Frédéric Beigbeder: L'homme qui pleure de rire

 

Frédéric Beigbeder: L'homme qui pleure de rire

Beigbeder leverer her en autofiction, der samler op på hans mange ansigter gennem de sidste 40 år. Han har altid været en forfatter, jeg har læst med stor interesse somme tider skuffet eller væmmet, men oftest med stor fornøjelse. Hans seneste værk er bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Beigbeders alter ego hedder Octave Parango og vi har allerede mødt ham i to tidligere romaner. I 99 francs arbejdede han i reklamebranchen i 1990'erne og i Au secours pardon var det modebranchen i 2000'erne. I L'homme qui pleure de rire har han fået et job som satiriker og underholder kl. 8:55 torsdag morgen på den største nationale public service radiostation.

Octave Parangos trilogi slutter serien om nutidige fremmedgørelser: Efter reklamens tyranni og derefter kvindelig skønhed som handelsvare går Frédéric Beigbeder løs på latterens diktatur. Hvorfor kan man aldrig nøjes med seriøse emner, men altid pakke det ind med spøg og underholdning? Beigbeder rammer plet med sin satire af ​​vores underholdningssamfund. En politiker f.eks. kan ikke bare tale seriøst om sine politiske ideer, nej han skal med ind i lavpandede underholdningsprogrammer, for bliver han ikke hørt og set, bliver han jo ikke valgt.

Parango møder ind på sit job i radioen en morgen, men han har ikke noget manuskript og siger ikke meget der kan bruges, så han bliver faktisk fyret i selve udsendelsen. En flot start på en bog.

Efter dette indledende kapitel vender vi tilbage til at følge Parango fra aftenen før fra kl. 20 til vi når frem til fyringen. Parango gennemtrawler det 8. arrondissement med dets barer,værtshuse og natklubber som Crazy Horse. Samme dag er de gule veste på Champs-Élysées, og han ser deres hærgen. Han har altid tidligere været provokatør og dekadent, men her ser han folk der er nået til grænsen.

Der kommer mange gode iagttagelser og overvejelser over tiden fra 1990 til 2020, og Parango er nu en der har haft sin storhedstid, men hvad var den værd? I time efter time og mere og mere beruset og på stoffer får vi nogle sandheder at høre.

På en måde får Parango (og Beigbeder) gjort op med sin fortid og ser med andre øjne på verden nu. Har han og hans sorgløshed været med til at ødelægge verden? Er der noget at stille op for hans børn og børnebørn?

Mange relevante temaer bliver taget op med en skarp pen, en sprudlende humor og satire, men samtidig meget provokerende.

En god bog at starte 2021 med.

Éditeur : GRASSET (02/01/2020)