Philippe Claudel: Crépuscule

 Philippe Claudel: Crépuscule

Ny roman af Philippe Claudel der hører til mine favoritforfattere. Det nye værk minder en del om tidligere værker som f.eks. Le rapport de Brodeck. Det er en mørk og dyster bog, der måske skal læses som menneskets vej til natten/døden.

Handlingen foregår omkring 1910 i en lille by langt ude på landet. Det er i Kejserriget (Østrig-Ungarn ?) og alt styres oppefra.

Der er en enkelt politimand Nourio med en hjælper. Han har nogle voldsomme seksuelle drifter og har fem børn der nærmest er kommet til verden med en hvert år. Konen er ved at opgive alt, for hun skal blot stå model til hans lyster. 

Men en dag bliver præsten fundet død. Hans hoved knust af en sten. Hvad er det for en forbrydelse? Hvem kunne bebrejde denne præst i et land, hvor kristne og muslimer altid har levet i harmoni? Hvad skal man gøre, hvem man skal anklage, og hvem skal hindre at dette mord vil føre til kriminelle handlinger og grusomheder mellem naboer? Det er lige noget for Nourio, fordi  « c’était fabuleux pour lui d’avoir une pareille affaire, dans ce lieu abandonné de toute fantaisie, de tout grain de sable, roulé dans l’ordinaire des jours ».

Nourio har en hjælper Baraj, der måske ikke er særlig klog og meget fåmælt, men han er et ærligt menneske. Et andet godt menneske er pigen Lemia (12 år) der fandt præsten. Hun tænder politimanden, men søger hjælp hos Baraj.

Selv om forholdet mellem de to religioner altid har været godt, rettes befolkningens had mod denne lille gruppe og så kører historien.

Nourio er en sammensat person: en figur af stabilitet og stringens, men også tvetydig og mindre pålidelig, når man opdager de dæmoner, der besætter ham. Han er også karriereorienteret og klar til at sælge sin sjæl for en forfremmelse. På et tidspunkt opdager han til sin forbløffelse, at han selv kun er en marionetdukke styret af de notabiliteter, han troede at være en del af.

Der er mange flere temaer i bogen, men det afgørende må være at det er en fortælling om vores nyere historie. Vi er vidne til skabelsen af ​​sandhed, officiel eller effektiv sandhed, som det kaldes i romanen, det der passer til en større verden og først og fremmest til magthaverne. De magthavere som former historien til deres fordel, og ved sin tavshed udvisker massakrerne på minoritetssamfund, der ofte bliver brugt som syndebukke.

Philippe Claudel har et sprogligt udtryk og en ordrigdom, der kan få en til at bryde ud i jubel. Denne lidt kriminalagtige roman med vægten på samtidige problemer og opfattelsen/oplevelsen af liv og død, hvor vi alle på et tidspunkt når til skumringen, er en meget vægtig bog.

STOCK (04/01/2023)

Marie-Hélène Lafon: Sources

 Marie-Hélène Lafon: Sources

En ny lille roman fra Marie-Hélène Lafon, men trods de få sider er det en roman, der er mættet til bristepunkten Intet overflødigt.

Hun skriver præcist og enkelt, det går lige til sagen, uden viklinger eller dikkedarer, som hendes fødeegn le Cantal. Man mærker jorden, bitter og frugtbar på samme tid, oprigtig og hård, uden patos eller storslået tale.

Bogen falder i tre dele med hvert sit årstal: 1967, 1974 og 2021 og fortæller om et forlist ægteskab og tre børn, der søger deres ophav eller rettere kilder, forstået på flere plan.

1967 er året hvor kvinden er 30 år, hun har tre børn født med ca et års mellemrum med tre kejsersnit. Hun er på mange måder slidt op, har taget meget på og kan slet ikke se sig selv mere som den unge pige hun va,r da ægteskabet blev indgået. De har en pæn stor gård, men pligterne er for mange med tre små børn og en ægtemand der er voldelig, modbydelig og diktatorisk. Hun må finde ud af at komme ud af det. Men hvordan?

1974 er året hvor vi hører ægtemandens oplevelser. Han betaler for de to døtres studier, passer gården, men har svært ved at lægge fortiden bag sig. Har svært ved at se sig selv i øjnene.

2021. En af døtrene er på gården, der nu skal sælges, da faderen er død. Hvorfor er hun vendt tilbage og hvordan former fremtiden sig?

Det er en vidunderlig lille bog, der fortæller om nogle almindelige skæbner, der lever i en barsk, men også skøn natur. De har arvet familiens mønstre fra for længe siden, men nu er tiden kommet til at bryde det op.

Marie-Hélène Lafons måde at fortælle om disse skæbner er fantastisk, og denne roman giver os et nyt kapitel i et fremragende forfatterskab.

Læs hende!

BUCHET-CHASTEL (05/01/2023)

Eddy Mitchell/Ralph Meyer: Des Lilas à Belleville

Eddy Mitchell/Ralph Meyer: Des Lilas à Belleville 

Herlig og smuk bog om Belleville i 50'erne fortalt af Eddy Mitchell (= Claude Moine) og illustreret af Ralph Meyer.

Historien der er taget fra en roman af Eddy Mitchell fortæller om nogle dage i den 14-årige P'tit Claudes liv i Belleville, der i 50'erne var det yderste af Paris' nordøstlige kvarterer. Det grænsede op til de gamle forsvarsværker og et uopdyrket område med en bidonville og diverse grupper, der var forvist selve Paris.

