Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

 Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

På dansk har Forlaget Arvids allerede udsendt danske oversættelser af seks af Abdellah Taïas romaner, som jeg har anmeldt på Fransklisten, bl.a. den seneste "I lyset fra dig", der er tilegnet hans mor Malika.

Taïas nye roman, der er på listen til åprets Prix Goncourt, er en naturlig efterfølger til denne.

Da hans mor dør, vender Youssef, der er marokkansk lærer, og har levet i eksil i Frankrig i et kvart århundrede, tilbage til sin hjemby Salé på sine søstres opfordring for at sælge moderens lejlighed. Den har været centrum for Youssefs opvækst med 6 storesøstre, en storebror og en lillebror!

Hjemkomsten sætter gang i en hel fortid, som Youssef har skubbet fra sig i en vrede mod søstrene, der ikke hjalp ham som den lille homoseksuelle bror, som alle var efter. Et had og en nag som han har svært ved at tilgive. Søstrene har altid holdt sammen og er også vrede på Youssef, der er gået i eksil, og den mindste bror der uden varsel med sin kone er flyttet til Sverige efter at have solgt indboet i moderens hus. Der er intet tilbage der kunne have rummet minder om moderen. Den ældste bror er totalt underlagt sin kone.

Temaer i Taïas romaner er altid omkring homoseksualitet, for at være homoseksuel i Marokko er umuligt medmindre man er en magtfuld mand som vennen Najib blev. Det er en roman om barndom ødelagt af mænd, der kan voldtage 7-årige. Men det er også en roman om kærlighed, Youssefs kærlighed til Najib, som han aldrig helt har glemt. Youssef taler med Najib, hans barndomsven og elsker, som han tager hen for at sørge over ved »Tårernes Bastion«.

Samfundet beskrives som hyklerisk: Magt og penge får folk til at glemme homoseksualitet, og det værste pædofile svineri begås af mænd, der er »respektable«, fordi de beder deres fem bønner om dagen og går i moskeen. Romanen løfter også sløret for den handel med stoffer og andet, der drives af den øverste militære ledelse. Forfatterens billede af Marokko er ret negativt og fortvivlet.

Forfatteren får os til at føle fortvivlelsen, ensomheden og behovet for hævn hos disse udstødte på en måde, der nogle gange er meget rå. Taïa udtrykker både sin kærlighed til den arabiske kultur og sit had til dette hykleriske samfund.

Historien er til tider gådefuld, men Abdellah Taïas måde at skrive på er helt unik. Smuk, stemningsfuld og rytmisk. Fortællingen skifter ofte til anden person, når Youssef taler med hovedpersonerne i sin historie i sine drømme, tanker, telefonsamtaler eller breve. Denne fortællestil er meget levende og fordybende.

Kan du tilgive dem, der har ødelagt dig, eller er hævn den eneste måde at overleve på? De er romanens store spørgsmål og et egentligt svar får man ikke.

Ikke min favorit til årets Goncourt, men bestemt værd at læse.

Julliard (22/08/2024)