Philippe Claudel: L'Archipel du Chien

Den meget produktive Philippe Claudel er på banen med en ny roman, der tager stilen op fra nogle af hans tidligere lidt barske og mørke romaner som f.eks. Les Âmes grises. Vi har i hans nye roman en fremstilling af menneskers mørke side.

Handlingen foregår i et lille ø-samfund. De lever på en ø i Middelhavet med en vulkan, der somme tider varsler om udbrud, men indtil videre går det godt. Øens borgmester vil gerne have mere liv på øen og har planer om et spa-center mm for at trække folk til.

Vi har ingen navne på de fleste af personerne. Det er borgmesteren, lægen, præsten, den gamle og læreren, der bliver hovedpersonerne. 

En dag finder den gamle dame tre lig på stranden, tre sorte, der er druknet på deres vej til Europa. Borgmesteren vil have dem væk og holde det skjult, for det kan skade øens omdømme og umuliggøre hans projekt. Kun læreren er imod at bortskaffe ligene. Det ender dog med, at de smider de tre lig ned i vulkanen. 

Læreren er dog ikke tilfreds og begynder at undersøge strømforholdene, for hvordan kunne de ende her. Vi starter her på lidt af en spændingsroman, for borgmesteren er ikke tilfreds med dette.

Pludselig kommer en ny person til øen. Det er en politikommisær, der har stor indsigt i hvad der sker via satellitfotos!

Vi får skildret en række personer fra deres negative sider, mens læreren er den eneste naive og uskyldsrene. Alt bliver sat ind i en ramme af beskrivelse af øen og dens befolkningsgrupper, skikke og traditioner.

Der er ingen tvivl om, at romanen kan læses på mange niveauer. Den kan læses som en beretning om den aktuelle situation, men lige så vel som en myte om mennesket og om det moderne menneskes mangel på menneskelighed. Her kan man henvise til en af Claudels seneste bøger om "Inhumaines", der dog har en mere munter tilgang. I denne historie er der ikke meget at le af.

Stor roman fra en stor forfatter. Læs den!

Stock 2018

Grégoire Delacourt: La femme qui ne vieillissait pas

Grégoire Delacourt har jeg tidligere været ret begejstret for, og det fortsætter med hans nye roman om kvinden, der ikke blev gammel. Ja, det lyder lidt som et eventyr, men det er måske ikke helt så lykkeligt, som man skulle tro. Bogen starter i 1950'erne, hvor Martines far vender hjem fra Algier med en benstump. Martine elsker sin mor totalt, og det er et enormt chok, da moderen i en alder af 35 bliver kørt ned og dør. Den nu 13-årige Martine må sørge for sin depressive far.

Vi følger Martines liv år efter år med beskrivelser af hende og tiden. Hun er meget lykkelig, da hun begynder at læse i Lille og møder André, der er manden i hendes liv. De får en søn Sébastien. Fra Martine bliver 30 år vil hun hedde Betty, og hendes hud ældes ikke. Selv da hun er langt oppe i 50erne ligner hun stadigvæk en ung kvinde på 30.

I starten er hun genstand for alles beundring og jalousi. Hvordan bærer hun sig ad? Men det bliver faktisk også et problem for både manden og sønnen, der præsenterer hende som sin kusine!

Nu skal jeg ikke afsløre mere. Men blot sige, at bogen jo rummer mange tanker om ungdom kontra alderdom. Hvordan kan man bevæge sig fra det ene til det andet. 

I den evige ungdom som Betty har fået, bliver hun alligevel ældre indvendig. Hendes venner bliver ældre, og selv om hun ser ung ud, kan hun ikke altid tilpasse sig til deres måde at være og at leve på.

JC Lattès, 2018




Editions JC Lattès

Virginie Grimaldi: Le parfum du bonheur est plus fort sous la pluie

Meget lang titel til en bog, der er meget lang, for lang efter min mening. Det er ikke fordi der ikke er interessante temaer i bogen, men det bliver altså bare for meget. Heldigvis er der nogle gode scener og kvikke replikker, der højner standarden.

Bogen handler om Pauline, hvis mand Ben en dag fortæller hende, at han ikke elsker hende mere og vil skilles. De har en søn Jules sammen.

Pauline vil ikke slippe ham og skriver et brev hver dag til ham om en god oplevelse, de har haft sammen. Det virker næsten meningsløst, at de skal skilles. Han skriver også til hende, men sender dem ikke, så dem får vi først senere.

Hele Paulines liv udrulles på den måde, samtidig med at hun går ned med stress på sit arbejde og tvinges til at holde ferie med sin familie i et sommerhus ved havet.

Det er ikke alene Pauline, der har problemer. Hendes søster har også, faderen er tidligere dranker, broderen er homoseksuel, svogeren er utro, ja der er sikkert mere, der kommer frem i denne families tur gennem en slags sommer-psykoterapi. 

Pauline går i øvrigt til psykolog, men det tager lang tid, førend han får åbnet lidt for hende, så vi bedre kan forstå sammenhængen.

Elegant komponeret, også relevante emner, men den virker for overlæsset, for personlig og er for svær at holde ud, til man når slutningen.

Fayard, 2017

Eve Borelli: Après l'ubscurité - L'Intégrale

En roman der åbenbart har været udgivet i fire del, men jeg fik det samlede værk ret tilfældigt.

Det viste sig at være en historie om Olivia, kendt journalist fra et radioprogram i Montpellier. Hun elsker at arbejde for radioen og afslår også et tilbud fra Paris. Hun har dog et problem, og det er et stort modersmærke på den ene kind. 

Det har givet hende store problemer i skolen og som voksen gør hun alt for at skjule det med pudder, men det sidder i hende som en plage. Hun må skjule højre kind og er således kun et halvt menneske.

Da hun en dag tager med en elevator møder hun Noam, en flot fyr som hun falder totalt for og tænder på. 

Ja, så starter historien ellers, og vi får lidt efter lidt en udvikling af forholdet, men de skal igennem mange brud og indrømmelser, inden de får skrællet alle lag af, for de gemmer godt på en række fortrængninger, der skjules bag løgne. Der er også andre personer med i bogen til at belyse de to hovedpersoner, så vi får faktisk flere parallelle forløb.

Det er faktisk rigtig godt skrevet og rummer temaer omkring barnet der mobbes, opdragelse, sorg og også livsglæde og elskov.

Ja, læs den bare, for hun skriver godt.

Forlaget Nisha 2017