Thursday, September 27, 2018


Samuel Benchetrit: Reviens 


Ingen hemmelighed at jeg er en stor beundrer af Benchetrit både som forfatter og som filminstruktør, så jeg måtte nødvendigvis straks have fat på hans seneste værk.

Bogen er til at begynde med lidt rodet og ustruktureret akkurat som den forfatter, der er fortæller. Han kan slet ikke få gang i sin skrivning efter en skilsmisse og et farvel til sin dreng, der er taget på en sabbattur. Han kan ikke rigtigt sove, ser TV-docu'en  4 mariages pour 1 lune de miel, som han har sjove kommentarer til. Hans ex ringer tidligt og sent for at spørge til sønnen, som ikke giver meget lyd fra sig.

Han får en chance for at komme lidt igang, da der er en filminstruktør, der vil lave en udsendelse på basis af en af hans bøger fra forstæderne. Problemet er, at han ikke har bogen, ikke hans købe den selv fra Amazon, men det fører ham til et alderdomshjem, hvor han måske kan få fingre i den.

Nu bliver der fart på, og vi hører om hans køb af en and og en begyndende forelskelse. Jeg skal ikke afsløre mere, men berolige med, at alt synes at ende godt.

Samuel Benchetrit skriver godt, hans pen kan være skarp, men også fuld af humor og poesi. En god blanding som bestemt gør denne bog værd at læse.


Grasset, september 2018

Sunday, September 23, 2018


Adeline Dieudonné: La vraie vie



En debutroman der allerede har fået en pris, og det bliver ikke den sidste for denne unge belgiske forfatter. 

Bogen er skrevet i en sikker stil og balancerer mellem uhygge, poesi, indvielsesfortælling og socialt drama. Flot at kunne beherske en stil, der nådesløst afdækker hovedpersonens skæbne og samtidig holder læseren fast i et drama uden lige.

Fortælleren er en ung pige, hvis fortælling strækker sig over en 5-6 år fra hun er 10 til hun er 16 år. Familien bor i et område, le Démo, med forholdsvis ens og lidt kedelige huse. Familien består af faderen, der er ansat i en forlystelsespark, og hvis store interesse er jagt. Han har et helt rum fyldt med nedlagt udstoppet storvildt. Han er særdeles tyrannisk og tæsker sin kone, når der er det mindste i vejen. Pigen kalder hende en amøbe og kan ikke forstå, at hun vil finde sig i alt. Pigen har også en lillebror, Gilles, som hun forguder.

Alt starter blidt, men da den lokale ismand ved en ulykke bliver slået ihjel i sin isvogn og får hovedet sprængt væk, mens børnene ser på det, bliver Gilles tavs og smiler ikke mere. Pigen vil gøre alt for at skrue tiden tilbage og tror på det i starten, men må erkende, at det kun er en leg, da hun bliver lidt ældre.

Hendes livs projekt er at få den gamle bror tilbage, og vi følger nu hendes udvikling og faderens mere og mere voldelige og grusomme adfærd. Hun bliver også mere moden og får blik for seksualitet.

Mere vil jeg ikke afsløre, men kan kun sige, at dette er en af de store åbenbaringer i årets "rentrée littéraire".



L'Iconoclaste, august 2018

Thursday, September 20, 2018


David Diop: Frère d'âme


En meget speciel bog der bestemt er en af de store fornyelse ved årets rentrée littéraire

Den er da også med ved første omgang af bøger udtaget til Prix Goncourt.

David Diop er født i Paris, men vokset op i Senegal. Han underviser på universitetet i Pau. Frère d'âme er hans anden bog.

Bogen foregår under 1. Verdenskrig som vi straks kastes ud i fra romans start. Fortælleren er Alfa Ndiaye, der under et angreb oplever, at hans "mere end bror" Mademba Diop får maven skåret op og dør under stærke smerter. Tre gange beder han Alfa om at gøre det af med ham. Men Alfa afslår, for det gør man ikke i følge hans opdragelse og indstilling.
Men han får et knæk og begynder at anklage sig selv, for ville det ikke have være mere humant at slå ham ihjel, for så havde han jo ikke lidt så meget. Han konkluderer selv, at han er begyndt at tænke selv, men han holder det for sig selv.

