Maylis Besserie: Le Tiers Temps
En speciel debutroman, der tør tage fat på en slags selvbiografi af Samuel Beckett, irlænderen der forlod sit hjemlang og slog sig ned i Frankrig, hvor han fik stor succes med sine absurde teaterstykker f.eks. "Vi venter på Godot".
Le Tiers Temps er navnet på det plejehjem beliggende i det 14. arrondissement i Paris, hvor Beckett tilbragte sin sidste tid. Handingen udspilles fra Becketts ankomst i juli 1989 efter sin kone Suzannes død til han selv dør i december samme år.
Bogen består af Becketts (opdigtede) dagbog afbrudt af notater fra personalet og læger på stedet. Han skildrer i detaljer sit ophold på hjemmet, hvor man får en fornemmelse af et særdeles godt miljø og behandling, men samtidig får vi en række flashbacks til Becketts liv. Det er fra barndommen i Irland, fra samværet med kollegaen og forbilledet James Joyce, fra hans forhold til forældrene, hvor specielt hans mor skildres som ret gruelig. Der er selvfølgelig også erindringer om hans succes som forfatter, forholdet til hans udgiver og til forskellige kvinder.
Det er en mand der ved, at det snart er slut, og hans ser frem til det, da han forstår, at hans krop ikke kan mere, men hans ånd fejler intet. Han sætter sig hver aften ved sit bord og skriver, tænker på hvordan han kan udtrykke sig på engelsk og fransk og søger ind i sprogenes verden.
Det er en ganske vellykket roman, der åbner for et forfatterskab på en ny måde, for Beckett ender næsten som de rodløse og vildfarne personer, som vi møder i hans stykker. Han elsker at lade sig falde og i sin fantasi bliver han til Buster Keaton. Denne skuespiller, der ikke udtrykker følelser med sit stenansigt, men blot lader sig føre med i en verden af farlige men ikke sammenhængende situationer. Livet er ikke noget man kan beregne på forhånd, det kommer ofte til at blive noget helt andet.
Vældig godt skrevet, og det er en bog man ikke lægger fra sig. Meget lovende debut
Gallimard, februar 2020
No comments:
Post a Comment