Servane Lc: émulsions

Somme tider kan man være heldig at finde en perle på et af de mange små forlag, der eksisterer i Frankrig. Det gælder denne lille samling af korte tekster illustreret af en række tegnere kendt fra tegneserieverdenen.

Teksterne kan være fra få linjer til en side, men alle har fået deres egen illustration. Der er i alt 18 tekster/tegninger og titlerne viser, at det er refleksioner, historier om dagligdags ting: Ton Dos, La piscine, La nuit, La robe, Le tunnel. 

Vi har ofte meget konkrete situationer, der er udgangspunkt for en lille overvejelse, tanke. Men der er også meget erotiske tekster f.eks. om et lesbisk par.

Det er godt skrevet og illustrationerne er alle glimrende trods deres store forskellighed.

Det er en lille bog, der er rar at have.

Pigeon Moelleux Edition, 2018

Philippe Claudel: Le lieu essentiel

En lille ny bog af én af mine favoritforforfattere, der er formet som en "entretien avec Fabrice Lardreau" og nogle små tekster, som har haft betydning for Claudel.

Fabrice Lardeau er forfatter og journalist ved La Montagne & Alpinisme, og det leder os hen på bogens indhold, for det er Claudels fortælling om hans store begejstring for bjergbestigning og alpinisme.

Vi får historien helt fra hans unge dage, hvor han fattede denne interesse, som han læste alt om. Mere konkret blev ferier med forældrene i Harzen og senere Chamonix. Vi hører også om en tur til Sydamerika.

Claudels fascination af bjergene er dels naturen og muligheden for at prøve sig selv, men det er også fællesskabet og tilliden til andre under en opstigning. Der er mange spændende ting, som kommer frem om Philippe Claudel, og de giver bestemt en bedre forståelse af forfatteren Claudel.

Han tager ofte op i en hytte i bjergene, når han skal skrive. Han nyder denne afsondrethed for al form for kommunikation. Der er kun ham og naturen, som han betragter med stor ydmyghed, når han således er alene i bjergene.

Arthaud, januar 2018

Pierre Lemaitre/Christian de Metter: Au Revoir là-haut

Pierre Lemaitre fik fortjent en Goncourt i 2013 for sin storslåede roman, som vi tidligere har omtalt, og som nu kan opleves både som film og som tegneserie.

Oprindeligt udkom tegneserien i 2015, men på grund af filmpremieren i oktober 2017, blev tegneserien trykt op igen i 2017.

Det var med en vis mistro, at jeg startede på tegneserien. Hvordan kunne man dog får den store roman ind i dette nye format, der jo normalt ikke er teksttungt? Men hurtigt blev jeg klar over, at det var lykkedes på mange måder at fortælle historien igen, men på helt andre prænisser.

Handlingen er selvfølgelig skåret ind til benet, men er bestemt sammenhængende og med et pænt persongalleri. Og nu til det væsentlige: tegningerne. Her er Christian de Metter fortrinlig til at fange tidsånden i perioden efter 1. Verdenskrig, til at skabe et persongalleri der i deres fremtræden viser deres personlighed.

Man læser faktisk tegneserien på 170 sider med næsten lige så stor energi og overvældelse som romanen. Flot arbejde.

Nu mangler jeg så lige at se filmen!

Rue de Sèvres, 2017

Faiza Guène: Millénium Blues

En ny roman fra Faïza Guène, hvis titel afslører en del. Vi er kommet forbi et årtusindskifte og de forhåbninger, som man kunne have haft til nye tider og forandringer både på det personlige som på det samfundsmæssige plan, er nok ikke helt blevet til noget.

Vi følger Zouzou og hendes veninde Carmen i perioden ca 1990 til vor tid, hvor de skifter fra barn til voksen. Det er en historie om et venskab, som ikke rokkes trods mange forhindringer, selv da Carmen er indblandet i en ulykke, der koster en ung kvinde livet eller da Zouzou bliver gift med en dominerende type, der ikke vil se Carmen.

Det er ikke kronologisk fortalt, men hængt op på en række små episoder, da ofte er knyttet til en større begivenhed: VM i fodbold i 1998, 11. september og præsidentvalget i 2002. Selv om vi springer frem og tilbage, er det alligevel med til at give os et godt indtryk af nogle almindelige skæbner, måske typiske for perioden, fortalt uden nostalgi, men ofte med en snert af humor og et ønske om ikke at forfalde til sørgmodighed. Zouzou får en datter Lila som hun vil gøre alt for, så hun oplever et bedre forløb end hende selv.

