Gérard Mordillat: Les vivants et les morts

 Gérard Mordillat: Les vivants et les morts

Rudi og Dallas arbejder på Kos, en plastfiberfabrik. Den dag, fabrikken bliver truet med lukning, bliver deres liv slået i stykker, og alt omkring dem går op i flammer.

Les Vivants et les Morts er en saga bygget op omkring ca. 50 personer. Det er på den ene side en kærlighedshistorie om et ungt par og på den anden side en samtidshistorie fra ca 1980 til 2000 i det nordlige Frankrig. Det er Rudis lidenskab og oprør og Dallas' pinsler. Vi følger oprør og hemmeligheder også dem, der findes i en by, hvor kampen for overlevelse sætter den ene op mod den anden, ødelægger familier og bryder intime, sociale og politiske regler.

Det er en meget stærk tekst, der trods sine 650 sider holder læseren fanget med sin indgående skildring af et lille samfund der bryder sammen trods modstand. Vi ser det mange steder i udkantsFrankrig, hvordan kan man modstå konkurrencepresset? Hvad gør Paris for lokalsamfundene, der mister deres levevej?

Les Vivants et les Morts er en roman om et socialt sammenbrud, en  moderne klassekamp, en klargørelse af hvad magt og penge betyder og til sidst en inspirerende kærlighedshistorie illustreret gennem flere pardannelser.

Hvem skal dø i en verden, hvor økonomisk fornuft er vigtigere end menneskelige hensyn? Det er store og væsentlige spørgsmål, som teksten stiller. De der ikke slutter sig til kampen, blver en del af nederlagt.

ps. I år kommer der en roman med samme titel, men med tilføjelsen "vingt ans plus tard". Den kaster jeg mig straks over!

Calmann-Lévy (12/01/2005)

Yann Moix: Paris

 Yann Moix: Paris

Selvbiografisk roman der handler om en ung mand, der kun har én drøm: at blive forfatter og udgive en bog.

Han er flyttet til Paris for at slæbe sig gennem hovedstadens gader med en enkelt besættelse, eller næsten: at blive forfatter.

Hvordan kan man modstå fristelsen til at gå en tur i hovedstaden? Desværre bliver byen næsten ikke nævnt. Det, der interesserer forfatteren her, er ham selv og hans møder med potentielle, drømte og nogle gange virkelige elskerinder og med hans ofte lyssky venner.

Portrætterne er dejlige. Det, han beskriver eller fortæller, er ofte hverken smukt eller behageligt. Men som en fotograf, der dygtigt bruger lyset, gør han det, der kan være grimt, kunstnerisk.

Der er faktisk sjove passager. Vittigheden forbliver ironisk, sarkastisk, for ikke at sige ondskabsfuld. Det gælder overfor kvinder, forbipasserende venner, men frem for alt med sig selv.

Sproget behersker han perfekt fra det højeste stillag og brug af højlitterære vendinger til rå slang. Virker konstrueret og ofte lidt latterligt.

Ikke en bog jeg har brudt mig særligt om at læse. Selvoptagelsen er for voldsom.

Grasset (31/08/2022)

Philippe Claudel: Wanted

 Philippe Claudel: Wanted

En ny bog fra Philippe Claudel, der lægger ud i bedste western-stil og tager fat på den nuværende politiske situation i USA. Vi kommer til at opleve, når virkelighedens monstre bliver helte i en dystopisk farce

Så da Elon Musk får den idé at tilbyde en milliard dollars til den person, der dræber Putin, gyser vi. Der er også penge til et dræbe et par af hans ministre. Vi har nu sluppet den aktuelle politiske situation, og Trump Musk-duoen er så karikeret, at man får lyst til at grine. Desværre er mange elementer i romanen desværre sande.

Mon man kan betale sig til at få udryddet en modstander ? Helliger hensigten målet? Det er nogle af de ting der diskuteres i denne korte bog, for roman vil jeg nu ikke kalde den.

Der er mange barokke scener, hvor nogle er sande, andre er Claudels fantasi, der har det med at løbe ret hurtigt. Hvordan får han Putin slået ihjel og hvad er konsekvenserne? 

