Frédérique Clémençon: Les méduses
Hvis man tror, at det er en roman man er startet på, bliver man hurtigt klogere efter første fortælling, og dog, for Frédérique Clémençon er i stand til at flette de forskellige historier sammen til en enhed.
Den første historie er farvet af nostalgi, for vi møder Hélène Laurentin og hendes søn Paul, der er vendt tilbage til det sted, hvor de tidligere holdt ferie, da Marc, mand og far, stadig var i live. Han var omkommet der ved en tragisk bilulykke. Det år havde de opgivet at svømme på grund af de tusindvis af vandmænd, der skyllede op på stranden ved Loire-flodens udmunding.
Hélène der er sygeplejerske på et hospital er endnu ikke vendt tilbage til sin stilling i skadestuen.
Hospitalet bliver på en måde stedet, der tager pulsen på vores liv fra fødsel til død. Det er også en afspejling af vores samfund og dets spredte territorier, hvor vi mødes og ses lidt. Det er på dette hospital i den sydlige del af Loire, at Hélène, Ilan, Claire, Samir og et par andre arbejder og ofte kommer.
Det er på det sted, hvor vores liv afsløres som det mest skrøbelige, men også det mest levende, at de vil finde sig selv. Personerne vender tilbage i forskellige sammenhænge og på forskellige datoer, men deres historier flettes sammen og efterlader os med billeder af livets skrøbelighed, hvor der ikke skal meget til for at ændre alt. Fælles for alle er dog deres kampvilje og viljen til at hjælpe andre.
Frédérique Clémençon fortæller deres krydsede rejseplaner på et sprog, der svarer til hendes karakterer, af seriøs og fortryllende skønhed. Det er en bog der giver meget stof til eftertanke og som rykker i ens følelser.
Kan absolut anbefales.
No comments:
Post a Comment