Marion Brunet: Nos armes
Som bogens omslag fortæller, så er det virkelig en en hjerteskærende roman, der tager udgangspunkt i det stærkt venstreorienterede miljø i Paris i 1990'erne.
Det hele begynder med et dyk ned i 1990'ernes yderliggående venstrefløj. Set fra bogens nutid er det for 25 år siden.
Mano, Axelle, Paola, Charly, Nacer og Jicé er oprørske aktivister, der kommer fra forskellige baggrunde, men som er forenet om en indlysende kendsgerning: brugen af vold bliver uundgåelig som svar på statens vold. Det skete naturligt, gradvist: brugen af magt er uundgåelig i et uretfærdigt, korrupt samfund, der er rådnet helt ind til marven. Fjenden er først og fremmest politiet, derefter fascisterne.
Mano, der er den ene af bogens hovedpersoner, er lige blevet fyret fra den bar, hvor hun arbejder som bartender. Gruppen overfalder chefen og stjæler kassen. Nacer havde taget en pistol med, hvilket skræmte livet af alle, men i sidste ende hjalp det faktisk.
Gruppen får blod på tanden og planlægger at ramme kapitalen og samtidig få midler til at fortsætte kampen. Det er en ungdom i oprør, tørstende efter retfærdighed. Oprørske til marven og klar til kamp. De vil udligne ulighederne, konfrontere og vælte den siddende magt. Det er dog ikke alle i gruppen der vil være med til at bruge våben.
Deres plan bliver at lave et røveri mod Crédit Municipal. Men her går det galt, det ender endda i et blodbad. Axelle bliver pågrebet, men Mano formår at slippe væk.
De to kvinder Axelle og Mano er blevet lidenskabeligt forelskede under deres oplevelser i kampen mod politiet… Romanen bliver nu en lang fremragende fortælling. Vi bliver i skiftende kapitler over en periode på 25 år vidner til at følge med i Axelles lange fængselsstraf og Manos radikale valg.
Marion Brunet er meget stærk i den psykologiske skildring af personerne, der er fuld af nuancer og skiftende facetter. Det er et portræt af en flok utilpassede unge i 90'erne og en form for belysning af årsagerne.
Vigtige temaer er venskab og kærlighed, kampen mod det etablerede magtapparat, fængsel, selvransagelse, forholdet til familien og kvindens nye plads.
»Nos armes« er en roman, der rammer læseren lige i plet– en roman om kærlighed og had, vrede og savn, skyldfølelse og trofasthed.
For mig er det en absolut favorit, både på grund af historiens originalitet og kvaliteten af Marion Brunets skrivestil.
29/01/2025
Le Livre de Poche
Le Livre de Poche

No comments:
Post a Comment