Natasha Appanah: Le ciel par-dessus le toit

En kort, men mættet historie om et familieforhold af de mere usædvanlige samt en række af de temaer, som vi også mødte i "Tropique de la violence" fra 2016. Det er samtidig en meget poetisk bog, der med sine beskrivelse viser frem til den himmel der er over taget. Titlen er et citat fra Verlaine.

En voksen dreng Loup er på vej til varetægtsfænglet. Han har taget sin mors bil og kørt 600 km, uden kørekort og erfaring er han nær blevet skyldig i en alvorlig ulykke. Politiet fanger ham ved bilen. Sådan starter bogen og vi skal nu en lang tur tilbage i tiden for at kunne forstå, hvad der er sket. 

Søsteren han vil besøge er Paloma, der er 28 år. Hun forlod for 10 år siden moderen Phénix og lovede Loup at hente ham på et tidspunkt. De tre boede på et afsiden sted, hvor moderen driver en forretning med reservedele til biler. Hun er en følelseskold mor, der ikke viser børnene megen kærlighed og vil ikke vise følelser overhovedet. Hun er meget selvstændig og stædig, men også meget smuk med sine mange tatoveringer.

Vi må så tilbage i Phénix' barndom for måske at forstå hvorfor, men det vil jeg ikke afsløre her.

Historien er fantastisk godt fortalt og komponeret. Der er intet overflødigt, hvert eneste ord fører os til en forståelse af, hvordan en familie kan falde sammen, og måske også genopstå.

Loup er en lidt verdensfjern dreng, der bliver udsat for fængslet forvaring af ham. Han forsøger at drømme sig bort, men kun ved at gemme og glemme sit hjerte, sine følelser. På den måde ligner han moderen og søsteren. Verden kan være så hård at overleve i, at det er det eneste forsvar.

Bogen handler i høj grad om, hvordan man glemmer at hjælpe "ces gens-là, les pauvres, les réfugiés, les sans paroles, les mères célibataires, les alcooliques, les drogués, les moins que rien, les chutés, les tombés, les mal nés, les accidentés,". Men også om hvordan had kan mødes med kærlighed og grimhed med skønhed.

Et lille mesterværk, der straks griber én.

Gallimard, august 2019

Amélie Nothomb: Soif

Amélie Nothombs årlige roman er nu udgivet, og selv om man kender hendes trang til at drikke champagne, så er det en helt anden slags tørst, der er tale om her: det er nemlig Jesus der fortæller!

Hvad vi før har læst om i evangelierne, bliver nu fortalt af Jesus selv: retssagen imod ham, korsfæstelsen og genopstandelsen. Jesus er i Amélie Nothombs beretning en ganske almindelig mand, der har ja ja til noget, som han ikke selv helt forstår.

Det specielle i denne fortælling er, at Jesus ikke bliver korsfæstet med det samme, men har en nat i fængsel, hvor han med angst venter på morgendagen. I løbet af denne nat forsøger han at få styr på sit liv med mirakler, som han ikke selv regner for noget, hans kødelige forhold til Marie-Magdelene og hans tanker om sit virke.

I Jesu fortælling får vi en ny version, og nogle apostle bliver sat på plads, men det centrale er, hvordan Jesus kan frigøre sig fra sin krop, for i modsætning til sin far har han oplevet livet gennem en krop. I modsætning til sult har man mæthed, men en modsætning til tørst har vi ingen ord for en modsætning. Tørsten kan når den er stærk nok give en oplevelse af Gud.

"Il y a des gens qui pensent ne pas être des mystiques. Ils se trompent. Il suffit d’avoir crevé de soif un moment pour accéder à ce statut. Et l’instant ineffable où l’assoiffé porte à ses lèvres un gobelet d’eau, c’est Dieu."

Den kærlighed man føler ved indtagelsen af det bæger vand er Gud, ikke billedligt talt, men bogstaveligt i følge udtalelserne fra Jesus. Han siger, at der er tre aktiviteter, der kræver en krop: at føle tørst, at føle kærlighed og at dø.

Der er mange spekulationer, men fortalt af en jævn mand, der gerne vil vise, at Je suis celui qui arrive à éprouver cet amour pour tout ce qui existe. C’est cela, être le Christ.

Bogen er skrevet med Amélie Nothombs sædvanlige vid, belæsthed, humor, provokerende udtalelser, men det er måske lidt søgt i dette tilfælde. Der er ikke tale om blasfemi, men en skriveøvelse i at trække Jeus ned på et menneskeligt plan. En ide der måske kan lægge en dæmper på fanatisme.

