Erik Orsenna: L'origine de nos amours

Erikc Orsenna er en forfatter der altid er værd at læse. Hans beherskelse af det franske sprog og en række spændende historier er karakteristisk for hans værker.

Dette værk er meget selvbiografisk og alligevel alment. Til at begynde med får vi at vide, at Orsenna blev skilt i samme uge fra sin første kone som hans far blev skilt fra Eriks mor. Det må da kunne give anledning til overvejelser og diskussioner mellem de to, der ellers ikke tidligere har haft så nært et forhold.

De aftaler at møde på en café en gang om måneden og diskutere, hvorfor de har været mindre heldige i deres kærlighedsforhold. Faderen elsker at fortælle, og faktisk når han frem til, at det er en slags forbandelse der har hvilet længe over familien, der stammer fra Sydamerika.

Orsenna diskuterer også sin stilling som forfatter, hvad vil det egentlig sige at være forfatter? Er man ikke nødt til at lyve for at fortælle sandheden?

Bogen er også en hyldest til faderen, der var død inden bogen udkom: "Un écrivain, c'est celui qui prête sa voix à ceux qui ne l'ont pas ou plus. Les plus abandonnés sont les morts, ils ont besoin de nous ».

Det er en levende, både munter og sørgelig historie, men også en bog man har svært ved at slippe, da den trods den personlige baggrund rammer nogle almene problemstillinger. 

Læs den!

Stock, 2016

Marie Modiano: Lointain

Marie Modiano udsendte i januar 2017 sin anden roman, der virker meget mere gennemarbejdet og sammenhængende end Upsilon Scorpi fra 2013.

Romanen arbejder med to historier, der er flettet sammen: den ene er Valentines oplevelser som 19-20 årig, hvor hun møder en amerikansk musiker og forfatter, der sidder og spiller på Pont des Arts. Han skriver på en roman, og hun giver ham husly og hjælper med at skaffe ham ro til at skrive. De har det på mange måder godt sammen og turer lidt rundt med venner. En dag forsvinder han dog ud af hendes liv, efter at han har fået succes som romanforfatter.

Det andet tema er teater og teaterturné. Valentine får en lille rolle og optages af kollektivet, der rejser rundt fra by til by i en meget lang turné. Det er denne følelse af at være sammen med nogen, men også af at være løsrevet fra alt og uden fast adresse, der beskriver Valentines liv. Hun synes mange gange at se forfatteren, men nu er det set fra en alder af 33 år, at hun beretter.

Han er fjern, men er der alligevel. Hvad der er blevet af ham afsløres først sent i romanen, og bygger sikkert på oplevelser fra Marie Modianos eget liv, men det er nu set med en betragters, ligesom en andens øjne. (Lointain er også betegnelsen for det tæppe eller mur der er længst tilbage i forhold til scenen).

Der er meget smukke passager i bogen og en dyb beskrivelse af ensomhed og forladthed, der er med til at give os et præcist billede af denne omrejsende figur uden egentlig fremtid, men på en turné i det uendelige. Fortiden lader sig dog ikke ryste af, og den ligger som et gemt lag i hende.

Nu skal man ikke beskylde Marie Modiano for at have overtaget alt fra sin far Patrick Modiano, men der er alligevel et glimt af Patrick Modiano i de mange kilometer der bliver travet i et utal af byer.

Stærk roman, som det har været en fornøjelse at læse.

Gallimard, 2017

Hanane Charrihi et Elena Brunet: Ma mère patrie

Denne bog udspringer af de forfærdelige hændelser i Nice den 14. juli 2016, hvor forfatteren Hanane Charrihi mistede sin mor, der blev mejet ned som en af de første. Med hjælp fra journalisten Elana Brunet får hun sat ord på sine oplevelser og følelser og får formuleret et klart budskab om solidaritet og sammenhold.

Bogen starter med et kapitel med overskriften 15. juli hvor Hanane når frem til sine forældres lejlighed i Nice efter at have modtaget beskeden om moderens død. Hanane, der er 27 år, bor selv sammen med sin mand og sit barn på to år i et forstadskvarter til Paris.

Vi får skildret, hvad der er sket den 14. juli, hvor Hananes forældre med en søn og dennes kone og tre børn er taget ned for at se fyrværkeriet. Sønnen og faderen er gået hen for at starte bilen hjem, da lastbilen kommer drønende og rammer moderen Fatima. Vi får et klart billede af rædslen, og hvad der fulgte efter, folks frygt, lamslåethed og opgivelse. Hananes far går rundt som i en anden verden.

