.

Den morsomste novelle kommer fra Romain Puértolas der fortæller om Martine. Men jeg kunne blive ved med de øvrige tekster.

Der er kun en ting at sige: KØB den bog, støt et godt foretagende og få litteratur i høj klasse.

Éditeur : POCKET (04/11/2021)

 

Collectif: À nous la terre

 Collectif: À nous la terre

Undertitlen "Les écrivains s'engagent pour demain" siger også meget om indholdet. Det er beretninger, der tager udgangspunkt i nutidsproblemer med natur men som også peger fremad.

Vi får i alt 9 tekster af fremragende forfattere som Jean-Christophe Rufin,  Catherine Cusset og Luc Lang for lige at nævne et par stykker. 

Der er minder om den gamle strand I Bretagne, hvor forfatterens ungdom blev tilbragt. Ikke en postkort strand, men en strand i bevægelse, hvor folk nu blot ligner små statuer af Giacommeti. Hun er blevet ældre siden da, men stranden og klipperne består,

En helt anden vinkel får vi fra en beretning fra en safaritur i Kenya, hvor forfatteren oplever at en hjorteflok står sammen om at forsvare en hunhjort med sin lille der bliver angrebet af en flok løver. Sammenhold og solidaritet, der er stærkere end hun troede.

Rufin fortæller om Alperne og Mont-Blanc der trues af de stigende temperaturer og nedsmeltningen af isgletcherne. Det efterlader klipperne i solen, så de revner og styrter ned. Gamle klatreruter og bjergspidser forsvinder. Et oplagt emne til at holde op til at slide unødvendigt på naturen.

Der er mange gode tekster og oplæg til eftertanke og aændring af adfærd i naturen.

Bogen koster 5 € og alt overskud går til WWF

Mohamed Mbougar Sarr: La plus secrète mémoire des hommes

Mohamed Mbougar Sarr: 

La plus secrète mémoire des hommes

En gevaldig bog der er blevet årets Goncourt-vinder, en bog der handler om en bog og forsøget på at finde forfatteren, der er mere eller mindre til stede. En bog der handler om litteratur, om at skrive, men også om krige, kolonier, Afrika og Paris med afstikkere til Amsterdam og Sydamerika. Ja, der er simpelt hen et overflødighedshorn af koncentreret indhold i denne 400 siders fortælling.

Et kort resume: 

I 2018 opdager Diégane Latyr Faye, en ung senegalesisk forfatter, i Paris en legendarisk bog, udgivet i 1938: Le labyrinthe de l’inhumain. Man har tabt sporet af dens forfatter, der i sin tid blev kaldt « Rimbaud nègre ». Det er historien om en søgen efter en forbandet bog. Så snart han opdager det, er den unge senegalesiske forfatter Diégane, der kom til Paris fuld af ambitioner, besat af det. Han beslutter sig for at undersøge den mystiske forfatter, der blev udstødt: T.C. Elimane, også en fransktalende afrikaner, blev berømt i 1938, før han blev fejet til side af en anklage om plagiat og forsvinden.Offentliggørelsen af ​​værket fremkaldte flere skandaler. 

Diégane forsøger at få mere at vide om den mystiske T.C. Elimane. Han møder kolonialismens og Shoahens store tragedier. Rejser fra Senegal til Frankrig til Argentina, men hvilken sandhed venter ham i centrum af denne labyrint?

Uden nogensinde at miste tråden i denne søgen besøger Diégane i Paris en gruppe unge afrikanske forfattere: alle observerer hinanden, diskuterer, drikker, elsker meget og har et behov for at skabe noget der udspringer af deres eksil, Vil de nogensinde blive integreret og forstået som kunstnere? Diégane får flere gode spor gennem den djævelske Siga og den flygtige journalist Aïda ...

Når man læser denne roman, bliver man virkelig sat ind i en labyrint og tvivler somme tider på om man nogensinde finder ud igen. Bogens struktur virker umiddelbart meget åben, men labyrintens slyngninger er bestemt velovervejede. Mbougar Sarr holdes os fanget, og vi skal omkring mange omveje og blindgader, førend vi når frem.

Bogen er en spændende, stimulerende og drilsk litterær thriller styret af et imponerende overblik. Uden forklædning eller nytteløshed (men uden at være blottet for humor) er alt tæt og bygger en kærlighedssang dedikeret til litteraturens tidløse kraft. Fantastisk!