Jeg skal ikke afsløre for meget, men når pengene tager over og bestemmer retten til liv og død, er vi måske tæt på virkeligheden. En skræmmende fabel.

Hurtig læst og sjov på en ikke behagelig måde, og meget af stoffet er hentet fra aktuelle aviser og nyhedsudsendelser.

Er Claudels satire ikke for blød i forhold til de bitre kendsgerninger om magt og krig? Men han skriver jo godt og skarpt, så lad det være en nydelse.

Stock (14/05/2025)

Bérénice Pichat: La petite bonne

 Bérénice Pichat: La petite bonne

Virkelig en anderledes bog der har fået årets Prix des Libraires 2025.

Det er en på mange måder rørende historie, men også en historie om tre personer der afslører des intimitet på trods af deres klasseforskelle og sociale positioner. Forfatteren giver os en historie mellem en tjenestepige og et par, der består af en stor krigsinvalid, en bitter tidligere pianist og et offer for slaget ved Somme, og hans hengivne kone. Forholdet mellem hver af personerne udvikler sig subtilt hen over siderne med uudtalte ord og hviskede afsløringer. Historien foregår i et forstadskvarter ved Paris i 1930'erne

Som tjenestepige i borgerskabets tjeneste er hun hårdtarbejdende, modig og hengiven. Hun tager sig af flere familier, men en weekend frygter hun at tage til parrets hus, da hun er blevet bedt om at bliver der nogle dage. Historien begynder, da Madame tager på en lang weekend for at besøge venner på landet. Undtagelsesvis overlader hun sin invalide mand til den lille tjenestepige. Hun skal passe ham og hjælpe ham med personlig hygiejne, måltider og at gå i seng. 

Den lille tjenestepige bliver således nødt til at bo alene med Monsieur.  Hun er vant til at gøre rent, lave mad etc, men den direkte kontakt til herskaberne har hun kun sjældent. Monsieur, der har lukket sig inde på sit værelse, taler kun sjældent og med besvær på grund af sit gueule cassée. Tjenestepige vil forsøge at opmuntre ham lidt, men Monsieur har en anden plan i tankerne. 

Vrede. Sorg. Modløshed. Kærlighed. Skyldfølelse. Bitterhed. Skam. Udmattelse. Sløvhed. Vrede. Magtesløshed. Fortvivlelse. Frygt. Hvis følelserne er til stede, er det, fordi vi gradvist kommer ind i karakterernes intimitet og inderlighed.

Med stor følsomhed og finesse tager forfatteren fat på de komplekse temaer lidelse, død og sociale klasseforskelle. Vi får i brudstykker og tanker indsigt i personernes fortid og planer for fremtiden.Uden at dømme lader forfatteren sine karakterer udtrykke deres mest hemmelige, mest unævnelige tanker, og det er det, der skaber denne smukke medfølelse for læseren.

En enestående flot opbygning af teksten der består af almindelig prosa og prosalyrik, hvor teksten har en musisk rytme, stilhed og melodi i sin narrative ramme og form. Der er en vekselvirkning mellem stemmer, tidsforløb og synsvinkler. De er forskellige, enige, modsatte eller kolliderer. Personernes psykologi er særligt veludviklet og nuanceret, hvilket afspejles i prismet af de følelser, de oplever og formidler.

En perle af en bog!

Les Avrils (21/08/2024)

Jean Teulé: Je, François Villon

 Jean Teulé: Je, François Villon

Jean Teulé døde desværre i 2022 af en madforgiftning og herved afsluttedes hans karriere som tegner og forfatter. Han har skrevet flere særdeles spændende og provokerende bøger, og i min læsning af forfatterskabet er jeg nået til Je, François Villon. Søg på Teulé i min blog hvis I vil læse om flere af hans bøger.

Den 30. maj 1431 døde Jeanne d'Arc på bålet i Rouen, og samme dag blev François født...

François blev forældreløs, da hans mor bliver levende begravet som straf for et tyveri. Han bliver dog modtaget og nærmest adopteret hos den velvillige Maitre Guillaume. 

