Jean-Philippe Blondel: La grande escapade

En historie der starter dramatisk med en elev der hænger i en gesims med fare for at falde mange meter ned. Situationen er opstået i en leg blandt børn på 10-13 år i et skolemiljø, hvor børn og deres forældre der er lærere bor.

Tiden er 1970'erne hvor de gamle undervisningsformer med lærerens absolutte autoritet og undertiden sadistiske indfald var normen. Drenge og piger var adskilte, men det er nu slut i skolen her, hvor skolen rummer elever fra børnehave op til collège.

Det er en både morsom og også tragisk fortælling om børnenes opvækst, samvær og venskab, forholdet til deres forældre og deres trang til selvstændighed. Forældre møder vi på samme måde med deres fælles skole, men hvor nogle føler sig bedre end andre. En leder der føler sig presset af nye tider og nye undervisningsmetoder.

Blondel giver liv til den post 68-periode med de mange forandringer som det kom til at betyde både undervisningsmæssigt, men også socialt i form af kvindens frigørelse, nedbrydelsen af autoritet og andre tabuer, oplevelsen af frihed.

Det er en underholdende beskrivelse og historier med mange sjove episoder trukket ud fra virkeligheden og samtidig en skildring af de ændringer der blev dramatiske for nogle. Det er især børnenes overgang fra børn til en kommende voksentilværelse.

Kan absolut anbefales.

Buchet-Chastel, august 2019

Sylvain Prudhomme: Par les routes

Sacha er forfatter, men trives ikke mere i Paris, så for at få ro til at skrive flytter han til en mindre by i nærheden af Montpellier. Her møder han pludselig en ven, som han faktisk næsten flygtede fra for 20 år siden. De var i lang tid fælles om at tage på ture på stop og opsøge eventyr på den måde, men det blev altså for meget for Sacha på et tidspunkt.

De mødes så igen og Sacha fortæller om de seks-syv år, der er gået siden de atter mødtes. Sacha fortæller ikke hvad han hedder, men kalder ham "blafferen".

Blafferen har ikke forandret sig meget, selv om han har kone, Marie, og en søn Agustin tager han ofte på ture rundt i Frankrig. Han blaffer i starten kun via motorvejene, men senere kommer han rundt i provinsbyen, hvor han søger landsbyer med særegne navne. Denne del er faktisk meget interessant at følge for at udvide sit kendskab til Frankrig.

Historien tager dog fart, da Sacha og Marie begynder at være meget sammen, Sacha tager sig også af Agustin, og der opbygges et godt forhold mellem de to.

Blafferens ture bliver længere og længere, hvor længe kan et ægteskab holde til det? Det får vi svar på i løbet af skildringen.

En særegen road-movie bog, der også indeholder temaer omkring venskab, parforhold, børns forhold i det moderne samfund. Men det er også en bog der rummer et Frankrig, som man måske ikke så ofte ser og hører om. Velskrevet og fint komponeret.

Bogens slutning er måske lidt overdrevet, men alt i alt har det været en fornøjelig læsning.

Gallimard, august 2019

Luc Lang: La tentation

En imponerende bog, der beskriver en families forfald og opløsning, det gamle samfund og dets dyder i kamp med den extreme kapitalisme. Kampen mellem det rene, naturen, og jægeren, der har våben der kan ramme alt.

François Rey er en kendt og respekteret kirurg, der har en klinik i Lyon. Han tilbringer sin fritid i en hytte, arvet fra sin far, beliggende i Mont-Cenis-massivet i Savoie. Han ønsker at drage fordel af sine fridage for at dyrke sin lidenskab for jagt. 

Men hans familie bekymrer ham. Hans kone Maria har mange gange trukket sig tilbage til et kloster, hvor hun udlever sine mystiske og religiøse kriser. Deres søn Mathieu har opgivet sit lægestudium og er flyttet til New York, hvor han tjener sin formue i finansverdenen. Men det er Mathilde, hans datter, der giver ham flest bekymringer. Hun studerer også til læge, men er blevet voldsomt forelsket i en ung finansfyrste, hvis metoder ikke behager alle.  

Da François efter lang tids forfølgelse er ved at skulle skyde et rådyr med seksten takker, kommer han pludselig i tvivl og rammer ikke dyret ordentligt. Han følger dets blodige spor, men da han krydser en vej, tror han, at han ser sin datter i en bil, som er ved at ramme det sårede dyr. Dette er starten på en række begivenheder, der fører til et stort blodbad.

François er af den gamle skole, og han har svært ved at forstå sine nu voksne børn og sin kone der følger sine egne veje. Han overvejer hvad han mon har gjort forkert ,og hvordan han kan genoprette en normal kontakt. Men han er og bliver den kolde tekniker, der er ferm på fingrene, men lammet når han skal udtrykke følelser. På mange måder er han en homo faber og historien udvikler sig da også som en græsk tragedie med religiøse toner.

Bogen er fabelagtig godt skrevet med et varieret sprog fra en række tekniske beskrivelser til nogle meget smukke naturbeskrivelser. Der er også nogle afsnit der bliver skrevet flere gange, flash-backs og simple replikker, når François taler med sine børn.

