Sunday, February 10, 2019


Eric Vuillard: La bataille de l'occident


Efter for nylig at have læst Vuillards seneste bog "La guerre des pauvres" fik jeg lyst til at læse hans bog omkring "La Grande Guerre", der i hans udlægning faktisk bliver til "La Bataille d'Occident". Bogen er fra 2012, men den er bestemt værd at læse nu, hvor der er gået mere end hundrede år, siden krigen sluttede.

Det er ikke en roman, for den beskæftiger sig med reelle personer og begivenheder, men heller ikke en historisk beretning, for Vuillard elsker at trænge ind i folks tanker. Hvorfor gør det mon det de gør? Når man ser på de folk med ansvar, der kastede Europa ud i en krig, der kostede så mange liv, må man nok konstatere, at det var det rene vanvid.

Vuillard giver sig god tid til at beskrive situationen før det katastrofale pistolskud i Sarajevo, de forskellige landes modvilje mod at erklære krig, men styret af såkaldte militæreksperter ender det med at der blive sat gang i krigshandlingerne. Den tyske Schliffen har skrevet den detaljede plan, så det er bare at gå igang.

Det er på mange måder rystende læsning og fyldt med meget stof, som bøger om krigen ikke fortæller. Vuillard fortæller både konkret, men også ironisk og spydigt. Han indfletter også poetiske beskivelser af natur for at skabe kontrast til uhyrlighederne.

En mageløs bog om flere kejserrigers og staters sammenfald og en revolution tilligemed. Det gamle vesten gik til grunde sammen med flere ungdomsårgange og åbnede for en vej for fascismen og nazismen. Når man læser Vuillards bog, får man belæg for, at denne krig aldrig burde være startet, men krigsgale eksperter i alle lande, våbenindustrien i Tyskland mm havde overtaget.

Desværre kommer man hurtigt til at tænke på andre unødvendige krige i vor tid, når man har læst bogen, herunder Danmark som krigsførende nation!


Actes Sud, 2012

Thursday, January 31, 2019


Salomé Berlioux/Erkki Maillard: Les Invisibles de la République



Nylig udgivet bog om de unge i det som man med en dansk betegnelse vil kalde udkants-Frankrig. Bogen er enormt fint dokumenteret og behandler emner med mange konkrete eksempler, henvisninger til undersøgelser, politiske beslutninger og udsagn fra diverse eksperter.

Starten på bogen er stærk: "C'est une jeunesse oubliée. À l'abandon. Notre jeunesse. Celle de la France dite « périphérique ». Près de deux jeunes sur trois y cumulent les difficultés. L'isolement qu'ils subissent sabote toute cohésion sociale. Favorise la montée des extrêmes. Met en péril la République." Og når man så fortsætter med at fortælle, at det er 60% af Frankrigs unge, der befinder sig i denne situation, så må man blive forbavset, for det tegner ikke godt for de unge, hvis man ikke snart gør noget ved det.

Bogen gennemgår gennem konkrete eksempler de unge i udkants-Frankrig, der er grebet af manglende selvtillid, er bange for at forlade den trygge landsby, familie og venner for at studere i en større by. Hvis de så endelig får taget mod til sig for at prøve, mødes de af en lang række konkrete problemer: transporttid, økonomi, mangel på generel viden om politik og kultur, for de har måske aldrig været i teater o.lign. De føler sig meget isolerede og fremmede, når de f.eks. kommer til Paris.

Der er mange forhindringer, men bogens forfattere ser et håb i de forsøg på at hjælpe, der gives af andre, der har kendt problemet. De unge kan blive taget under vingerne af folk, der har kæmpet sig igennem, og som vil hjælpe og dele erfaringer. Det skildres i det afsluttende kapitel "Kévin en 2030", hvor man forestiller sig, at vejen frem for den unge Kévin er blevet lettere på grund af den støtte fra en eller flere faddere, som han får.

