Tuesday, May 09, 2017


Philippe Djian: Marlène


Philippe Djian blev én af mine favoritter med 37 ° 2 le matin, der bragte ham popularitet, måske også på grund af Beineix' filmatisering. Han har siden skrevet omkring halvtreds romaner, nogle bedre end andre, men Marlène, der er hans nye roman, har bestemt sine kvaliteter.

Dan og Richard, barndomsvenner og senere sammen i hæren med udsendelse til Afghanistan, Irak og Yemen. De har haft uhyggelige oplevelser bl.a. da de reddede en af deres venner, der mistede sine ben ved et granatangreb.

De er nu hjemsendt og bor i samme lidt kedelige by, deltager som veteraner ved forskellige lejligheder i den lokale base. Dan forsøger med en kraftig styring af sin hverdag og et lille job i en café med bowlingbaner at vende tilbage til et normalt liv, men han har ofte voldsomme mareridt. Han ser næsten ikke andre end sin gode ven Richard, der er gift med Nath. De har en datter Mona på 18 år, der er en oprørsk teenager, og som lægger an på Dan, der totalt afviser hende. Richard er en spillertype, voldsom og utæmmelig. Han er også utro mod sine kone. Men en dag ankommer Marlène, Naths søster, hun er smidt ud af sin kæreste, og så starter løjerne eller snarere dramaet...

To mænd, tre kvinder hver med deres eksistentielle problemer. Det skal give komplikationer, men dem vil jeg ikke afsløre her. Men der er ingen tvivl om, at man bliver grebet af handlingen og får et chok til slut.

Romanen starter med nogle meget korte kapitler, nærmest et skelet, hvor man ikke altid kan se, hvem der siger hvad og hvilke personer, der omtales. Det er den nærmest telegramagtige stil, som Djian er kendt for inspireret af amerikanske forfattere.
Senere bliver kapitlerne længere og mere udførlige, historien strammes op, og vi får indblik i de fem skæbner, der har så uendeligt svært ved at få styr på deres tilværelse. Præcise beskrivelse af de hjemvendte soldaters problemer og stilling i samfundet, men også konernes og børnenes skæbner berøres fint.

En god roman, der giver stof til eftertanke, men også et velskrevet drama.

Gallimard, marts 2017


No comments:

Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert

Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert Ny og usædvanlig bog fra Nicolas Mathieu. En bog der ovenikøbet er forsynet med virkelige gode tegninger af ...