Philippe Manevy: La colline qui travaille

 Philippe Manevy: La colline qui travaille

En dejlig bog der for det meste foregår i og omkring Lyon. Det er en autofiktion, der fornyer genren familiekrønike og samtidig farves af en bittersød nostalgi.

Forfatteren fortæller historien om sin familie under tre republikker, fra 1872 til 2025. det er 4-5 generationer!

Forfatteren vælger bedsteforældrene på mødrene siden som fortællingens akse. Det er historierne omkring Alice og René. Det er ikke en kronologisk skildring, så et stamtræ gør det nemt at finde vej gennem flokken af onkler og fætre.

Alice, hans mormor, var væver af profession. Hun var en meget beslutsom bedstemor og blev galionsfigur for en arbejderbevægelse lige efter Front Populaires sejr. René, hendes mand, var også en engageret typograf og medlem af modstandsbevægelsen.

Disse to stærke personligheder, kærlige forældre til Martine, deres eneste datter og forfatterens mor, ønsker at give hende det bedste ...

Denne familiekrønike fører os gennem to verdenskrige, økonomiske kriser, de tredive glorværdige år og det tyvende århundredes håb og skuffelser. En levende hyldest til arbejderklassen....

Familiehistorien om det tyvende århundrede er mesterligt håndteret. Den er en ode til beskedne generationer, som gennemlevede deres århundrede med ære og gjorde deres yderste for at opdrage deres børn og sikre, at morgendagen bliver bedre end i dag. Den er skrevet med åbenhed, beskedenhed og følsomhed.

En bog som man bestemt kan blive grebet af.

Bogen har fået Le Prix France Télévisions

Le bruit du monde (02/01/2025)

Véronique Olmi: Bakhita

 Véronique Olmi: Bakhita

Endnu en bog af Véronique Olmi: Bakhita fra 2017. Det er ikke en rigtig roman, men alligevel. Det er skildring af en pige der gik fra at være slave til at blive helgeninde. Det er virkelig et usædvanligt liv og en person som man altid vil huske.

Bakhita blev født i Darfur omkring 1869. Hun var kun få år gammel, da hendes liv blev vendt på hovedet. Bortført af to mænd og solgt til muslimske slavehandlere kom Bakhita ind i en verden af vold og underkastelse, en verden af tvangsmarcher, tæsk, ydmygelser, tortur og mord - slavernes verden.

I dette sammenbrud af al normalitet og menneskelighed, fortabt blandt mængden af fanger, bliver Bakhita købt, solgt, altid slået og tortureret. Hun lever i en rasende verden, der fortærer hende. Trods grusomhederne i hendes opvækst er der en dag et håb. Efter seks års ulykke bliver den mand, der køber hende for femte gang, hendes redningsmand. Han er italiener, konsul i Khartoum, og han tager hende med tilbage til Italien.

Bakhita lærer katolicismen, slipper ud af sit slaveri og bliver ordenssøster i Canossa-søstrenes orden i Venedig

Bakhita fortalte selv om sit liv i en lille bog, der blev en stor succes, men i Olmis version af hendes selvbiografi får vi hende placeret i den historiske verden hun levede i. Vi Hun dør i 1947 og har således oplevet både første og anden verdenskrig, set Italien under Mussolino og hans fascistiske styre.

 Bakhitas historie er dybt bevægende og eksemplarisk. Den følsomme, kraftfulde skrivning formidler styrken og storheden hos denne enestående kvinde med hendes utrolige kampe, hendes ubeskrivelige evne til at tilpasse sig og hendes enorme evne til at elske i lyset af universel elendighed!

En så dybtgående roman, at den ikke vil gå i glemmebogen lige med det samme!

I denne indtrængende roman har Véronique Olmi fundet ordene til at formidle menneskehedens lidelse, rædsel og elendighed såvel som Bakhitas skønhed, velvilje og kærlighed - den modige og generøse ørkengazelle, der blev en helgen.

Albin Michel (23/08/2017)

Fnac - Roman - 2017

Véronique Olmi: J'aimais mieux quand c'était toi

 Véronique Olmi: J'aimais mieux quand c'était toi

En lidt ældre bog (fra 2015) fra Véronique Olmi, der i øvrigt har udgivet mange fantastisk gode bøger de senere år f.eks. Le Gosse.