En bog der kan læses på mange niveauer og som man skal læse flere gange for at få bare en nogenlunde sammenhængende forståelse. Men det er også en thriller, hvor vi følger François i en jagt rettet mod ham.

Stock, august 2019

Jean Liardon/Arnaud Bédat: Voir un ami voler

Efter Jacques Brel forlod scenen i 1966 og senere beskæftige sig med musical og film satte han en stopper for det i 1973 efter manglende succes for hans sidste film "Le Far West". 

Brel var ikke typen, der satte sig hen, nej han havde allerede flere projekter igang, og det han elskede mest af alt var at flyve. Han fik første et certificat som pilote privé og senere som pilote qualifié i 1970.

Hans lærer var Jean Liardon, der efter oplæringstiden også blev en meget tæt ven med Brel og de to var på adskillige ture og flyvninfger sammen. Det var også Liardon, der fløj den sidste tur for Brel, da han blev bragt fra Genève til hospitalet i Paris, hvor han døde i 1978.

Jean Liardon er i mange omgange blevet bedt om at fortælle om sin tit med Brel, men det er først nu 40 år efter hans død, at vi får hans udsagn.

Bogen er skrevet sammen med journalisten Arnaud Bédat, der selv tager til Brels øgruppe Les Marquises for at opsøge og tale med folk, der har kendt Brel under hans ophold der fra 1975 til hans død i 1977. Brels grav er at finde på kirkegården i Atuona, hvor også Gauguin er begravet.

Det er en bog med mange detaljer om Brels optagethed af at flyve, men fortalt på en let og informativ måde. Selvfølgelig får vi også indblik i Jacques Brels temperament, hans livslyst og gåpåmod. Men bogen handler også om Brels sygdom (lungekræft) og om hans sidste indspilning "Les Marquises", der på mange måder er kronen på hans værk.

Bestemt en god bog, hvis man interesserer sig for Jacques Brel, for her ser vi ham mere som en person end et idol. Et menneske, kort sagt.


Editions Plon (avril 2018)

Dany Laferrière: Vers d'autres rives

Herlig ny bog fra Dany Laferrière på Forlaget Le Un, der jo ellers er kendt for deres ugeskrift

Dany Laferrière skriver en slags biografi om sig selv og sit liv, men det er ikke årstal og fakta, han vil have i sin biografi, nej det er følelser og oplevelser som han har haft. Bogen er også helt speciel ved at den er skrevet i hånden og illustreret med Laferrières egne tegninger. Det er således en stor fornøjelse at se de mange spændende sider udformet på hver deres måde med illustrationer i naivistisk stil.

Bogen er opdelt i følgende afsnit: 

1. La cuisine de Da  

2. Dans l'oeil du peintre primitif  

3.Ècrire à Miami

Første afsnit er om hans liv i bedstemorens hus som dreng. Hans oplevelser med kammerater og den lille bys beboere. Andet afsnit, der på mange måder er det bedste fortæller om de naivistiske malere i Haïti, som han oftest har mødt og hvis værker hans skitserer. Tredje del er hans flugt fra Canada for at kunne skrive i fred og ro og dyrke omgang med sine familie.

Det er alt i alt en meget flot og interessant biografi, som Dany Laferrière fået givet os. Enestående bog man ofte vil tage frem igen og igen, for den har så mange detaljer og synsvinkler. Sammen med hans bøger er den næsten uundværlig.

Le 1/Éditions de l'Aube 2019

Abel Quentin: Soeur

En ganske spændende debutroman fra Abel Quentin, der ikke er bange for at gå løs på et aktuelt emne: hvorfor bliver unge piger pludselig grebet af religion og tilslutter sig jihadisterne og den hårde fløj af muslimerne.

Jenny Marchand er den unge pige på 15 år, der bor i en lille provinsby, hun er enebarn, meget indadvendt og uden rigtige venner. Hun drømmer om Harry Potter og søger væk fra sine forældre, der ellers vil gøre alt for hende - måske for meget.

Jenny forsøger at blive som de andre og erobre en af de bedste fyre ved en klassefest, men det går helt galt. Hun er nu virkelig åben for, at man kan indoktrinere og manipulere med hende og hendes problematiske teenage-periode, og det sker da også, da hun møder Dunia, der er en brændende tilhænger af Daech og den islamiske stat. Hendes kæreste kæmper for den, og hun vil tage ned til ham.

Men inden da, har hun formået at omvende Jenny, der nu hedder Chenia. Jenny/Chenia skal nu med i et terrorangreb.

Parallelt med Jennys historie kører der et spor med den franske præsident Saint-Maxens, der er gammel og ikke vil stille op til næste valg. Han har måttet vige for en yngre politiker, som han selv har ført ind i politik.

De to hovedpersoner mødes, men jeg skal ikke afsløre hvordan.

Det er en velskrevet roman med dybe analyser af hovedpersonerne og med spørgsmål til, hvordan vi kan undgå at ungdommen forføres. Der er ikke noget endeligt svar, men kampen er også hård.

Det er en meget moderne roman, der tager udgangspunkt i faktiske forhold, så derfor er den vigtig i dagens debat.



