Monday, August 26, 2019


Kaouther Adimi: Les petits de Décembre





En ny roman af Kaouther Adimi, der som hendes forrige roman "Nos richesses", er en stor oplevelse at læse.

I denne bog får vi igen en skildring af Algeriet fra Algierkrigen til vore dage, men pakket ind i en historie om nogle unge, der vil beholde deres fodboldbane.

Historien udspilles i et kvarter "cité de 11-Décembre, i en kommune vest for Alger, Dely Brahim. Det er boliger bygget til militærfolk. Der er dog også en del unge, som bliver meget fortørnede, da to kendte generaler vil bygge huse på det område, som byens unge bruger til at være sammen på.

I første omgang er det de lidt ældre unge, der kommer op at toppes med generalerne, så meget, at én af dem bliver anholdt. Sagen bliver dog dysset hen, men nu tager de unge på 8-10 år sagen i deres hænder: de bygger en lille lejr og besætter området.

Der bliver ballade på alle sider, men børnene holder sammen og vil ikke give sig. Bevægelsen ledes af Inès, Jamyl et Mahdi, der er uadskillige venner.

Der er nogle dejlige beskrivelser af de unge og deres vilje og selvstændighed, deres fordømmelse af de voksnes uretfærdighed og manglende forståelse for de unge. Der er dog enkelte som frihedskæmperen Adila fra Algier-krigen, der er på børnenes side. Vi får hendes historie fortalt gennem hendes dagbog.

De fleste andre voksne er bange, bange for at miste deres få fortrin, for at blive ugleset af systemet og fængslet uden grund. Man siger ikke en general imod. Det er den generation der oplevede den mørke tid i 90'erne med de mange terrorhandlinger og hærens overtagelse af magten med politistatsmetoder.

Kaouther Adimi er ikke bange for at afsløre nutidens problemer i Algeriet: korruption, magtmisbrug, mm. Historien om børnenes oprør viser, hvordan man kan sætte spørgsmålstegn til et system. Det peger hen mod de unges generation der modsætter sig Bouteflika femte præsidentperiode. De protesterer stadigvæk hver uge for reformer af samfundet. Foreløbig har de allerede fået taget hul på ændringer.

Adimi skriver godt og indlevende og kommer rundt om emnet med udvikling af Algeriet som det centrale underliggende emner.

Hvad fodbold angår, må vi jo heller ikke glemme, at Algeriets blev Champions d'Afrique i år!

Meget anbefalelsesværdig bog, der nok skal få priser i år.








No comments:

Erika Nadège: Mon petit

 Erika Nadège: Mon petit For Érika Nadège er det at skrive et bolværk mod smerte og uretfærdighed. Det er en anden måde at interessere sig f...