Hele krigen er jo bygget på, at soldaterne ikke tænker selv, men udfører de ordrer, de får besked på. Truppen med "les soldat chocolats" bliver sendt først ud, når der er angreb med en riffel og en manchete for at skræmme fjenden. De skal også smile med deres hvide tænder i mørket. De skal være de vilde, les sauvages. Det holder de op med, når de er tilbage i skyttegravene, men Alfa bliver på sin måde evig vild.

Han hævner sin næsten bror ved at dræbe tyskerne på samme måde som de dræbte Mademba. Han bringer deres våben og en afskåret hånd med tilbage. De går flot ved de første to, men da han er nået til nummer 7, bliver alle bange for ham, og det ender med at han bliver sendt væk fra fronten. Hans afrikanske soldatervenner ser ham som en troldmand, der æder sjæle. Ingen tør nærme sig ham.

Alfa tænker og ser alting som modsætninger, men modsætninger som han også rummer i sig selv. Hvordan skal han dog kunne finde hoved og hale i en tilværelse, hvor han som ung mand bliver sendt til et land, hvis sprog og kultur han ikke kender, og hvor man behandler ham meget nedladende, næsten som en slave. Racisme i dens værste form.

I anden del hører vi om hans ophold og om hans ungdom i Afrika, og vi får et indblik i en stammekultur, men også i en stolthed og visdom.

Bogen er skrevet i en sprog med mange gentagelser, som en messe, men det er et talt sprog, hvor Alfa forsøger at forklare sig både over for andre og over for sig selv.

En fantastisk god bog, der også er en hæder til de afrikanske soldater, der deltog i både 1. og 2. Verdenskrig.

Seuil, august 2018

Monday, September 17, 2018


Fabienne Jacob: Un homme aborde une femme


Fortælleren er lige blevet forladt af sin mand. Hun er i fyrrerne og er ret negativ om sin fremtid, men er hun alene om det? Det forsøger hun at få svar på gennem møder med andre kvinder. 

Hendes konkrete spørgsmål er om vores omgang med hinanden er ved at ændres. Er det slut med, at en kvinde eller mand kan møde beundrende blikke på gaden. Har Metoo-bevægelse sat en stopper for det tilfældige møde på gaden?

Fortælleren prøver at gennemgå sine egne forhold fra hun som barn første gang fik kastet sten efter sig, for mændenes henvendelser til kvinder kan være præget af vold, ligegyldighed, beundring, besættelse mm.

Ud over fortællerens egen historie møder vi også andre kvinder bl.a. danskeren Kirsten, der bestemt ikke skammer sig over sin krop, selv om hun er oppe i alderen. Hun synes også, at det er morsomt, at hun kan få beundrende blikke fra unge mænd i tyverne. 

Bogen handler overordnet også om vores forhold til vores krop. Kan vi leve ærligt med den krop, vi har, eller skal den skjules og fortrænges. Kan vi forholde os ærligt til andres kroppe?

Bogen er mere et indlæg i dagens debat end en egentlig roman. Det bliver lidt trivielt at høre om fortællerens egne forhold, men der er gode fortællinger fra de kvinder hun møder, og konklusionen er ikke bare pessimistisk,

Buchet-Chastel, august 2018

Sunday, September 16, 2018


Eric Fottorino: Dix-sept ans

En fantastisk velskrevet bog, en roman, men også en autofiktion om en families dramaer. 

Bogen starter med en fælles middag, hvor moderen Lina bagefter kalder sine tre sønner ind for at fortælle dem om en hemmelighed, som hun har holdt på i mange år.

Den første søn Éric fik hun som 17-årig. Familien der boede i Bordeaux havde sendt hende til Nice, hvor hun fødte i skjul. Det var meningen, at barnet skulle bortadopteres, men hun beholdt barnet. 