Bogen er meget omhyggelig med at vise, hvor problemerne er, men også til at konkretisere, hvad man kan gøre. På den måde er den måske ikke så negativ, som starten på bogen viser, men det er nu, at der skal ske noget!



Robert Laffont, januar 2019

Sunday, January 20, 2019


Éric Vuillard: La guerre des pauvres


Mit første bekendtskab med Éric Vuillard og bestemt ikke det sidste! Éric Vuillard tager historiske emner og perioder op, men tilfører de historiske emner et strejf af litteratur, forklaring og nogle helt klare muligheder for at forbinde til nutiden.

Denne bog drejer sig først og fremmest om de fattiges oprør i 1524 i det sydlige Tyskland. Det er specielt oprørets anfører, præsten Tomas Münzer, der er centrum i bogen.

Når der tales om de fattige, er det især de fattige bønder, der udsættes for stærkere krav om at betale skat til adelen. Vuillard inddrager også England, hvor der allerede i 1400-tallet var voldsomme oprør ledet af Wiclyf, Ball og Tyler. Det ender dog med at bønderne bliver nedkæmpet.

"SON PÈRE avait été pendu. Il était tombé dans le vide comme un sac de grain. On avait dû le porter la nuit sur l’épaule, puis il était resté silencieux, la bouche pleine de terre. Alors, tout avait pris feu. Les chênes, les prés, les rivières, le gaillet des talus, la terre pauvre, l’église, tout. Il avait onze ans." Sådan starter beretningen om Tomas Münster, og vi følger ham gennem en tilværelse, hvor han som præst er på de fattiges side, hans opfordringer til oprør og hans forhold til fjenderne, de rige. Der tegnes et billede af en højst usædvanlig mand med hans gode og mindre gode karaktertræk.

Det er enormt spændende læsning for det er et oprør mod autoriteter, der også besidder magten. Det er opgøret med den katolske kirke, der dømmer Münster til at være kætter, men Luther overtager denne del af oprøret. 

Det er jo ingen hemmelighed at ganske få mennesker ejer størstedelen af jordens rigdomme, så bøndernes nej til at betale mere i skat, kan jo nemt få én til at tænke på "les gilets jaunes", hvis oprør starter med benzinpriserne. I Vuillards beretning øges vold og krav i højere krav, når der ikke er noget svar. Det bliver til krav om slaveriets oprør, hvor det moderne oprør er et krav om republikkens ophør.

Rigtig god læsning der fører til mange overvejelser hos læseren, for historien har det jo ofte med at gentage sig. Sker det også i Frankrig i dag?


Actes Sud, januar 2019

Friday, January 18, 2019


Jean Echenoz: 14



Der er skrevet mange romaner og bøger om 1. Verdenskrig, og jeg har læst en god del af dem, men Jean Echenoz: 14 er på mange måder en helt særlig slags, for han får faktisk fortalt krigen på 123 sider. Tilfældigvis faldt jeg over den, og det blev en oplevelse.

Fortællingen begynder, da Anthime en ung mand på en cykeltur hører alarmklokkerne, tegn på at krigen er begyndt. Han cykler i den dejlige natur i La Vendée med Hugos bog "Quatre vingt treize" på bagagebæreren, og snart ender han i en lignende situation og rædsler, som Hugos roman beskriver. Han ender endda i det 93. regiment, for at kan se henvisningen.

I starten er der næsten fest, da fem unge fra byen tager til fronten: Anthime, Charles, Bossis, Arcenel  og Padioleau. Spørgsmålet er nu, hvem der kommer tilbage og i hvilken tilstand. Alle regner med, at det bliver kortvarigt, men der skal gå fire år. En ung pige Blanche står tilbage og siger specielt farvel til Charles og Anthime. Vi skal senere få at vide hvorfor.