Éditeur : L'OBSERVATOIRE (21/08/2019)

Nicolas Mathieu: Rose Royal

En lille, men god bog fra Nicolas Mathieu, der fik Prix Goncourt i 2018 for den prægtige roman "Leurs enfants après eux". Det er nærmest kun en lang novelle på 77 sider, så den er hurtigt læst, men er bestemt værd at beskæftige sig med.

Bogen handler om Rose, der er 50 år. Hun har haft mange mænd i sit liv, har fået to børn, der nu passer sig selv. Hun har et monotont arbejde, men tror måske stadigvæk at hun kan møde kærligheden.

Hver aften efter jobbet går hun på en bar "Royal", hvor hun ofte mødes med en veninde, der tilbyder at klippe kunderne i baren. De to drikker sig ofte fulde, men nyder hinandens selskab, hvor de taler om deres liv.

Rose har trods mange nederlag stadigvæk en tro på sig selv, og hendes selvtillid styrkes også, da hun køber sig en lille revolver, som hun altid har på sig. Hun er skildret som en af disse ganske almindelige kvinder, der har været udsat for vold af sine mænd, men det vil hun ikke længere tolerere.

En aften kommer Luc ind med sin hund, der er blevet kørt ned og er døende. Rose afhjælper det med et skud med sin revolver. Hun har medlidenhed med Luc og kontakter ham nogle dage senere. Skal det blive hendes nye kærlighed? Slutningen vil jeg ikke afsløre.

En lille bog om almindelige mennesker, deres ikke særligt spændende liv, men med almindelig interesser med at se tv-serier, læse ugeblade, drikke lidt for at fordrive ensomheden. Mathieu har en evne til at skildre Rose og lignende personer i deres dagligdag med en form for medfølelse og empati. Mathieu viser også, at alle mennesker har en drøm om lykke og kærlighed, der måske ikke altid går i opfyldelse, men som viser deres styrke trods alt.

Les Éditions In8, september 2019

Regitze Schroder: Un hasard calculé

Ja, hvem skulle nu tro, at der er en dansk forfatter bag denne titel, men danske Regitze Schrøder står bag denne udgivelse på fransk af hendes roman fra 2017 "Ved et planlagt tilfælde". Romanen er hendes anden udgivelse.

Bogen starter i Danmark hvor vi præsentes for Anna, både af hendes selv som fortæller og via venners udtalelser, Anna virker som en lidt kedelig, rig dame fra Vedbæk. Hendes mand Jonas har stor succes i forretningslivet, men Anna interesserer sig ikke meget for det. Hun er midt i halvtredserne og er gået lidt i stå. Vi får en smule at vide om hendes fortid, der kun langsomt dukker op gennem bogen som et sidetema.

Anna og Jonas tager på en flodsejltur i egen båd til Paris, hvor de får plads i lystbådehavnen ved Bastillepladsen. Jonas bliver kaldt hjem, så nu kan Anna forsøge, om hun kan blive forfatter og få skrevet noget. Tilfældigt møder hun den dansk-franske forfatter Sophie, der har udgivet adskillige bøger med succes.

Sophie kan godt gennemskue den usikre Anne og tilbyder hende en pagt: hvis Anne gør alt hvad hun siger, vil Sophie lære hende at skrive. Pagten bliver anledning til at få øjnene op for mange ting, filosofien er, at man skal selv have oplevet for at kunne skrive, og det giver Anne mulighed for at få brudt nogle af de bånd som overklassehustru, en rolle hun har spillet og påtaget sig. Det er gennem erotik, sex, kunst og litteratur at slørene falder.

Historien udvikler sig til de to kvinders kamp mod hinanden, og det er i virkeligheden nok en kvinde set i to lys, som bogens forsidebillede antyder.

Bogen har lidt svært ved både at være en erotisk fortælling og en spændingsroman, og kan virke lidt klichéagtig og langtrukken. Det er en bog der handler om en kvindefrigørelse, ikke så meget i forhold til manden, men som en søgen efter en identitet. Der er også interessante forsøg på at beskrive skriveprocessen.

Paris indtager en stor plads i romanen, og her kan man nyde de præcise og mangfoldelige beskrivelser af miljøer og steder. Skildringen af en tur i metroen får én til at føle, at man er der.

Bogen passer fint ind i mange bogudgivelser i Frankrig for tiden, hvor de kvindelige forfattere får stadig større råderum.

Oversættelsen til fransk er vellykket.

Udgivet på forlaget L'Harmattan, oktober 2019

Dominique Barbéris: Un dimanche à Ville-d'Avray

En historie om to søstre, der i barndommen fik de kedelige søndage til at gå med at drømme sig tilbage i romanverdenen hos Jane Eyre og andre romantiske skildringer. Søstrene holdes sig meget for sig selv, drømmer og spiller teaterstykker som de selv opfinder.

Fortælleren er som voksen flyttet til Paris, mens søsteren, Claire Marie, bor i forstaden Ville d'Avray. Hun er gift med Christian, der er læge, og de har en datter. Fortælleren er gift med Luc, der ikke er særlig vild med Marie Claire, der altid gemmer sig i en form for slør og har svært ved at interessere sig oprigtigt for andre. Hun er fjern.

En søndag eftermiddag tager fortælleren ud til Claire Marie, der er alene hjemme.