Der er ingen tvivl om at denne Goncourt-pris er en sejr for frankofonien og specielt for afrikanske forfattere, som vi flittigt har omtalt tidligere. Fransk litteratur på højeste niveau har bredt sig vidt omkring.

Éditeur : PHILIPPE REY (19/08/2021)

Sorj Chalandon: Enfant de salaud

 Sorj Chalandon: Enfant de salaud

Det foreløbig bedste bud på årets Goncourt 2021, som jeg har læst. En forunderlig blandig af personlige oplevelser i forfatterens liv og en reportage som journalist fra retssagen mod Klaus Barbie i Lyon i maj 1987.

Bogen åbner meget stærkt med en skildring af forfatterens næsten angst for at nærme sig et hjem for børn lidt udenfor Lyon, der i 1944 blev offer for gestapos aktiviteter. Hjemmet var nemlig et gemmested for jødiske børn. Alle børn og seks voksne blev sendt til koncentrationslejre. Kun en overlevede!

Denne skildring åbner i sin rædsel for en historie om fortælleren og hans forholod til sin tyranniske far. Fortælleren er nu 35 år, men har aldrig rigtigt fået svar på hvad faderen lavede under besættelsen. Faderen fortæller gerne vidt og bredt, men fortælleren tør aldrig spørge sin far direkte om det.

Han er uforudsigelig, denne far. Voldelig, finurlig. Nogle siger endda, at han er skør. I lang tid fyldte han sin søn med sine bedrifter som modstandsmand, indtil barnets bedstefar mistede besindelsen. "Un jour, grand-père m’a dit que j’étais un enfant de salaud." "Le salaud, c’est le père qui m’a trahi.". Med denne udmelding fra bedstefaderen kan man godt forstå, at barnet får problemer, men det er først nu, at han begynder at gøre sig klar til en kamp. 

I maj 1987, da retssagen mod den nazistiske forbryder Klaus Barbie åbnede i Lyon, erfarer sønnen, der dækker retssagen som journalist, at hans fars sagsakter ligger i en juridisk afdelingens arkiver i Nordfrankrig. Her får fortælleren lidt mere konkret at vide om faderens liv end de løgne han hidtil har hørt. Faderen har hidtil været i stand til at narre alle, selv sin egen søn, men nu skal han til at forklare sine løgne. Eller hvad?

På samme tid skal Klaus Barbie også forklare sine løgne, der bliver vist tilbage af nogle voldsomme vidnesudsagn, der bestemt ikke dækker over hans sadistiske og uhyrlige væsen.

Barbie bliver nødt til at stå til ansvar for sine forbrydelser. Faderen bliver nødt til at forklare sine løgne og romanen fortæller om disse krige parallelt. Fortalt af en søn og af en journalist.

Det er et mesterværk med dybe rødder i en periode som Frankrig endnu ikke har fået tilstrækkelig selverkendelse om. Hvem var det bl.a. der afslørede børnehjemmet til Gestapo? Hvem var helte og hvem var skurke? Historien om fortællerens far er et glimrende indlæg i den debat.

Éditeur : GRASSET (18/08/2021)

 Christine Angot: Le voyage dans l'Est

En roman, et vidnesbyrd om incest, der udspringer direkte fra forfatterens eget liv, som hun tidligere har skildret i flere af sine romaner.

Christine er tretten år, da hun endelig møder sin far Pierre Angot i Strasbourg. Han arbejder i Europarådet som oversætter på højt niveau (han hævder at tale tredive sprog). Desværre kommer dette møde slet ikke til at blive som hun forestillede sig, da hendes far ikke ser hende som sin datter, men nærmere en slave som han kan udsætte for seksuelle krav, med andre ord incest, for det er hans datter. Denne incest vil fortsætte i lang tid, for Christine, fortvivlet, er ude af stand til at gøre en ende på det. 

Det er en meget stærk bog, som efterlader læseren forbløffet og fortørnet. Christine Angot forklarer med stor klarhed og finesse karakteren af ​​incest, som ikke kun er seksuel, men involverer hele offerets person: « Vous ne vous rendez pas compte, de ce que ça fait d'avoir un père qui refuse que vous soyez sa fille. Pour vous, l'inceste, c'est juste un truc sexuel. Vous ne comprenez pas. Vous ne comprenez pas. » Hvis en far efter 13 år endelig vil se sin datter, er det ikke for at optage hende i sin familien, men for at udnytte, tingsliggøre og underkaste hende.