Der er fantastisk mange fine detaljer om livet i Belleville og omegn fortalt i en lille historie om P'tit Claudes famille. Han er den yngste af fire søskende og elsker at læse tegneserier og gå i biografen for at se amerikanske film. En interesse som han deler med sin far. De lever under meget fattige kår, men har alligevel en tilværelse med et indhold.

Han er 14 år og har en voksende interesse for piger, men har aldrig en skilling. Med en kammerat bliver han en dag tilbudt et job for at skaffe sig nogle nemme penge. Vil ikke afsløre hvordan det ender.

Det er et Paris som der ikke er meget tilbage af, men går man en tur i Belleville, kan man stadigvæk mærke ldt af atmosfæren.

DARGAUD (04/11/2022)

Véronique Ovaldé: Fille en colère sur un banc de pierre

 Véronique Ovaldé: Fille en colère sur un banc de pierre

Det er en historie om en familie på en ø ud for Palermo på Sicilien. Fire søstre, født med et regelmæssigt mellemrum på to år, Violetta, Gilda, Aïda og Mimi lever under den barske autoritet af en far, der brænder for opera, og som ikke tolererer den mindste spøg fra sit afkom. 

Aïda, den tredje, har været væk fra sin familie i femten år og bor i Palermo. Et telefonopkald, der informerer hende om at hendes far er død, får hende til at vende tilbage til familiens ø, hvor fortiden og dens hemmeligheder snart vil dukke op igen.

Véronique Ovaldé undersøger gennem historien om en familie, der er ramt af en mystisk tragedie, nøje de forhold, vi har til hinanden, og de uophørlige tilpasninger, som vi skal gøre for at leve vores liv. 

Hun holder os længe hen og afslører heller ikke helt, hvad der er sket, men vi får i hvert fald et scenarie med en hævner der vender tilbage og vender op og ned på mange ting.

Ikke den bedste roman jeg har læst af hende. Den er lidt gentagende og kører i ring for at nærme sig sit mål. Burde være strammet op.

FLAMMARION (04/01/2023)

Pierre Lemaitre: Le silence et la colère

 Pierre Lemaitre: Le silence et la colère

For et års tid siden fik vi første bind af Pierre Lemaitres trilogi om Les Trente Glorieuses, og nu får vi så næste bind i trilogien. Det er stadigvæk med stor begejstring, at vi læser hans bøger.

Familien Pelletier med forældrene Louis og Angèle , der har deres sæbefabrik i Libanon, den ældste søn Jean, der stdig er underkuet i ægteteskabet med Geneviève, Francois der er fremadstormende journalist på Journal du Soir men har problemer med den næsten døve kæreste Nine og endelig pressefotografen Hélène, der går i seng med redaktøren på Journal du Soir. Hun får et job som journalist og skal dække en historie med en landsby der skal vige for en stor dæmning.

Det er Frankrig i 1952 og vi får nogle glimrende skildringer af de sociale forhold, spændingerne mellem tiden før og efter krigen og kvindernes voksende trang til frigørelse. Det bliver alt sammen anskueliggjort gennem hovedpersonerne, hvor Hélène er den frembrusende, selvstændige kvinde, der dog løber ind i problemer, da hun bliver gravid og ønsker en abort. Det er det samme som en forbrydelse. Hendes artikler viser et buldrende samfund, der muligvis har glemt et menneskeligt aspekt og som ikke anser provinsen for noget.

Francois der har svært ved at forstå sin kæreste, hendes kleptomani, trang til at drikke og løgne om sin fortid. Samtidig åbner han for en gammel sag i sit forsøg på at skabe en fri presse. Det involverer også Jean. Han har store problemer med sine ideer om at skabe et stormagasin i  Paris, men viser sig at indholde mere end man umiddelbart skulle tro.

Det er en glimrende roman som man næsten ikke kan slippe, og vi kan kun vente på næste bind for at få lukket nogle af de løse tråde.

CALMANN-LÉVY (10/01/2023)

Yasmina Khader: Ce que le jour doit à la nuit

 Yasmina Khader: Ce que le jour doit à la nuit

Har haft fornøjelsen af endnu en pragtroman af Yasmina Khadra! Han tilbyder os her en stor roman om det koloniale Algeriet (mellem 1936 og 1962) men også tiden efter med de mørke år i 1990'erne - et voldsomt, lidenskabeligt og smertefuldt Algeriet - og kaster nyt lys, i et pragtfuldt sprog og med den generøsitet, som vi kender fra ham, den grusomme forskydning mellem to samfund der er forelsket i samme land.

Det er frem for alt en roman om kærlighed, venskab, at give sit ord, ære, kærlighed til sit land. En roman om kompleksiteten af ​​relationer mellem mennesker fra forskellige kulturer, og hvor alle er knyttet til deres fødested: Algeriet.

Over flere årtier følger vi Younes (omdøbt til Jonas af franskmændene) skæbne, han husker sit Algeriet før krigen, de barske vilkår som han voksede op under, den kærlige onkel der bragte ham op på et andet niveau i samfundet, de trofaste venner, nogle kærlighedsforhold og så alt det der opløste samfundet efter selvstændigheden.

En roman der beskæftiger sig med store eksistentielle spørgsmål men fortalt på en enkel måde, hvor vi gennem de enkelte personers skæbne nærmer os en forståelse af Algeriets problemer og helt universelle sandheder.

En lang beretning om at tage del eller holde sig på sidelinjen, men at træffe et valg slipper man aldrig for.

En stor roman med en stor del af universel visdom.

Bør læses!

POCKET (03/09/2009)