Faïza Guène har fået mere styr på sin fortællestil siden hendes debut med Kiffe, kiffe demain, heldigvis er der stadig en fandenivoldskhed i hendes udtryksfacon. Opbygningen i korte kapitler, korte sætninger og en skarp præcision gør bogen til meget værd at læse.

Fayard, januar 2018

13 à table 2018

For fjerde år i træk udsendes der en samling noveller for at skaffe måltider til Les Restaurants du Coeur. For hver solgt bog kan der blive uddelt 4 måltider, så det er da en strålende ide.

Forfatterne giver deres bidrag i form af en novelle. Der er bidrag fra Michel Bussi, Christian Jacq, Agnès Martin-Lugand og Leïla Slimani for bare at nævne et par stykker. Alle tekster er nye og ikke tidligere udgivet.

Årets tema er "célébrer l'amitié", og det er der kommer mange gode og sjove vinkler på i teksterne.

Der er venskaber, der af den ene eller anden grund er blevet glemt eller skubbet til side, andre hvor venskaber er opstået gennem brevvekslinger. Der er også venner, der føler sig svigtet, og i et tilfælde hvor dette svigt kræver hævn. Men i alle novellerne er der som i alle gode noveller en pointe eller slutning der overrasker. Roman Puertelas bidrag handler f.eks. om en firefarvet kuglepen, der kommer verden rundt inden vi når slutningen.

Nu vil jeg ikke afsløre for meget om indholdet, men af de 13 bidrag er der i hvert fald fuld valuta for de 10, så det må siges at være tilfredsstillende!

Sempé står for den søde forside.

Pocket, 2017

Philippe Delerm: Et vous avez eu beau temps ?

Endnu ben herlig bog fra Philippe Delerm, som vi tidligere har omtalt. Igen er det små korte prosatekster, hvor han beskæftiger sig med små sætninger og situationer fra hverdagen. Her ridser han så lidt i lakken, så man ser, at en velment bemærkning i virkeligheden dækker over en form for skadefryd eller hykleri. 

Som eksempel kan man tage bogens titel. Det er jo ikke et spørgsmål, når man bruger vendingen over for folk der har tilbragt 14 dage i Bretagne med regnvejr og derfor kommer blegnæbbede hjem.

Samlingen er måske ikke helt på højde med den "Journal d'un homme heureux" (se vores omtale), men der er bestemt mange guldkorn. Læs blot for eksempel "Tais-toi, tu vas dire des bêtises !", "J'ai raison", "Passez un texto en arrivant"..

Der er et stort udvalg, men læs dem langsomt med et par stykker om dagen, for Delerm fortjener at blive læst langsomt, så der bliver tid til at overveje og eftertænke.

Seuil, 2017

Jean-Loup Chiflet: Ramener sa fraise

Igen en lille sjov bog fra Le Figaro med 100 expressions savoureuses à partager entre Petits & Grands.

Det er meget sjovt at få forklaringer på en række udtryk som man kan møde i fransk og hvor enkelte også kan findes på dansk f.eks. "La coupe est pleine".

For blot at nævne nogle eksempler, så kan man få forklaret udtryk som:

avoir les jambes en compote - Manger de la vache enragée - Faire ses choux gras

Virkelig en fin lille sag med gode illustrationer.

Figaro, 2017

Bogen kan købes via avisens hjemmeside

Delphine de Vigan: Les loyautés

I 2015 udsendte Delphine de Vigan den meget omtalte "D'après une histoire vraie", som vi omtalte her. Nu er hun tilbage med en helt anden type roman, men måske alligevel med temaer som den schizofreni og personspaltning, som vi mødte i værket fra 2015.

Bogen er skrevet i en ganske enkel form med vekslende kapitler, der bærer den persons navn, som vi følger. Historien udvikles efterhånden gennem de forskelliges oplevelser og følelser. Der er læreren Hélène, der var udsat for vold som barn, husmoderen Cécile, der efter mange års ægteskab opdager en skjult ond side hos sin mand. Cécile er derefter blevet fjern og taler højt med sig selv. Det der bringer historien sammen er de to tolvårige venner Mathis, der er Céciles søn, og Théo, hvis forældre er skilt. Han tilbringer skiftevis en uge hos hver af sine forældre. 

Hélène er meget bekymret for Théo, da hun mærker, at han har problemer. Théo har det ikke godt, for hans far er ved at gå i hundene, og hans mor vil ikke hører noget om ham. Theo skal gå i brusebad, så snart han kommer tilbage fra faderen, hans tøj skal vaskes og faderen omtales ikke. 