I bogen graver hun i de grå områder i disse perioder og skildrer sine forskellige reaktioner. Hun undersøger sit traume for at forsøge bedre at forstå reaktioner eller rettere fraværet af reaktion fra dem, der står hende nær, og for at undersøge grundlaget for dette sår så intimt og så dybt. Alt dette fortælles i en meget neutral stil og uden forhåbninger. Der inddrages også en dagbog, som hun ellers har gemt langt væk, for den rummer nogle meget sårbare områder. Hendes eneste umiddelbare reaktion var at tie, at glemme, være ligeglad, skjule sine følelser, kaste sig ud i ligegyldige seksuelle kontakter.

Det, hun oplevede, er ubeskriveligt, og alligevel formår hun endelig at sætte ord på det på en meget mere direkte og eksplicit måde end i sine tidligere bøger. Det er ikke specielt de seksuelle handlinger, der fortælles om, men om arten af ​​det forhold, hun havde til denne mand med utrolig egoisme, der går så langt som at fortælle hende, at hun var heldig at opleve det. Hvis hun begyndte at skrive, var det takket være ham. 

Det er en fascinerende bog, som kan læses på én gang, men det efterlader en med dybt ubehag, især nu hvor mange andre incest-sager og misbrug af børn og unge er kommet frem. Det kan ikke blot afvises, men skal afdækkes og stoppes. Men det synes at være umuligt for offeret at skride til en anmeldelse, så omgivelserne skal være vågne.

Éditeur : FLAMMARION (18/08/2021) 

Astérix et le griffon

 Astérix et le griffon

Endnu et pragtalbum med Jean-Yves Ferri og Didier Conrad på tekst og billede for femte gang.

Vores helte kommer på en ekspedition til det østlige Europa, hvor der er koldt og underligt.

Befolkningen er et matriarkat, hvor kvinderne er krigere og mændene går hjemme i landsbyen.

Astérix, Obélix, Panoramix er blevet tilkaldt af den lokale druide, da romerne truer landet. De vil hente et fabeldyr "le griffon" til Cæsar. I spidsen for ekspeditionen står Terrinconnus, der er geograf og som i øvrigt ligner Houellebeck. Romerne har nemlig taget en af de kvindelige krigere til fange. Hun hedder Kalachnikovna, og navnet siger jo lidt om hende.

Det er en sprudlende fantasi der navngiver personer som Cèkankondine og Fakenius for blot at nævne et par stykker. Bogen er faktisk ret morsom og også lidt anderledes med henvisninger til både covid, Houellebeck, overtro og sjove ordspil og navne.

Skal den ikke finde plads blandt de 38 andre? Min gør i hvert fald!

Udgivet 21. oktober 2021

David Diop: La porte du voyage sans retour

 David Diop: La porte du voyage sans retour

En fantastisk god roman, der i starten lader læseren undre sig lidt over, hvad det her er for noget, for derefter at gribe os i et voldsomt drama med perspektiver til vores nutid til trods for at romanen foregår i 1700- og 1800-tallet.

"La porte du voyage sans retour" er tilnavnet til øen Gorée i Senegal, hvor millioner af afrikanere blev sejlet bort i tiden med sort slavehandel.

Inspireret af  ​​Michel Adanson, fransk naturforsker (1727-1806), skriver David Diop om hans ophold der i tiden omkring 1750. Han var kommet til Senegal for at studere den lokale flora. Som botaniker værner han om drømmen om at etablere et universelt leksikon i et århundrede, hvor oplysningstiden starter. 

Da han hører historien om en ung afrikansk kvinde, der er blevet solgt til slaveri, og som har  formået at flygte og finde tilflugt et sted på grænsen til det senegalesiske land, ændres hans rejse og hans skæbne sig til en søgen efter denne tabte kvinde, der efterlader sig tusind spor og lige så mange legender.

Alt er vellykket i denne roman. Startende med at konfrontere oplysningstidens idealer med slaveriets virkelighed. Trængslerne for den helt unge Adanson i Senegal har minder om Voltaire, især når han siger « il fallait donc que nous continuions à manger du sucre imprégné de leur sang», en klar hentydning til Voltaires Candide. 

