Saturday, December 04, 2021

Valérie Tong Cuong: Un tesson d'éternité

 Valérie Tong Cuong: Un tesson d'éternité



Ny bog fra en af mine favoritforfattere, der atter en gang leverer en stærk roman om en mors kamp først for sig selv senere for sin søn.

Hovedpersonen Anna bor sammen med sin mand Hugues og deres søn Léo i en smuk villa ved havet, hun er farmaceut, Hugues arbejder med landsbyens kulturelle anliggender. De omgås de gode familier i området, især gennem den tennis, Léo spiller, og takket være Hugues velstillede forældre, som giver dem lov til at bo i villaen.

Men Anna gemmer på en tung og voldelig fortid. Hun kom fra en familie af fattige småhandlere og levede en smertefuld barndom, præget af chikane og mobning fra Slangen, en pervers dreng, der fik hende til at opleve et helvede i årevis.

Anna har imidlertid fået bygget et liv op fjernt fra barndomsmiljøet og har lukket den ulykkelig barndom væk bag tætte skodder. Der er en Anna 1 og nu en Anna 2.

Men som romanen viser skal der kun en splint til for at et paradis kan falde sammen. Det sker da sønnen Léo bliver anholdt for at have angrebet en politibetjent ved en demonstration. Romanen foregår på det tidspunktet hvor les gilets jaunes skabte kaos hver uge, så Léo bliver en helt for dem.

Det er imidlertid ikke hele sandheden om Léos handling, så nu starter Annas kamp for at få ham ud af fængslet.

Nu skal jeg ikke afsløre mere om indholdet, men må nøjes med at sige, at det er en oprivende historie, der skiftevis fortæller om Annas fortid, hendes ødelagte nutid og lægger tråde ud der tyder på familiens sammenstyrtning og opløsning.

Valérie Tong Cuong giver os endnu en gang en roman med stor finesse og et realistisk og subtilt kvindeportræt. Ved hjælp af flashbacks giver Annas minder os en forståelse af, hvem hun var, og hvem hun er blevet, en sand klasseafhopper.

Blandt bogens temaer skildres skarpt fængselsliv og social klasse, hvordan vores oprindelse markerer os og altid indhenter os. Kan vi slippe af med den?

Hendes raffinerede, kølige og delikate stil skaber en nødvendig afstand til fakta og de stærke følelser, som karaktererne oplever i denne klæbrige sommerhedebølge, i fængselsverdenens barske virkelighed.

En virkelig god roman, som kun kan anbefales.



Éditeur : J.-C. LATTÈS (18/08/2021)

 


No comments:

Erika Nadège: Mon petit

 Erika Nadège: Mon petit For Érika Nadège er det at skrive et bolværk mod smerte og uretfærdighed. Det er en anden måde at interessere sig f...