Anne Sinclair: La rafle des notables

 

Anne Sinclair: La rafle des notables

 En bog om en anden slags razzia (rafle) end dem vi er vant til at høre, hvor jøderne bliver overført til Drancy. Journalisten og forfatteren Anne Sinclair beretter om, hvad der skete for hendes farfar Leonce Schwarz under krigen. Hun har altid haft i baghovedet, at hun skulle have spurgt mere ind til det, men det blev ikke til noget.

Léonce Schwartz, der blev arresteret ved daggry den 12. december 1941, ligesom de 743 andre franske jøder, der blev arresteret den dag, - læger, advokater, soldater - og ført til Royallieu-lejren ved Compiègne, som de indsatte kaldte for  "lejren med langsom død". 

For at fortælle denne smertefulde historie har journalisten de få elementer indsamlet på familieniveau, "en familielegende, en utrolig flugt", så hun søger mere direkte vidner.

Det bliver en lang søgen for at belyse tragedien, hun undersøger og  konsulterer arkiverne , monografier, der er meget gribende vidnesbyrd fra andre internerede. Serge Klarsfeld er hende til stor hjælp.

Det er ret rystende læsning om de afskyelige forhold under fangeopholdet: kulde, sult, overbelægning, men også  om solidariteten mellem fangerne.

Léonce bliver alvorligt syg og bliver overført til Val-de-Grâce-hospitalet  i februar 1942. Her kommer han ud under gådefulde forhold, og dermed undslipper han overførslen til Auschwitz-lejren den 27. marts 1942. Anne Sinclair finder aldrig ud af, hvor bedsteforældrene har skjult sig under krigen, men han dør kort efter krigen af de mén som han havde pådraget sig.

Det er en grusom beretning om psykopatiske og sadistiske bødler, udslettelsen af ethvert selvværd hos fangerne og en langsom udsultning og nedbrydning.

En kort, men stærk beretning om en lejr, som ikke omtales så ofte.

Éditeur : GRASSET (18/03/2020)

Jérôme Tubiana: Fragments de jeunesse

 

Jérôme Tubiana: Fragments de jeunesse

Som superlæser af Modiano gennem mange år skal der ikke meget til, førend man kaster sig over en bog, som måske kan være med til at afdække nogle af mysteriernene omkring personen Patrick Modiano.

Jérôme Tubiana giver os i sin bog væsentlige ting fra Modianos barndom som ikke før har været kendt. Tubiana var skolekammerat med Modiano fra de begge var omkring 7 år i starten af 1950. Det var i kommuneskolen i rue du Pont-de-Lodi i det sjette arrondissement tæt ved deres respektive hjem tæt ved Seinen. Deres venskab fortsatte med diverse møder til slutningen af 60'erne, hvor deres veje ligesom skiltes.

Årene i kommuneskolen synes at have været den bedste del af Modianos barndom inden konflikterne med forældrene og anbringelsen på kostskoler. Han beskrives som en munter dreng med humor, og hans mor Luisa husker Tubiana specielt, for hun var altid meget venlig og imødekommende. 

Som barn var han i starten ikke helt klar over, at hans familie der var en velstillet borgerlig familie uden økonomiske problemer slet ikke var som Modianos hvor pengene var få og måtte tigges hos faderen. Faderen der i øvrigt boede i samme ejendom med sin nye kone. Der var også den store sorg efter lillebroderens Rudys død.

Tubiana skriver sin bog op mod Modianos mest selvbiografiske bog "Un pedigree", ikke for at modsige ham, men måske for at give et lidt bredere billede end et selvportræt kan give.

Der er mange interessante passager og kendte personer i bogen, og man bliver bestemt klogere omkring Modiano ved at læse den.

Éditeur : L'HERBE ROUGE (29/10/2020)

Sherine Soliman: Souleymane

 

Sherine Soliman: Souleymane

"Ved krydset mellem indvielsesroman, slam / rap og poesi er dette den allerførste fuldt rimede byroman; Det vil sige næsten 9000 rim for et byepos med et uforskammet vanvittigt tempo!", sådan præsenterer Sherine Soliman selv sin roman, der er et pragtfuldt stykke håndværk med en intens historie og handling.

Hovedpersonen er den 15-årige Souleymane, der er vild med rap, og som prøver at kæmpe sig gennem livet i 93 Saint-Denis, også betegnet som 9-3. Souleymane er en drømmertype, men virkeligheden er barsk. Han er ved at droppe skolen, fristelserne på gaden om at blive dealer, usikkerhed, slagsmål, bandekrig, racisme og mange andre barrierer møder ham i et postkolonialt samfund.

