Lolia Hassaine: Soleil amer

 Lolia Hassaine: Soleil amer

En alvorlig roman, der skildrer forholdene for indvandrere fra Algeriet fra 1950'erne til i dag.

I slutningen af ​​1950'erne, i Aurès-regionen i Algeriet, opfostrer Naja sine tre døtre alene siden hendes mand Saïd blev rekrutteret til at arbejde i Frankrig. Et par år senere, efter at være blevet faglært, formår han at bringe sin familie til Paris -regionen. Naja bliver gravid, men deres levevilkår tillader ikke parret at overveje at beholde barnet. Det viser sig endda at være tvillinger. 

De bortadopterer den ene dreng til en af Najas franske veninder og så starter historien om to familier med forskellige vilkår. Får det en indflydelse på tvillingebørnene?

Immigranter fra Algeriet og racismen, de stod over for; vanskeligheden ved at være sig selv for dem, der bliver udlændinge uden for deres land, men som også bliver det i deres oprindelsesland;  kvinders meget vanskelige forhold og traditionens vægt, der tynger dem, men også deres ekstraordinære solidaritet; den desillusion, der tog fat i 1970'erne, i slutningen af ​​efterkrigstiden, med arbejdsløshed og mangel på boliger i billige boliger som baggrund. Det er centrale temaer i bogen.

Soleil amer fortæller alt dette gennem den storslåede historie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, om Naja, denne algeriske kvinde, der kom i 1960'erne for at slutte sig til sin mand Saïd, en arbejder i bilindustrien. Om hendes tre døtre, Maryam, Sonia og Nour, derefter hendes søn Amir og dennes "fætter" Daniel.

Historien krydser ved successive indslag årene 1960, 1970 og 1980 med sin andel af glæder og grusomme dramaer.

Det er en historie fortalt med nogle eksemplariske personer, men alligevel en generel beskrivelse af nogle forhold, som stadig gør det svært for immigranterne at få den plads, som de fortjener.

Integrationen af ​​befolkninger er det hotte emne; hun behandler det med ægthed og med fakta. Hun forklarer ikke, men viser, at det er afhængigt af historien. Der er intensitet, kultur, sandhed.

En virkelig stærk bog, som bør læses af alle der følger integrationen i Frankrig.

Éditeur : GALLIMARD (19/08/2021)

Renaud Dély: Le grand saut

 Renaud Dély: Le grand saut

Som medlem af Fnacs jury for at finde årets roman fik jeg fem bøger tilsendt. Denne bog der er en krydsning af sportjournalistik og roman med en blanding af faktion og fiktion, blev min favorit.

En fortælling om stangspringeren Pierre Quinon, der vandt guld ved Olympiaden i Los Angeles i 1984, var den første over 6 meter, men som ikke kunne bære berømtheden selv om han ærgerrigt søgte at kæmpe mod sig selv, endte han sit liv ved at springe fra et vindue i 2011.

Mens vi følger Pierre Quinons liv fra hans barndom, møder vi fortælleren der som barn fulgte Pierre Quinon på fjernsynet og så hans triumf. Fortælleren er meget optaget af sport, han føler næsten at han fik medaljen og følger derefter Pierre Quinon som fan. Bedriften får ham til et øjeblik at glemme sin mors åndenød i det næste værelse.

Imidlertid…

På trods af en mørkere ungdom vil barnet bygge sit liv.

To livsbaner, to eksistenser, fortalt med stor indlevelse og forståelse. Viser væsentlige sider af sportens guldside, men også af bagsiderne. Det er dog også bedrifter der kan inspirere andre til at yde noget ekstra for at komme videre fra en bundet og trist skæbne. 

En vigtig bog i diskussionen om sport i vor tid.

Éditeur : J.-C. LATTÈS (18/08/2021)

Frédéric Verger: Sur les toits

 Frédéric Verger: Sur les toits

En storslået roman, der foregår i Marseille i 1942-43.

Helen er en engelsk sangerinde, der optræder i Frankrig uden større succes. Hun har været gift to gange med franskmænd og har to børn: sønnen, der fortæller historien og datteren Liola, der er 6 år.

De bor i et lille rum højt oppe med udsigt over tagene. Helen rammes af en svær sygdom, og da hun skal på hospitalet, er hun bange for, at de to børn skal anbringes. Helen får sønnen til at love at tage sig af sin lillesøster Liola ved at søge tilflugt på taget.