De to drenge søger sammen, for de har begge svært ved at klare at skulle være loyale over for deres forældre og hnanden. Hélène skal være loyal over for sin skole og ikke bruge sin fritid på at skygge Théo, og Cécile skal være loyal over for sin mand. Alle disse forhold skildres skarpt i bogen og sætter spørgsmålstegn ved om det er rimeligt.

Delphine de Vigan skærer ind til benet og lægger skæbnerne frem. Det er de mørke sider og kan loyalitet bære det?

Vældig god og kort roman der med præcise og enkle midler fører os dybt ind i personerne og afslører sider som har almen interesse.

JC Lattès, januar 2018

Pierre Lemaitre: Couleurs de l'incendie

Her er så andet bind af trilogien der startede med Goncourt-vinderen fra 2013 "Au-revoir là-haut", som jeg omtalte dengang.

En af hovedpersonerne i første bind var Édouard Péricourt, der blev lemlæstet i 1. Verdenskrig og endte med at kaste sig ud foran faderens vogn. Faderen som han bestemt ikke bryder sig om, og som ikke engang får at vide at han overlevede krigen.

I denne bog er det Edourds søster Madeleine, der har hovedrollen. 

Bogen starter i 1927 med den rige bankejer Marcel Péricourts begravelse, og sjældent har jeg læst så pragtfuld en start på en roman. Vi får alle personer præsenteret, får en følelse af tidens ånd og et første indtryk af hovedpersonerne. Foruden det er det et stort drama, da Madeleines søn Paul kaster sig ud fra et vindue ned på morfaderens kiste, der står i en ligvogn i gården omgivet af de fine folk, der skal ledsage kisten til kirkegården. Det er virkelig et drama! Men skildret med Lemaitres sans for detaljen og spændingen krydret med kommentarer til læseren.

Madeleine er en ung pige, der aldrig rigtig har fået lov til at komme ind i mændenes verden, virker i starten meget naiv og har bestemt ikke forstand på penge. Hvad sker der nu med hendes formue? Ja, det er et af bogens temaer, samtidig med at vi får skildret et samfund med folk, der kun tænker på egen fortjeneste og omdømme. Vi får indtryk af de store klasseskel og de politiske kræfter i spil i første halvdel af 30'erne, hvor nazismen og fascismen kommer på banen.

Lemaitre er som sædvanlig meget grundig i sit forarbejde, så selv om det er en roman er tidsbilledet uden tvivl meget korrekt og bygger på datidens kilder. Men det er skildringen af de forskellige personer, der driver værket. Stærke følelser som kærlighed, had og hævn kombineret med sex, penge og egoisme er beskrevet i et forløb, der overrasker og holder læseren fanget.

Selv om det er en roman på mere end 500 sider, bliver man ikke træt af at læse den. Det er faktisk ret svært at lægge den fra sig!

Albin Michel, januar 2018

To guider fra Le Figaro

To fine og billige guider fra Le Figaro Magazine. De kan købes på nettet til meget rimelige priser. Begge i et lille handy format, så man kan stoppe dem i lommen til sine ture rundt i Frankrig

100 lieux qui ont fait la France starter med Lascaux og Alésia  og slutter med Stade de France, 1998, hvor Frankrig vandt VM i fodbold. Vi får således lejlighed til at læse om steder, der har betydet meget i Frankrigs historie og i det billede som er blevet skabt omkring Frankrig.

100 lieux du patrimoine franc à avoir vu au moins une fois dans sa vie er bogen for den sande Frankrigselsker, for selvfølgelig skal man da have set disse 100 steder. Der er f.eks. Hospice de Beaune, Pont Neuf, La Place de Jaude i Clermont-Ferrand og le Château de Beynac. Man kan jo passende krydse af efterhånden, som man har nået Frankrig rundt. Jeg mangler vist en fjerdedel endnu, så jeg må stadig være på farten.

Marie-Hélène Lafon: Nos vies

En lille roman af Marie-Hélène Lafon, der hører til mine foretrukne forfattere, specielt i hendes skildringer fra landet. Men her er vi i Paris, et Paris med ensomme mennesker, der søger en form for kontakt.

Fortælleren Jeanne er pensioneret, men karakteriserer sig selv som én der kan se og husker detaljer om sine opdagelser. Tidligere var det hende der skulle fortælle sin blinde bedstemor om alt, for hun var den bedste til det.

Denne præcision og detaljerigdom finder vi også i Jeannes beretning om en kassedame, Goldana, der har en stor udstråling, men en lukket karakter. Kun sjældent åbner hun sig for kunderne, måske fordi hun kommer fra et østland. Hun har også en klumpfod, der kan have givet hende komplekser. 