En almindelig kedelig søndag i et dødt pænt villakvarter, men pludselig begynder Claire Marie at åbne sig og fortæller om et mærkeligt forhold, hun har haft til en fremmed mand.

Meget antydes kun, men vi kan følge Marie Claire i hendes spørgsmål både til sig selv og til søsteren: Har du ikke tænkt på at gøre noget andet? Dette andet er et brud på de faste mønstre, de har i deres liv, glemme moder- og husmoderrollen og følge drømmen.

Der er ikke meget handling i romanen, men vi får skildret et miljø med lighed med hvad man kan finde hos Simenon og Modiano. Det er et par fine kvindeportrætter, der viser, at pigernes drømme måske ikke bare kan glemmes.

Kort, men interessant roman fyldt med mystik, stemninger og beskrivelser af natur og villaveje.

Arléa, september 2019

Jean-Paul Dubois: Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon

En usædvanlig bog på mange måder, både hvad angår historien, men også med, at der omtales danske steder, undertiden citeres på dansk og endelig er hovedpersonen Paul søn af Johanes Hansen født i Skagen.

Det danske er dog ikke altid korrekt og navnet Johanes kan vel heller ikke være dansk, men det er da lige meget, for bogen har allerede en god succes og er blandt de sidste ni i udvælgelsen til at blive årets Prix Goncourt.

I starten præsenterer hovedpersonen og fortælleren Paul sig: han sidder i fængsel i Montréal, idømt en straf på 2 år. Vi får dog først at vide hvorfor i bogens sidste kapitler, så det holder jeg hemmeligt.

Hans far Johanes stammer fra en fiskerfamilie i Skagen, men han valgte at blive præst. Han får senere et embede i Toulouse, hvor han møder Pauls mor. De gifter sig og får Paul. Moderen er en rigtig 1968-type, hun har en lille art cinema, hvor hun introducerer de nye smalle film og holder diskussions-aftner med en flok meget venstreorienterede. Far og moderen vokser fra hinanden, og faderen forlader dem og flytter til Canada. Da Paul bliver lidt ældre, flytter han også til Canada og opsøger faderen, der er præst i en mineby med asbest-miner. 

Vi får en udførlig beretning om faderens liv og skæbne, ofte fortalt med både humor og medfølelse. Moderen hører vi ikke meget om, men hun udlever sin trang til oprør mod det forstenede samfund.

Paul er selvfølgelig præget af sin opvækst, men han vil være en mand, man kan stole på, men som man også må respektere for hvad han kan. Han bliver varmemester og altmuligmand i Montréal i et kompleks med 67 ret velhavende folk, ofte ældre og enker. 

Alt synes således at udvikle sig godt og i løbet af 20 år i komplekset får han kontakt til alle og bliver mere end en tekniker, hans sørger også for beboernes sjæl. Hans får også en kone og en hund.

Det går godt til det kommer en ny bestyrer!

Mens vi langsomt får hans historie skildret, er der indskud med hans liv i den 6m2 store/lille celle, som han deler med en stor fyr, der er Hell Angels og fylder som 1½. Det er virkelig nogle specielle forhold, og det er skrevet med både megen humor og alvor, for undertiden dukker der emner op, som kan få de kolde masker til at smelte.

Der er meget mere at fortælle om indholdet, da det trods alt er en bog på 250 tætskrevne sider, men lad mig nøjes med at sige, at vi kommer tæt på personerne og forstår, hvordan ro og harmoni kan ødelægges af få ting og få mennesker. Så længe folk respekterer hinanden og bekymrer sig for hinanden, som det sker i starten i komplekset, der kan ses som et billedet på samfundet, så er der idyl, men når regnedrengen overtager styringen går det galt.

En vidunderlig bog, der har mange svinkeærinder bl.a. til Skagen, skrevet på en umiddelbar fortællende måde med mange spring, med et væld af detaljer, sindsstemninger fra hele skalaen og en fortæller hvis livsholdning og etik man må beundre.

Godt bud på årets Goncourt.

Editions de l'Olivier, august 2019

Jean-Christophe Rufin: Les trois femmes du consul

Som kom fortsættelsen på Jean-Christophe Rufins krimihistorier med konsul Aurel. Den første hed Le suspendu du Conakry 

Hovedpersonen er konsulen Aurel Timescu, der er født i Rumænien. Hvordan han er blevet fransk konsul i Afrika, er en historie for sig selv, men hans situation er denne, at han er stort set blevet frataget sine forpligtelser, og det passer ham fint. Han hader at bo der på grund af varmen, men klæder sig alligevel i store frakker etc. En meget særegen person, der ikke er særlig vellidt, og som er en enspænder, der holder sig for sig selv.

I denne bog er han flyttet til Mozambique og hovedstaden Maputo, så vi får nogle fine indtryk fra dette land også.

Historien tager udgangspunkt i et mord på en ikke særligt elsket fransk hotelvært. En morgen bliver han fundet i sin swimmingpool, og der er tegn på vold. Han har en fransk kone, som han ikke har levet sammen med i mange år. Hun er lige kommet til Maputo og bor på hotellet, så det er nærliggende at tro, at det er hende, der er den skyldige, for der er ikke andre gæster på hotellet og vagtmanden har ikke set andre.

