Sunday, July 30, 2017


Léa Wiazemsky: Le bruit du silence




Sidste år omtalte vi rosende Léa Wiazemskys debutroman Le vieux qui déjeunait seul, og nu har vi allerede hendes anden roman på gaden. Det er en hel anden type historie med meget store følelser og en intensitet der også berører læseren stærkt.

Laure est ung maler, ca 30 år, der altid har haft et problem med sin far, der er en kendt forfatter. Især efter hendes moders død er forholdet blevet utåleligt for hende, da faderen nu lever meget isoleret og verdensfjern.Han er totalt følelseskold i forholdet til Laure.

En vinterdag skal Laure ud i faderens hus for at hente nogle personlige ting, hun frygter det og vil bestemt ikke overnatte. Hun forsøger at køre hjem til Paris i et kraftigt snevejr og forulykker kort efter, at hun er påbegyndt hjemturen. Hun er nu nødt til at gå tilbage til faderens hus, hvor hendes gamle tjenestepige stadig tager sig af faderen.

Nu kører dramaet så, da opgøret mellem far og datter finder sted. Vi kommer langt omkring i følelsesregistret og får gravet os ind i faderens og moderens kærlighedshistorie og en fortid som Laure aldrig har fået noget at vide om.

Det er en følelsesladet historie, og det er lag for lag der bliver skrællet i en meget dramatisk historie.


Michel Lafon, 2017

Wednesday, July 26, 2017


Christine Jusanx: On met longtemps à devenir jeune



En debutroman af Christine Jusanx, der ellers arbejder i erhvervslivet. Starten på bogen er ganske spændende: " Jeune senior de 59 ans, tout juste préretraitée, cherche à partager appartement proche tour Eiffel avec colocataire gai et optimiste. Profil idéal recherché : étudiant étranger voire jeune quadra en transition de vie. " 

Fortælleren er Jeanne, der lige er blevet fyret fra en stilling i et ejendomsmæglerfirma i Bordeaux. Hun har ellers lagt hele sin sjæl i jobbet, men må nu lægge sit liv om. Hun vil gerne tilbage til Paris, men har ikke lige råd til at købe en lejlighed tæt ved Eiffeltårnet selv. Hun anbringer sin annonce flere steder og får til sidst kontakt til en ung mand fra Brasilien, der vil købe sin del af lejligheden.

Vi får nu en skildring af, hvordan livet former sig for Jeanne, hendes økonomiske problemer, arbejdsformidlingen, men også fællesskabet med Paolo, der har en enorm livslyst. Paolo får senere en kæreste og flytter, men Lucien en ung mand der lige er skilt flytter ind. Han har to døtre, så der bliver nye problemer at overvinde.

Skildringen af de første år som pensionist afløses af en skildring af Jeanne som skolelærer i Afrika, som hun dog forlader efter et år. Der sker flere ting i hendes liv, men det vil vi ikke afsløre her.

Det er et spændende udgangspunkt, men der sker næsten for meget med Jeanne til at det kan være sandsynligt, men det fortælles i et let og levende sprog. Personen Jeanne afslører gennem bogen sin opvækst, forholdet til mor og bedstemor og hendes tilværelse som alenemor for sønnen Léo. Der er skildringer af Paris og Afrika, som danner rammen om hendes liv. 

Et billede af en kvinde i pensionistalderen, der finder sin ungdom igen. Der er få personer, som vi får et indtryk af gennem Jeannes beskrivelser, men her kommer jeg-fortællingen lidt til kort, for vi mangler en større dybde.


Michel Lafon, 2017




Sunday, July 23, 2017


Jean-Christophe Rufin: Check-Point



Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg læse Rufins seneste roman, men jeg havde lyst til at læse mere, så jeg anskaffede mig hans roman fra 2015 Check-Point, som var på min mangelliste. Jeg blev bestemt ikke skuffet! 

Handlingen foregår i 1995 i områder i Bosnien under krigene efter det opløste Jugoslavien. To lastbiler med nødhjælp fra en organisation i Lyon skal forsøge at nå frem med hjælp til folk i et område ved byen Kakanj. I de to lastbiler befinder sig en kvinde Maud og fire mænd: Marc, Alex, Lionel og Vauthier. Vauthier er mekaniker mm, de andre er chauffører.

Bogen starter med en prolog, der viser en meget konfliktfyldt situation, hvor Marc og Maud er på flugt, så man er som læser straks grebet, og da handlingen så ellers starter med deres afrejse fra Lyon i fred og ro, hvor de to lastbiler køres af Marc og Alex i den ene og de andre tre i den anden, kan man godt forudse, at der der vil ske noget. Der er fra starten spændinger mellem mændene, og den enlige kvinde, der også er på flugt fra sig selv, møder krigens rædsler på turen, der udvikler sig helt anderledes end forudset. 

Det bliver en thriller af højt format, som holder læseren fanget.

Krigen i Bosnien og det gamle Jugoslavien bliver også til en diskussion omkring nødhjælps- og det humanitære arbejde. Skal man kun udbringe mad- og tøjforsyninger, eller skal man også bringe dem våben, så de kan forsvare sig og evt. angribe fjenden? Rufin skriver en vældig god epilog til bogen, der tager denne debat op set i lyset af angrebet på Charlie Hebdo, der jo fandt sted lige før bogen udkom. Vigtigt at vi ikke glemmer, at krigen for nylig ramte nogle af Europas lande indbyrdes, nu hvor den kan ramme alle uden varsel under truslen om terror.

En god og velskrevet bog med de fem personportrætter, der afspejler forskellige holdninger til hjælp til andre, men også angsten, rædslen og den personlige identitet.

Rufin er en af min foretrukne forfattere!



Monday, July 17, 2017


Sandrine Teissaire: C'est décidé, je pose mes valises !