Echenoz skriver kort og intenst, han beskriver med mange detaljer om udrustning, tøj etc., men ikke meget om rædslerne på nær nogle voldsomme kapitler. Fortælleren siger selv, at det har andre jo allerede berettet om.

Man skal læse bogen langsomt og søge i de få ord, for historien gemmer sig der. Der er også en vis form for humor i den meningsløshed der skildres. Fem unge anonyme skæbner blandt de millioner der blev ofret i krigen.

En eftertænksom, varm, præcis og imponerende bog


Les Editions de Minuit, 2012



Wednesday, January 16, 2019


Virginie Grimaldi: Il est grand temps de rallumer les étoiles


Endnu en fin bog fra Virginie Grimaldi, der har skrevet fortællingen om en mor og hendes to døtre, der i en krisesituation vælger at tage med camping-car til Norge for at opleve nordlyset og midnatssolen.

Bogen er skrevet med en opbygning, hvor de tre personer beretter skiftevis i hvert deres kapitel. Anna, moderen er 37 år, skilt, arbejder i en restaurant, men lader sig efter aftale fyre for at skaffe penge til at afbetale gæld. Den ældste datter, 17 år, Chloé, forsøger at glemme sine egne drømme for at hjælpe moderen. Chloé har flere vennebekendtskaber, men fyrene tænker kun på sex, ikke på kærlighed. Den yngste datter Lily, 12 år, er lidt speciel og noget menneskesky. Hun kan bedst lide sin rotte, som er opkaldt efter faderen.

Det bliver en lang færd, der også fører dem til Møns Klint og Sverige, men det er en spændende tur, hvor de slår sig sammen med en gruppe franske campister og oplever et sammenhold og glæde, der får dem til at glemme kærestesorger, problemer med eks-manden etc.

God historie, godt fortalt og nogle fine skildringer af de tre hovedpersoner, der nu kommer ganske tæt på hinanden. Den lille gruppe campister bliver drevet med ind i historien og bidrager til at gøre det til et rigtigt road trip, både i konkret og overført betydning.


Fayard, 2018

Friday, January 11, 2019


Michel Houellebecq: Sérotonine


Fredag den 4. januar fik vi endelig en ny roman af Houellebecq på gaden, og den var som sædvanlig omgivet af mystik.

Man bliver ikke i første omgang overrasket over indhold og stil i bogen, for vi genfinder en hovedperson, der er ved at opgive alt, en beskrivelse af et Frankrig hvor mange har mistet modet, og hvor især landmændene føler sig ladt i stikken.

Hovedpersonen og fortælleren har et vanvittigt fornavn, Florent-Claude, som han hader. Han er uddannet agronomingeniør (som Houellebecq). Allerede fra starten har vi en typisk Houellebeck-helt: en mand i fyrrerne, ensom, depressiv, impotent. Det står galt til med ham, for han holder sig kun oven vande takket være nogle anti-depressive piller Captorix, der indeholder et lykkehormon: sérototine, der også giver titel til bogen.

Denne person, der på mange måder føler sig ved livets slutning, fortæller os i det følgende om sit liv og de afgørende oplevelser og handlinger, der har bragt ham her. Det er ikke fordi han har været ulykkelig hele sit liv, men især studieårene og nogle intense oplevelser med nogle kvinder står tilbage.

Kvinderne i hans liv er især fire forhold: Yuzu, Claire, Kate og Camille, hvor det sidste bliver ved med at vende tilbage: her havde han lykken og kærligheden, men han formåede ikke at holde på den.

Et andet forhold er venskabet med Aimeric d'Harcourt, en ven fra studietiden, som han vender tilbage til efter mange års tavshed. Aimeric, der forsøger at drive et landbrug, har måttet erfare at kvoter og nedskæringer, gør det umuligt for ham at fortsætte. Vi får en beskrivelse af bøndernes oprør, og dette ser nogen som et varsel om "les gilets jaunes". Det er nu nok noget overdrevet, men der er ingen tvivl om Houellebecqs holdning til ultra-liberalismen, EU og bøndernes vilkår. Pessimismen skyldes det umulige i at lave om på situationen. De vigtige beslutninger tages på et andet niveau.