Adanson opdager Senegal med alle sanser vakt og uden fordomme. Han anser det for nyttigt at lære Wolof for at kunne tale med lokalbefolkningen, fordi « leur langue est la clef qui m'a permis de comprendre que les Nègres ont cultivé d'autres richesses que celles que nous poursuivons juchés sur nos bateaux ».Han mener, at man skal afskaffe slaveri, idet han forstår, at afrikanernes formodede mindreværd kun er en illusion for at legitimere slavehandlen.

Romanens skildring af forholdet mellem Adanson og negerpigen Maram udvikler sig til et stort dramatisk epos med mindelser om myten om Orfeus og Eurydike i dette samfund, hvor den hvide mand ser sig som erobrer og hvor de indfødte er uden kultur.

Det er en meget stærk skildring og vi kommer dybt ind i negrenes liv og samfund og bliver belært om de værdier de besidder.

Romanen kan stærkt anbefales.

Éditeur : SEUIL (19/08/2021)

 

Dany Laferrière: Sur la route avec Basho

 Dany Laferrière: Sur la route avec Basho

Et nyt tegnet skrevet værk af Dany Laferière, hvor han nu er nået til det tredje. Desværre er formatet noget mindre end ved det sidste og det er lidt ærgerligt, da det er rene kunstværker vi præsenteres for gennem hans tegninger.

Bashô, den japanske munke-digter fra det 18. århundrede, en af forfatterens konstante inspirationer. Basho rejste rundt i Japan og fordybede sig ofte i detaljer.

Fortælleren af ​​denne nye historie rejser verden rundt i dag fra Amerika til Japan, og meget overrasker ham. Hvem ville være mistænksom over for en drømmer? Han drømmer slet ikke. Han beundrer de kvindelige forfattere, han læser, fra Jean Rhys til Zora Neale Hurston. 

Han husker voodoo -guderne. Han føler kærlighed over for en af ​​sine naboer, mens han opholder sig i New York. Stiliserede tegninger løber gennem teksten, som måske er drømmescener hos ​​denne fortæller "i denne ubarmhjertige verden". På rejse i den nutidige verden kan han kun bemærke, at truslen er overalt. 

Han tegner det, han ser, men skriver også ord for eksempel disse: «Black lives matter». «Un nègre est un homme et tout homme est un nègre» siger han i begyndelsen af ​​sin rejse. Så neger er demonstranterne i Hong Kong, som han ser kræve frihed. 

Men hans hensigt er ikke at ændre verden, siger han til os, «simplement d’y vivre». Og så forstår vi, at som Pavese sagde, at leve er et erhverv.

Heldigvis er der litteratur, jazz, elegante kvinder, caféer og blomster. Der er stadig solstråler.

En dejlig bog at have ved hånden og fordybe sig i tekst og tegninger.

Éditeur : GRASSET (13/10/2021)

Jean-Baptiste Del Amo: Le fils de l'homme

 Jean-Baptiste Del Amo: Le fils de l'homme

Romanen blev valgt til årets FNAC 2021. Selv om jeg var med i juryen, fik jeg ikke denne med i de 8 bøger, jeg skulle udtale mig om. Måske godt det samme for jeg er ikke specielt begejret for bogen.

Efter 6-7 års fravær dukker en mand op igen hos sin kone og deres unge søn, der nu er 9 år. Konen er både glad for at få ham hjem igen, men er også lidt bange. Manden tager dem hurtigt med til Les Roches, et gammelt hus isoleret i bjergene, hvor han selv voksede op med en hensynsløs far. Omgivet af vild natur ser mor og søn faderen forlænge sit greb om dem og vedtage mystiske love for deres nye eksistens.

Hjemsøgt af sin fortid, fortæret af jalousi, synker manden langsomt ind i galskab. Naturen vil ham det heller ikke godt, da et mægtigt uvejr ødelægger det mest af det, han har lavet Snart synes enhver tilbagevenden umulig. 

Et af temaerne hos Jean-Baptiste Del Amo er at undersøge temaet om overførsel af vold fra en generation til en anden og om den evige tragedie, der knytter sig mellem fædre og sønner.