Jeanne køber ind to gange om ugen og lægger også mærke til, at der er en mand, Horacio, der altid vil betjenes ved Goldanas kasse.Det bliver dog aldrig til noget mellem dem. Det er blot to ensomme mennesker som så manger andre.

Fortælleren Jeanne har en fortid fra landet med de gamle traditioner og familieforhold, som hun har brudt med, specielt da hun i 17 år boede sammen med en algierer. Lidt efter lidt får vi indblik i de problemer, som det gav, og den tomhed som Jeanne oplevede, da han forlod hende.

En afsløring af storbylivets ensomhed og landets gammeldags struktur, som ikke levner megen plads til udfoldelse, racisme er også et tema.

Velskrevet i store passager, men lidt vigende afslutning. Det er dog stadig en fornøjelse at læse en bog af Lafon.

Buchet-Chastel, 2017

Emma: Un autre regard 1 et 2

 

Den kendte blogger Emma (https://www.facebook.com/EmmaFnc/) har fået udgivet to bøger med tegninger og kommentarer, nogle af dem har også været præsenteret på hendes blog på FB

Emma vedkender selv helt klart, at hun er feminist og politisk aktiv på venstrefløjen.

Hendes små historier med gode tegninger og forklarende tekst er bestemt værd at beskæftige sig med. Hun tager selvfølgelig fat på en del emner omkring kvinden: fødsel, clitoris, arbejdsmarkedet og det hun kalder for "la charge mental": kvinden er den der altid skal have styr på alting, mad, børn, vaccinationer, tøjvask etc. Ja, det er nok rimeligt korrekt at kvinder opdrages til at påtage sig nogle faste roller.

Der er også andre alvorlige emner som behandlingen af indvandrere, politivold og hele vores tilværelse der er bygget op omkring det at arbejde. Hun mener nok, at familielivet bør komme i første række.

Alt er fortalt oprigtigt, med en bid af humor, men også med klare politiske bud, der undertiden kan virke lidt naive, men hun har sandelig ret i, at "un autre regard" kan være særdeles sundt for alle.

Massot Edition, 2017 

Corbeyran - Le Roux:  La caverne du dragon juin 1917

14-18 Tome 8

Vi er nu nået til bind 8 i denne pragtfulde serie og situation er kampene ved Chemin des Dames i juni 1917.

Der er flere personlige historier bl.a. en begyndende kærlighedshistorie mellem Jules og en ung tysk pige. Den ender dog grusomt. Det vigtigste er den nye sergent som de har fået. Han viser sig at være komplet uduelig og en tøsedreng ved fronten.

Det går så vidt at han skyder nogle af sine egne soldater. Paul der har været under hans kommando fra starten tager dog hævn...

En rigtig god serie med både små personlige historier og et overordnet blik på krigen. Der er et klart angreb på hele styrelsen af kampene og generalernes manglende viden og bekymring om soldaternes kår. Tegningerne er omhyggelige og skildrer krigens grusomheder.

De sidste to bind kommer i 2018.

Edition Delcourt

Laure Manel: La délicatesse du homard

François har et center for heste og ridning i Bretagne. Han er blevet skilt for nogle år siden og har derefter været inkarneret single. 

En dag han rider på stranden, ser han en ung kvinde ved en klippe. Hun har mistet bevidstheden. Han samler hende og tager tager hende med til centret.

Han får tilkaldt læge og får hende installeret i et værelse i sit hus.Da hun vågner nægter hun nærmest at tale. Hun sover meget og efter nogle dage fortæller hun, at hun hedder Elsa. François forstår hurtigt, at hun ikke vil svare på spørgsmål, men han bliver fanget af den mystik, som hun omgiver sig med.

Romanen fortælles i skiftende kapitler af de to personer, og det er gjort så fint, så vi dels følger dem i nutiden, men også således at fortiden afsløres i små portioner. Det er nemlig ikke kun Elsa, der har haft problemer i fortiden, det gælder i højgrad for François også.

Det er en fint skrevet historie, der måske i nogle henseender er lidt for voldsom og usandsynlig, men sat ind i smukke skildringer af naturen i Bretagne, virker det egentligt fint.

Bogens titel spiller på flere ting og er godt valgt.

Michel Lafon, 2017

J.M.G. Le Clézio: Alma

Den nyeste roman af Le Clézio er på højde med tidligere mesterværker og en fornøjelse at fordybe sig i. 

Bogen er bygget op omkring to fortællinger, og det meste af bogen foregår på Ile Maurice (Mauritius). Den ene fortæller er Jérémie Fersen, efterkommer i en familie, der i sin tid var blandt øens overklasse og havde store værdier i form af plantager med sukkerproduktion. Hans far flyttede til Frankrig, da det økonomiske eventyr var ovre, men har givet sin søn et forstenet æg fra en dronte (her kaldet dodo), fuglen der i sin tid levede på øen, men som nu er uddød.