Efter denne start får vi en skildring af dagene efter terrorhandlingen og en skildring af Hananes mor, hendes godhjertethed og opofrelse. Hun har fået 7 børn, men opdraget dem med strenghed og forståelse og givet dem en opdragelse i Islam der bygger på fred og tolerance.Et smukt billede vi får af en enestående kvinde. 

Børnene har alle taget gode uddannelser og klarer sig fint i et Frankrig som Hanane bliver ved med at betragte som sit fædreland og hvis principper om frihed, lighed og broderskab hun i høj grad værdsætter.

Hanane får også fortalt om det had som møder dem som muslimer, selv nu i deres sorg og selv om en tredjedel af ofrene var muslimer.

Der bliver i det hele taget taget fat på mange centrale emner, og bogen fortjener at blive læst af alle, der har indgroede fordomme mod muslimer. Det kunne måske ændre lidt på deres holdninger.

Éditions de La Martinière, januar v2017

 Frédéric Viguier: Aveu de faiblesse

I 2015 debuterede han med "Ressources inhumaines", som vi gav en fin omtale. Hans nye roman starter også skarpt ud: « Je suis laid, depuis le début. On me dit que je ressemble à ma mère, qu’on a le même nez. Mais ma mère, je la trouve belle. »

Det er en 1. personsfortælling med Yvan som fortæller. Han ved godt, at han er grim, fed, rødhåret og går med for korte bukser. Hans mor laver skulpturer i smør! og Yvan spiser dem på sin mad. Det er ikke uden grund, at han er tyk. Yvan går på teknisk gymnasium og har gode evner som snedker. Han holder sig hjemme, da han bliver drillet meget.

En dag bliver en mindre dreng fundet dræbt, og af forskellige grunde bliver Yvan anset for at være morderen, uden at man har konkrete beviser. Politikommisær Grochard behandler ham hårdt for at få ham til at tilstå.

Hvad der så ellers sker, skal jeg ikke fortælle her, men man bliver overrasket undervejs og bogens slutning giver anledning til at læse den igen.

Yvans naive og godtroende natur bliver i bogen sat op overfor politiets brutale metoder og et retssystem, der er for ukritisk. Bogen foregår i et lille landsbysamfund i et yderområde, der er præget af arbejdsløshed, nederlag i skolen, familievold. Et miljø hvor fordomme florerer, og hvor alle er sig selv nærmest. Der er bid i beskrivelserne og en afsløring af en knap så pæn side af Frankrig.

Bogen er i sin kritik tæt på debutromanen, men er her pakket mere ind gennem den enfoldige fortæller.

En virkelig god roman!

Albin Michel, 28/12 2016

Léna Forestier: Comme des poissons dans un aquarium

Léna Forestier, hvis trilogi vi afsluttede for nylig, har udgivet en speciel e-bog, der bygger på gamle noter tilført nyt stof. Ganske vellykket trods alt.

Bogen foregår i Lyon, som vi får nogle glimrende beskrivelser af gennem bogen. Historien handler om Antoine, gymnasielærer, der lige er blevet skilt. Han passer parrets fælles datter hveranden week-end. En ensom person der ikke rigtigt ved, hvad han skal stille op efter skilsmissen. En anden ensom person er Maya, en meget smuk og særegen kvinde, der mistede sin kæreste ved en ulykke for mange år siden. Hun har siden levet meget alene og med tilfældige jobs trods en akademisk uddannelse.

Hvordan støder de to på hinanden, og hvordan påvirker det dem, det er hvad bogen handler om. 

En ekstra pointe er at Maya er ved at skrive en bog, men kan ikke finde ud af, hvordan hendes personer skal møde hinanden. Altså en roman i romanen. Meget fikst lavet.

Det er en bog, der handler om almindelige menneskers hverdag, deres problemer og kamp for at få det bedste ud af tilværelsen.

Léna Forestier forstår at iscenesætte dette, og i denne roman får hun skabt et smukt værk med sit lette og klare sprog.

Harlequin, 2017

Grégoire Delacourt: Danser au bord de l'abîme

En ny bog fra den glimrende forfatter Grégoire Delacourt, der sidst var fremme med On ne voyait que le bonheur og Les quatre saisons de l'été, som vi var ret begejstrede for.