Udstyret med en grammofon, deres mors eneste grammofonplade og deres guldfinke Lélio kommer de nu til at leve et hårdt liv på tagene. De har ingen penge eller mad, så sulten plager dem. Snart kommer de i kontakt med en flok sølle, men afslappede og glade børn, der lever af plyndring og svindel for at overleve og undslippe de razziaer, der er organiseret af La Tuyaudière, kommissær med ansvar for at rense byen for disse elendige. 

Børnene styres af et par lidt ældre unge, George og Maccia, der forsøger at give dem en tålelig tilværelse. Vi følger nu dette eventyrlige liv bestående af mere eller mindre lykkelige møder, tilfældige og skrøbelige mirakler, en verden oplevet med en barnlig uskyld der mødes med livets barskeste sider. Et blomstrende persongalleri der bl.a. består af en tidligere gendarm, en kvindelig teaterleder, en irsk maler etc.

Det er virkelig en eventyrlig læsning, hvor hvert lille kapitel indeholder et lille resume f.eks. "Goethe à Marseille. L'étrange Giorgio. Qui était Mac." Det er samtidig en skildring af tyskernes nedrivning af "Le Panier-kvarteret" ved havnen i Marseille, sønnens forelskelse i pigen Stella, den fortsatte søgen efter moderen etc.

En virkelig smuk og intens roman, der holder fast på sin læser. Kan stækt anbefales.

Cécile Coulon: Seule en sa demeure

 Cécile Coulon: Seule en sa demeure

Med stor fornøjelse har jeg læst de to seneste romaner af Cécile Coulon Une bête au Paradis og Trois saisons d'orage, så det var med stor spænding, at jeg kastede mig over hendes nyeste roman, og jeg blev ikke skuffet. Slet ikke, snarere tværtimod. Hun har igen skrevet en roman om de store kræfter i livet, om mennesket og naturen og om alle de ting der ligger begravet og gemt væk, men som er med til at bestemme livet for mange.

Roman foregår i 1800-tallet, hvor vi følger den uskyldige unge pige Aimée, der er kommet i giftealderen. Hun er blevet opdraget sammen med sin fætter og har ikke haft megen kontakt til andre. En rig mand Candre Marchère gifter sig med hende efter de har lært hinanden at kende lidt, og de bosætter sig i Domaine de la Forêt d'Or. Det er et isoleret liv og hurtigt støder hun på stilheden fra den velhavende godsejer i Jura-bjergene. Tjenestepigen, Henria, har stor mangt, da hun faktisk har opdraget Candre fra han som 6-årig mistede sin mor sammen med sin egen søn Angelin.

Candre har tidligere var gift med Aleth, men hun døde af tuberkulose efter 6 måneder. Aimée forsøger at forstå stedets historie, men finder hurtigt ud af, at man ikke har fortalt hende hele sandheden. Indtil den dag, hvor Emeline, der kommer for at give fløjtetimer, knuser denne lukkede verden.

Når man læser Cécile Coulon, er man ikke i tvivl om, at der er noget der rører på sig under den rolige overflade, og det er også tilfældet i denne bog, hvor familie, lidenskab, kærlighed, natur, dyr, liv og død træder ind og pludselig kommer frem for Aimée. En grusom historie, der alligevel får begravet alle de voldsomme begivenheder igen.

Cécile Coulons forfatterskab er storslået, hendes stil er flydende og fyldt med et overraskende billedsprog. I et poetisk sprog er denne tekst som sædvanlig fremragende skrevet og konstrueret. Hun beskriver skoven for os som en karakter i sig selv, der fører os på afveje og gradvist lader spændingen stige. Vi føres ind i en mystisk verden, hvor de få men meget specielle personer langsomt afdækkes for os. Der er nok at tolke på.

Hvis forbrydelserne er begravet under brombærrankerne, hvis skoven og det uudtalte omslutter huset i sort, tilbyder Cécile Coulon med "Seule en sa demeure" ikke blot en poetisk historie, men en sand spændingsroman.

Bør læses!

