Carl de Keyzer/Philippe Claudel: Hauteurs Ararat

Da jeg normalt anskaffer mig alt af Philippe Claudel, måtte jeg også se, hvad denne bog var for noget.

Det er egentligt svært helt at kategorisere den, men det er kort sagt en fotobog med tekster. Ikke nødvendigvis tekster der beskriver eller bedømmer et bestemt foto, men mere et foto der giver anledning til en overvejelse af personlig art, evt en indlevelse i nogle personer på fotoet eller en sindstilstand.

De fotos som bogen har med er forbundet med begrebet "Hauteurs", det er billeder fra bjergene og ting der foregår i bjergene. Nogle gange virker de lidt opstillede med mennesker, der forsvinder i den store natur, det kan også være mennesker der forsøger at stille sig op mod bjergene eller bruge dem til selfies.

Der har været mange muligheder for Philippe Claudel til at skrive små tekster til billeder, og meget ofte spiller tekst og billede godt sammen, hvis ellers opsætningen tillader det. Der er helt tydeligt nogle gange hvor tekst og billede er forskudt. Virker lidt sjusket.

En speciel bog.

Edition Glénat, november 2017

Servane Lc: émulsions

Somme tider kan man være heldig at finde en perle på et af de mange små forlag, der eksisterer i Frankrig. Det gælder denne lille samling af korte tekster illustreret af en række tegnere kendt fra tegneserieverdenen.

Teksterne kan være fra få linjer til en side, men alle har fået deres egen illustration. Der er i alt 18 tekster/tegninger og titlerne viser, at det er refleksioner, historier om dagligdags ting: Ton Dos, La piscine, La nuit, La robe, Le tunnel. 

Vi har ofte meget konkrete situationer, der er udgangspunkt for en lille overvejelse, tanke. Men der er også meget erotiske tekster f.eks. om et lesbisk par.

Det er godt skrevet og illustrationerne er alle glimrende trods deres store forskellighed.

Det er en lille bog, der er rar at have.

Pigeon Moelleux Edition, 2018

Philippe Claudel: Le lieu essentiel

En lille ny bog af én af mine favoritforforfattere, der er formet som en "entretien avec Fabrice Lardreau" og nogle små tekster, som har haft betydning for Claudel.

Fabrice Lardeau er forfatter og journalist ved La Montagne & Alpinisme, og det leder os hen på bogens indhold, for det er Claudels fortælling om hans store begejstring for bjergbestigning og alpinisme.

Vi får historien helt fra hans unge dage, hvor han fattede denne interesse, som han læste alt om. Mere konkret blev ferier med forældrene i Harzen og senere Chamonix. Vi hører også om en tur til Sydamerika.

Claudels fascination af bjergene er dels naturen og muligheden for at prøve sig selv, men det er også fællesskabet og tilliden til andre under en opstigning. Der er mange spændende ting, som kommer frem om Philippe Claudel, og de giver bestemt en bedre forståelse af forfatteren Claudel.

Han tager ofte op i en hytte i bjergene, når han skal skrive. Han nyder denne afsondrethed for al form for kommunikation. Der er kun ham og naturen, som han betragter med stor ydmyghed, når han således er alene i bjergene.

Arthaud, januar 2018

Pierre Lemaitre/Christian de Metter: Au Revoir là-haut

Pierre Lemaitre fik fortjent en Goncourt i 2013 for sin storslåede roman, som vi tidligere har omtalt, og som nu kan opleves både som film og som tegneserie.

Oprindeligt udkom tegneserien i 2015, men på grund af filmpremieren i oktober 2017, blev tegneserien trykt op igen i 2017.

Det var med en vis mistro, at jeg startede på tegneserien. Hvordan kunne man dog får den store roman ind i dette nye format, der jo normalt ikke er teksttungt? Men hurtigt blev jeg klar over, at det var lykkedes på mange måder at fortælle historien igen, men på helt andre prænisser.

Handlingen er selvfølgelig skåret ind til benet, men er bestemt sammenhængende og med et pænt persongalleri. Og nu til det væsentlige: tegningerne. Her er Christian de Metter fortrinlig til at fange tidsånden i perioden efter 1. Verdenskrig, til at skabe et persongalleri der i deres fremtræden viser deres personlighed.

Man læser faktisk tegneserien på 170 sider med næsten lige så stor energi og overvældelse som romanen. Flot arbejde.

Nu mangler jeg så lige at se filmen!

Rue de Sèvres, 2017

Faiza Guène: Millénium Blues

En ny roman fra Faïza Guène, hvis titel afslører en del. Vi er kommet forbi et årtusindskifte og de forhåbninger, som man kunne have haft til nye tider og forandringer både på det personlige som på det samfundsmæssige plan, er nok ikke helt blevet til noget.

Vi følger Zouzou og hendes veninde Carmen i perioden ca 1990 til vor tid, hvor de skifter fra barn til voksen. Det er en historie om et venskab, som ikke rokkes trods mange forhindringer, selv da Carmen er indblandet i en ulykke, der koster en ung kvinde livet eller da Zouzou bliver gift med en dominerende type, der ikke vil se Carmen.

Det er ikke kronologisk fortalt, men hængt op på en række små episoder, da ofte er knyttet til en større begivenhed: VM i fodbold i 1998, 11. september og præsidentvalget i 2002. Selv om vi springer frem og tilbage, er det alligevel med til at give os et godt indtryk af nogle almindelige skæbner, måske typiske for perioden, fortalt uden nostalgi, men ofte med en snert af humor og et ønske om ikke at forfalde til sørgmodighed. Zouzou får en datter Lila som hun vil gøre alt for, så hun oplever et bedre forløb end hende selv.

Faïza Guène har fået mere styr på sin fortællestil siden hendes debut med Kiffe, kiffe demain, heldigvis er der stadig en fandenivoldskhed i hendes udtryksfacon. Opbygningen i korte kapitler, korte sætninger og en skarp præcision gør bogen til meget værd at læse.

Fayard, januar 2018