Tuesday, November 03, 2020

Hervé Le Tellier: L'Anomalie

 

Hervé Le Tellier: L'Anomalie


Virkelig en helt speciel roman, der fortæller en historie med hjælp fra mange forskellige genrer og med inddragelse af nutidens mest brugte medieformer som talkshows, film, musik etc.

Det hele starter med sætningen: Tuer quelqu’un, ça compte pour rien og fortsætter med at skildre lejemoderen Blakes liv og metoder. Næste kapitel er om forfatteren Victor Miesel, der mangler succes med sine bøger, men pludselig får han skrevet en tekst ned i et stræk og sender til sin forlægger. Derefter begår han selvmord. Der følger flere personer efter, som vi får karakteriseret grundigt. Men hvad har de tilfælles?

De var med et fly til USA, der kom ud i et massivt uvejr, og det kunne være endt som en katastrofe, men flyet kom dog ned. Det skete i marts 2021. Nu er vi i juni 2021, og et fly af samme slags og med de samme personer viser sig pludseligt. Flyet tvinges til en militærbase, og nu giver et forsker- og militærhold sig til at undersøge, hvad der er sket. Hvordan kan det samme menneske, der var i flyet i marts, nu være tilstede som en dublet og genganger i det nye fly. Hvordan kan flyet være identisk med det fly som man har i marts?

Det bliver virkelig til en vanvittig spændende afvikling i resten af bogen, hvor der bliver mulighed for at få afprøvet teorier på konkret materiale. Er det blot at det er en simulation, at vi er en simulation og hvor er Gud i denne sammenhæng? Hvad sker der, da man lader marts-folkene møde juni-folkene? Marts-folkene har levet i en periode hvor de nyligt ankommende ikke har.

Det er en virkelig gennemført bog, hvor vi møder alle slags mennesker, der kan siges at være typiske for store grupper, men også enere som forfatteren. Der er kærlighedshistorier, opgør i parforhold, forskere der er i tvivl, underholdningsindustrien der straks griber lejligheden. 

Hervé Le Tellier, der er matematiker og præsident for Oulipo (L'Ouvroir de littérature potentielle), har virkelig brugt sine talenter til at skabe en matematisk skarp struktur med inddragelse af alle væsentlige områder gennem de sidste 50 år. Samtidig har vi en leg med sproget og en forløsende humor i beskrivelserne, for det fleste ville nok blive bange for pludselig at stå ansigt til ansigt med sig selv, for hvem var man så.

Denne roman der ikke rigtigt kan klassificeres er et oplagt bud på årets Prix Goncourt



Éditeur : GALLIMARD (20/08/2020)





No comments:

Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur

 Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur Hervé Le Tellier slog sit navn fast med Goncourt-prisen L'Anomalie i 2020, en lidt dyster fremtids...