Det bliver Aurels opgave at tage ud til hende i fængslet, og her starter forviklingerne så. Aurel kan ikke lide sit arbejde og vil helst ikke lave noget, men er der krimisager, så vågner han op.

Denne historie med de tre koner er ganske spændende, og den er skrevet i en let og flydende stil, men har ikke helt de dybder som tidligere bøger. Der er dog noget kritik af de politiske forhold og de tidligere kolonimagters forsøg på at slå mønt på de afrikanske stater.

Bedre end første bind, men ikke uundværlig.

Cécile Coulon: Une bête au paradis

Jeg var meget begestret for Cécile Coulons Trois saisons d'orage og denne nye roman er helt på højde med denne, endda bedre.

Historie er om to kvinder, en bedstemor Émilienne og et barnebarn Blanche. Blanche mistede sine forældre som 5-årig. De blev dræbt i en bilulykke tæt ved familiegården Le Paradis. Émilienne, der styrer gården, må nu tage sig af Blanche og hendes yngre bror Gabriel. Hun får hjælp af Louis, der kommer fra et voldspræget hjem.

Vi følger Blanche, da hun som 17-årig bliver forelsket i en skolekammerat Alexandre. Deres første seksuelle samvær foregår mens der slagtes grise i gården nedenfor vinduet. Det bliver en fest i blod.

Vi bliver omhyggeligt indført i gårdens liv med den hårde og følelseskolde Émilienne som bestyrer. Med hård hånd opdrager hun børnene, og Louis bliver behandlet på samme måde: han skal arbejde og ellers ikke blande sig. En del af familien bliver han aldrig. Han nærer dog nogle følelser for Blanche, men hun afviser ham klart.

Der er lagt op til et græsk drama med spillet mellem de nævnte personer og gården og landet som deltager sættes i gang. Kun Gabriel holdes lidt udenfor, da han har forskanset sig i en drømmeverden efter forældrenes død.

Bogen er fantastisk godt skrevet. Hvert kapitel har en titel i form af et verbum: protéger, construire, grandir, venger, vivre etc., og handlingen følger nøje dette verbum. Stramt komponeret, med et persongalleri der bliver minutiøst beskrevet og en tiltagende uhygge og tegn på en kommende katastrofe. Vi skal jo lære dyret i paradis at kende.

Bogen har allerede fået en pris og den fortjener mange flere. Det bliver spændende at følge denne unge forfatter fremover.

L'Iconoclaste, august 2019

Patrick Modiano: Encre sympathique

Selv om det er roman nummer 29 fra Modianos hånd, har han stadigvæk krammet på sine læsere. Vi der kender hans univers genkender mange detaljer i romanen, men alligevel formår han os holde os fast og fascinere os med hans helt personlige stil.

Bogens titel henviser til en slags blæk som er usynlig til der tilføres et bestemt produkt til at få den frem, og da Modiano jo arbejder med erindring og glemsel som sine hovedelementer, får vi undertiden lidt hjælp ved at den skjulte tekst afsløres.

Jean Eyben er fortælleren, der starter med at fortælle om, at han som 20-årig tog et job hos en detektiv ved navn Hutte, og om en opgave han fik med at opspore en vis Noëlle Lefebvre. Hutte har lavet lidt eftersøgning, men gider ikke mere at udforske den. Det må Jean gøre. Han får et chartek med lidt oplysninger.

Jean Eyben tager jobbet, da han så måske kan få stof fra hverdagen til en kommende karriere som forfatter. Han beholder kun jobbet et par måneder, men tager charteket med sin. Næsten 30 år senere begynder Jean Eyben at skrive en bog om sine oplevelser i forbindelse med sagen, for Noëlle Lefebvre har ligget som et refrain i hans underbevidsthed og undertiden har han tilføjet noget mere til undersøgelsen.

Som i en typisk Modiano-fortælling føres vi rundt i Paris, ofte ved nattetide, møder nogle ubestemmelig personer, der har et vist kendskab til Noëlle Lefebvre. Nogle vil gerne fortælle, mens andre synes at ville gemme på en hemmelighed. Vi kommer også til Annecy, hvor hun har gået i en skole som Jean også har gået i.

Vi følger Jean i hans proces med at skrive bogen, hvor de sidetal han nævner, passer med den bog vi sidder med. Der er mange udfald med refleksioner over minder, glemsel, manglende indsats, huller i hukommelsen, der kan få ham til at tvivle på hvem han er. Han er heller ikke længere sikker på om man faktisk kan tro på de vidner, han har fundet. Er minder noget objektivt eller kan de tage magten fra en og fordreje historien?

Han har ikke selv skrevet noter eller dagbøger. Som ung troede han, at intet ville gå tabt af hvad han havde oplevet - "J'étais trop jeune pour savoir qu'à partir d'un certain moment vous butez sur des trous de la mémoire." (p. 64).

Mod bogens slutning skifter vi pludselig fortæller - det er ikke mere et "je", men et "elle" - det giver anledning til overvejelser over, om det er tekst skrevet med det usynlige blæk, der dukker frem? Vi er pludselig i Rom, en by som altid har en lidt mystisk klang hos Modiano, en by hvor man søger hen for at glemme eller for at starte på ny.

Jeg vil dog ikke afsløre mere, men det er en usædvanlig slutning på en roman af Modiano.