I denne roman med den dramatiske titel får vi en parallel tekst at sammenligne med, nemlig "La chèvre de monsieur Seguin", efterhånden som man læser sig gennem historien, ser man klart en sammenhæng.

Romanen er i tre afsnit og første afsnit starter med kapitel 72! Vi tæller nu ned og følger Emma, en kvinde på ca 40, tre børn, mand i god stilling, stort hus. På Brasserie André ser hun imidlertid en mand som hun falder for med det samme. Vi følger nu hendes opgør med sig selv og sin familie, det begyndende samspil mellem Emma og Alexandre, men da de er blevet enige om at tage afsted, sker der noget forfærdeligt.Her slutter første del.

I denne første del følger vi den kvindelige fortællers spændinger mellem det rolige og faste, et fornuftigt liv som hun ikke helt har været med til at skabe selv overfor det nye alternativ, hvor begær og lyst indgår. En mand der måske bedre forstår hende og kan møde hende i hendes drømme.
Denne del af bogen er langt den bedste, men der er dog også gode ting i tredje del, men jeg vil ikke afsløre det her.

Bestemt godt skrevet, men burde nok være kortet lidt ned.

JC Lattès, 28/12 2016

Philippe Forest: Crue

En mand vender tilbage til et kvarter, som han kendte før, men meget er forandret. Der hviler en slags mysterium over det hus, han flytter ind i, men selv om han kommer i kontakt med en kvinde og også en mand, der bor i huset, finder han ikke det svar, han søger.

De to personer forsvinder pludseligt, og området bliver udsat for en kraftig oversvømmelse. Han isoleres i sin lejlighed og har tid til at tænke over livets store mysterier. Slutningen vil jeg ikke røbe.

Bogens fortæller er en person, der helst vil gemme sig totalt, være upersonlig, men samtidig ser han sig selv som et karakteristisk eksempel på et menneske.

Romanens temaer er sorg og mangel på håb, og også et billede på moderne tid. Forfatteren har mistet en datter på fire år og kan ikke komme over det. Men der er mange andre tab f.eks. de to personer fra ejendommen, der forsvinder. Hans kat forsvinder også. Der opstår brand i et nabohus med asylsøgere, de forsvinder også sammen med gadens tiggere. Helt galt bliver det, da bydelen oversvømmes.

Fortælleren søger forklaringer og beskrivelserne af den nye by, der er ved at opstå indvier os i et mystisk og fantastisk univers, hvor vi lidt slipper det konkrete. Vi føres ind i mandens fantasier, der også indeholder nogle moralske tanker om det moderne menneske, der også er ved at "drukne".

Romanen kan virke lidt for lang og omstændelig, men der er virkelig gode passager om sorg og tab. Hvordan kan man gå helt i stykker som menneske?

Titlen betyder "oversvømmelse", men er også en bøjning af verbet "croire" = at tro. Begge læsninger bør tages med her.

Gallimard 2016

Amélie Moy: Zélie femme libre

Zélie er en ung kvinde der arbejder som medhjælper på et plejehjem for ældre. Hun forsøger hele tiden at være i godt humør og hjælpe de ældre med deres problemer, men hendes liv er ikke tilfredsstillende: hun har en dårlig ledelse på plejehjemmet, forholdet til manden er problematisk, da han ikke kan forstå hende og hun kan aldrig får luft til sine drømme. Hun bliver gravid og en dag stikker hun af til en landsby i Sydfrankrig, hvor alting er anderledes, og det handler anden del af bogen om.

Det er en bog skrevet med stor sympati for Zélie og med en sønderrivende kritik af behandlingen af de ældre og andre kritisable forhold i et samfund, der ikke har plads til følelser og drømme.

Første del af bogen er bedst, og er både realistisk og også med stor forståelse af de ældre. Blandt dem er der også nogle gode portrætter og en god form for humor. Anden del af bogen hvor Zélie finder en form for frihed hænger mindre godt sammen og er måske lidt for optimistisk og upræcis. Hvordan skal hun kunne blive der og skabe en tilværelse for sig selv og sit barn? Hvad med hendes mand?

Men der er mange gode ting i beskrivelsen af en kvindes liv i det moderne samfund, hvor rutinen tager over og drømmen forsvinder.


Presse de L'Ehesp  (2016)

Léa Wiazem­sky: Le vieux qui déjeunait seul

Igen en debutroman, men denne gang fra en forfatter med kendte aner. Léa Wiazemsky er nemlig datter af Régine Deforges, og har Francois Mauriac som oldefar. Det er da noget at leve op til!

