Karine Tuil: La guerre par d'autres moyens

 Karine Tuil: La guerre par d'autres moyens

En ny besk og barsk roman fra Karine Tuil, der tegner et portræt af samtiden, der ikke altid er lige så lyserød som nogle måske tror.

Et år efter at have forladt Élysée-palæet er Dan Lehman, tidligere præsident for Republikken, en skygge af sig selv. Det ikoniske par, han dannede med skuespillerinden Hilda Müller, er ikke mere end en facade. Han er alkoholiker og truet af retssager, og han forsøger at komme tilbage på mediescenen, mens Hilda spiller hovedrollen i en film, der kan blive udtaget til filmfestivalen i Cannes. Men bruddene i deres privatliv udvisker grænserne mellem personligt drama og fiktion.

I denne skarpe roman tager Karine Tuil os med bag kulisserne i en verden, der styres af magtspil, penge, kontrol og manipulation. Mellem de tyste saloner i Élysée-paladset og spotlysene på filmfestivalen i Cannes dissekerer hun, hvordan et samfund fungerer, som på trods af sit progressive ydre stadig er fastlåst i dybt forankrede patriarkalske mekanismer.

Det er en krig om følelser, om det højeste ego og om tabte illusioner. Marianne, Dans ekskone, som er blevet bedraget og sat i baggrunden, skal lære at eksistere igen. Hendes bog vil sætte ild til alle disse navlebeskuende små menneskers liv. Hilda Müller, Dans kone, en aldrende skuespillerinde, der er klar til at gøre alt for ikke at forsvinde ind i skyggerne. Mélanie, en andenrangs skuespillerinde, en simpel dubleant, usynlig for verden, som forsøger at eksistere i et system, der ikke ser hende.

Emnerne i denne nye roman er dobbelte: film og politik. Men der er andre temaer, som bliver ved med at hvirvle rundt: alkoholisme, moderkærlighed med Hilda og Marianne, og så Cannes-festivalen, hånet, nedgjort, foragtet. For ikke at tale om de mænd, der nedgør kvinder.

Der er altså rigeligt at tage fat på i dette sorte syn på vores tid. Karine Tuil holder sig ikke tilbage, men hendes vrede er nok lidt voldsom og bogens temaer bliver for voldsomme og burde være styret lidt bedre. 

Men en stærk roman der i høj grad knytter an til nutiden.

Gallimard (06/03/2025)

Sophie Tal Men: La tendresse des autres

 Sophie Tal Men: La tendresse des autres

Har altid været stor fan af Sophie Tal Men for hendes varme romaner og især hendes skildringer af Bretagne og øerne omkring.

Hendes nyeste roman tager en ny drejning væk fra det meget personlige til en skildringaf en familie der pludselig rammes af en stor tragedie. Hvordan præger det forholdet mellem forældrene indbydes og hvordan tackler man et barn der pludselig bliver invalid?

Lucie sætter sit liv på standby, da hendes lille dreng efter en ulykke trækker sig ind i sig selv og beslutter, at han ikke længere kan gå. Hun forsøge at give ham smag for livet igen. Denne kamp sætter hendes følelser, hendes forhold, hendes selvtillid og hendes familie på en hård prøve.

Når et barn får et handicap (i denne roman som følge af en ulykke), lider hele familien med det. Søskende skal finde deres plads, og de lider også under en mulig mangel på opmærksomhed fra deres forældre. Deres forældre håndterer ikke situationen på samme måde, og der er store spændinger i parret.

Lucie, hendes mand Mickael og deres barn Camille er alle ofre for denne ulykke, og deres liv bliver vendt fuldstændig på hovedet. Indtil den dag, hvor et uventet væsen forvandler deres hjem, deres liv og frem for alt Thibault og hans håb! En hund!

Fortryllende historie om hvordan et væsen udefra kan flytte deres fokus fra ulykken til glæden over små ting.

Temaet handicap behandles med følsomhed. Forfatteren fremhæver de udfordringer, det giver for et barn og hans eller hendes familie, og viser, at selv midt i modgangen er der glæde at finde.

På trods af de mange nederlag og uovervindelige problemer er denne roman er en hymne til livet, kærligheden og alles evne til at overvinde forhindringer.