Bogen starter godt med en beretning om en kvinde, der er blevet ramt af stress på sit arbejde. Hun fortæller om, hvordan hendes arbejde har taget magten fra hende, taget al hendes tid fordi hun er stræbsom og er lidt af en perfektionist. Hendes nedtur og så kampen om at komme op på overfladen igen.

Desværre bliver beretningen derefter for løs og alt for omfattende, for hun vil berette ud fra de enkelte bogstaver i alfabetet og hvad det enkelte bogstav fremkalder af ord og minder hos hende.

Bogens hovedperson og fortæller er den 46-årige Maïoun Leguellec, og hendes liv rummer så mange elementer, så man bliver helt forpustet ved at læse om dem: en familie der ikke helt fungerer, et ophold i Tunesien, au pair i London, tilbage til Frankrig i Marseille og endelig i Aix-en-Provence. Hun er en person, der vil klare det selv, sørger for at få et barn alene, har mange jobs i hotelbranchen, hvor hun ender i et lederjob, bliver selvstændig, har problemer med sin svigerfamilien, får en proces på halsen, bliver involveret i en magtkamp med en anden kvinde etc. etc. Det er usandsynligt meget hos den samme person.

Det er bare for meget og når vi så får løftet låget for hendes barndom og forholdet til moderen, så kører det bare derudad. Feud længe leve.

Sandrine Teissaire har selv bekostet udgivelsen af bogen, og hun burde bestemt have haft hjælp til at forme den bedre og skære det unødvendige stof væk. Der er enkelte gode kapitler, men efterhånden længes man bare efter at blive færdig med at læse den.

Thursday, July 06, 2017


Claire Castillin: Rebelles, un peu


I denne samling med 29 noveller får vi en række portrætter af teenagere og deres forhold til de voksne, hinanden og det samfund som de lever i.

Der er mange rigtig gode småtekster med fine portrætter og diverse konfliktsituationer, for det er teenagere i deres værste alder i nogle tilfælde. Titler som "Mes parents sont cons" og "Parle correctement à ton père" for bare at nævne et par eksempler er gode illustrationer.

Men der er også de unges mangel på selvtillid og selvudslettelse i f.eks. "Je suis nobod'"
Mødrene får deres omgange fra had til en uovertruffen kærlighed og beundring, ofte fordi de unge ser moderen som idealet og faren som uhyret.

Der er dog også gode skildringer af faderen, der på den ene side drikker for meget, men som også kan blive en helt anden med en ny kone.

Selv synes jeg især om novellen om faderen, der er blevet hjerneskadet ved en bilulykke. Han går nu hjemme og opfører sig som en 4-årig. Det kræver noget af en teenage-datter. 

Den sidste novelle "Garde bien ta clef autour du cou" er et mesterværk, der må røre enhver.
Meget fin samling, som stærkt kan anbefales. Skrevet i et godt og levende sprog med en elegant lethed.

Sunday, July 02, 2017


Éric-Emmanuel Schmitt: Les perroquets de la place d'Arezzo





Lidt af en stor bog på ca 550 sider af den belgiske forfatter Éric-Emmanuel Schmitt, der jo har et stort forfatterskab bag sig. Denne roman udkom i 2013.

Bogen falder i fire store afsnit: L'annonciation, der er en form for forspil i 15 dele, derefter Magnificat, atter i 15 dele. Tredje del er Respons, fjerde del Dies Irae i 16 dele og endelig et kort efterspil Lux Perpetua. Disse betegnelser, der har religiøse og musikalske bibetydninger, står for nogle afgørende afsnit i bogens personers liv. Vi har nemlig at gøre med en del personer, der har det til fælles, at de bor ved en bestemt plads i Bruxelles: Place d'Arezzo, og at de får et mystisk brev en dag: « Ce mot pour te signaler que je t'aime. Signé : tu sais qui ». 

Pladsen er også kendt for sine papegøjer, der bor i pladsens træer. Vi får på et tidspunkt at vide, at de nedstammer fra en samling fugle, som den brasilianske ambassadør slap ud, da han skulle rejse. Det er selvfølgelig også et billede på den sladder og snak, der foregår mellem menneske der bor på stedet.

Omkring pladsen møder vi en politiker, en forfatter, en journalist, en blomstersælgerske, en forretningsmand, en stuepige, en kunsthandler, en gartner og flere andre, der udgør et lille samfund. Den besked, som de forskellige modtager, viser sig at have forskellige virkninger og konsekvenser. I første del præsenteres personerne i hvert deres kapitel, og vi følget dem så videre i de næste dele, både enkeltvis, men også i samspil med de andre. Det er en god ide at notere lidt i første del, for ellers bliver det svært at holde rede på dem.

Det overordnede tema er kærlighed, men tæt forbundet hermed er seksualitet og begær og jalousi. Politikeren viser sig nærmest at være et sexuhyre og får en til at tænke på DSK, mens andre forhold drejer sig om bøsser, lesbiske, trekanter, sado-masochisme og endelig personer, der ikke har behov for hverken sex eller samliv med et andet menneske.

Vi kommer godt omkring emnerne og personerne, og vi følger spændte forsøgene på at finde forfatteren til disse breve. Det afsløres dog først til sidst. Men gæt selv med undervejs.

Bogen er skrevet i et medrivende og levende sprog, der er spænding og realisme, selv om man måske kan føle, at det er for meget omkring sådan en lille plads. Der er dog også stof til eftertanke, så alt i alt er det en ganske god omend lang bog.

Albin Michel, 2013


Philippe Djian: Faites vos jeux

Philippe Djian: Faites vos jeux Philippe Djian har været på min læseliste siden 37.2 le matin,  og han er stadigvæk i form til at levere en ...