Bogen handler om en ung servitrice, Clara, 27 år, der læggter mærke til, at der hver mandag kommer en ældre herre på omkring de 80 år og spiser alene og altid det samme på restauranten. Hun begynder at fantasere om, hvordan hans liv mon har været.

Clara er ellers meget isoleret og bærer på en form for skyld, da hendes bedstefar var kollaboratør under 2. Verdenskrig. Clara omgås ikke med andre unge. Hun læser meget litteratur og går meget op i fortiden, og her findes hun forståelse hos den gamle mand Clément. Clara får et chok en dag, da hun ser at Clément har fået et nummer tatoveret på armen - han har været i koncentrationslejr.

Det medfører en række ting i begges liv, men kun til det bedre, da Clara via Clément lærer at elske og at tilgive sig selv. Clément får også et positivt syn på tilværelsen, der siden hans kones tidlige død har været trist. Der er også en lille kærlighedshistorie, der kører parallelt med hendes frigjorthed.

Bogen er bygget op i små kapitler med hver sin fortæller, og på den måde får vi både historien og forhistorien præsenteret med en stadig stigende intensitet. Det virker godt. Personerne bliver skildret indgående og med forståelse via disse private optegnelser.

Det er en flot debut og en god historie trods de noget dystre emner og Claras selvødelæggende skyldfølelse. Der er også gode beskrivelser af dagligdagen i Paris med en god indlevelse.

Kan absolut anbefales.

Michel Lafon, 2015

Pascale Dewambrechies: L'Effacement

En debutroman fra en 62-årig forfatter, der foregår i Frankrig i 1950'erne, hvor de to krige i Indokina og Algeriet prægede tiden.

Hovedpersonen er Gilda Maurel, hun er 36 år, underviser på en lille skole nær Pyrenæerne. Hun er alene og synes, at hun har forspilt sit liv. Men da den 20-årige Luiz kommer til byen, ændrer situationen sig drastisk. Han bor hos sin onkel og skal sættes ind i notar-arbejdet.

Ved et bal kommer Luiz til at danse med Gilda, og der opstår straks en tiltrækning.
Vi følger nu dette umage par, der først må nærme sig hinanden og derefter holde deres forhold skjult. Luiz er mindreårig og hun er lærerinde! Luiz vender tilbage til Paris efter nogle måneder og inviterer Gilda, men det er til en afsked.
Problemet for Gilda er, at hun er gravid, og det får selvfølgelig konsekvenser for hendes videre liv, men det vil jeg ikke røbe mere om.

Bogen er skrevet en en slags dagbogsform, men også med indslag fra de forskellige personer i bogen i form af breve. Det er meget fint konstrueret og giver os et fornemt billede af en kvindes situation på det tidspunkt: ugift, med barn og uden støtte. Det var ikke nemt.

Skildringen af Gildas liv i den lille provinsby og senere i Bordeaux er meget realistisk. Det er også en bog om kvindens ret til at have et begær og et seksuelt behov. Hvorfor skal hun altid været undergivet mændenes verden. Me4n også en skildring af at en kvinde bør udslette sig selv bag manden. En skarp konflikt!

God og letlæst bog udgivet på et mindre forlag.

Editions Passiflore, 2014

Virginie Despentes: Vernon Subutex 2

Har for nylig haft fornøjelsen af at anmelde første bind af trilogien om Vernon Subutex i en dansk oversættelse. Desværre bliver andet bind først klar i 2018, så jeg måtte lige læse den på fransk her og nu, da første bind var en stor oplevelse.

Bogen starter med et lille resume omkring de vigtigste personer, men derefter bliver vi straks ført ud i nye begivenheder omkring Vernon. I første bind endte det med, at han blev vagabond med fast opholdssted lidt nord for Buttes-Chaumont, der bliver et samlingspunkt for en gruppe af hans venner og bekendte i anden del. De har nemlig startet en eftersøgning af ham, efter at han har været væk i lang tid.

De berømte videobånd med sangeren Alex Bleach får Hyænen fat på, men hun vil ikke give dem videre til den ubehagelige filmproducent Dopalet. I stedet samler hun Vernon og gruppen omkring Vernon og viser dem filmene. Det sætter en del i gang, som jeg ikke skal røbe her, men gruppen fortsætter med at mødes i en bar, Rosa Luxembourg, i Buttes-Chaumont.

