Hélène Gaudy: Archipels

 Hélène Gaudy: Archipels 

Et af de sidste fire værker udtaget til årets Goncourt og bestemt på højde med de øvrige tre, men en helt anden type roman. Faktisk er det ikke umiddelbart en roman, men en datter der forsøger at tegne et portræt af sin far og skildre og prøve at forstå ham. Faderen lever stadigvæk og kan bruges som opslagsbog, problemet er bare, at han lider af hukommelsetab og har mange bare pletter i sin fortid.

Forfatterens ide og tilskyndelse til at fordybe sig i faderens fortid skyldes en opdagelse af en ø opkaldt efter hendes far, Isle Jean-Charles i Louisiana, en ø, der gradvist forsvinder under bølgerne. Faderen er som øen ved at forsvinde, er mere end firs år og har problemer med at gå.

Lidt underligt, at hun ikke synes at vide noget om hans og hendes mors fortid, men deres rejser og udfarenhed sluttede på en måde, da de fik et barn (forfatteren). Hendes far har altid været hemmelighedsfuld og diskret, men meget nysgerrig og engageret. Han var underviser, men også maler og digter, dyrker sociologi, politik og rejser til fjerne lande. Sporene fra disse interesser har han samlet i et atelier i Paris. Det rummer uendeligt mange objekter og ting, intet er blevet kasseret eller smidt ud. Forfatteren forstår, at han er atypisk og en spændende mand, der på nogle måder er blevet i barndommen.

I bogen følger vi forfatterens jagt ofte i diverse tilbageblik til bedstefaren og familien, i notesbøger og breve samt de feticher, der fylder hans atelier. Det er en lang vej og resultatet er måske en bedre forståelse af faderens udvikling, men måske mere en forståelse af hans livssyn og hans indre. Det er også en anskuelse af hvad det vil sige at blive gammel.

Hélène Gaudy skriver glimrende, poetisk, realistisk og med antenner i alle retninger. Det er en bog der kræver, at læseren forsøger at skabe den kronologi som Gaudy ikke giver os. Bogen handler også meget om hende og hendes selvforståelse og forfatterskab. Der er mange skønne passager, måske med et absolut højdepunkt mod slutningen af bogen.

Nu må vi så se om det er nok til en Prix Goncourt.

Editions de l'Olivier (19/08/2024)

Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

 Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

En noget åbenhjertig og velkonstrueret bog om kvindelist og en svag mand, der bliver et objekt som to forskellige kvinder, der bearbejder ham efter deres lyst.

Ved første øjekast har Jessica og Louise kun én ting til fælles: Justin. De elsker begge denne mand, men på forskellige tidspunkter.

Louise boede med Justin i seks år, men forlod ham for et år siden, fordi hun ikke kunne udholde hans sløvhed og vanestyrede liv. 

Jessica var i begyndelsen af tyverne, da hun møder hun Justin. Hun bor på et 16 m2 stort værelse og kan ikke holde ud at være alene, så en datingside var hendes sidste mulighed en fredag aften. Her møder hun Justin.

Jessica bemærker en form for tristhed i ham, så hun har en plan om at trænge ind i hans sind.  Hun gør alt for at forføre og tilfredsstille ham. Hun forelsker sig og fortsætter med at opbygge sin umodne personlighed sammen med Justin.

Dramaet opstår, da Jessica opdager, at Justin stadig sender små beskeder til Louise. Voldsom jalousi blandet med had og betagelse, der forøges da de to kvinder mødes via en flok af Justins venner.

Det udvikler sig i en retning, som vender op og ned på mange ting og overrasker læseren, især slutningen.

Kampen mellem de to kvinder føres elegant på mange niveauer og med stor dygtighed i beskrivelser af to kvinders kamp med deres jalousi, smålighed, løgne og bedrag. Bogen virker meget underbygget i de to personligheders ægthed og åbenhed. Et trekantsdrama, hvor manden blot er en tom skabelon.

Underholdende og skarp læsning.

Grasset (28/08/2024)

Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

 Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

Har tidligere læst gode romaner af Yasmina Khader f.eks. "Le sel de tous les oublies", så det var med stor spænding, at jeg åbnede denne historie, der starter på Montmarte.