Kan stærkt anbefales som sommerlæsning.

Albin Michel (26/02/2025)

Jean-Baptiste Del Amo: La nuit ravagée

 Jean-Baptiste Del Amo: La nuit ravagée

Havde lidt blandede følelser for Del Amos forrige bog Le Fils de l'homme, men jeg anskaffede alligevel hans nyeste roman., som jeg også fik læst med en vis afstandstagen.

Litteraturen er fuld af historier om ungdomsårene, den der mellemliggende alder mellem opbygning af en karakter og afstandstagen til barndommen.

I nogen tid har litteraturen også været fuld af romaner, der tegner et portræt af unge mennesker på et givet tidspunkt (det første eksempel, jeg kommer i tanke om, er selvfølgelig »Leurs enfants après eux« af Nicolas Mathieu).

Saint-Auch, en lille by i udkanten af Toulouse, i begyndelsen af 1990'erne. For enden af impasse des Ormes ligger et forladt hus, som altid har haft en mærkelig tiltrækningskraft på en gruppe lokale teenagere. Da en af dem dør under forfærdelige omstændigheder, beslutter de sig for at gå ind i huset, uvidende om de farer, de udsætter sig selv for. 

Den første del er interessant og velskrevet. Læseren lærer disse unge mennesker at kende, deres miljø og deres mørke side. Men da historien bevæger sig over i fantasy og horror, mistede jeg fodfæstet. 

Bogen er skrevet som en hyldest til Stephen King og er tillige en ægte hyldest til denne litteraturgenre. Vi møder en rig, fantasifuld skrivestil, en uafbrudte fortælling, de mange kulturelle referencer, 90'erne og den engagerende gruppe af teenagere, som er heltene i denne tekst. Der er fem af dem, som deler scenen og afslører deres største ønsker og bekymringer: Alex, Max, Tom, Lena og Mehdi. De fem hvis liv vil blive vendt på hovedet for altid efter et besøg i blindgydehuset ...

Del Amo fanger sine karakterer i en afgørende alder - de er mellem 16 og 17 år - hvor de kommer ud af teenageårene, en periode, der har sat sit præg på dem personligt og i deres familier: sorg, vold i hjemmet, alkoholisme, mobning og seksuel identitet er alle temaer, som forfatteren tackler med stor følsomhed. 

Denne behandling af de unges problemer er god og indgående, men beskrivelsen af horroroplevelserne og en vold uden lige er ikke min kop te.

Læs den hvis du er fan af Stephen og horror-film.

Gallimard (06/03/2025)

Jean-Christophe Rufin: Le revenant d'Albanie

 Jean-Christophe Rufin: Le revenant d'Albanie

Som inkarneret læser af Rufins bøger skyndte jeg mig at få så fat på hans nyeste værk om Aurel Timescu, den lille konsul fra Rumænien, der bliver sendt rundt på ambasader forskellige steder i verden. Han er speciel i sin påklædning, gider ikke rigtigt at arbejde, men er tiltrukket af uopklarede kriminalsager. Desuden skal han helst have adgang til hvidvin og et klaver.

Med den nye bog glimrer forfatteren med sin perfekte stil og sin lethed til at beskrive et land, dets folk og dets traditioner. Men jeg finder ikke hovedpersonen lige så tiltalende som i hans tidligere eventyr. Han synes ikke at overgå sig selv eller udvise den originale og skøre opfindsomhed, som han har henrykket os med i de tidligere bind.

Historien er ganske vist interessant og afslører mange lidet kendte aspekter af Albanien, men selve gåden er ikke særlig konsekvent, og vores konsul har ikke meget at gøre med at løse den. 

Men hvis historien ikke er så interessant i sig selv, så får vi til gengæld en fantastisk indsigt i Albanien. En opdagelse af Albanien gennem konsulen Aurel, der er forflyttet til dette land. Dette lille land der har lidt under at være afskåret fra verden, fra kommunismen, fra mafianetværk ...

Gennem Albaniens historie, mellem lys og skygge, tager Rufin os med ind i et lidet udforsket område, hvor historisk arv og nutidig virkelighed er flettet sammen på en fantastisk måde. 

Calmann-Lévy (02/04/2025)