Andet bind lever stærkt op til første bind med beskrivelser af de enkelte venner fra den tidligere pornostjerne Pamela Kant til Aïcha, den unge fromme muslim, der vil hævne sin mor, som Dopalet efter Alex Bleachs udsagn har dræbt.

Der er også gode passager om nætterne i Rosa Luxembourg, hvor Vernon er DJ og stemning er til dans i en tåge af stoffer.

Mod slutningen sker der nogle ting, som får gruppen til at gå lidt under jorden og holde fester på hemmelige steder, men det får vi nok mere at høre om i tredje del, som forhåbentligt snart kommer på gaden.

Læs den, for Despentes holder sin sædvanlige stil, er politisk skarp og leverer et andet billede af dagens Frankrig.

Editions Grasset, janvier 2015

Rachid Sguini: Le monde de Rakidd - 

de 2001 à nos jours

Rachid Sguini er en ung tegner og forfatter, der med denne udgivelse tegner og kommenterer en række skelsættende begivenheder fra 2001 og frem.

Vi starter med World Trade Center og senere Charlie Hebdo og Nice, der er de voldsomme attentater, der har præget vort nuværende århundrede. Sguinis forældre stammer fra Marokko, og det giver sig bl.a. udtryk i, at han er muslim og har en slags dobbelt nationalitet, som han også kommenterer.

Der er helt andre ting som "Coup de boule de Zidane" og "80 ans de Donald Duck", omtale af afdøde kendte personer som Abbé Pierre, Michael Jakson og Nelson Mandela. Alle med nogle skarpe kommentarer og kritik.

En meget personlig, men også meget væsentlig historiegennemgang med gode tegninger og korte og skarpe kommentarer. Værd at læse og vende tilbage til.

Udgivet i serien Sens Figuré på Forlaget Faces Cachées

Les Aventure de Lucky Luke d'après Morris

La Terre Promise

Achdé & Jul d'après Morris

Det nye makkepar Achdé & Jul har leveret en god julegave til alle Lucky Luke-fans med albummet La Terre Promise. Historien har som tema jødernes ankomst til det vilde vesten og historien bliver fortalt med megen humor og adskillige hints til jødernes historie og deres betydning for det moderne USA.

Der er alt hvad hjertet kan begære af  gode karikaturer, klassiske optrin fra Vesten og en række dejlige tegninger, der bestemt kan leve op til forbillederne.

Lucky Luke bliver fremstillet som den kølige og styrende, men også som et almindeligt menneske med mareridt og måske ønsker om et mere almindeligt liv.

Lucky Lukes hest Jolly er også godt med i historien og kan endda kravle op i et træ, da der er tale om at spise heste.

Et rigtig god og morsom historie, der også inddrager vor egen tid og giver anledning til eftertanke.Skynd jer at få fat i den!

Lucky Comics, december 2016

Justine Caizergues: Une vue à deux

Underligt nok lige at falde over en bog med en hund så kort tid efter min egen dejlige hund bukkede under for sin sygdom, men måske egentlig befordrende for at leve en smerte ud.

Bogen handler om den unge Marion, 25 år gammel, kæreste med Christophe, som hun har kendt i 5 år. På hendes fødselsdag frier han til hende, og alt synes at se lyst ud, men dagen efter går alt i sort hende. Pludselig på gaden bliver hun ramt af blindhed. Hun bliver hjulpet på hospital, men en operation hjælper ikke, hun er dømt til evig blindhed.

Nu starter en kamp, hvor Marion trods hjælp fra søster og venner ikke vil forsøge at komme ud af sit psykiske nedbrud. Hun lærer dog at klare sig nogenlunde i sin lejlighed med støtte fra en hjælper, men da søsteren sender hende til træning med førerhunde, erklærer hun straks, at hun ikke kan fordrage hunde.

Nu vil jeg ikke afsløre så meget mere, men kan dog fortælle, at hun får en hund med hjem, og at forholdet mellem dem langsomt forbedres, Der kommer også en ny kæreste ind i billedet, og vi følger Marions positive udvikling.

Hunden, en brunlig labrador, bliver bogens anden hovedperson, og vi kommer gennem hele følelsesregistret indtil flere gange, fra tårer til latter. En skildring for hundeelskere.

Det er en velkomponeret roman, skrevet i et let sprog og med et dybt kendskab til de blindes vilkår og problemer. Manges fordomme og måde at være på med blinde er også en vigtig del af bogen.

Særdeles vellykket roman af den unge forfatter på 22 år. Hende hører vi forhåbentligt mere til.