Souleymane har store problemer med en racistisk lærer, der har udset ham til at være sit yndlingsoffer. Souleymane bliver sendt bort, men får senere hjælp af sine kammerater og Abdelkader, der tager sig af de unge i kvarteret.

Det skal vise sig at være en god hjælp for Abdelkader har selv været en ung bandit, der efter et fænselsophold har ændret sig totalt. Han får også Soleyman til at gå til boksning, for på den måde at få slået frustrationerne ud.

Alt er dog ikke godt og vi følger videre Soleymans op- og nedture, som jeg ikke vil afsløre her.

Men det er en god og på mange måde anderledes måde at se problemerne på, for de barske forhold med politiets overgreb på uskyldige, hele nedgørelsen fra det offentliges side, racisme og islamofobi, for ikke at tale om de sociale kår og arbejdsløshed. En krudttønde!

272 sider og 9000 verslinjer, hvor der veksles fint med længden, næsten 10 sider med en oversigt over de forfattere og kendte personer der nævnes i bogen. Fantastisk!

Til sidst vil jeg lige give et par eksempler på hans rytme, metaforer og uventede rim:

Elle termine sa gueulante par un monumental "tchiiiiip"

Sorti tout droit du coeur car elle parlait avec ses tripes

- Voyons garcon ! Nous sommes des journalistes intègres et probes !

- Moi je crois que vous surfez sur la vague islamophobe.

Si ça se trouve, vous mentirez aussi sur ma capuche

Disant que c'est un voile et que nous sommes des tartuffes ?

Je te l'avais promis,

Je voulais des efforts,

Tu t'es bien ressaisi,

Tu as pris ton essor,

Ta chance, tu l'as saisie,

Et ton travail t'honore.

On décolle de Roissy:

Prépare bien ton passeport.

Aller faire des bêtises dehors avec la drogue,

Et ! Je vais te le battre comme un méchant bouledogue !

"Dans mon rêve le plus funk

Je me lève et je jump

Pour éclater un dunk

Sur la grosse tête à Trump !

Bogen er udgivet i december 2020 på Éditions Rimes

Mere information på https://www.souleymane-rimes.com/   og https://www.facebook.com/soliman.sherine

Camille Kouchner: La familia grande

 

Camille Kouchner: La familia grande

Det er vel nok en af de mest omtalte bøger for øjeblikket: Camille Kouchners bog om den incest som hendes tvillingebror blev udsat for i en alder af 14 år af sin stedfar. Det er selvfølgelig ekstra spændende for pressen, at hendes familie er så kendt. Faderen er Bernard Kouchner, moderen Évelyne Pisier, stedfaderen Olivier Duhamel.

Det er en voldsom historie der bliver afdækket for alle nu, for sagen har været kendt af mange i flere år, men Camille Kouchner har ikke villet offentliggøre det før nu, da Olivier Duhamel nu er beskyttet af forældelsesfristen.

Bogen starter med moderens død og begravelse, og allerede her mærker man spændingerne i den store familie, der er delt i to dele: Camille og hendes søskende og et par stykker mere og den store klan omkring Duhamel. Hans forklaring har nemlig været, at det har været en slags kærlighedsforhold, og at man ikke skulle ribbe op i det for ikke at bidrage til Évelynes depressioner.

Herefter følger beretningen om Camilles tilværelse fra hun er ca 8 år, forholdet til moderen og især bedstemoderen, der senere begår selvmord. Det er kvindens frihed og frihed i det hele taget der er temaet i en familie, hvor der diskuteres politik og samfund og hvor børnene høres, hvis de kan argumentere. Der lægges også megen vægt på at de får en stor uddannelse.

Vi får virkelig indblik i en rig, intellektuel og borgerlig families liv, især når Camille Kouchner skildrer sommerferierne på det store landsted i Sanary. Her er man ofte nøgen, deltager i forskellige lege og dyrker i det hele taget friheden. Men selv om det er venner fra venstrefløjen har de alligevel tjenestefolk, som de behandler med en nedladende tone. Det er virkelig en afklædning af magthaverne og et forhold til børn der skal kysses på munden, der minder om pædofili.