Jérémie er på mange måder skuffet over det han ser under sin jagt efter de sidste rester af familien og de forestillinger han har. Alt hvad familien ejede er væk, og selve området er forvandlet til en indkøbs- og kulturcenter med navnet Maya. Det er illusionens verden.

Den anden fortæller er Dominique, kaldet Dodo, han hører til en udstødt del af familien, da hans far gik sine egne vegne. Dodo er blevet overladt til sig selv efter forældrenes død. Som ung pådrager han sig hos en prostitueret en pest der æder hans næse væk. Han bliver øens berømte vagabond, og det ender med at han bliver sendt til Paris for at være et godt eksempel på en vagabond.

Men Mauritius er sammensat af en meget blandet befolkning fra de oprindelige beboere over europæerne, slaverne, inderne, kineserne etc. Vi får i romanen mange modsætninger ført frem, men også respekten for slaverne, der på en måde slettes fra glemslen, da de bliver nævnt her.

Vi får pragtfulde naturskildringer, historiske uddybninger og en billede af den moderne, hensynsløse og overfladiske intethed.

Det er også en delvis selvbiografisk roman, da Le Clézio har tilbragt en del af sin barndom på øen og betragter sig selv som præget af både sin mauritanske og sin franske del.

En væsentlig roman, der føjer sig til rækken af romaner med kultursammenstød, de store horisonter, drøm og virkelighed. En både poetisk og kritisk skildring.

Marie Richeux: Climats de France

Endnu en af de nye bøger, hvor Algeriet igen bliver en form for hovedperson sammen med arkitekten Fernand Pouillon. Fortælleren Marie binder de forskellige historier sammen, men slet ikke kronologisk. Hvert kapitel bliver i dets overskrift placeret tidsmæssigt, men ellers må læseren selv holde styr på kronologien. Ganske fikst lavet, men det kræver nogle opslag frem og tilbage.

Marie blev født midt i 1980'erne i Frankrig. Hendes forældre er fra Algeriet. Hun tager i 2008 til Alger og får en oplevelse da hun opdager bygningen "Climats de France", der har samme arkitekt som det kompleks, som selv er opvokset i i Meudon-la-Forêt, bygget i 60'erne, nemlig Fernand Pouillon. Hun kan genkende stenene og de små finesser. Komplekset i Alger blev bygget med 1000 lejligheder for at slippe af med den voldsomme slum. Bygningen blev foretaget på forbløffende tid, men da Marie ser det i 2008 er det noget forsømt.

Bogen er nu bygget op omkring arkitektens indsats og ideer fra hans lange karriere, der starter i 1934 i Aix-en-Provence. Han bliver lidt af en helt for Marie, selv om han på et tidspunkt kommer i fængsel.

Andre vigtige personer er en taxachauffør Malek fra hendes ejendom. Hun husker stadigvæk en aften i 1997, hvor der blev sunget i hans lejlighed hele natten. Det viser sig at være på grund af hans søns død. Sønnen var blevet narkoman, for det er jo ikke usædvanligt i forstadskvartererne. Disse kvarterer får vi skildret via Maries fortællinger om barndom og opvækst.

Malek blev af sine forældre sendt til Frankrig i 1956, for at han ikke skal blive involveret i krigen, men Marie får gennem sine spørgsmål til ham besked om de ting der skete både i Algeriets men også i Frankrig i forbindelse med krigen. Grusomme afsløringer.

Der er i det hele taget et enormt materiale fra perioden gennem de konkrete skildringer af byggeri og de deltagende arbejdere og beboere.

Bogen virker selvbiografisk, men også som en biografi over Pouillons indsats. Samtidig bruger den også romangenren, og det gør den til en fascinerende og spændende historie.

Editeur Sabine Wespieser, 2017

Yves Simon: Génération(s) éperdue(s)

En dejlig opsamling af sangtekster fra Yves Simon, der også har illustreret og kommenteret en stor del af de 140 tekster, som bogen rummer. Der er også en del fotomateriale.

Yves Simons første album udkom i 1973 : Au pays des merveilles de Juliet med titler som Les bateaux du métro og Rue de la Huchette. Det var ikke for ingenting, at han havde været gademusikant i Paris.. I Respirer, chanter fra 1974 starter vi i Paris, men kommer ellers ud i verden: J'ai rêvé New York og Manhattan, hvor der er en poetisk, men barsk skildring. 