Læs mere om bogen her: Om bogen

EDITION LES PRESSES LITTÉRAIRES (2015)

Luc Lang: Au commencement du septième jour

En stor roman i mere end én forstand. Den er på mere end femhundrede sider og er delt op i tre bøger: Livre 1, 2 og 3, men de er selvfølgelig knyttet sammen i en sand familiesaga/-tragedie.

Hovedpersonen Thomas er it-ekspert og udvikler programmer til styring af mennesker, hans storebror Jean bestyrer den afdøde fars gård i Pyrenæerne, hans storesøster Pauline styrer et lægecenter i en fattig del af Cameroun. Det fremgår også af omslaget på bogen.

Bog 1 starter med et opkald til Thomas, der bor i et pænt hus nær Vincennes-skoven. Hans kone Camille er kørt galt og ligger nu i koma. De har børnene Elsa og Anton og har levet som et typisk ægtepagt med gode indtægter og karrierer. Men nu er der grus i maskineriet, så meget desto mere som Camille er kørt galt på en smal vej, hvor hun egentlig ikke havde noget at gøre. Thomas forsøger at udrede det, men bliver bare mødt med flere gåder, som jeg ikke vil afsløre her.

Bog 2 foregår i Pyrenæerne hos broderen Jean, der trods sin gode uddannelse har valgt at slå sig ned som bonde med en flok får. Han lever af at fremstille gedeost. Jean er meget indelukket og ruger over ting fra fortiden, som Thomas ikke kan få noget at vide om.  Ved en julefest for familien (undtagen Pauline) bliver Jean endnu mere mærkelig, da hans nærmest flår børnene fra hans mors nye mand. Hvad ligger der mon bag? Vi får ikke meget at vide om Camille her.

Bog 3 foregår i Cameroun hvor Thomas opsøger sin søster Pauline, som han ikke har set i årevis, og her får vi efterhånden tingene i familiens tragedie til at hænge bedre sammen. Der er også ved at ske noget, der måske kan få startet Thomas' liv op igen.

Vi har hele tiden et eller andet lille mysterium eller hemmelighed som driver os frem gennem de mange sider, samtidig er det tre fantastisk gode beskrivelser af helt forskellige miljøer og skikke: Paris - Pyrenæerne - Cameroun. Rent kronologisk foregår det fra ca 2012 til nu, så der inddrages helt aktuelle problemstillinger f.eks. i beskrivelsen af de nærmest umenneskelige arbejdsvilkår i moderne virksomheder, bøndernes kamp mod storindustrien og endelig det fattige Afrika og islamiske grupper som Boko Haram. Der er virkelig et stort repertoire i bogen.

Titlen spiller på det religiøse hvor den syvende dag er søndag, hviledagen, og hovedpersonernes navne ligeledes. Hvad er det mon der skal ske på denne hviledag, ja det må man som læser selv fundere over gennem bogen.

Bogen er skrevet i et smukt og varieret sprog med mange detaljer og med sans for verdens store skønhed på trods af personernes problemer. På mange måder bevæger vi os fra det konkrete til det psykiske, fra virkelighed til drøm, og på den måde udvides vores viden om personerne, men også om det de beskæftiget sig med og den verden, de lever i.

Vellykket, velskrevet og aktuel bog.

Stock 2016

Sylvain Tesson: Sur les chemins noirs

Sylvain Tesson har især været kendt for sine rejser og ekspeditioner overalt i verden, men aldrig i Frankrig. Han elsker at klatre på tage, bjerge og andre høje steder, men i 2014 falder han 10 meter ned fra et tag og bliver særdeles hårdt kvæstet. Et længere hospitalsophold får ham lappet sammen, og undervejs har han fået en plan. Den franske regering har udsendt et skrift om de særligt isolerede områder i Frankrig, som man nu vil forsøge at modernisere. Dette er mod Tessons indstilling, da han netop ønsker at bevare naturområder og ikke er en tilhænger af moderne teknologi.

Han beslutter sig derfor at genoptræne sin kvæstede krop ved at gå fra den ene ende af Frankrig med start ved grænsen til Italien til den anden ende ved kysten i Normandiet. Men han vil gå på "les chemins noirs", de små veje ofte kun angivet med små sorte streger på de detaljerede IGN-kort. Rejsen varer fra den 24. august til den 8. november.