Den unge mand var bestemt til tonsurering og juridiske studier, men han ville ikke være præst. Han var turbulent, uforskammet og en middelmådig studerende, og han drak med sine lystige venner og medstuderende og foretrak selskab med slyngler frem for universitetets forelæsninger. 

Han blev dog præst og skabte sig hurtigt et navn, lige så meget som ballademager som digter...

Villon levede snart et udsvævende liv og blev på skift tyv, akrobat, morder, der ofrede sin forlovede, som blev levende begravet ... og landevejsrøver, der tilhørte det grusomme broderskab Coquillards.

Så snart han begyndte i skole, udgav han sine digte, som han havde fået kopieret af en ven, og hans berømmelse spredte sig snart over hele Paris. Han måtte flygte fra hovedstaden og blev forvist igen og igen indtil sin endelige forvisning. Efter den sidste forvisning fra Paris var han 32 år. Hvad hans skæbne blev er uvist.

Hans digte er fulde af pine og oprør, men også af anmodninger om tilgivelse, såsom »frères humains, n'ayez les coeurs contre nous endurcis« (»Menneskebrødre, gør ikke jeres hjerter hårde mod os«) eller »Ayez pictié de moy« (»Vær venlig mod mig«) i Lettre à mes amis. Døden lurede i hans liv og forblev allestedsnærværende i hans tekster.

Gennem figuren introducerer Jean Teulé os også til middelalderens Paris med dets beskidte, snuskede gader, datidens samfund og dets forskellige sociale klasser, volden, herunder meget voldsomme måder at slå folk ihjel på

Det var en fornøjelse at genopdage François Villons digte og ballader, et af de sjældne vidner til folkets liv på den tid. Mange indgår i bogen og bliver analyseret og forklaret på forskellig vis.

Forfatteren synes at have taget udgangspunkt i nogle af Villons digte, trukket alle trådene ud og tilbudt os en biografi, der er romantiseret, grusom, realistisk, usminket og ufiltreret. Denne roman kan ikke efterlade dig ligeglad, selv om du hader den.

Der er meget at sige om denne roman fyldt med middelalder og middelalderens sprog. Der springes mellem ondskab, sorg, kærlighed, grusomhed i en tid der er fjern, men som er væsentlig.

Udgivet 2 mars 2006

Gaël Octavia: L'étrangeté de Mathilde T. et autres nouvelles

 Gaël Octavia: L'étrangeté de Mathilde T. et autres nouvelles

Spændende novellesamling skrevet af Gaël Octavia, der har fået årets Prix Goncourt de la Nouvelle 2025. Forfatteren er født i Fort-de-France i La Martinique, arbejder i Paris og har allerede udgivet flere romaner, som står på min liste efter at have læst denne spændende novellesamling.

Gaël Octavia praktiserer en form for magisk realisme med finesse: Hun går helt til grænsen for hvad der er virkelighed og lidt til. Hovedpersonerne, som alle er kvinder med en stærk karakter, møder kræfter i sig selv, som de næppe kan kontrollere.

Heltinderne deler deres fantasis kraft. Et strejf af galskab, en jublende energi, er på spil, når de forvandler en offentlig bænk til en karavelle, en kam til en dolk, en håndtaske til en krigsmaskine. De er foruroligende som Adèle, den giftige bedstemor, lidenskabelige som Émilie, der går med sin elskede i kørestol. 

Émilie skildres i »Le mouvement ou la mort« Hun er udmattet af at følge Julien, som er yngre, atletisk og attraktiv, indtil den dag, hvor et slagtilfælde, og derefter endnu et, forvandler den unge mand til en gammel mand og hans ledsager til en »strålende« sygepasser. Hun har endelig fået det, som hun har kæmpet for ved at fornægte sig selv.

Ikke alle af de 16 noveller er på samme niveau, men i de bedste øjeblikke fornemmer man noget spændende, en slags latent aggression, en måde at betragte menneskelige relationer på, måske ikke som en kamp, men i det mindste som en meget alvorlig leg, hvor en af de to er nødt til at tabe.

Kan absolut anbefales.

Gallimard (02/01/2025)

Adeline Ruissier: Arrête, Margaret !

 Adeline Ruissier: Arrête, Margaret !