Albin Michel, august 2019

Olivier Adam: Une partie de badminton

Olivier Adams nye roman er ikke en sportsroman, men henter sin titel i denne strofe: « la vie est un putain de sport de rue et non une partie de badminton" . Med andre ord er det ikke en let leg, men en sand mængde af problemer, der rammer forfatteren Paul Lerner.

Han skriver faktisk ikke længere bøger, for efter en tid med stor succes er interessen for ham forsvundet. Oprindeligt flyttede han fra Bretagne til Paris for at dyrke sin karriere der, men efter fem år vender han tilbage til en by nær Saint Malo med sin kone Sarah og datteren Manon og sønnen Clement.

Paul er 45 år og har fået et job som journalist på en lille lokal avis, han skriver petitstof, har et alkoholproblem. Selv om han tænker meget på sit liv og situation, og erkender, at han ikke er én der samler venner omkring sig. Han er afvisende og hård, men samtidig med et følsomt sind, som han holder nede.

Det er et meget udførligt portræt af en mand, der ikke vil i konflikt, som flygter, når problemerne viser sig. Han flygter på mange måder både fra sin fortid, sin nutid og sin fremtid.

Hans ægteskab knirker, han er ved at blive rodet ind i en politisk konflikt i byen, bliver via sin kone inddraget i problemer omkring en gruppe migranter, ja der er meget mere bl.a. en kvinde der hævder at hun er hans søster.

Man får meget for pengene i denne roman, men smukkest af alt er skildringerne af Bretagnes kyster, det ustadige vejr og de omskiftelige himmel. Det er en fin baggrund for en skildring af et moderne menneskes liv i et Frankrig med alle dets følsomme konflikter..

Værd at læse!

Flammarion, august 2019

Kaouther Adimi: Les petits de Décembre

En ny roman af Kaouther Adimi, der som hendes forrige roman "Nos richesses", er en stor oplevelse at læse.

I denne bog får vi igen en skildring af Algeriet fra Algierkrigen til vore dage, men pakket ind i en historie om nogle unge, der vil beholde deres fodboldbane.

Historien udspilles i et kvarter "cité de 11-Décembre, i en kommune vest for Alger, Dely Brahim. Det er boliger bygget til militærfolk. Der er dog også en del unge, som bliver meget fortørnede, da to kendte generaler vil bygge huse på det område, som byens unge bruger til at være sammen på.

I første omgang er det de lidt ældre unge, der kommer op at toppes med generalerne, så meget, at én af dem bliver anholdt. Sagen bliver dog dysset hen, men nu tager de unge på 8-10 år sagen i deres hænder: de bygger en lille lejr og besætter området.

Der bliver ballade på alle sider, men børnene holder sammen og vil ikke give sig. Bevægelsen ledes af Inès, Jamyl et Mahdi, der er uadskillige venner.

Der er nogle dejlige beskrivelser af de unge og deres vilje og selvstændighed, deres fordømmelse af de voksnes uretfærdighed og manglende forståelse for de unge. Der er dog enkelte som frihedskæmperen Adila fra Algier-krigen, der er på børnenes side. Vi får hendes historie fortalt gennem hendes dagbog.

De fleste andre voksne er bange, bange for at miste deres få fortrin, for at blive ugleset af systemet og fængslet uden grund. Man siger ikke en general imod. Det er den generation der oplevede den mørke tid i 90'erne med de mange terrorhandlinger og hærens overtagelse af magten med politistatsmetoder.

Kaouther Adimi er ikke bange for at afsløre nutidens problemer i Algeriet: korruption, magtmisbrug, mm. Historien om børnenes oprør viser, hvordan man kan sætte spørgsmålstegn til et system. Det peger hen mod de unges generation der modsætter sig Bouteflika femte præsidentperiode. De protesterer stadigvæk hver uge for reformer af samfundet. Foreløbig har de allerede fået taget hul på ændringer.

Adimi skriver godt og indlevende og kommer rundt om emnet med udvikling af Algeriet som det centrale underliggende emner.

Hvad fodbold angår, må vi jo heller ikke glemme, at Algeriets blev Champions d'Afrique i år!

Meget anbefalelsesværdig bog, der nok skal få priser i år.

Franck Bouysse: Né d'aucune femme

En helt speciel roman med en hjertegribende dyster historie, der starter med at en fattig mand af nød må sælge den ældste af sine fire døtre, Rose, til en godsejer og hans mor, der bor på en afsides beboelse, hvor der ikke er adgang for fremmede.

Men hvordan får vi denne historie præsenteret? Byens præst Père Gabriel bliver under et skriftemål om at komme hen på et asyl for sindssyge og bede for en afdød. Under hendes nederdel er der nogle papirer som han bedes tage med sig i skjul. Det lykkes for ham og han begynder at læse Roses optegnelser, der er en fremstilling af hendes liv på godset.