 En kvinde, Nelly, på en bænk på Gare de l'Est midt om natten gennemgår de sidste 24 timer, der har bragt hende dertil. Nelly er hustru, mor og elskerinde. Nelly er også teaterskuespillerinde, som bruger hele sin dag på den rolle, hun spiller om aftenen: Moderen i Pirandellos Seks personer søger en forfatter.  

Nelly har i aften en stor teaterrolle, der venter på hende. Teatret er fyldt op. Men en mand i midten af femte række føles som et snit, et forræderi. Nelly finder styrken i sig selv til at fastholde sin karakter. Men hendes krop giver op. Forestillingen kæntrer, stykket bliver aflyst!

Mand på femte række forlod hende et par måneder tidligere. Hun elsker ham stadig, men forsøger at fortrænge ham, selv hans navn har hun fortrængt.

Nelly er først og fremmest et såret væsen, totalt ødelagt af sin kærlighed til en mand...

Risikoen i teatret for ikke at være god, for at skuffe publikum, kan forbindes med usikkerheden i et romantisk forhold, hvor lykken kan være flygtig. Man kan ikke undgå at blive rørt, vækket, rystet af denne kvindes skrøbelighed og af forfatteren Véronique Olmis  nøgterne skrivning.. Det er som skrig, som flasker i havet. Sætningerne er korte og slagkraftige. Kapitlerne følger hinanden som små scener. Hvilken vej, hvilket valg vil vise sig, når natten er forbi ?

Opbygningen og skrivningen af denne roman er bemærkelsesværdig. Vi bevæger os fra skuespillerindens følelser og erindringer om sin rolle til Nellys følelser og erindringer som hustru og mor.

En smuk teatralsk monolog om lidelse, nød, kærlighed og lidenskab. En smuk kvinderolle.

Albin Michel (02/01/2015)

 

Gérard Mordillat: Les Vivants et les Morts, vingt ans plus tard

 Gérard Mordillat: Les Vivants et les Morts, vingt ans plus tard

Efter at have læst Les Vivants et les Morts måtte jeg absolut have læst den nye fortsættelse, der altså foregår 20 år efter og følger historien op til 2020'erne. Det har været en stor oplevelse, selv om indholdet i de to bøger på mange måder handler om nederlag. Men hovedpersonerne Dallas og Rudi giver ikke op, kampen mod kapitalismen fortsætter og må ende med revolution.

Efter lukningen af Kos-fabrikken, hvor hun arbejdede, svor Dallas aldrig at sætte sine ben i Raussel igen. Tyve år senere tvinger hendes fars død hende tilbage. Parrets datter er tidligere forsvundet og deres søgen efter hende er forgæves. Dallas og Rudi lever nu alene hver for sig, hjemsøgt af datterens forsvinden, arbejdsløshed og usikkerheden i tiden.

Det er lykkedes forfatteren at skabe en tung atmosfære, hvor tiden synes at have fastfrosset byen i en tilstand af forfald. Beskrivelserne af Raussel med de lukkede butikker, den forladte biograf og den nu højreekstreme administration skildrer et samfund i forfald. 

Atmosfæren i Raussel er skræmmende. Mordillat maler en social freske, hvor han udstiller vanskelighederne i den arbejdende verden, de »små mennesker«, der konfronteres med kapitalismen, fascismen og de store magthavere, der kontrollerer alt. Med sin ærlige, direkte og metaforfyldte stil viser han os, hvor let vi bliver manipuleret, hvor let det er at vende begivenhederne på hovedet, så de kun viser, hvad vi ønsker, de skal vise. Med klar tale om accepten af de stærkt højreorienterede politiske partier, deres voldelige tilhængere, racisme mm er man ikke i tvivl om forfatterens synspunkter.

Måske ikke helt så velbalanceret som den første bog med hensyn til skildringen af de forskellige karakterer, men alligevel en bog der er værd at læse, fordi den tager fat på nogle væsentlige og aktuelle sider af den sociale kamp i Frankrig, hvor de sociale uligheder øges.

Bind 1 bør læses først.

Calmann-Lévy (02/01/2025)