Natasha Appanah: Le ciel par-dessus le toit

En kort, men mættet historie om et familieforhold af de mere usædvanlige samt en række af de temaer, som vi også mødte i "Tropique de la violence" fra 2016. Det er samtidig en meget poetisk bog, der med sine beskrivelse viser frem til den himmel der er over taget. Titlen er et citat fra Verlaine.

En voksen dreng Loup er på vej til varetægtsfænglet. Han har taget sin mors bil og kørt 600 km, uden kørekort og erfaring er han nær blevet skyldig i en alvorlig ulykke. Politiet fanger ham ved bilen. Sådan starter bogen og vi skal nu en lang tur tilbage i tiden for at kunne forstå, hvad der er sket. 

Søsteren han vil besøge er Paloma, der er 28 år. Hun forlod for 10 år siden moderen Phénix og lovede Loup at hente ham på et tidspunkt. De tre boede på et afsiden sted, hvor moderen driver en forretning med reservedele til biler. Hun er en følelseskold mor, der ikke viser børnene megen kærlighed og vil ikke vise følelser overhovedet. Hun er meget selvstændig og stædig, men også meget smuk med sine mange tatoveringer.

Vi må så tilbage i Phénix' barndom for måske at forstå hvorfor, men det vil jeg ikke afsløre her.

Historien er fantastisk godt fortalt og komponeret. Der er intet overflødigt, hvert eneste ord fører os til en forståelse af, hvordan en familie kan falde sammen, og måske også genopstå.

Loup er en lidt verdensfjern dreng, der bliver udsat for fængslet forvaring af ham. Han forsøger at drømme sig bort, men kun ved at gemme og glemme sit hjerte, sine følelser. På den måde ligner han moderen og søsteren. Verden kan være så hård at overleve i, at det er det eneste forsvar.

Bogen handler i høj grad om, hvordan man glemmer at hjælpe "ces gens-là, les pauvres, les réfugiés, les sans paroles, les mères célibataires, les alcooliques, les drogués, les moins que rien, les chutés, les tombés, les mal nés, les accidentés,". Men også om hvordan had kan mødes med kærlighed og grimhed med skønhed.

Et lille mesterværk, der straks griber én.

Gallimard, august 2019