Det er igen et mesterværk, som jeg kunne filosofere over længe endnu, men lad det være et råd om at få den anskaffet og få den læst!

Gallimard, oktober 2019

Hubert Mingarelli: La terre invisible

Endnu en bemærkelsesværdig bog fra Hubert Mingarelli, der jo allerede har fået flere bøger oversat til dansk.

Denne roman, der er blandt de udtagne til årets Goncourt, er bestemt en usædvanlig og god bog.

Historien foregår i Tyskland i 1945 efter krigens afslutning. En engelsk fotograf, der bl.a. har været med de engelske tropper inde i en kz-lejr, kan ikke få sig selv til at forlade Tyskland. Det rumler hele tiden i ham, at det er utroligt, at man kunne tillade disse lejre.

Han får lov til at låne en bil og en ung chauffør til at tage lidt rundt for at fotografere almindelige tyske familier, måske for at skabe sig et andet billede end det mareridt fra kz-lejren der forfølger ham.

Den unge chauffør har ikke været med i krigen, men indkaldt lige efter, så han hånes af de andre soldater. Han har også en forhistorie, som han ikke gerne taler om.

I denne roadmovie med de to personer skildres deres møder med forskellige mennesker, deres reaktioner, deres uforståenhed og møde med det fremmede. Samtidig er der smukke beskrivelser af en enestående natur, hvor modsætningen mellem menneske og natur træder frem.

Bogen er skrevet i meget korte sætninger, korte passager og med indblik i de to personers indbyrdes forhold. Hvem skjuler hvad for hvem? Hvad er det egentlig for en tur? Er det en indvielsesfortælling til bedre at forstå andre?

Indtryk, mystik, skygger - vi får aldrig helt nogle klare svar, og det er bogens styrke, at vi selv skal arbejde videre og forsøge at danne os vores eget billede af dette samfund, der lige er brudt sammen.

En bog der fortjener en af årets priser.

Buchet-Chastel, august 2019

Marie Darrieussecq: La mer à l'envers

Rose har fået en tur på et krydstogtskib foræret af sin mor. Hun har sine to børn med og trænger i høj grad til lidt afslapning, da hun er meget stresset. På turen der foregår i Middelhavet, samler de en flok bådflygtninge op. Dette kommer til at markere Rose på afgørende vis.

Rose er terapeut og psykolog, men har svært ved at finde mening i at behandle de samme gang på gang uden større virkning. Hun har problemer med sin mand, ejendomsmægler, der har et stort alkoholforbrug. Børnene har hun det heller ikke nemt med, især sønnen Gabriel der er fordybet i sin mobiltelefon. Datteren er ret uselvstændig og har behov for en mor, men Rose overlader det ofte til Gabriel at se efter hende.

Da skibet har taget flygningene op, går Rose ned for at se dem. Her skal hun skræve henover et lig, men bliver umiddelbart til trukket af en ung mand fra Niger, Younès.  Rose skaffer dem kaffe, og da Younès beder hende om en telefon, stjæler Rose sønnens telefon og giver den til Younès. Den kommer til at skabe et bånd, som holder dem knyttet sammen senere, da Rose og børnene er tilbage i Paris.

Uden at fortælle den videre historie kan det dog afsløres, at Younès ringer, når han er i nød og Rose hjælper ham.

Bogen handler selvfølgelig om flygtningeproblemet, men fra en anden synsvinkel. Hvem kan egentlig kaldes en helt? Er Roses indsats ikke mere et forsøg på at ændre sit liv, der synes at være noget forkrampet. Skal hun skilles, flytte, ændre på sig selv eller verden? Hvordan kan man stille noget op i en verden, hvor der ikke er nogen sikkerhed overhovedet? Hvor værdierne falder fra hinanden og der ingen holdepunkter er.

Især første del på krydstogtskibet er glimrende skrevet. Utilpasheden ved at færdes på dette kapitalismens højborg og så mødet med død og elendighed. Det er ikke et føleri, men nøgternt beskrevet, endda med nogle helt groteske og humoristiske indslag. Desværre holder hele romanen ikke samme niveau, men den er aktuel og vedkommende.

Kan bestemt anbefales som et indlæg i et moderne menneskes utilpashed.

P.O.L. , august 2019

Karine Tuil: Les choses humaines

Ægteparret Jean og Claire er et par, der har været forgyldt med succes. Han er 70 år, mens hun er i halvtredserne og har startet sin karriere som journalist under hans vinger. Han er stjerne i et debatprogram i TV, og sammen er de feteret i ugebladene. De lever ikke sammen som et egentligt par, men er det på overfladen. Jean har en elskerinde, og Claire flytter sammen med Adam for at skabe sig en ny tilværelse. 

Der er dog én ting de har fælles, og det er sønnen Alexandre, der altid har været lidt i vejen for forældrenes karrierer. Han er på mange måder blevet pacet frem i skolen og synes at have en karriere foran sig, da han er blevet optaget på Stanford.

Bogen starter med at præsentere disse personer ret udførligt i fire kapitler, men først derefter sætter handlingen rigtigt i gang: Alexandre bliver anklaget for voldtægt af én af Adams døtre, Mila!