Éditeur : L' ICONOCLASTE (19/08/2021)

Amélie Nothomb: Premier Sang

 

Amélie Nothomb: Premier Sang

Startskudet til årets Rentrée Littéraire bliver normalt skudt i gang af en ny roman af Amélie Nothomb, og det er også tilfældet i år, hvor hun udgiver sin roman nummer 30. Romanen er ganske kort, under 100 sider og rummer mange elementer fra hendes fars Patricks liv. Faderen som døde sidste år i marts. På grund af coronaen kunne Amélie Nothomb ikke deltage i begravelsen, og det ramte hende hårdt.

Bogen har en voldsom start idet Patrick fortæller om, at han skal henrettes. Han er kun 24 år og føler, at han aldrig har været tættere på livet. Vi hører ikke mere, men føres firetyve år tilbage. Alene foran sine bødler ser Patrick således sit liv passere foran sig, hvor vi gennem hovedpersonens jeg-fortælling får en beretning om hans opvækst, ungdom og begyndende karriere som diplomat.  

Som ambassadør har han ført lange taler for at få en gruppe gidseltagere til at løslade ham og de tilfangnetagne belgiske folk i det tidligere Belgisk Congo. Her står han over for sin fiasko og over for sin død. Et liv går væk, lavet af glæder og vrede, opdagelser og omvæltninger, forundring og møder omsider med kærligheden.

Patrick var kun få måneder gammel, da hans far dør ved en fejlagtig mineeksplosion. Hans mor tager sig ikke rigtigt af den lille, som hun overlader til sine forældre. De forkæler og beskytter ham så meget, at bedstefaren forlanger, at han skal ud til sin farfar, der bor i Ardennerne. Her kommer mødet med Nothomb-stammen, et arveligt aristokrati, en større flok børn der løber rundt i klude og dør af sult på Château du Pont d'Oye. Patrick oplever en ny side af livet og på trods af hårdheden i disse ophold i sine ferier udvikler det ham positivt.

Der er mange fantastiske passager i Patricks fortælling, der gør læsningen særdeles underholdende, rørende og oplysende om Nothomb-familien. Mange personlige sider som Amélie Nothomb lader Patrick fortælle selv, et vellykket litterært kunststykke.

En roman, der taler om slægtskab og sammenhæng, personers rødder, fravær og søgen efter faderen.

Bestemt en af de bedste romaner fra Amélie Nothombs side.

Éditeur : ALBIN MICHEL (18/08/2021)

Gauz: Debout-payé

 Gauz: Debout-payé

Har tidligere omtalt et par bøger af Gauz, Black Manoo og Paris, lumières étrangères, som begge er et par fantastiske bøger af en usædvanlig og en spændende forfatter, født i Elfenbenskysten. Hans egen historie er så speciel, at den uden tvivl har givet en del stof til hans bøger.

Debout-Payé er hans første roman fra 2014, men selv om den ikke hænger så godt sammen som de nyere værker, er det bestemt en morsom, men også meget kritisk roman om de sortes skæbne i Paris.

Debout-Payé er en roman om ​​tre personer: Ossiri, en ivoriansk studerende, der bliver vagtmand efter at være kommet som "sans-papiers" til Paris i 1990. Han bliver via venner indlogeret på et faldefærdigt hus, der oprindeligt var beregnet for afrikanske studerende.

Det arbejde de kan få er at være vagtmand enten ved butikker og forretninger eller på tomme industriområder. Arbejdet som vagt består jo i at man skal stå op hele dagen og ofte til sent om natten. Der er jo så tid til at betragte kunderne og det kommer der en række sjove sekvenser fra et tøjmagasin ved Bastille og Sephora på Chams-Elysées.

Studerende er der ikke mange tilbage af og huset er efterhånden blevet til en faldefærdig og usund ghetto. Her kommer Ossiri i kontakt med to andre fallerede studenter Ferdinand og Kassoum. Det er de tre personers liv bogen skildrer.

På samme tid, og uden at påstå at skrive immigrationshistorien i de sidste halvtreds år, giver Gauz os bare en kort og til tider bevidst reduceret historie med Ossiri, der forlader Abidjan til Paris som tyveårig, for at flytte væk fra helvede for at finde paradis. En historie om gensidig hjælp, squats og kollegiebyer, dagslange ansættelser og paradoksalt usikre permanente kontrakter, om muligheden for at finde integration, den eneste mulighed, man endelig ser for at komme ud af en verden af ​​gribbe, der lever af menneskers elendighed.