Yves Simon kredser i sine næste albummer omkring de udsatte, de farvede og de unge der søger en form for kærlighed, som er svær at finde. Et af de bedste album er Demain, je t'aime, der både musikmæssigt og tekstmæssigt er på højt niveau. Mine favoritter er Petite fille, p'tite misère (Tu voudrais pouvoir crier tout haut tes rêves Avant que la nuit s'achève), Attention futur og Une pierre roule.

Une vie comme ca fra 1981 har jeg hørt utallige gang. Alle tekster er rettet mod fremtiden, hvad vil den bringe, hvad kan vi tage med os og hvad vil vi betyde. Fremragende album.

Desværre blev der lidt længere mellem udgivelserne: 1983, 1985, 1987, 1999, 2007 og de blev måske musikalsk og teknisk bedre, men manglede lidt nogle samlende temaer. Der er dog en række guldkorn i alle albummer.

Man kan sagtens finde Yves Simons musik på de forskellige platforme, lyt til ham og ha' teksterne ved hånden.

Vi må jo ikke glemme at nævne , at Yves Simon efterhånden er blevet romanforfatter med en 10-15 titler, der bestemt også er værd at læse.

Flammarion, 2017

Patrick Modiano: Nos débuts dans la vie

Samtidig med en roman udsendte Modiano også et teaterstykke, og i udsendelsen "La Grande Librairie" fortæller han, at teaterstykket var en slags forløber for "Souvenirs dormants". At skrive i replikker var mere konkret og præcist end romanformen. Da han i øvrigt som barn ofte havde været i teatret med sin mor, der var skuespiller, blev stykket i virkeligheden til et teaterstykke, der handler om teatret.

Vi ser igen Modiano operere med flere parallelle verdener i stykket. Hovedpersonen Jean (20 år) vil som ung gerne være forfatter, men har ingen støtte hos moderen Elvire (ca 50 år) eller moderens samlever Caveux (ca 50 år). Derimod får han støtte hos sin kæreste Dominique (20 år), der netop er ved at indstudere sin rolle i Tchekhovs "Mågen". I teatret ved siden af spiller moderen i en boulevardkomedie, så der er forskel på niveauet.

Modiano udnytter teaterstykkernes indhold i sine hovedpersoners opgør, for Jean lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af moderen, der aldrig har haft tid til at tage sig af ham som barn, mens hun nu lader som om hun vil frelse ham fra forholdet mellem ham og Dominique. Caveux deltager også i dette spil og kritiserer voldsom det romanudkast, som Jean er i færd med at skrive færdigt. Jean går i øvrigt nu rundt med det i en kuffert der er lænket til hans håndled.

Hele dette spil på flere scener samtidig iblandet en drømmeverden, en forskydning i tid og sted gør stykket særdeles spændende at læse. Brug af diverse rekvisitter kalder også på en fortolkning f.eks. Jeans kuffert. 

Modiano havde ikke selv forslag til, hvem der kunne spille det, for det kunne jo spilles i forskellige tempi. Nu må vi se om det kommer op på et tidspunkt.

Der er ingen tvivl om, at Modiano spiller på sit eget forhold til moderen og hendes samlever (Jean Cau), men vi får samtidig dette lidt mystiske univers mellem virkelighed, drøm og minder, som uddybes i romanen. Samtidig er det også et brud med fortiden, for Jean og Dominique kan nu starte på deres "débuts dans la vie".

Igen en perle fra Modiano.

Gallimard. 26. oktober 2017

Patrick Modiano: Souvenirs dormants

Endelig kom der en ny bog af Modiano efter hans Nobelpris, men den var værd at vente på.

Der er ikke tale om en egentlig roman, men snarere en søgen efter de minder som sover i os, med eller mod vores vilje.

Fortælleren Jean D., der også er forfatter, kan næsten kun være Modiano selv, der afslører lidt mere af sin fortid og om sine unge år fra han var 17 til 22 år. Når man har læst hans tidligere bøger, kan man genkende en del af de personer, han nævner i denne bog, fra tidligere bøger, og temaerne er også velkendte: flugt, drøm-virkelighed, Paris, ensomhed og angst.

Han husker tilbage på de lystavler, der tidligere var i metroen: man kunne trykke på sin endestation og så blev det med farvede lys vist, hvordan man kunne tilrettelægge sin tur. Jean D. tror, at man måske en dag vil kunne trykke på en knap og møde de folk som man har mistet kontakt til eller som indgik i ens fortid.

I bogen får vi flere eksempler på møder med kvinder, som så pludselig forsvinder, men som han så senere møder tilfældigt på gaden. Det er den slags sammentræf, der fascinerer ham, og som han selv søger at skabe.