Sur les chemins noirs handler om denne tur, hvor han oftest er alene, undertiden ledsaget af en ven, men hvor nætterne oftest tilbringes i et medbragt telt. Det er en forrygende tur i bjergområder og gerne gennem skove, langs floder eller lignende, hvor der er rester af gamle stisystemer. I bjergområderne er der ruiner fra gamle landsbyer, andre steder har udlændinge købt sig ind i forladte huse, men Tesson anklager vores fortravlede hverdag, hvor alt skal flyttes rundt i vores trang til at få ting. De byer som han passerer hurtigst muligt ligner jo hinanden: et historisk centrum i midten, en ring af huse og villaer, en ring af trafik og en ring af indkøbscentre.

Det er på mange måder også en indre rejse for at finde de indre værdier og fastholde dem, men også en ode til naturen og et liv der ikke er fastlagt og bestemt i alle detaljer. Han citerer også flittigt forfattere og forskere.

Bogen rummer beskrivelser af Frankrig og steder der ikke er i guidebøger, så her er der ideer at hente.

Lena Forestier: Un voisin si craquant (La Fin) 

+ Le Bonus

Tidligere har jeg omtalt de to første bind i denne serie med billige e-bøger (2-3 €) fra forlaget Harlequin, og nu er turen så kommet til de sidste to.

La fin foregår i Irland otte år efter, at Armelle har forladt Lyon og Maxence. Der er selvfølgelig diverse forviklinger, men Armelle og Maxence mødes igen og så... I må selv gætte resten.

Letlæst triviallitteratur, men har dog også sine kvaliteter, hvor især skildringen af Armelle er fin. Armelle er også hovedperson i den gratis bonus, der omhandler hendes tur i junglen i Sydamerika!

Det samlede værk kan nu købes som e-bog til 7€

Magy Cherfi: Ma part de Gaulois

En fortælling om et indvandrerkvarter i det nordlige Toulouse med forfatteren selv som hovedperson. Vi får skildret hverdagen i et kvarter der er præget af vold og håbløshed, hvor pigerne og kvinderne ikke har noget at have sagt, men hvor den lille Magyd gennem sin ihærdige mor bliver tvunget ind på en ny vej.

Hun vil have at han skal have sin studentereksamen, og hun ofrer alt for at få ham igennem. Han bliver således den første i kvarteret, der får sin "bac".

Men det er kamp mod alle andre i kvarteret på nær to venner, men de tre bliver også kaldt "bøsser" af de andre unge og får tit bank af dem. Man tåler således ikke, at de læser i en bog eller låner en bog ud til nogle af pigerne, der også gerne vil vælge et liv selv.

Magyd får dog en position i bydelen, da han kan hjælpe med at skrive til myndigheder og andre der kræver skriftlige henvendelser. Sammen med vennerne og med hjælp fra nogle fritidspædagoger starter de en klub med lektielæsning, teater mm, der trods modstand alligevel får succes. Magyd interesserer sig for litteratur og poesi og skriver også meget selv. Ved bogens slutning træder han ind i en kendt gruppe Zebda.

Der er mange fine skildringer af moderen og faderen, af pigernes vilkår og den rå omgangstone mellem de unge i bydelen. Der er virkelig skruet op for slang af den værste slags. Andre temaer er savnet af en identitet, for ser han tilbage, kan han jo kun se den franske fortid, men han ligner jo ikke en galler.

Det er skildring set lidt i bagspejlet, men også med en humor og barskhed, der gør den interessant at læse. Man kan så spørge sig selv, om der er sket meget i forstæderne gennem de sidste 30 år? Måske lidt, men ikke meget. 

Aktuel bog i et splittet Frankrig.

Actes Sud, 2016

Philippe Delerm: Journal d'un homme heureux

Igen en vidunderlig bog fra Philippe Delerm men denne gang i form af en dagbog som han skrev i perioden 1988/89, en periode hvor han måske oplevede den største lykke. For han kommenterer den gamle dagbog med mellemrum og siger netop mod slutningen tilføjet i februar 2016: "En relisant ces pages, l’une me vient, s’obstine, finit par s’imposer. Je n’ai sans doute jamais été plus heureux que cette année-là."

Men hvad består den lykke så af? Det er hans evne til at opleve og gemme sånne øjeblikke, der rummer så meget, selv om det blot kan være at se nogle blomster i haven, mærke en let brise, samtale med lokale beboere, være sammen med Martine, hans kone, og sønnen Vincent, der på dette tidspunkt går på gymnasiet. Han overvejer flere gange hvad lykke er og konkluderer på et tidspunkt: "Le bonheur, c'est d'avoir quelqu'un à perdre."

