Antonin Feurté: Lâcher les chiens

 Antonin Feurté: Lâcher les chiens

Første udgivelse fra en ung forfatter, der har meget at byde på både i skriveform som i indhold.

Handler om en vældig flugt i Pyrenæerne, frit inspireret af virkelige begivenheder.

I næsten ti år har Valère udført det beskidte arbejde i en fabrik for hundefoder. I kennelen renser han bure med testhunde for deres afføring mm under pres fra en uforsonlig chef.

På det seneste ved han, at han er truet: om natten patruljerer bevæbnede mænd omkring hans hus i den landsby, hvor han bor med sin kone og søn. For at beskytte sin familie anskaffer han sig udstyr og træner. Indtil den dag, hvor det uundgåelige sker.

Valère flygter med det eneste kompas, han har, nemlig et kort tegnet af hans far, en hyrde, der med beklagelse forlod bjergene. Langs de små bjergstier fører en rute til det forjættede land. Der, håber han, er et andet liv muligt. Men hvordan går det med flugten??

 Allerede fra de første sider sætter tempoet sig fast og slipper ikke læseren, båret af en meget flydende vekslen mellem nutiden, hvor flugten foregår, og tilbageblik, der giver fortællingen en reel dybde uden nogensinde at bryde fremdriften. Vi må trænge dybere ind i hovedpersonen og hans fortid for at begynde at forstå, hvad der driver ham.

Vidunderlige beskrivelser af Pyrenæernes natur, der afslører et dybt kendskab til stederne. For en debutroman er resultatet imponerende. Som kun 23-årig har forfatteren skrevet en meget vellykket tekst, der klart giver lyst til at følge hans litterære karriere.

08/01/2026
Editions Paulsen / La Grande Ourse  

 Pierre Lemaitre: Les belles promesses

Vi er så nået til fjerde og sidste bind af Pierre Lemaitres firebindsværk om de første tyve år efter 2. verdenskrig. Titlen er »Les Belles Promesses« , og med den titel viser forfatteren os allerede, at smukke løfter ikke altid går i opfyldelse.

Dette fjerde og sidste værk (»Le Grand Monde«, »Le Silence et la Colère« og »Un avenir radieux«) afslutter den fantastiske saga om familien Pelletier. Vi møder alle de charmerende (eller ikke så charmerende) personer fra de tidligere romaner: François, der står over for et frygteligt dilemma, den forfærdelige Geneviève (en uforglemmelig skurk, der endnu en gang overgår sig selv), lille Colette der mistrives hos sin mor, Philippe der er i pubertetsalderen med de problemer som det medfører og katten Joseph for blot at nævne nogle. Der introduceres også familien Ramos, der bliver et eksempel på de udnyttede.

September 1963: Jean Pelletier, kaldet Bouboule, kommer for sent til en ceremoni, han er blevet dagens helt og har reddet et spædbarn i en brændende bygning. På denne omvej til ceremonien for François' nye bog kommer han til en brændende bygning, hvor han hører en kvinde skrige. Han løber ind i bygningen og redder hendes barn, lille Michel.

Herefter drejer romanen sig om lille Michel og Jeans kone Geneviève, en forfærdelig kvinde! Hun tænker kun på at udnytte sin mands modige handling til egen fordel, for hun foragter sin mand lige så meget som sine børn, sin søster Thérèse og den stakkels kat Joseph, der forstår alt.

Det er udgangspunktet for romanen, som jeg vil helst fortælle så lidt som muligt om. Den skal læses som den thriller og saga den er...

Vi befinder os i begyndelsen af 1960'erne, hvor Paris er ved at blive forvandlet for at give plads til biler. Den parisiske ringvej skal bygges på bekostning af familier, der vil se deres bygninger blive revet ned. De fleste af dem har netop investeret alle deres opsparinger i lejligheder, der var ret komfortable i forhold til det, de vil blive tilbudt, når de bliver eksproprieret...

Presset øges på Jean, hans bror François efterforsker og stiller spørgsmål. Er det hans bror der har myrdet adskillige kvinder på bestialsk vis? Romanen ville næsten være en krimi, hvis den ikke var en del af et socialt freskomaleri om de glorværdige tredive år. Vi overværer familien Pelletiers skæbne, og forfatteren afslutter sin serie med en bitter refleksion over prisen for »fremskridt«.

Tonen er herligt ironisk, og sproget er som altid raffineret. Den er veldisponeret og vel dokumenteret. Men handlingen mangler desværre lidt mere spænding og kan ikke måle sig med de tidligere episoder, der var mere fængslende. Det er alligevel et monumentalt værk, og han lover at afslutte med tre bind mere om børnene i denne serie.

