Mathieu Palain: Les hommes manquent de courage

 Mathieu Palain: Les hommes manquent de courage

Omtalte for nogle år siden hans første bog "Sale Gosse", som jeg syntes vældigt godt om, så da jeg så hans nyeste bog omtalt, måtte jeg have læst den. Blev slet ikke skuffet, men imponeret over at en god journalist også er i stand til at levere et værk der velskrevet svæver med faktualitet og fiktion.

Mathieu Palain fortæller i et interview i Le Parisien om hvordan bogen blev til. Til »Les Hommes manquent de courage« blev han en dag ringet op af en kvinde, som betroede ham, at hendes liv var ved at glide hende af hænde, at hun ikke længere kunne klare sin 15-årige teenager. De mødes og han beder hende om at fortælle ham sin historie.  "Da bogen udkom, var jeg bange for, at hun ville føle sig forrådt af tekstens voldsomhed." Men hun ringede til ham og sagde: "Det er vanvittigt, det er mig, den her bog". Han havde svært ved at skjule sine følelser.  

For det første er bogen ekstremt velskrevet. Palain giver Jessie en stemme og en tone, en rytme og en specificitet, som passer perfekt til hendes karakter.

Jessies liv er ved at glide hende af hænde. Hun kan ikke længere klare Marco, hendes 15-årige søn. Hver eneste diskussion løber løbsk: råben, flugt. Jessie har det svært. Hun er treogfyrre og matematiklærer. Hun har to børn, Marco på femten og Nora på fire år, fra to forskellige fædre. Hun bor sammen med Jalil, Noras far. Han er tidligere migrant og flygtede fra Tunesien og sin velhavende familie. Denne weekend byder de hans familie velkommen i deres lille parisiske hjem.

Jessie er hos sin frisør og fortæller ham, at Marco har været væk hjemmefra i tre dage. Der har tidligere været mange problemer med Marcos skolegang, så skolen har udstedt en IP (en bekymrende information). Jessie skal have en vurdering derhjemme af en socialrådgiver, og hun er bange for, at de vil tage hendes datter, Nora, fra hende og sætte hende i pleje. 

Marco har været væk i tre dage, da han om aftenen ringer til hende. Han er til en fest. På trods af familiesammenkomsten er Jessie nødt til at komme med det samme.

Nu sætter beretningen rigtigt igang og det er en barsk historie. Marco har rodet sig ud i en grim historie med sin kæreste Jade, da hun er helt bedøvet af alkohol. Jessie får hende kørt hjem, men kan ikke vende tilbage til familien og fortælle om hvad der er sket, for Marco vil næsten ikke sige noget.

Vi kommer nu ud på et road-trip der ender i Reims. Jessie taler meget. Vi møder hele hendes familie, genoplever hendes forfærdelige barndom og ungdom, lærer hendes elskere og hendes rigtige veninde Sophie at kende og opdager hendes optræden i usikre og uanstændige verdener.

Jessie er for første gang alene med sin søn, men hun ved ikke, hvordan hun skal få ham til at forstå, at de er de samme mennesker, mennesker der er følelsesmæssigt handicappet, mennesker, der ikke kan betro sig til hinanden, mennesker, der foretrækker at tie stille og fortrænge traumer.

En absolut sand social historie, der dissekerer forholdet mellem en teenager og hans mor, som har videregivet traumer til ham, som hun helst ville have undgået! Som har kæmpet for at overleve og forsøgt at beskytte ham. Skarpe og ægte ord om overførsel af sår, vold mod kvinder, slægtskab, hemmeligheder og forsøg på at søge noget positivt alligevel.

Læs den!

L' Iconoclaste (22/08/2024)