Før den nutidige handling begynder, følger vi en lille forhistorisk stamme, der via jagt og fiskeri forsøger at overleve i et koldt og nådesløst klima. Det er det primitive liv, som de tre personer næsten også kommer til at leve i total isolation.

Der er storslåede og minutiøse naturskildringer og forsøg på at forstå og forklare de tre personers reaktioner og deres kamp for at overleve og deres kamp mod de andre, men det lykkes ikke altid.

Lidt blandede følelser omkring denne voldsomme og mørke roman.

Éditeur : GALLIMARD (19/08/2021)

Patrick Modiano: Chevreuse

 Patrick Modiano: Chevreuse

Så kom den nye roman af Patrick Modiano på gaden, og som trofast læser af hans værker, var det med sædvanlig spænding, at jeg begyndte på bogen.

Den kredser om alle de kendte temaer og afslører alligevel lidt mere end tidligere.

Chevreuse fortæller historien om en mand, Jean Bosman, der husker sine minder for halvtreds år siden, da han kom lidt sammen med Camille kendt som "Tête de mort". Han er romanforfatter og har ofte svært ved at skelne mellem virkelig og fantasi.

Patrick Modiano bruger altid den samme proces: minder, mærkelige og luskede karakterer, byen Paris ... og alligevel lykkes det hver gang at lave en anden roman af det.

Måske har Modiano aldrig været så tæt på Proust: ikke for formuleringen, men på denne helt særlige måde at fortælle - for at genopdage - hans tabte tid.

Chevreuse er historien om noget, der allerede er oplevet, transformeret af hukommelsen, og som kan ende på de sidste sider med løftet om et værk, netop det, vi læser.

Der arbejdes med at overlejre de tre faser i et liv: fjern barndom i Jouy-en-Josas (Yvelines) der skjuler en mærkelig hemmelighed; ungdommen i 1960'erne, hvor telefonnumre begyndte at have syv cifre og ikke længere et kvarternavn, så man kunne spore nummeret og endelig nutiden. Bosmans ser ud til at undersøge hele sit liv for at få fantomerne frem og udryddet.

Som sædvanlig er romanens slutning ikke klarere end begyndelsen. Det er en meget god Modiano, som jeg kun kan anbefale.

Éditeur : GALLIMARD (07/10/2021)

Isabelle de Courtivron: L'été où je suis devenue vieille

 

Isabelle de Courtivron: L'été où je suis devenue vieille

Isabelle de Courtivron fortæller om de omvæltninger der pludselig sker for hende den sommer hvor hun bliver 73 år.

Den sommer indså hun, at hun havde mistet fleksibiliteten, og at hun var løbet tør for damp hurtigere. Hans øjenlæge ordinerede grå stær. Hendes krop er slidt. Hun er pensionist, kæmper for at bruge Instagram eller Twitter. Hun overrakes ved hele tiden at se mennesker der er yngre end hende overalt. Hvad sker der med hende? Alder. Hun er blevet gammel.

Med sjælden oprigtighed præget af humor fortæller Isabelle de Courtivron om dette skift, som hun ikke så komme. Hun har altid levet som en fri kvinde og vendt ryggen til det konventionelle liv, der ventede hende. Uafhængig, rejsende, optaget af feminister i 1970'erne, professor i litteratur i USA. Pludselig sker der for første gang noget med hende, som hun ikke selv har valgt. Andres øjne sender hende tilbage til hendes alder.  

Isabelle de Courtivron leverer en intim, usminket historie, der måske især henvender sig til kvinder. Hun sætter spørgsmålstegn ved hvad der sker med kvinder der bliver ældre, i et samfund, hvor uligheder mellem mænd og kvinder udspilles i alle aldre. 

En fase i livet, som der ikke tales eller skrives meget om, så hun åbner nyt land. Det er ærlig snak krydret med beretninger fra hendes liv, men også de besværligheder der plager hende nu og som hun kæmper for at leve med.

Læs bogen før du bliver 73.

Éditeur : L' ICONOCLASTE (26/02/2020)

 

Isabelle Lortholary: Heureuse, ou presque

En lille novellesamling med 23 noveller, der måske nok er mest rettet mod kvinder, men kan alligevel sige noget generelt. Det er meget letlæste noveller med forskellige kvinder i forskellige perioder i deres liv.

