Victor Pouchet: Autoportrait en chevreuil
En bog der atter tager temaet far-søn op, men på en noget speciel måde. Hovedpersonerne er Elias, hans far og hans kæreste Avril.
De får hver deres afsnit, hvor de fortæller deres vinkel på historien. Elias fortæller sin historie på ca 100 sider, Avrils historie er en gengivelse af hendes dagbog, ca 40 sider, og faderens lange monolog de sidste 10 sider. Der er altså fra starten sat en vægtning af de tre dele.
I et lille indledende kapitel ligger den voksne Elias på en seng med kæresten Avril. Hun synes, at han er indelukket og ikke vil fortælle noget om sin fortid. Hun mener, at det skyldes hans barndom og opfordrer ham til at skrive det ned for at få det ud af kroppen. Brænde karavanen, siger hun, som sigøjnere gør, når en dør. Det er således det han gør i det følgende afsnit.
Hans mor er død, så det er faderen der opdrager ham, og det er på en meget speciel måde f.eks. opdrager han ham til at udholde smerte ved at holde ham nede i koldt vand. Først da Elias kommer i skole og hører, at de andre børn kalder hans far for en tosse, begynder der at gå noget op for ham. Han har ellers set meget op til ham.
Faderens store interesse er magnetiske bølger, han kan undertiden helbrede folk ved berøringer. Hans har en masse instrumenter og maskiner og synes også at være meget vidende. Han går op i magi og søger ud til bautastenene i Bretagne. Senere får han en ny kone Céline, der også får en søn. Den nye søn er meget knyttet til faderen og i modsætning til Elias synes han at kunne overtage faderens interesser og evner.
Avril kommer heldigvis ind i billedet, men kan hun redde Elias. Det må I selv læse om.
Det er en ret fænglende historie om en mærkelig barndom, ensomhed og en tilflugt i drømme og billeder. Man bliver draget ind i en mærkelig verden, hvor også dyrene og naturen kommer til at spille en stor rolle. Lidt efter lidt kommer puslespillet til at falde på plads, efterhånden som man kommer igennem de tre vinkler på historien.
Finitude, august 2020
No comments:
Post a Comment