Hendes hemmelighed er, at da hun igen bliver gravid et par år efter, tvinges hun atter til Nice, føder en pige, som bortadopteres straks. Hun ser aldrig den pige igen.
De er tre brødre, hvor Érics far er Moshé en marokansk jøde, mens hans to brødre har en fransk far.

De voldsomme begivenheder i Linas ungdom foregår i starten af 1960'erne, hvor hendes familie hører til det stærkt kristne borgerskab. Den katolske kirke støtter deres ide med at skjule den syndige datter, der ellers er stærkt forelsket i Moshé, der også gerne vil giftes med hende. Men forholdet er umuligt for familien, der får forpurret det hele og får fjernet Moshé.

Éric har et meget anstrengt forhold til sin mor, som altid har forekommet ham fjern og uden interesse for ham. Han er nærmere knyttet til sin mormor, der har opdraget ham. Men hemmelighed og afsløringen, der i første omgang ikke synes at påvirke ham, bliver nogle dage senere anledning til, at han vil søge at forstå sin mors og sit eget liv på en ny måde, og det er bogens egentlige emne.

Han beslutter sig til at tage til Nice, hvor han jo er født, for at prøve at genopleve det liv som hans mor har haft.

Skildringen af hans ophold, krydret med flashbacks og forestillinger om, hvordan hun har haft det i sin forvisning og ensomhed. Denne søgning efter svar fra fortiden åbner for en ny forståelse for ham.
Det er med en stor intensitet,  og vi fanges og bliver en del af hans vandringer i Nice, hvor han også møder mennesker fra moderens fortid.

Det er en beretning om kirkens og religionens store indflydelse på tidens moral, om en begyndende frigørelse, men også om hvor dyrekøbt den er.

Fremragende og absolut en stor kandidat til årets litterære priser.

Gallimard, august 2018


Corbeyran -Le Roux: Sur la terre comme au ciel (juillet 1918) . Tome 9


Vi er nu nået til 9. og næstsidste bind af denne strålende tegneserie, hvis afsluttende bind udkommer til november.

Der er efterhånden ikke mange tilbage af den flok venner og bekendte, som vi har fulgt siden krigens begyndelse, men der er en mere positiv ånd omkring krigens afslutning efter amerikanernes indtræden i krigen.

Pludselig får flyvevåbnet en større betydning på grund af piloternes mulighed for at kontrollere luftrummet. Vi følger det specielt i dette bind. 

Dramatikken opstår, da en af piloterne er afhængig af stoffer for at turde flyve, og hans lager er ved at slippe op. Hvad nu??

Igen fremragende tegnet og fortalt. Dette bind lever fuldt ud op til de forrige.


Delcourt, 2018

Nina Bouraoui: Tous les hommes désirent naturellement savoir



Efter for nylig at have læst Garçon manqué, som jeg syntes var meget god, måtte jeg naturligvis læse Nina Bouradouis nye roman. Det viser sig at være en slags fortsættelse til den førnævnte, da vi følger fortælleren som ungt menneske i Paris.

Vi har den samme forhistorie med hendes opvækst i Alger med en fransk mor og en far fra Algeriet. Der klippes ofte tilbage til hendes barndom, men det centrale i bogen er hendes kontakt med det homoseksuelle miljø i Paris, nærmere bestemt natklubben Kat, der er forbeholdt kvinder.

I bogen er det således ikke kun konflikten mellem hendes franske og algierske opdragelse og kultur, det bliver også en konflikt mellem hendes begær og tiltrækning af andre kvinder og samfundets syn på homoseksuelle, ikke kun i Frankrig, men især i Algeriet.

Nina Bouraoui skriver sig ind i historien, der bliver en slagt autofiktion. Det er bedst, når hun kommer lidt på afstand af egene problemer og er betragter. Elegant komponeret.

Lever ikke helt op til Garçon manqué, men kan læses som et personligt indlæg i debatten.



JC Lattès, 2018


Corbeyran/Le Roux: La lune en héritage (Novembre 1918) Så kom 10. og sidste bind af tegneserien om 14-18, som jeg har læst med stor ...