Jean Teulé: Je, François Villon

 Jean Teulé: Je, François Villon

Jean Teulé døde desværre i 2022 af en madforgiftning og herved afsluttedes hans karriere som tegner og forfatter. Han har skrevet flere særdeles spændende og provokerende bøger, og i min læsning af forfatterskabet er jeg nået til Je, François Villon. Søg på Teulé i min blog hvis I vil læse om flere af hans bøger.

Den 30. maj 1431 døde Jeanne d'Arc på bålet i Rouen, og samme dag blev François født...

François blev forældreløs, da hans mor bliver levende begravet som straf for et tyveri. Han bliver dog modtaget og nærmest adopteret hos den velvillige Maitre Guillaume. 

Den unge mand var bestemt til tonsurering og juridiske studier, men han ville ikke være præst. Han var turbulent, uforskammet og en middelmådig studerende, og han drak med sine lystige venner og medstuderende og foretrak selskab med slyngler frem for universitetets forelæsninger. 

Han blev dog præst og skabte sig hurtigt et navn, lige så meget som ballademager som digter...

Villon levede snart et udsvævende liv og blev på skift tyv, akrobat, morder, der ofrede sin forlovede, som blev levende begravet ... og landevejsrøver, der tilhørte det grusomme broderskab Coquillards.

Så snart han begyndte i skole, udgav han sine digte, som han havde fået kopieret af en ven, og hans berømmelse spredte sig snart over hele Paris. Han måtte flygte fra hovedstaden og blev forvist igen og igen indtil sin endelige forvisning. Efter den sidste forvisning fra Paris var han 32 år. Hvad hans skæbne blev er uvist.

Hans digte er fulde af pine og oprør, men også af anmodninger om tilgivelse, såsom »frères humains, n'ayez les coeurs contre nous endurcis« (»Menneskebrødre, gør ikke jeres hjerter hårde mod os«) eller »Ayez pictié de moy« (»Vær venlig mod mig«) i Lettre à mes amis. Døden lurede i hans liv og forblev allestedsnærværende i hans tekster.

Gennem figuren introducerer Jean Teulé os også til middelalderens Paris med dets beskidte, snuskede gader, datidens samfund og dets forskellige sociale klasser, volden, herunder meget voldsomme måder at slå folk ihjel på

Det var en fornøjelse at genopdage François Villons digte og ballader, et af de sjældne vidner til folkets liv på den tid. Mange indgår i bogen og bliver analyseret og forklaret på forskellig vis.

Forfatteren synes at have taget udgangspunkt i nogle af Villons digte, trukket alle trådene ud og tilbudt os en biografi, der er romantiseret, grusom, realistisk, usminket og ufiltreret. Denne roman kan ikke efterlade dig ligeglad, selv om du hader den.

Der er meget at sige om denne roman fyldt med middelalder og middelalderens sprog. Der springes mellem ondskab, sorg, kærlighed, grusomhed i en tid der er fjern, men som er væsentlig.

Udgivet 2 mars 2006