Resten af bogen handler om forhør og retssagen, der afdækker personerne fuldkommen. 

Det er retssystemets ubønhørlige afsløringer og umenneskelige måde at tilintetgøre en persons identitet og selvværd. Det gælder både den anklagede og pigen der anklager, men også forældre og pårørende.

Det er en skarp skildring, der kunne passe på mange af de retssager, som man læser om i aviserne, men den er samtidig en afsløring af de kræfter, der kan drive folk ud i noget, som kan være både skidt og godt, nemlig sex og begær. Bliver man fanget af dette, kan man let ofre familien, kone og børn. Det moderne samfund opfordrer næsten til at enhver er sig selv nærmest.

Det der giver position er at være mand, er man også rig og kendt, har man magt. Claire forsøger at sætte sig ud over dette og være på kvindesagens side, men kommer i en dobbeltrolle som journalist og mor til en voldtægtsanklaget søn. Jean klarer det bedre, da han altid har levet et dobbeltliv, han mener ikke, at han har gjort noget forkert i opdragelsen af sønnen.

En stærk roman, der tager helt nutidige problemer op, som måske i første omgang kan synes lette og uden dybde, men som pludselig kan styrte hele verdener sammen.

Kan absolut anbefales.

Gallimard, august 2019

Aurélie Champagne: Zébu Boy

E meget speciel og spændende bog, virkelig en overraskelse fra en forfatter der i sin familie har rødder til Madagascar. Datter af en far fra Madagascar som hun aldrig har set, får hende til at tage til øen for at søge sine rødder. Gennem flere år har hun skrevet noveller, men nu får vi altså lov til at få en roman om Madagascar.

Bogens hovedperson er Ambila, den smukke Ambila, faderens stolthed, der tager til Frankrig i 1939 for at forsvare det "Store Frankrig". Han overlever kampene, bliver efter krigen sat i en lejr og kommer først i 1946 tilbage til Madagascar. Ingen løn, ingen hæder og med mange mistede illusioner om at de Gaulle vil gøre Madagascar uafhængig.

Der er en oprørsstemning der ulmer på øen og i 1947 kommer det til et egentligt oprør. Det nedkæmpes dog, og man mener, at der er 30000 døde. Den 29. marts er officiel sørgedag i Madagascar, men oprøret og den brutale nedkæmpning er på mange måde et tabu som ikke omtales hverken på øen eller i Frankrig.

Men hvordan får man så disse historiske fakta omformet til en historie? Ja, det er faktisk lykkedes for Aurélie Champagne. Vi følger nemlig Ambila, der forsøger at kæmpe sig op igen, han er en rigtig survivor-type, et karaktertræk der også hjalp ham gennem krigen.

Han bor i en lille landsby tæt ved store skove og befolkningen er meget optaget af amuletter og talismaner (aodys), tror på ånder og guder og oplever franskmændene som undertrykkere. De håber på, at amerikanerne kommer og befrier dem. Ambila vil købe 100 af disse talismaner hos en helbreder (ombiasy), for så kan han tjene på dem ved at sælge dem til landsbyens beboere.

Ambila skal tilbage og denne hjemrejse med en mand hvis kone har været ham utro med en hvis bliver til en slags indvielsesrejse og road trip gennem det land som han ikke har set længe og en rejse hvor han skal prøve at løse sin egen hårde skal op. 

Uheldigvis er oprøret ved at starte og Ambila bliver mod sin vilje involveret. Hvordan det videre går, vil jeg ikke afsløre.

Vi får præsenteret øens oprindelige beboere, deres tro, religion og kultur, men også deres lyst til at sige fra, at blive selvstændige, som de var engang.

Det er en glimrende anledning til at fordybe sig i sæder og skikke, sprog og kultur i Madagascar, hvis særprægede natur vi også bliver præsenteret for. Vi får indblik i deres legender, helte og konger, men også franskmændenes uhyrlige magtmisbrug med tydelige reminiscenser af nazisterne behandling af  modstandsfolk.

Bogen fortjener stor udbredelse og priser her i efteråret.

MONSIEUR TOUSSAINT LOUVERTURE, august 2019

Josselin Guillois: Louvre

En spændende førsteroman fra Josselin Guillois der tager udgangspunkt i redningen af kunstværkerne fra Louvre i 1939. Meget er historisk korrekt, men for at få en bedre historie ud af det er begivenhederne skildret ud fra tre kvinders dagbøger.

Manden i historien er museuminspektøren Jacques Jaujard, der tager beslutningen om at få de store værker gemt på forskellige slotte o. lign. I første omgang bliver det Chambord, men senere må værkerne flyttes videre.

Man kan på mange måder sige, at malerierne og statuer også fortæller deres historie samtidig, og det giver alle der har været på Louvre et ekstra pift at se dem blive flyttet fra deres sædvanlige pladser.

De tre kvinder der skriver dagbog er Marcelle, direktørens kone, Carmen, som direktøren er gudfar for, og Jeanne, der er direktørens elskerinde. De skriver om kvinders problemer og ønsker. 

