Corbeyran/Le Roux: La lune en héritage (Novembre 1918)

Så kom 10. og sidste bind af tegneserien om 14-18, som jeg har læst med stor fornøjelse/gru/eftertænksomhed siden den startede med at udkomme for fire år siden..

Når man sammenligner forsiden på bind 1 med den sidste forside, ser man hurtigt, hvad der er sket. De 8 friske unge mænd fra første bind er blevet til fem, der enten er vansiret i ansigtet, invalide eller ramt af store psykiske problemer. En af dem begår også selvmord efter krigen.

I dette bind møder vi også de efterladte kvinder og hustruer, der må tage fat på at skabe sig en ny tilværelse. Det er heller ikke nemt for dem alle at leve videre, og det fortæller sidste bind om. Kvinderne, der har klaret alt under krigen, bliver atter forvist til en underordnet plads.

Det værste for de tilbagevendte er al den højtidelige tale og de store tomme ord fra de politikere, der ikke selv har oplevet krigen. Heller ikke familierne og vennerne kan forstå det, så de lader være med at tale om det. Soldaternes ensomhed og mangel på solidaritet bliver voldsom.

En meget vellykket skildring, som jeg kun kan anbefale. Tegninger og tekst går op i en højere enhed, og emnet kan man ikke tale nok om selv om det er 100 år siden, krigen sluttede. Det må aldrig blive glemt, så man måske kan undgå, at noget lignende sker.

Delcourt, oktober 2018