Hélène Vasquez: Je veux toucher les nuages

Altid spændende at læse en roman af en ny lovende forfatter, somme tider bliver det kun til et værk, men lad os håbe, at Hélène Vasquez fortsætter, for hendes første roman er virkelig god.

Historien er ret speciel, og jeg skal ikke afsløre for meget her, men udgangspunktet er Alice og hendes verden. Alice er perfektionist og bruger altid sin fornuft, selv om hun dog har haft en periode med spiritisme. Da hun var barn, tog hendes forældre sig af en pige, Louise, hvis mor var død og hvis far ikke kunne tage sig af hende. De to piger vokser op sammen som søstre.

Louise forlader dog familien, da hun er myndig og roder sig ud i et liv med stoffer. Hendes fyr dør under et trip, og da Louise er kommet på afvænning afsløres det, at hun er gravid. Hun flytter nu tilbage til Alice og hendes familie, hun får et barn, men hun rammes af en kraftig cancer og dør. Alice får tilkendt forældreretten.

Dette er så bare begyndelsen på bogen, der nu udfolder en indviklet, men spændende historie, der holder læseren fast. Vi får også et lag tilføjet, da vi kan følge den afdøde Louise og hendes tilværelse i skyerne. Bogen titel går nemlig på, at hendes barn vil bruge sin gynge til at gynge så højt, at hun kan nå skyerne, hvor hendes mor er.

Der er alt hvad hjertet kan begære af mystik og overnaturlige hændelser, men også en historie om et barn der har mistet sin forældre. Hvordan kan det komme gennem livet?

En lille kærlighedshistorie bliver der også plads til.

En god og bevægende bog. Velskrevet og velkomponeret.

Éditeur : LES NOUVEAUX AUTEURS (07/06/2018)

Fabienne Thomas: Inventer le jour

En junidag, nærmerte bestemt ved solhverv, drager Louis ud på en vandring til "Les Sources", der er det sted hvor hans nu afdøde kone Anna tilbragte sin barndom.

Anna er død efter en lang periode, hvor Alzheimer har overtaget hende mere og mere. I starten af sygdommen har hun ikke villet tale om det og Louis langt mindre. Det er først da deres to børn begynder at insistere, at Louis må se sandheden i øjnene.

Efter Annas død kan Louis ikke mere leve, for deres liv sammen har været hans omdrejningspunkt i tilværelsen. Der har selvfølgelig været svære perioder, specielt da de mister et barn, men Louis har behov for at trænge dybere ned i sig selv, har han elsket hende nok, har han fået vist det, har hun elsket ham? Har deres liv sammen været noget, han kan være lykkelig over.

Den junidag drager han således afsted over bjerge og vild natur på sin sidste rejse både bogstaveligt og i symbolsk betydning. En rejse til kilden, til det inderste, til en ny dag.

Bogen er skrevet i et poetisk sprog og med en stilfærdig fremstilling af Annas sygdom. Det er en aldrende persons tanker om liv, død og kærlighed, som han netop i sin ensomme rejse oplever gennem kontakten til naturen.

Det er en dyb bog, men selv om sygdom og død er emnet, bliver den ikke tragisk, for det er også en historie om den jordiske og den åndelige verden. Smukt skrevet med stor indlevelse.

Éditions Passiflore, 2015

Laetitia Colombani : Les victorieuses

Ny roman af Laetitis Colombani efter den store succes med "La Tresse" ,og  jeg må straks siger, at jeg synes, at det er en flot om ikke helt så god opfølgning.

Hovedpersonen er Solène, der har ofret alt for at få en karriere som advokat, men en dag får hun et chok, da en mand hun har forsvaret, men som alligevel bliver dømt, kaster sig ud over rækværk, falder ned og slår sig ihjel. Hun får et alvorligt burn-out og har i det hele taget svært ved at foretage sig noget som helst.

Hendes psykolog foreslår, at hun skal påtage sig noget frivilligt arbejde. Hun påtager sig et job som offentlig skriver i "Le Palais de la Femme", der tager sig af kvinder i nød og uden bolig. De kan få et værelse med bad og et lille køkken.

Vi følger nu Solène og hendes sejre og nederlag hos en række kvinder af forskellige nationaliteter, hvor hun får afprøvet sig selv, og hvor hun finder lag, som hun ikke var bevidst om.

Parallelt fortælles historie om Blanche Peyron, der i 1926 sammen med sin mand Albin, var med til at åbne "Le Palais de la Femme". Blanche Pyrons liv var også meget omtumlet, men hun går som ung ind i Frelsens Hær. Hun er en vidunderlig taler, der overbeviser folk om at støtte Frelsens Hær og gøre noget for de fattige og nødstedte. Hendes eget liv er en stadig kamp og opførelsen af "Le Palais de la Femme" bliver en enorm bedrift. Bygningen findes stadigvæk i rue Charonne og har stadigvæk samme formål.

Ved således at knytte en faktisk persons liv og virke sammen med den fiktive hovedpersons liv, åbner der sig nogle meget vide perspektiver specielt med hensyn til kvindefrigørelse og kvindekamp. men også en forskel mellem starten af det tyvende århundrede og det enogtyvende århundrede. Har mennesket udviklet sig? Er det blevet bedre og mere opmærksomme på næsten? Hvordan er kvindens stilling?

Der er to sejrrige i romanen/skildringen, men det bliver lidt anstrengt at køre de to historier samtidig. Det bliver let til adskilte episoder, hvor den store sammenhæng kan være svær at finde. Men til gengæld er der mange af disse episoder, der sidder lige i skabet.

Grasset, maj 2019

Philippe Lemaitre: Trois jours et une vie

Selv om historien strækker sig om en lang periode, næsten et helt liv, er der tre dage, der står stærkt markeret i Antoines liv.

Vi møder ham først som 12-årig. Han bor hos moderen i Beauval, en by omgivet af store skove. Hans far bor i Tyskland efter forældrenes skilsmisse. Antoine er selvfølgelig ramt af skilsmissen, har samtidig lidt svært ved at komme overens med byens andre drenge. Er forelsket i en pige, der i stedet ser op til borgmesterens søn. Borgmesteren Weisser styrer sikkert byen samtidig med, at han har en fabrik, der laver børnelegetøj i træ. Her arbejder mange fra byen.

Antoine kan ikke lide sin nabo, der virker truende og ond, specielt da han skyder sin hund Ulysse, som Antoine ellers er meget sammen med. Naboens søn Remi, der er 6 år, er betaget af Antoine og er en dag med, da Antoine alene bygger sig en hytte oppe i et træ et fjernt sted i skoven.

En aften er Remi væk. Man eftersøger ham i flere dage, men finder ham ikke. Man ser det næsten som en fordømmelse af byen, der kort efter rammes af et voldsomt uvejr, der nærmest smadrer byen.

Dette er ligesom starten på en hæsblæsende historie, hvor vi i tre perioder (1999, 2011, 2015) følger Antoine og hans udvikling.

En særdeles velkonstrueret krimihistorie, der samtidig er en afsløring af dybe lagt i mennesket. Kan man myrde uden at føle skyld? Kan man ofre sig for en anden? Kan man finde tilgivelse? Samtig er det beskrivelsen af livets i en landsby med alle de underforståede regler og skikke og nogle familiers styrke i forhold til andre. Det er også en fortælling om at være barn/ung i et miljø, der ikke umiddelbart er forståeligt for dem.

Mesterlig roman med en uventet slutning, der får lagt de brikker på plads, som kan have undret en undervejs!

Albin Michel 2016