Dette er en politisk historie om en immigrant og hans syn på Frankrig. En satire med en social indignation og et skarpt blik på det overdrevne i den samtidige kommercielle verden.

Éditeur : NOUVEL ATTILA (28/08/2014)

Michel Onfray: L'art d'être Français

 Michel Onfray: L'art d'être Français

En lidt tung sag at læse for det drejer sig om filosofi, men det er skrevet som en introduktion i 12 breve om diverse emner til nutidens unge i en modstandsmanual til nye generationer.

Hvad skal man sige til unge på tyve i denne efterladte verden? Civilisationen bryder sammen, værdierne vendes, kulturen reduceres, bøger tæller mindre end skærme, skolen lærer ikke længere at tænke, men adlyder politisk korrekthed, familien eksploderer og bliver sammensat af egoister og narcissister der kræver deres rettigheder.

Nye pejlemærker dukker op, der modsiger de gamle: Racisme vender tilbage i en ny form for racisme, fallokrati under påskud af neo-feminisme, antisemitisme under dække af anti-zionisme, fascisme under dække af progressivisme, nihilisme under dække af nyfeminisme. modernitet, antisortisme og transhumanisme erstatter humanisme, mens begge arbejder for menneskets død, økologi er prydet med antikapitalistiske fjer, selvom det er kapitalens flagskib.

Onfray har skrevet en række breve til denne unge generation for at fortælle dem om vores tids kulturelle rødder: de har som emner: neo-feminisme, dekolonialisme, islamo-venstreisme, antifascisme,  creolization , antisemitisme, miljøisme, samtidskunst, transhumanisme, antisortisme.

Et af brevene forklarer, hvad kunsten at være fransk består af: først ikke at lade sig narre, derefter at hæve arven fra Montaignes kritiske skrifter, fra Descartes rationalisme, fra Rabelais hedonisme, ironien hos Voltaire, finessen hos Marivaux, Hugos politik.

Der er mange gode tanker og ideer der skal undersøges nærmere i denne skarpe kritik af fortid og samtid, men den er tung at læse.

Éditeur : ROBERT LAFFONT (12/05/2021)

Anne Sinclair: 21, rue la Boétie

 Anne Sinclair: 21, rue la Boétie

Det er nu den fjerde bog af Anne Sinclair, som jeg har læst for nylig, ikke fordi det er den store romankunst, men det er bøger skrevet af en journalist, der har haft en spændende familie, og som selv har et liv der har haft sine op- og nedture. Hun skriver i et enkelt og velformuleret sprog, og hun er meget omhyggelig med at opsøger kilder og krydstjekke sine oplysninger. Når hun ikke kan få alt belyst udefra, giver hun sine egne bud, men skjuler det ikke.

Det er den ældste af de bøger som jeg har læst af hende, og den er på en måde et grundlag for de næste bøger. Denne bog handler specielt om hendes morfar, Paul Rosenberg, berømt galleriejer i Paris og senere New York, der var ven med malere som Matisse, Picasso, Braque og Léger. Han var optændt af malerkunsten der kom frem i starten af det 20. århundrede som afløser for den store periode med impressionismen. Han vil føre de unge talenter frem og vise en undrende og ret afvisende samtid efter 1. Verdenskrig hvad det var der var stor kunst.

Efter en vanskelig periode i sit eget liv (DSK -affæren i 2011) fokuserer Anne Sinclair på sine rødder og skildrer hendes mors familie Rosenberg, bemærkelsesværdige parisiske jøder, sammen med sin morfar Paul, legendarisk kunsthandler og samler. Et familieeventyr rystet af den store historie med flugten til USA i 1940. Under krigen hvor tyskerne stjal hans malerier og beslaglagde hans ejendomme i Frankrig.

Mellem sin forskning i personlige arkiver og dokumentation af en æra genopliver Anne Sinclair de savnede med sine egne barndomsminder og denne nostalgi for at følge dem til de steder, der har set dem leve eller passere.

Vi får indsigt i diverse breve, følger jagten på de stjålne malerier og får skildret livet i Paris i mellemkrigstiden. Der bliver fortalt om personlige møder med bl.a. Picasso som Anne Sinclaire mødte som barn. Det er spændende!

Hvis man vil vide mere om nu meget berømte malere og kunstnere, er bogen et sjældent godt indslag.

Kan bestemt anbefales at læse.

Éditeur : GRASSET (01/03/2012)