Da Camille Kouchner får broderen til at fortælle, hvad der sker, bliver det til en lang periode med tavshed, skyldfølelse, mangel på selvværd og kamp for at få en tilværelse til at fungere. Det er egentlig først, da hun nu klart får formuleret og fremført, at hendes bror har været udsat for incest og voldtægt, at hun kan trække vejret. 

Hendes store problem har været, at hun faktisk har været meget glad for sin stedfar, så glad at hun har betragtet ham som sin far, da hendes rigtige far aldrig har haft tid til hende. Problemet for børnene er også, at deres mor har betydet så meget for dem, at de ikke har kunnet sige sandheden, og da det endelig sker, affærdiger hun dem.

Det er en voldsom bog på den måde, at vi kommer dybt ind i Camille Kouchners psykiske og til dels fysiske problemer med den skyldfølelse, det uhyre, der overfalder hende igennem så mange år. Hun har valgt ikke at kalde broderen ved hans rigtige navn, for han har aldrig villet og kunnet få sandheden frem og flygter og fortrænger det i stedet for.

Det er ikke en roman, men kunne godt være det. Det er derimod sandheden om den store familie, hvor man ikke vedkender sig nogen skam eller  fejl, men vil tie det bort og minimisere det.

Kan stærkt anbefales.

Éditeur : SEUIL (07/01/2021)

Négar Djavadi: Arène

 

Négar Djavadi: Arène

Dette er Négar Djavadis anden bog, og desværre har jeg endnu ikke læst hendes første. Det må jeg sige efter at have læst denne dramatiske, aktuelle og velskrevne bog, der tager udgangspunkt i nogle udsatte kvarterer i Paris omkring Place Stalingrad og de østlige kvarterer.

Hun er født i Iran i 1969, men er med familien flygtet, da hun var 11 år. Hun er nu manuskriptforfatter, instruktør mm og har også udsendt nogle kortfilm. Hendes første bog fra 2016 fik stor succes, og det vil hendes nyeste sikkert også få.

Bogens hovedperson i en ellers stor skare af bipersoner er Benjamin Grossman, der er opvokset i det 10. arrondissement, hvor hans mor stadigvæk bor. Han har imidlertid sat sig det mål at komme væk og opbygge sig et nyt image. Det lykkes også for ham, da han bliver direktør for serieplatformen BeCurrent i Frankrig. Han skal dog flytte sit hovedkvarter til Dublin. Han er 35 år, gift med Ariane, der langt om længe er blevet gravid. Alt tegner sig derfor lyst for parret trods Benjamins store arbejdsbyrde.

Men som det ofte siges og vises i romanen, så skal der somme tider så lidt til for at alt kan forandres, både for personer og også for kvarterer, byer og lande.

Forholdet mellem Benjamin og hans mor er ikke så godt, og hans ser hende ikke ofte, men en aften tager han hen til hende i det 10. arrondissement. Hun ænser ham ikke rigtigt og fortæller ham, at han skal fjerne nogle ting fra hans gamle værelse, for hun har taget en flygtning til sig.

Benjamin går lige ind på en bar for at købe cigaretter, selv om han er holdt op med at ryge, og der mister han sin mobiltelefon. Han mistænker en mørkhudet ung mand, som han stødte ind i i baren... og så starter historien rigtigt og fører til alvorlige begivenheder. Disse begivenheder vil vedrøre betjente, migranter, muslimer, bandeopgør og alle indbyggerne i dette kvarter. Fra skæbne til skæbne skaber forfatteren spænding efter spænding. Historien viser også den store betydning af sociale netværk, der har overtaget de gamle tætte bånd imellem folk.

Verden er en arena, hvor alle er bundne, somme tider kan man være offer, somme tider bøddel, men man ved ikke hvornår og sikkerhed opnår man aldrig. Flere af personerne oplever at de kun er skabeloner uden indhold, for de er i den grad præget af medieverdenen, dygtige politiske rådgivere, nedarvede holdning etc. Identitet og identiteskrise er en vigtig del af bogens indhold.

Bortset fra lidt løse ender mod slutningen af bogen er det en brandgod og aktuel beskrivelse af nutidens problemer.

Éditeur : LIANA LÉVI (20/08/2020)

Jean-Louis Fournier: Merci qui ? Merci mon chien

 

Jean-Louis Fournier: Merci qui ? Merci mon chien

Dejlig lille bog af Jean-Louis Fournier, måske mest egnet for dyrevenner, men de vil uden tvivl give ham ret i mange af de ting, han siger.