Adeline Ruissier tager fat pået område som franskmænd er mestre i nemlig "râler", der på dansk kan oversættes med klage, klage sig, brokke sig, men med et pust af "jeg ved nok hvad der er det rigtige!". Det er nærmest en sindstilstand og ofte uden nærmere undersøgelser af det eventuelle problem.

Margaret er en ung kvinde som så mange andre. Og som alle andre brokker hun sig. Det kan være over vejret, hendes to børn, hendes job, hendes mand, verdens ulykker, hendes liv. Det er der alt sammen, og hun er ved at være led og ked af alting.

Så da hendes grandtante dukker op fra den anden side af graven for at advare hende, griner Margaret let anstrengt: Kvinden, som hun plejede at kalde »Tante Gnavpot«, viser hende fremtiden, hvis hun ikke holder op med at brokke sig: Hun vil blive gammel, gnaven og alene på et plejehjem. Hvis hun vil bryde denne forbandede spiral, skal hun holde op med at brokke sig i 28 dage ... i træk! Udfordringen kan begynde.

Selv om plottet er meget enkelt, bliver man revet med af dette ekstraordinære eventyr, denne personlige søgen, som vil få Margaret til at overgå sig selv, især fordi forfatteren ikke er blottet for humor, tværtimod. Ja, denne roman er god for én, fordi man kan hente et par ideer her og der til én selv, især fordi der er en lille bibliografi i slutningen, hvis man vil dykke dybere ned.

Historien er perfekt struktureret og godt fortalt, og bipersonerne er lige så vigtige som heltinden Margaret. Samtidig er den spændende, for vi kan jo ikke være sikre på, at Margaret kan holde sig fri for at brokke sig i 28 dage.

Denne roman giver os indirekte råd og får os til at tænke over vores egne personlige erfaringer og hjælper os til at holde op med at jamre, eller i det mindste til at jamre i små doser.

Les éditions L'Alchimiste (09/11/2018)

Dany Laferrière: Grand Intérieur rouge

 Dany Laferrière: Grand Intérieur rouge

Ny bog fra Dany Laferrière hvis værker jeg trofast har læst i mange år, oftest med stor fornøjelse, dette nye værk er ingen undtagelse.

Denne lille bog med tekst og tegninger af Dany Leferrière udkommer i samlingen »Un seul art«, der er skabt af Charles Dantzig og udgives i samarbejde med Centre Pompidou. 

I løbet af de fem år, hvor centret er lukket for et større arbejde og fornyelse, vil ti værker fra museets samlinger leve videre på en anden måde under en forfatters pen. Hver forfatter vil få overdraget et værk, og resultatet vil være et litterært værk, der giver ekko, spejler eller forbinder sig med det. Der er ingen grundlæggende forskel mellem kunstarterne.

 I denne grafiske roman blander Dany Laferrière autentiske fakta med fiktion. Blandt bjergene af affald i en slumby i Port-au-Prince er rødt blevet en besættelse. For Izo, en autentisk bandeleder, der udøver terror, mens han foregiver at være kunstner (han udgiver rap-plader), er det blodets røde farve. For Nix, en diskret ung maler, er det Matisses maleri Grand intérieur rouge. 

Der opstår en rivalitet mellem Iza og Nix og da Iza står for magten lader han Nix dræbe. Men efter sin død bliver Nix en stjerne, og Izo forbliver en morder. 

Den måde som maleriet læses og tegnes på af Laferrière, skildrer hans fakisk alle personerne i dramaet. Han tager os med rundt i slumbyen

Dany Leferrière skriver selv: "Jeg så Grand Intérieur Rouge første gang, da jeg som ung arbejdsmand forsøgte at skrive en roman, min første. Jeg brugte det endda på forsiden af den første udgave af Comment faire l'amour avec un nègre sans se fatiguer. Fyrre år senere er den her igen. Jeg lister mig ind i denne overfyldte lille salon."

Som meget andet af Leferrière overraskes man gang på gang af hans naivistiske skildringer, men samtidig betages man af hans sprudlende form for kunst og litteratur. Et fund for 15€.

Grasset (23/04/2025)