Det er en grum fortælling og en slavetilværelse, hvor den eneste som hun har lidt tillid til at staldkarlen Edmond. Bogens titel og forsidebillede er bestemt også en vigtig del af bogen.

Roses beretning er sat sammen med tre andre stemmer: père Gabriels kommentarer og tanker, staldkarlen og hestepasseren Edmonds oplevelse af livet på godset og endelig Roses far der har store samvittighedskvaler.

Det er en vanvittig godt skrevet bog, hvor man følger en skæbne, der på grund af sin sociale status kan blive en kastebold. Det er en præst, der kæmper med at forstå hvordan mennesker kan være onde og samtidig har problemer med at stole på sin tro. Det er had, men også kærlighed, det er ondskab men også godhed. 

En sprogbrug og en fortælleevne af høj kvalitet. Bogen har allerede fået mange priser, og den fortjener flere

Manufacture des livres, januar 2019

Irène Némirovsky: Suite française

Denne suite er skrevet under 2. Verdenskrig og skulle have haft fire eller fem store afsnit, Irène Némirovsky forestillede sig en roman på 1000 sider, der fulgte udviklingen i 2. Verdenskrig set gennem forskellige personer, der på en måde repræsenterede det franske samfund. 

Ulykkeligvis endte det brat, da Irène Némirovsky blev pågrebet af det franske politi i juli 1942 og sendt til Auschwitch, hvor hun døde i august 1942.

De to første afdelinger af romanen var færdige og de blev gemt og senere overgivet til hendes to døtre, der fik den udgivet i 2004.

Første delTempête en juin handler om parisernes og andres flugt fra byen, da Hitlers hær nærmer sig. Det er alle de sociale lag, der er repræsenteret. Det er bestemt ikke en særlig positiv beskrivelse af de fleste, der blot tænker på sig selv, måske er det bedre borgerskab de værste.

Anden del Dolce foregår i en lille landsby, hvor en del af den tyske hær indkvarteres privat hos byens befolkning. På byens slot indkvarteres der dog ikke nogen, da ejeren er byens borgmester, der har gode forbindelser til tyskerne. Hos en anden af de store familier i byen indkvartres én af de ledende officerer.

Der opstår et forhold mellem ham og Lucille, hvis mand er i fangelejr i Tyskland. Mandens mor og svigermord til Lucille ser med et ondt øje på dette, og det giver anledning til diverse opgør. 

Der er en glimrende skildring af byen og dens befolkning og deres forhold til tyskerne i byen. Holdningen er blandet, men efterhånden bliver tyskerne en del af dagligdagen. Mange får økonomisk gevinst af deres tilstedeværelse.

Bogens er en nærmest minutiøs skildring af krigens første år, registreret som en film i forskellige sekvenser og med forskellige vinkler og klip. Vi følger forskellige personer i de to dele og får også et samspil mellem flere af dem.

Et mesterværk der desværre aldrig blev afsluttet.

Denoël 2004

Catherine Cusset: Un brillant avenir

Denne bog der i 2008 fik le Goncourt des Lycéens er en stor sag på mere end 500 sider, men det er også en lang og indviklet historie der fortælles.

Hovedpersonen Elena er en ung rumænsk pige, der oprindeligt kom fra Bessarabien. Vi hører om hendes opvækst og et ensomt liv til hun i 1958 møder Jacob, en ung jøde. 

Hendes forældre ønsker ikke at hun skal giftes med en jøde, men hun trodser dem. Vi følger Elenas og Jacobs kamp for at forlade Rumænien og via Israel kommer de til USA, hvor Elena nu kalder sig Helen.

Jacob er alt for Elena, og hun fortvivler, da han rammes af Alzheimer. De har en søn Alexandru, som vil giftes med en fransk pige Marie. Dette er både Elena og Jacob imod!

Det er altså en roman med kraftige spændinger mellem børn og forældre, mellem forskellige kulturer og en beskrivelse af tiden efter 2. Verdenskrig til nutiden.

Bogen er ikke skrevet kronologisk, men med afsnit blandet mellem forskellige tidsperioder. Det er en udtænkt konstruktion, der giver os et tættere og tættere billede af de fire hovedpersoner samtidig med at deres baggrund skildres.

Meget god at læse og skrevet i en medrivende stil, hvor man ikke altid ved, hvordan man skal forholde sig til personernes handlinger. Det er kulturer, religioner og menneskers stræben og omsorg, ofte for voldsom, som vi får skildret i en realistisk roman

Kan anbefales.

Gallimard, 2008