Selv om det er mere end 50 år siden, er der en bestemt hændelse som han ikke kan afsløre alt om. Det er en kvindelig bekendt, der ringer til ham og indtrængende beder ham om at komme hen til en bestemt lejlighed. Han tager derhen, men ser at der ligger en død person på gulvet. Hun forklarer det som en ulykke, men de skynder sig væk og skjuler sig i lang tid. Dette skete i 1965, og det er egentlig først når han skriver om det nu, at han føler sig ubekymret og fri.

Vi får at vide, hvordan han arbejder med små sedler, notater og diverse gamle aviser, bøger og kort, for på den måde kan han fastholde glemte personer og minder. Hvor meget der er virkelighed og hvor meget der er drøm, kan han selv komme i tvivl om. Bogens slutning er måske også en start på en ny søgning baseret på nogle notater fra sidst i 60'erne. Det venter vi på med spænding.

For en inkarneret fan af  Modiano er denne bog en sand gave. Vi bliver ført længere ind i dette univers af drøm og virkelighed i hans sædvanlige smukke sprog, og oplever samtidig hvordan tiden opløses. Disse tilfældige møder og begivenheder kan på de rette tidspunkter annullere den tid der gået.

Gallimard, 26. oktober 2017

Yves Bichet: Indocile

Endnu en bog om Algierkrigen i dette års høst af bøger, men det er denne gang et oprør mod at deltage, om at blive militærnægter, at dertere og tage afstand til en krig som man ikke forstår.

Vi er i september 1961, hvor Theo(dore) besøger sin ven Antoine, der er indlagt på et hospital ved Lyon. Han er blevet sendt hjem fra krigen i Algeriet, er i coma og der synes ikke at være meget at gøre. Théo er dybt rystet og frygter selv at blive indkaldt, da han er blevet 18 år. Antoines skæbne udrulles viere hen i bogen.

Théo er en ung mand med lyst til at finde en kæreste og leve et liv som et ungt menneske uden bekymringer. Han møder pigen Mila, der er præget af, at hun er blevet forbrændt ved et lynnedslag og har nogle familiemæssige problemer. Hun har en enorm trang til frihed og vil ikke underkaste sig.

Théo og Mila indleder et forhold, men det må vige, for Théos indkaldes på session, hvor han trods flere tricks alligevel bliver indkaldt. Under et besøg hos Antoine på hospitalet kommer der et forhold i gang mellem Théo og Antoines mor, der er advokat.

Nu går det ellers heftigt til, for de gemmer sig i hendes sommerhus, og Théo udebliver fra sin indkaldelse.

Nu vil jeg ikke fortælle hele historien, men den er ret hæsblæsende med skift mellem Théos, Milas og Antoines liv, som bliver vist i flash-backs. Det er smukt komponeret.

Det mest betagende i bogen er skildringen af de personer, der mod deres vilje faktisk bliver inddraget i krigen, og de konsekvenser det har for dem selv, deres venner og familie. Vi får en række baggrunde for personernes væremåde præsenteret, og vi bliver dermed stærkt involveret.

Der bliver bestemt ikke lagt fingrene imellem, når vi får beskrevet både soldaternes, FLNs og OAS' metoder. Det er hård læsning.

Bogen er bestemt med til at åbne for det tabu som Algierkrigen stadigvæk er for mange franskmænd. Den er vældig god som pendant til de øvrige nye bøger om perioden.

Mercure de France, 2017

Jean-Yves Ferri/Didier Conrad: Astérix et la Transitalique

Vi er nu nået til album nr. 37 i Asterix-serien, og det er tredje gang af parret Ferri/Conrad har skrevet og tegnet historien. Lad mig sige det med det samme: det er også denne gang lykkedes i stor stil!

Adskillige gange under læsningen har jeg været ved at bryde sammen i latterkrampe.

Historien handler i korte træk om en slags "Tour de France", men denne gang i Italien, deraf titlens Transatlantique.

En korrupt senator ved navn Lactus Bifidus, der har ansvaret for de romerske vejes tilstand, bliver anklaget for at bruge pengene på orgier og ikke på vedligeholdelse af vejene, hvis tilstand er elendig. Som forsvar foreslår han at afholde et løb med hestevogne gennem hele Italien for at vise deres gode tilstand. Cæsar går ind for ideen, idet det skal vise sammenholdet i det romerske rige, men det skal være en romer der vinder! Alle folkeslag i områder i det romerske rige har nemlig mulighed for at deltage.

På en måde er det Obelix der får hovedrollen, da han bliver spået til at vinde et løb. Vi følger nu løbet gennem Italiens provinser, og hvem der vinder kan I jo nok gætte, men det bliver under svære prøvelser.