Calmann-Lévy (06/01/2026)

Marie-Hélène Lafon: Hors champ

 Marie-Hélène Lafon: Hors champ

En ny roman af Marie-HélEne Lafon der genoptager og til dels genbruger små tekster som han har udgivet i de senere. Hun forklarer selv, at det har været en lang proces med denne bog, så det har været nødvendigt at arbejde lidt i selvstændige afsnit, der så er blevet skrevet om og ind i det endelige værk.

»Hors champ« strækker sig over halvtreds år. Ti billeder, ti tidsstykker, løsrevne, udvalgte; læserne kommer ind i dem, nogle gange med Claire, andre gange med Gilles. Forfatteren veksler mellem disse synspunkter, altid i tredje person og gengiver en form for bevidsthedsstrøm og ikke altid med en logisk sammenhæng.

Gården ligger isoleret fra alt og alle. Det er faderens rige, hvor han giver sin vold frie tøjler. Claire er den ældste og det er for faderen en katastrofe. Hun skulle have været en dreng! Gilles er sønnen, ham der skal overtage gården, men han kan ikke leve op til faderens krav og der opstår en hadefuld atmosfære. Claire tager afsked med gården takket være sine studier, men vender ofte tilbage og bor et sted i nærheden, for jo ældre forældrene bliver, er der jo nogen der skal se til dem. Gilles bliver nok mest på grund af sin mor.

Det, jeg fandt mest slående, var egentlig den måde, bogen skaber sin egen horisont på: Den præsenterer ikke scener med et »budskab« for læseren, men lader læseren opleve konsekvenserne. Den får læseren til at føle, hvad det koster på lang sigt at blive. Og hvad det koster at gå. Og hvordan man i begge tilfælde må nøjes med resterne: resterne af kærlighed, resterne af vrede, resterne af ømhed, resterne af sætninger, man aldrig fik sagt. 

Boen giver os indirekte udviklingen inden for landbruget, forandringerne med øget pres, følelsen af at løbe efter en verden, der allerede har besluttet at overhale dig. De små franske landbrug  har længe været under pres og det er ikke sikkert, at deres protester bliver hørt.

Og det fantastiske ved titlen er, at »Hors champ« ikke kun er »det, man ikke ser«, men også alt det, man har lært ikke at se. Vold i hjemmet. Træthed, der klæber sig til huden. Social skam. Landsbyen, der ved besked og dømmer. Arbejdet, der slider på kroppen og efterlader en med en følelse af, at man ikke har ret til at klage, for man har jo et arbejde

Bogens slutning er voldsom og det er måske det der har fået Marie-Hélène Lafon til at bruge tid på at få bogen skrevet færdig.

Et mesterværk!

Buchet-Chastel (02/01/2026)

Sophie Astrabie: Le secret de Jeanne

 Sophie Astrabie: Le secret de Jeanne

En dejlig og velskrevet roman, der virkelig sætter læseren på prøve for at følge de små afsløringer af en hemmelighed, der først afsløres til sidst.

Romanen begynder med Alexandra, en ung kvinde i Paris i 2013. Alexandra troede, at hendes far havde været død i sytten år, men nu får hun at vide, at han lige er død. Hun finder ud af, at hendes far ikke døde det år, hvor hun troede, han forsvandt, og hun vil finde endnu flere mystiske nøgler gennem romanen.

Den anden kvinde, der tager ordet, Nicole, fortæller os om sin ungdom i 1973 med sin søster Claudine, som var deres mors yndling. Hun beskytter sin søster i et dramatisk øjeblik. Vi møder hende igen i slutningen efter hendes ret begivenhedsrige liv.

Den tredje kvinde, der tager ordet, Jeanne, som hemmeligheden stammer fra, spiller den vigtigste rolle, selvom romanens sider er ligeligt fordelt mellem de tre. Hendes fortælling begynder i 1938 på landet, på sine forældres gård, hvor hun passer gæs. Hun tager til Paris for at finde arbejde som stuepige i et hus. Det er et helt andet arbejde, hun finder.

Det er med andre ord en historie der strækker sig over tre generation, hvor det er de tre kvinder der er centrum og med de tre følger vi den historiske udvikling og på sin vis kvindernes frigørelse. De te kvinder er strålende portrætteret og fanger læseren.

Sophie Astrabie udforsker familiens hemmeligheder, disse tavsheder, der videregives som usynlige arv, og stiller spørgsmålstegn ved kvinders plads i et samfund, hvor kærlighed, modstandsdygtighed og smerte blandes sammen uden altid at blive udtrykt.

Det er næsten tre bøger i en og et indblik i at kvinders liv er under udvikling gennem generationerne.

Flammarion (14/05/2025)