Patrick Modiano: L'Éléphant
I dag udkom Patrick Modianos nye roman, den er ikke lang ca. 100 sider, den indeholder alt det Modiano som man kan ønske sig, men den bevæger sig også videre i hans søgen. Det er næsten er modsætningen til hans seneste roman La Danseuse, hvor hovedpersonerne næsten frigør sig fra tyngdekraften, denne bogs titel siger alt, specielt når man læser slutningen, hvor elefanten falder tungt på fortovet.
Et klip fra bogen: »Den aften rettede han sin kikkert mod de fire vinduer i bygningen på avenuen, hvor Yvonne Beulaigne og fru Thouvenin boede. Disse fire vinduer var oplyste. Yvonne Beulaignes lille værelse var tomt, ligesom stuen og spisestuen i fru Thouvenins lejlighed. Klokken var ni om aftenen. Tiden gik. Yvonne Beulaigne og fru Thouvenin kom ikke tilbage. Van Walle begyndte til sidst at tro, at han aldrig mere ville se dem bag disse ruder. Og hvad mente Yvonne Beulaigne egentlig, da hun hentydede til en vanskelig periode i sit liv?“
Hovedpersonen Van Walle arbejder for forlaget Éditions du Sablier. Han korrekturlæser, oversætter og skriver boganmeldelser. Han går sjældent rundt i Paris og har nærmest forskanset sig i kvarteret omkring Les Invalides. Til Hornbacher den yngre, der råder ham til at skrive sine erindringer, svarer han: »Men jeg kan slet ikke huske noget længere.«
Det er her, romanen for alvor begynder, for godt nok har han smidt alle sine notesbøger væk, isoleret sig uden venner eller bekendte, han vil glemme og lider af hukommelsestab. Men forlæggeren giver ham en kikkert, og det passer ham fint, for han er en betragter. Han betragter nogle vinduer overfor, men derved vender punkter fra hans fortid tilbage. Fortiden kan han ikke slippe af med, der er især gader og cafeer i Paris, ansigter fra fortiden, men også lyde og natur.
Vinduerne bliver grænsen mellem fortid og nutid, men det er ikke en fortid han lige kan gribe, vinduer kan også forvrænge. Men kort sagt: Van Walle nægter sin fortid, han observerer andre og fortiden vender tilbage gennem dem. Van Walle har ingen pålidelig hukommelse at kontrollere sig selv med. Derfor bliver Yvonne, Mme Thouvenin og de andre mennesker ikke bare personer. De bliver mulige versioner af hans egen fortid
L'Élephant ender ikke med en klassisk afsløring, hvor mysteriet om Yvonne og de andre pludselig bliver forklaret. Forlæggerens forslag om at skrive sine erindringer tager han imod, men han skriver om en mand der iagttager andre gennem deres vinduer med sin kikkert.
Vi får altså forklaringen i bogen og i bogen vi læser. Romanen flytter sig mod skrivningen og Van Walles observation af andre, fører til genkendelse og erindring, der så bliver til fortælling og litteratur.
Der er meget mere i bogen, men læs den selv. Et yppygt værk af den nu 80-årige Nobelprivinder.
01/10/2026
Gallimard
Gallimard