Hæftet er fyldt med alle de sædvanlige ordspil, anakronismer, karikaturer og de stereotype opfattelser af andre folkeslag sammen med latinske citater. Herligt!

Men ud over denne side af historien er der også gok til doping i sporten, de multinationale selskabers magt, de politiske skandaler, det europæiske samarbejde etc. Blandt de deltagende barbarer er kimbrerne også repræsenteret i en ikke helt pæn rolle. Vi får også en sjov gennemgang af Italiens regioner og blandt personerne genkender man Berlusconi, Sophia Loren, Pavarotti, ja selv Mona Lisa optræder! 

Bestemt værd at læse og genlæse - glæder mig allerede til næste nummer.

Udkommer i dag den 19. oktober 2017

Brigitte Giraud: Un loup pour l'homme

Endnu en roman fra årets "rentrée littéraire", hvor Algeriet er i cemtrum. Her er det et ungt par, der forsøger et få en abort, da manden Antoine indkaldes til militæret i 1960. De får afslag og Antoine tager afsted. Han vil ikke bære våben og har fået en uddannelse som sygeplejerske, så han kan blive udstationet på hospitalet i Sidi-Bel-Abbès.

Lila der ikke vil føde et barn der skal leve uden far tager modigt også til Sidi-Bel-Abbès for at være tættere på Antoine.

Men det er bestemt ikke nemt for nogen af dem. Antoine der ikke ville være i direkte krig får på mange måde krigen meget tættere på, da han dag efter dag må tager sig af sårede unge soldater, sårede på både krop og sjæl. Antoine har ikke nogen større indsigt i hverken Algerierts historie eller baggrunden for konflikten, men han møder de rædsler som soldaterne fortæller om. Grufuld tortur fra begge sider og en udvikling som styres fra ledere langt fra den barske hverdag.

Specielt en patient, Oscar, der har fået amputeret et ben, fanger Antoines opmærksomhed. Oscar taler ikke, men gennem et venskab der styrkes, viser han efterhånden Antoine så megen tillid, at han åbner sig for ham. Deres venskab er en bærende søjle i romanen.

Lila føder på en specialklinik og får efterhånden et godt forhold til en ung araber Fatima, men det kan ikke holde til de trusler, der efterhånden udvikler sig med bomber og brande og et tydeligt skel mellem franskmænd, harkier, indfødte, FLN, OAS etc.

Krigen ødelægger ethvert venskab og de kulturelle forskelle styrkes.

Det er en stærk roman, der igen forsøger at fortælle historien, der ofte er blevet fortiet, for kan man egentligt fortælle den? Brigitte Giraud er selv født i Sidi-Bel-Abbès, og hun har kunnet bruge dele af sin egen historie i bogen.

Det er en helt anden historie end i Alice Zeniters L'Art de perdre og Kaouther Adimis: Nos richesses, men alle tre romaner giver et billede af en periode af Frankrigs historie som det er værd at beskæftige sig med.

En utroligt velskrevet og medrivende fortælling der giver os en ny vinkel på problematikken om de unge der mistede deres liv, førlighed og ungdom.

Flammarion, 2017

Marie Darrieussecq: Notre vie dans les forêts

En meget speciel og lidt underlig fortælling fra en kvinde, der skriver dybt inde i en skov. Hun fortæller om, hvordan hun er født med en dobbeltperson, der sover, men som kan bruges til at erstatte organer, der svigter i hendes egen krop.

Vi har at gøre med en grufuld distopi, hvor vi følger mennesket der via lægernes herredømme er begyndt at ødelægge sig selv. Står det til de herskende, bliver vi bare til en form for robotter, der kan få svigtende elementer udskiftet. Ja, i romanen er det faktisk mere eller mindre robotterne der overtager en del af hverdagen og som bliver mere og mere styrende.

Det er en fremtidsversion der fremstilles gennem notater fra en tidlige psykoterapeut, der er flygtet fra systemet og som har gemt sig i skovene med en flok oprørere, der forsøger at redde dobbeltgængere ud fra hospitalerne.

Det er megen alvor, men også med skildringer der rummer en barsk humor, at forfatteren indbyder os til at interessere os for hvad vi måske er på vej til. Skildringen fra kvindens hånd viser med stor præcision, hvordan et menneske kan gå i opløsning både kropsliogt og menneskeligt. Fremragende.

Marie Darrieeussecq er en meget speciel forfatter, men bestemt værd at læse, da hun kan sætte nogle tanker i gang med sine ofte lidt bizarre romaner.

P.O.L 2017