Marcelle ønsker inderligt at blive gravid, men Jacques er hele tiden optaget, og hun er ved at være for gammel til at få et barn. Hun deler dog Jacques' optagethed af Louvre. Carmen er en pubertetspige, der ser sine bryster vokse og ser frem til at blive en rigtig kvinde. Hun er også meget optaget af kunst og har en stor viden. Jeanne er skuespillerinde, men har forladt faget i forbindelse med en illegal abort. Hun har et forhold til Jacques og kommer tættere på ham, da hun skal føre katalog over de værker som tyskerne beslaglægger fortrinsvis hos jøder.

Det er en stor og indviklet historie, viklet ind i virkelighedens historie, men de store emner er kunst, liv og død, samt ikke mindst kærlighed.

Meget velskrevet og bestemt emne for en af de mange priser.


Forlaget Seuil, august 2019

Natasha Appanah: Le ciel par-dessus le toit

En kort, men mættet historie om et familieforhold af de mere usædvanlige samt en række af de temaer, som vi også mødte i "Tropique de la violence" fra 2016. Det er samtidig en meget poetisk bog, der med sine beskrivelse viser frem til den himmel der er over taget. Titlen er et citat fra Verlaine.

En voksen dreng Loup er på vej til varetægtsfænglet. Han har taget sin mors bil og kørt 600 km, uden kørekort og erfaring er han nær blevet skyldig i en alvorlig ulykke. Politiet fanger ham ved bilen. Sådan starter bogen og vi skal nu en lang tur tilbage i tiden for at kunne forstå, hvad der er sket. 

Søsteren han vil besøge er Paloma, der er 28 år. Hun forlod for 10 år siden moderen Phénix og lovede Loup at hente ham på et tidspunkt. De tre boede på et afsiden sted, hvor moderen driver en forretning med reservedele til biler. Hun er en følelseskold mor, der ikke viser børnene megen kærlighed og vil ikke vise følelser overhovedet. Hun er meget selvstændig og stædig, men også meget smuk med sine mange tatoveringer.

Vi må så tilbage i Phénix' barndom for måske at forstå hvorfor, men det vil jeg ikke afsløre her.

Historien er fantastisk godt fortalt og komponeret. Der er intet overflødigt, hvert eneste ord fører os til en forståelse af, hvordan en familie kan falde sammen, og måske også genopstå.

Loup er en lidt verdensfjern dreng, der bliver udsat for fængslet forvaring af ham. Han forsøger at drømme sig bort, men kun ved at gemme og glemme sit hjerte, sine følelser. På den måde ligner han moderen og søsteren. Verden kan være så hård at overleve i, at det er det eneste forsvar.

Bogen handler i høj grad om, hvordan man glemmer at hjælpe "ces gens-là, les pauvres, les réfugiés, les sans paroles, les mères célibataires, les alcooliques, les drogués, les moins que rien, les chutés, les tombés, les mal nés, les accidentés,". Men også om hvordan had kan mødes med kærlighed og grimhed med skønhed.

Et lille mesterværk, der straks griber én.

Gallimard, august 2019

Amélie Nothomb: Soif

Amélie Nothombs årlige roman er nu udgivet, og selv om man kender hendes trang til at drikke champagne, så er det en helt anden slags tørst, der er tale om her: det er nemlig Jesus der fortæller!

Hvad vi før har læst om i evangelierne, bliver nu fortalt af Jesus selv: retssagen imod ham, korsfæstelsen og genopstandelsen. Jesus er i Amélie Nothombs beretning en ganske almindelig mand, der har ja ja til noget, som han ikke selv helt forstår.

Det specielle i denne fortælling er, at Jesus ikke bliver korsfæstet med det samme, men har en nat i fængsel, hvor han med angst venter på morgendagen. I løbet af denne nat forsøger han at få styr på sit liv med mirakler, som han ikke selv regner for noget, hans kødelige forhold til Marie-Magdelene og hans tanker om sit virke.

I Jesu fortælling får vi en ny version, og nogle apostle bliver sat på plads, men det centrale er, hvordan Jesus kan frigøre sig fra sin krop, for i modsætning til sin far har han oplevet livet gennem en krop. I modsætning til sult har man mæthed, men en modsætning til tørst har vi ingen ord for en modsætning. Tørsten kan når den er stærk nok give en oplevelse af Gud.

"Il y a des gens qui pensent ne pas être des mystiques. Ils se trompent. Il suffit d’avoir crevé de soif un moment pour accéder à ce statut. Et l’instant ineffable où l’assoiffé porte à ses lèvres un gobelet d’eau, c’est Dieu."

Den kærlighed man føler ved indtagelsen af det bæger vand er Gud, ikke billedligt talt, men bogstaveligt i følge udtalelserne fra Jesus. Han siger, at der er tre aktiviteter, der kræver en krop: at føle tørst, at føle kærlighed og at dø.

Der er mange spekulationer, men fortalt af en jævn mand, der gerne vil vise, at Je suis celui qui arrive à éprouver cet amour pour tout ce qui existe. C’est cela, être le Christ.

Bogen er skrevet med Amélie Nothombs sædvanlige vid, belæsthed, humor, provokerende udtalelser, men det er måske lidt søgt i dette tilfælde. Der er ikke tale om blasfemi, men en skriveøvelse i at trække Jeus ned på et menneskeligt plan. En ide der måske kan lægge en dæmper på fanatisme.

Albin Michel, august 2019