Jean-Louis Fournier har skrevet bogen sammen med sin kat Artdéco, og de to kommer rundt om mange emner omkring dyr. Det kan være sig mishandling af dyr på mange måder, efterladelse af dyr når man tager på ferie, nedslagtning og mange andre grusomheder som vi mennesker udsætter dyr for, og ofte uden at gøre os det selv klart.

Forfatteren siger, at vi måske ofte siger undskyld til dyr for de ting som vi kan komme til at gøre, men siger vi nogensinde tak! Det er noget ganske forsømt, selv om en hund f.eks. kan være en uendelig glæde og ledsager for mange.

Jean-Louis Fournier formulerer sig med kærlighed og humor. Fordømmelser ligger ikke i første plan, men skjuler sig under hans fornøjelige formuleringer.

Han skriver en række breve til forskellige dyr. Her er et eksempel:

ÉCRIRE À UN CHIEN QUI VIENTD’ÊTRE ABANDONNÉ

 

 Cher Chien,

 J’aime bien mes semblables, mais pas tous. Parfois j’ai honte.

 J’ai appris que tu venais d’être abandonné par un salaud qui partait en vacances.

 Cent mille abandons chaque année. La France détient le record des salauds

Han kan undertiden være så træt af at være et menneske, at han beder dyrlægen om at give sig en indspjøtning, så han kan blive et dyr. Det kommer der nogle sjove overvejelser om, da dyrlægen spørger ham, hvilket dyr han vil være.

Der er megen humor og kærlighed til dyr og nogle gode råd til mennesker om at opføre sig ordentlig og værdsætte dyr noget mere. Samtidig er tingene undertiden stillet på hovedet, så vi pludselig kan se tingene fra en anden side.

Underholdende og god læsning.

Éditeur : BUCHET-CHASTEL (15/10/2020)

Nathacha Appanah (Auteur) Bastien Quignon (Dessinateur) Gaël Henry (Dessinateur) : Tropique de la violence

 
Nathacha Appanah (Auteur) Bastien Quignon (Dessinateur) Gaël Henry (Dessinateur) : Tropique de la violence

I 2016 omtalte jeg Appanahs bog af samme titel, og i 2020 anmeldte jeg den danske oversættelse. Det er derfor ekstra spændende nu at have fået tegneserieudgaven af historien i mine hænder.

Det er en dejlig stor udgave i ca A4-format med en kraftig indbinding og på 150 sider + 6 sider med skitser fra tegnerens ophold på Mayotte.

Der er ikke store ændringer i historiens forløb,  men volden er (heldigvis) tonet lidt ned. Som ny fortæller introduceres hunden Bosco, og det er faktisk en rigtig god ide, som giver ekstra dramatik i Moïses opgør med Bruce.

Gaël Henry der er tegneren rammer særdeles godt i tegningerne af hovedpersonerne. Han fanger de konflikter der er imellem Moïse og Bruce og giver dem begge en række udtryk, der giver dem liv og viser hvad mange ord beskriver. 

Selv om man aldrig har været på Mayotte, får man en god fornemmelse for øens geografi, skønhed, men også slumkvartererne. De temaer, som bogen har, er fint bevaret: bådflygtninge, de unges håbløshed, de ansvarliges venden ryggen til problemerne, vold, men også kærlighed (Marie-Moïse) mm

Vi må ikke glemme Bastien Quignon, der har farvelagt tegningerne. Det understøtter historien fuldt ud.

En meget flot brug af tegneserien, der her giver den tragiske historie et ekstra lag.

Editions Sarbacane, 2019

Jean Teulé: Crénom Baudelaire !

 

Jean Teulé: Crénom Baudelaire !

Jean Teulé skriver bøger der river sløret bort fra opfattelser som man kunne have af f.eks. Charles Baudelaire. For nylig læste jeg historien om Héloïse og Abelard, der bestemt var en ny version, og i denne nye bog om Baudelaire bliver der også rokket ved en del ting.

Der er ingen tvivl om, at Baudelaire er en af Frankrigs største digtere, der revolutionerede fransk digtning, men han var åbenbart en meget ubehagelig fyr, der trådte på alle omkring sig, var outreret i sin påklædning og i sit sexualliv, falsk og på stoffer en stor del af tiden. Han fik tidligt pådraget sig syfilis, som gjorde det af med ham i en alder af 46 år.