Det er en historie om en dværg, Coeur-d'Amande, der i trediverne og bor ved foden af Sacré-Coeur sammen med sin »Mamie«, som han forguder. Det var hende, den tidligere fransklærer, der opfostrede ham, da hans mor havde afvist ham på grund af hans handicap. 

Coeur-d'Amande er Nestors kælenavn i dette arbejderkvarter, hvor alle kender alle. Da bedstemor begynder at blive ramt af Alzheimer, står Nestor  uden job og spekulerer på, hvordan han skal komme videre. Han giver ikke op takket være sin usvigelige optimisme i en verden, hvor det er lettere at have ondt af os selv end at se på vores held.

Sideløbende med dette beskæftiger forfatteren sig også med smukke venskaber, by-land. sygdom, invaliditet, homoseksualitet, alderdomshjem... ja der er nok at tage fat på.

Bogens første del er langt den bedste, for der følger vi livet på Montmartre blandt fattige og med et sprogligt potpourri. Efterhånden som handlingen skrider frem og bliver placeret i en lille by i Provence, har Khadra lidt svært ved at holde sammen på bogen.

Mialet Barrault (21/08/2024) 

Maylis de Kerangal: Jour de ressac

 Maylis de Kerangal: Jour de ressac

Endnu en prægtig bog, der er blandt emnerne til årets Goncourt.

Fortælleren er en 49-årig kvinde, der arbejder som oplæser og som stemme ved synkronisering af fremmedsprogede film. 

Efter et telefonopkald bliver fortælleren, der bor i Paris, næste dag kaldt til politistationen i Le Havre »i en sag, der vedrører hende«. Man har fundet et lig af en mand på stranden og i hans lomme ligger en seddel med hendes telefonnummer. 

Hun bliver helt slået ud af dette totale chok og overraskelse.

Hun tilbragte sin barndom i denne havneby, men har ingen tilknytning til den mere og har ikke været der i mange år.

Det bliver ikke nogen krimihistorie, men en skildring af glimt i hendes barndom og ungdom i Le Havre, der næsten er en person i bogen. Hun har svært ved at holde styr på sig selv, hvornår er det hende og hvornår er det en dubbleant? Hendes nuværende arbejde bliver til en søgen i hendes egen mere eller mindre glemte fortid.

Hendes ophold i Le Havre bliver er overraskende og smertefuldt besøg; en rejse i fortidens fodspor kombineret med introspektion af hendes nuværende liv som dobbeltgænger, hustru og mor.

Sproget, der er rigt og flydende, er smukt og gribende og vidunderligt præcist. Det er et ekstremt rigt, detaljeret og præcist sprog. Intet ord er for meget, ingen falsk tone, alt er perfekt kontrolleret for at give teksten mulighed for at udfolde sin fulde suggestive kraft.

Vil ikke komme nærmere ind på forløbet, men kan sige, at der er vidunderlige afsnit med beskrivelser af bl.a. et spil billard, bombningen af Le Havre i 1944 og obduktion af en mand uden hoved. Der er meget at komme omkring.

Måske ikke min absolutte favorit til årets Goncourt, men en meget velsrevet og varieret bog om et liv og en by.

Gallimard (15/08/2024

Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

 Abdellah Taïa: Le Bastion des larmes

På dansk har Forlaget Arvids allerede udsendt danske oversættelser af seks af Abdellah Taïas romaner, som jeg har anmeldt på Fransklisten, bl.a. den seneste "I lyset fra dig", der er tilegnet hans mor Malika.

Taïas nye roman, der er på listen til åprets Prix Goncourt, er en naturlig efterfølger til denne.

Da hans mor dør, vender Youssef, der er marokkansk lærer, og har levet i eksil i Frankrig i et kvart århundrede, tilbage til sin hjemby Salé på sine søstres opfordring for at sælge moderens lejlighed. Den har været centrum for Youssefs opvækst med 6 storesøstre, en storebror og en lillebror!

Hjemkomsten sætter gang i en hel fortid, som Youssef har skubbet fra sig i en vrede mod søstrene, der ikke hjalp ham som den lille homoseksuelle bror, som alle var efter. Et had og en nag som han har svært ved at tilgive. Søstrene har altid holdt sammen og er også vrede på Youssef, der er gået i eksil, og den mindste bror der uden varsel med sin kone er flyttet til Sverige efter at have solgt indboet i moderens hus. Der er intet tilbage der kunne have rummet minder om moderen. Den ældste bror er totalt underlagt sin kone.