Vi ser øjeblikke fra livet, som alle allerede er levet eller helt sikkert vil blive levet, skrevet med lethed og med en vis humor. Så vi møder alle slags kvinder: Moderen, der gerne vil have, at vi ser tilbage på hendes vej og ikke på datterens, pigen, der gerne vil dræbe sin mor, teenageren der misunder en tyveårig, frygten for ikke at elske sit barn, følelsen af ​​at den nyfødte baby er frygtelig grim. 

Det er en beretning om alle disse små øjeblikke, hvor vi levede og troede at være alene om at have gjort dette eller hint, at have følt disse ting; vi opdager derefter, at det ganske enkelt er forskellige passager i livet, som vi indser uden nødvendigvis at være opmærksom på dem.

Lille fornøjelig og velskrevet bog på mange måder.

Éditeur : J'AI LU (03/02/2010)

Philippe Djian: Double Nelson

 Philippe Djian: Double Nelson

En ny roman af Philippe Djian der i sin kendte stil fortæller en historie, der efterhånden bliver ret intens og som har nogle dramatiske omslag.

Det hele starter med en skilsmisse. Luc og Edith har levet et par måneder med intens kærlighed, indtil sidstnævntes erhverv - hun er en del af hærens særlige indsatsstyrker - invaderede deres daglige liv for meget. Men pludselig vender Edith tilbage og beder ham om at skjule hende derhjemme, for hendes mission er mislykket og hun skal arbejde i skjul.  

Luc har som forfatter også problemer med at få skrevet sin nye roman. Hans forlægger kræver hele tiden nye sider, men i den nye udvikling af forholdet kniber det med koncentrationen. Det gør det heller ikke bedre, at hans nye nabo Marc, der har indledt et forhold til Michèle, selv om han hellere ville have sin kone Iris tilbage.

Vi får således flere historier knyttet sammen, men det lykkes for Djian at holde styr på dem og give læseren nogle gys og nogle gode øjeblikke i læsningen.

Ikke den store litteratur, men en god Djian alligevel.

Éditeur : FLAMMARION (25/08/2021)

Anne Berest: La carte postale

 

Anne Berest: La carte postale

Mange bøger har jeg læst om jøderne og jødeforfølgelserne, men denne her nye bog af Anne Berest har på en måde ramt mig hårdt, specielot når vi tænker på alle de former for forfølgelser, vi efterhånden møder overalt, selv i lille fredelioge Danmark.

Fortælleren starter med: "Det var januar 2003. I vores postkasse, blandt de traditionelle lykønskningskort, lå et mærkeligt postkort. Det var ikke underskrevet, forfatteren havde ønsket at forblive anonym.

Opéra Garnier på den ene side og på den anden side fornavnene på min mors bedsteforældre, hendes tante og onkel, der døde i Auschwitz i 1942.

Tyve år senere besluttede jeg at finde ud af, hvem der sendte os dette postkort. Jeg gennemførte undersøgelsen ved hjælp af min mor. Ved at undersøge alle de hypoteser, der var åbne for mig. Ved hjælp af en privatdetektiv, en kriminolog, stillede jeg spørgsmål til indbyggerne i landsbyen, hvor min familie blev anholdt, jeg satte himmel og jord i bevægelse. Og det gav et resultat.

Denne undersøgelse bragte mig hundrede år tilbage. Jeg genopdagede Rabinovich-familiens voldsomme skæbne, deres flugt fra Rusland, deres rejse til Letland og derefter til Palæstina. Og endelig deres ankomst til Paris, med krigen og dens katastrofe.

Jeg forsøgte at forstå, hvordan min bedstemor Myriam var den eneste, der slap for deportering. Og opklare mysterierne, der omgav hendes to bryllupper.  

Denne bog er på samme tid en undersøgelse, romanen om mine forfædre og en indledende søgen efter betydningen af ​​ordet "jøde" i et sekulært liv."

Det er en gennemarbejdet og kommenteret beretning, der afslører de hadefulde sider af mennesker og datidens samfund. Men hadet findes endnu og det er let af finde en syndebuk. Det er gribende, spændende, rørende og afslørende. Hvordan kunne jøderne dog være så naive, at de ikke bare forlod Europa? Var det fordi de i virkeligheden var gode solide borgere, der ikke ville forråde deres land.

Kan stærkt opfordre til at læse denne mursten på 500 sider, der aldrig synes at være for mange.

Éditeur : GRASSET (18/08/2021)