Patrick Modiano: Encre sympathique

Selv om det er roman nummer 29 fra Modianos hånd, har han stadigvæk krammet på sine læsere. Vi der kender hans univers genkender mange detaljer i romanen, men alligevel formår han os holde os fast og fascinere os med hans helt personlige stil.

Bogens titel henviser til en slags blæk som er usynlig til der tilføres et bestemt produkt til at få den frem, og da Modiano jo arbejder med erindring og glemsel som sine hovedelementer, får vi undertiden lidt hjælp ved at den skjulte tekst afsløres.

Jean Eyben er fortælleren, der starter med at fortælle om, at han som 20-årig tog et job hos en detektiv ved navn Hutte, og om en opgave han fik med at opspore en vis Noëlle Lefebvre. Hutte har lavet lidt eftersøgning, men gider ikke mere at udforske den. Det må Jean gøre. Han får et chartek med lidt oplysninger.

Jean Eyben tager jobbet, da han så måske kan få stof fra hverdagen til en kommende karriere som forfatter. Han beholder kun jobbet et par måneder, men tager charteket med sin. Næsten 30 år senere begynder Jean Eyben at skrive en bog om sine oplevelser i forbindelse med sagen, for Noëlle Lefebvre har ligget som et refrain i hans underbevidsthed og undertiden har han tilføjet noget mere til undersøgelsen.

Som i en typisk Modiano-fortælling føres vi rundt i Paris, ofte ved nattetide, møder nogle ubestemmelig personer, der har et vist kendskab til Noëlle Lefebvre. Nogle vil gerne fortælle, mens andre synes at ville gemme på en hemmelighed. Vi kommer også til Annecy, hvor hun har gået i en skole som Jean også har gået i.

Vi følger Jean i hans proces med at skrive bogen, hvor de sidetal han nævner, passer med den bog vi sidder med. Der er mange udfald med refleksioner over minder, glemsel, manglende indsats, huller i hukommelsen, der kan få ham til at tvivle på hvem han er. Han er heller ikke længere sikker på om man faktisk kan tro på de vidner, han har fundet. Er minder noget objektivt eller kan de tage magten fra en og fordreje historien?

Han har ikke selv skrevet noter eller dagbøger. Som ung troede han, at intet ville gå tabt af hvad han havde oplevet - "J'étais trop jeune pour savoir qu'à partir d'un certain moment vous butez sur des trous de la mémoire." (p. 64).

Mod bogens slutning skifter vi pludselig fortæller - det er ikke mere et "je", men et "elle" - det giver anledning til overvejelser over, om det er tekst skrevet med det usynlige blæk, der dukker frem? Vi er pludselig i Rom, en by som altid har en lidt mystisk klang hos Modiano, en by hvor man søger hen for at glemme eller for at starte på ny.

Jeg vil dog ikke afsløre mere, men det er en usædvanlig slutning på en roman af Modiano.

Det er igen et mesterværk, som jeg kunne filosofere over længe endnu, men lad det være et råd om at få den anskaffet og få den læst!

Gallimard, oktober 2019