Philippe Delerm er på dette tidspunkt ansat på gymnasiet i nedsat tid, det samme er hans kone. De er netop flyttet i et hus i en landsby i Normandiet og nyder nu dels at dyrke haven og have tid til at skrive og tegne. Som han siger: "Mais je souhaite à tout le monde ce que j’ai : du temps quand on est encore jeune, du temps perdu avec au bout comme un peu de remords, et l’énergie de le transformer."

Philippe Delerm er ikke særlig kendt på dette tidspunkt, men vil selvfølgelig gerne blive kendt som forfatter. Martine har mere held med en illustreret bog, som hun udgiver. Han skriver samtidig med dagbogen på bogen "Autumn".

Vi får små bidder af dagligdagen og højtider og ferier hos familien i syd-vest Frankrig, ikke alt er glæde, men er en blanding af lykke og smerte, men aldrig ligegyldighed. Altid opsøgende og åben for nye oplevelser, men også med en afstand til opstyltede bogmesser. Der er også en del skarpe bemærkninger om vores samfund, kommunismens fald, forbrugersamfundet, reklamernes verden etc.

Philippe Delerm skriver sin dagbog med en glæde ved sproget og dets finesser, udsøgte adjektiver og citater fra Proust med flere. Undertiden korrigerer han nogle af sine udtalelser, for han ser jo næsten 30 år tilbage.

En bog der skal læses i små bidder, for man har behov for at tænke hans små oplevelser igennem og se dem i forhold til sin egen hverdag.

Éditions du Seuil, 2016

Catherine Cusset : L'autre qu'on adorait

Catherine Cussets tolvte roman er blandt finalisterne til dette års Prix Goncourt, og den har måske også en chance.

Romanen starter med, at to kvinder, Nora og Evelyne som vi senere får præsenteret, finder Thomas, der har begået selvmord. På den måde ved vi altså allerede fra starten, hvad det skal ende med, da fortælleren Catherine i en slags ligtale fortæller om Thomas, og næsten kronologisk følger ham fra 1986 og ca 20 år frem. Catherine er hans gode ven, på et tidspunkt endda hans kæreste, og hun har fulgt ham gennem hans omtumlede liv, for Thomas er et omtumlet menneske.

Vi starter i Paris i 80'erne med en af de sædvanlige protestaktioner fra studenterne. Allerede her ser vi Thomas som én der er i centrum, han er begavet, umiddelbar, har tiltrækning på pigerne og udstråler godt humør. Med Thomas følger latteren.
Han er dog ikke flittig nok til at komme ind på École Normale Supérieure, har heller ikke let ved at fastholde sine kvindelige erobringer, så han tager til USA. Her følger vi ham rundt til forskellige universiteter med forskellige kvinder, men hvor hans charme og udstråling hjælper ham i starten, går det efterhånden ned ad bakke.

Romanen fortæller os om en spændende person, men den viser også, at den ydre og umiddelbare person ikke er den, som man tror. Der gemmer sig meget inde i ham, der er en slags negativ udgave af ham. Thomas eneste større bedrift er en afhandling om Proust, og han følger Thomas igennem hele bogen i form af citater, der i virkeligheden afspejler Thomas' væsen. Der er i øvrigt masser af henvisninger til litteratur, film og musik, der alle er en væsentlig del af Thomas' liv.

Vi får en god indføring i livet på diverse universiteter i USA sat i kontrast til de franske. Der er en kodeks, som Thomas undertiden overskrider uden at vide det. Thomas er også besat af New York, og vi følger ham i hans rastløshed rundt til hans utallige venner, rige som fattige. Det er den slags ting, der hæver bogens niveau, for vi får ikke blot et billede af Thomas, men af et helt samfund, både det franske og det amerikanske.

Et andet kodeord omkring Thomas er venskab, som han dyrker intenst, men det bliver sværere for ham, da vennerne efterhånden bliver gift og får børn. Thomas er bange for at binde sig, søger ofte trøst i flasken, lever luksuøst og har evig problemer med pengene Hans energi bliver ikke altid brugt rigtigt.

Bogens fortæller, Catherine, henvender sig til Thomas med et "tu", og denne fortælleform bringer os ind i en intim beretningsform, der også er et af bogens fortrin.

En god og velskrevet roman, men ikke helt min favorit til årets Goncourt.

Gallimard, 2016