I Teulés bog trænger vi ind i Baudelaires person og følger ham fra barn, hvor han er en rigtig mordreng, men hans følelser for hende ændres kraftigt, da hun gifter sig på ny. Herefter bliver Baudelaires liv præget af oprør og opgør med det pænere borgerskab. Han elsker det grimme, det onde, prostituerede og alt hvad hans mor og nye mand står for. En dandy der nærmest er datidens punker.

Hans forhold til mulatten Jeanne Duval er central i hans digtning, for hun bliver hans elskerinde og muse som hans "soleil noir". Det er nogle vældige scener de har, men de finder altid sammen igen, og Baudelaire tager sig faktisk af hende, da hun bliver syg. Det er den eneste kærlige handling i hans liv.

Teulé kan fortælle, og undlader ikke sine sidebemærkninger til læseren. Der er uden tvivl smurt grundigt på i nogle tilfælde, men alt i alt virker det sammenhængende på de over 400 sider, som skildringen strækker sig over.

Men vi får også en skildring af Paris, der er i gang med Haussmanns store omlægninger, og vi møder en række af tidens kunstnere Flaubert, Manet, Gauthier, brødrene Goncourt, Nadar og mange flere bla. de folk der turde udgive hans digte. De er et smukt tillæg til skildringen af Baudelaire.

I bogen er der også indflettet en del af Baudelaires digte, hvor de ofte kommer som hans reaktion på nogle oplevelser. En dag fortæller hans mor ham, at Mariette, deres husholderske og barnepige er død, men hun har glemt at fortælle ham det. Herefter skriver han "La servante au grand coeur.." 

En bog der har lært mig meget, den er morsom, sprudlende, sørgmodig og med en eksplosion af følelser hos hovedpersonen, der er den sande kunstner.

Meget anbefalelseværdig.

Éditeur : MIALET BARRAULT (07/10/2020)

Frédéric Beigbeder: L'homme qui pleure de rire

 

Frédéric Beigbeder: L'homme qui pleure de rire

Beigbeder leverer her en autofiction, der samler op på hans mange ansigter gennem de sidste 40 år. Han har altid været en forfatter, jeg har læst med stor interesse somme tider skuffet eller væmmet, men oftest med stor fornøjelse. Hans seneste værk er bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Beigbeders alter ego hedder Octave Parango og vi har allerede mødt ham i to tidligere romaner. I 99 francs arbejdede han i reklamebranchen i 1990'erne og i Au secours pardon var det modebranchen i 2000'erne. I L'homme qui pleure de rire har han fået et job som satiriker og underholder kl. 8:55 torsdag morgen på den største nationale public service radiostation.

Octave Parangos trilogi slutter serien om nutidige fremmedgørelser: Efter reklamens tyranni og derefter kvindelig skønhed som handelsvare går Frédéric Beigbeder løs på latterens diktatur. Hvorfor kan man aldrig nøjes med seriøse emner, men altid pakke det ind med spøg og underholdning? Beigbeder rammer plet med sin satire af ​​vores underholdningssamfund. En politiker f.eks. kan ikke bare tale seriøst om sine politiske ideer, nej han skal med ind i lavpandede underholdningsprogrammer, for bliver han ikke hørt og set, bliver han jo ikke valgt.

Parango møder ind på sit job i radioen en morgen, men han har ikke noget manuskript og siger ikke meget der kan bruges, så han bliver faktisk fyret i selve udsendelsen. En flot start på en bog.

Efter dette indledende kapitel vender vi tilbage til at følge Parango fra aftenen før fra kl. 20 til vi når frem til fyringen. Parango gennemtrawler det 8. arrondissement med dets barer,værtshuse og natklubber som Crazy Horse. Samme dag er de gule veste på Champs-Élysées, og han ser deres hærgen. Han har altid tidligere været provokatør og dekadent, men her ser han folk der er nået til grænsen.

Der kommer mange gode iagttagelser og overvejelser over tiden fra 1990 til 2020, og Parango er nu en der har haft sin storhedstid, men hvad var den værd? I time efter time og mere og mere beruset og på stoffer får vi nogle sandheder at høre.

På en måde får Parango (og Beigbeder) gjort op med sin fortid og ser med andre øjne på verden nu. Har han og hans sorgløshed været med til at ødelægge verden? Er der noget at stille op for hans børn og børnebørn?

Mange relevante temaer bliver taget op med en skarp pen, en sprudlende humor og satire, men samtidig meget provokerende.

En god bog at starte 2021 med.

Éditeur : GRASSET (02/01/2020)