Temaer i Taïas romaner er altid omkring homoseksualitet, for at være homoseksuel i Marokko er umuligt medmindre man er en magtfuld mand som vennen Najib blev. Det er en roman om barndom ødelagt af mænd, der kan voldtage 7-årige. Men det er også en roman om kærlighed, Youssefs kærlighed til Najib, som han aldrig helt har glemt. Youssef taler med Najib, hans barndomsven og elsker, som han tager hen for at sørge over ved »Tårernes Bastion«.

Samfundet beskrives som hyklerisk: Magt og penge får folk til at glemme homoseksualitet, og det værste pædofile svineri begås af mænd, der er »respektable«, fordi de beder deres fem bønner om dagen og går i moskeen. Romanen løfter også sløret for den handel med stoffer og andet, der drives af den øverste militære ledelse. Forfatterens billede af Marokko er ret negativt og fortvivlet.

Forfatteren får os til at føle fortvivlelsen, ensomheden og behovet for hævn hos disse udstødte på en måde, der nogle gange er meget rå. Taïa udtrykker både sin kærlighed til den arabiske kultur og sit had til dette hykleriske samfund.

Historien er til tider gådefuld, men Abdellah Taïas måde at skrive på er helt unik. Smuk, stemningsfuld og rytmisk. Fortællingen skifter ofte til anden person, når Youssef taler med hovedpersonerne i sin historie i sine drømme, tanker, telefonsamtaler eller breve. Denne fortællestil er meget levende og fordybende.

Kan du tilgive dem, der har ødelagt dig, eller er hævn den eneste måde at overleve på? De er romanens store spørgsmål og et egentligt svar får man ikke.

Ikke min favorit til årets Goncourt, men bestemt værd at læse.

Julliard (22/08/2024) 

Kamel Daoud: Houris

Kamel Daoud: Houris 

Den nye bog fra Kamel Douad har fundet vej til årets udpegning af bøger til Prix Goncourt 2024, og jeg må med det samme sige, at det er en absolut favorit. En bog man ikke lige slipper, voldsom, uhyggelig, dramatisk og gribende.

Aube er en ung algerisk kvinde på 26 år, som er nødt til at huske og glemme borgerkrigen i 1990'erne, som hun selv gennemlevede. Hendes tragedie er markeret på hendes krop: et ar på halsen, et kunstigt smil fra øre til øre og ødelagte stemmebånd.  

Den 31. december 1999, da hendes hals blev skåret over, og hun blev efterladt som død af islamister, som den nat massakrerede tusind mennesker fra hendes landsby Had Chekala, herunder hendes far, mor og søster. Det var den sidste dag i krigen i 1990'erne mellem militæret og Guds skæggede mænd, mellem den algeriske regering og forskellige islamistiske grupper.

Hun er nu stum og drømmer om at få sin stemme igen.

Hun kan kun fortælle sin historie med sin indre stemme til datteren i sin mave. Men har hun ret til at beholde dette barn? Kan man give liv, når det næsten er blevet taget fra en? I et land, der har vedtaget love om at straffe enhver, der omtaler borgerkrigen, beslutter Aube at tage tilbage til sin fødeby, hvor det hele begyndte, og hvor de døde måske kan besvare hendes spørgsmål.

Hvor 1. del af bogen er hendes stumme beretning til den endnu ikke fødte datter, tager historien fart, da hun møder andre personer på sin vej, der også husker borgerkrigen, men som ikke tør tale til hvem som helst om det.

Kamel Daoud introducerer os også til det moderne algeriske samfund og kvinders status gennem den unge kvindes beskrivelse af sit liv i Oran. Man bliver chokeret og forfærdet over at se religionens plads i det algeriske samfund, en religion, der tvinger folk til at tro, og dens katastrofale indvirkning på kvinders frihed, retten til en krop og seksualitet.

Det er særdeles modigt og afslørende for nutidens Algeriet at åbne for denne "forbudte" borgerkrig og næsten ubærligt at læse om rædslerne og den "tilgivelse" af bødlerne som blev givet i 2005.

Barsk, barsk læsning - men læs den alligel!

Gallimard (15/08/2024)

ps. Bogen fik årets Goncourt