Houellebeck mestrer alle strenge hvad angår form og stil, man bliver suget ind i fortællerens nådesløse udlevering af sig selv, men også de mange stik til omverdenen, nutidens samfund, politikere og forfattere etc. Houellebecks stil går fra det fine poetiske, det satiriske, det humoristiske til det rent pornografiske, så der er ingen der bør føle sig forsømt.

Bogen er trods sin pessimisme et sprudlende værk med mange ingredienser. Titlen henviser til et liv styret af piller, for det lader til, at det for det moiderne menneske er for svært at forstå, at kærligheden er svaret. Et par meget stærke sider afslutter bogen og giver stof til eftertanke.

Flammarion, januar 2019


Sunday, December 23, 2018


Collectif Item: Marche ou Rêve


En lidt speciel bog, som jeg også har givet et lille beløb til. Det drejer sig om en march fra Vintigmilia i Italien til Calais i Nordfrankrig (1400 km), som en gruppe gennemførte i perioden fra den 30. april til den 8. juli 2018.

Gruppen bestod af folk, der ville minde om de lange strækninger som flygtninge og migranter gennemfører for at nå i sikkerhed. Vi skal ikke bare afvise dem ved grænsen men modtage dem og forstå hvad de er gået igennem.

Man behøvede ikke nødvendigvis at gå hele turen, men kunne slutte sig til overalt og blive så længe man ville.

Med på turen var der en række fotografer, og bogen er bygget op omkring deres billeder og kommentarer. Interviews med deltagere og beskrivelser af samværet i gruppen.

Det er en glimrende anskueliggørelse af problematikken omkring migranterne, og mange billeder siger mere end ord.

Bogen er trykt på en særlig måde, så man slår siderne ud til at format på ca 37 x 48 cm. Der er således mulighed for større billeder og collager. Meget fint lavet.

Det er godt at bogen er lavet og viser den solidaritet og humanisme som verden mangler lige nu. Det kan lade sig gøre at vise sin indstilling uden at man nødvendigvis tror at verden bliver lavet om.

Se mere : www. collectifitem.com


Paris ZigZag: Le guide du Parisien Curieux



Paris Zigzag der tidligere gennem nyhedsbreve og internet mm har fortalt os om spændende og usædvanlige ting i Paris iværksatte en indsamling om støtte til udgivelse af en egentlig guide til Paris. Støtten var overvældende, og nu har bidragsyderne fået de første eksemplarer.

Lad mig med det samme sige, at guiden lever helt op til Paris Zigzag og vil fremover være en fast del af mine ture til Paris.

Det er et handy format, flor papir og let at orientere sig i. 

Bogen har fem afsnit:
1. Les endroits les plus insolites de Paris
2. Les brèves parisiennes
3. Nos balades hors des sentiers battus
4. Nos endroits préférés
5. Sociologie du Parisien

Overskrifterne taler for sig selv, så skynd dig at anskaffe dig denne guide på ca 250 sider.

www.pariszigzag.fr


Jop. : Antigone


En lille tegneserie inspireret af de græske myter og Jean Anouilhs skuespil fra 1944, der indirekte handler om modstandsfolkene.

I denne lille tegneserie på ca 40 sider tager Jop fat på myten og temaet om mostanden mod de magthavende kombineret med en ung piges skrøbelige ungdom, hvor sort er sort og hvidt er hvidt.

Det er en velskrevet og veltegnet tegneserie, hvor det hele er holdt i meget mørke nuancer: blå, sort og orange er de gennemgående farver. 

Der er megen dramatik og skæve vinkler på tegningerne, men det er meget virkningsfuldt og understreger til fulde den dramatiske historie.

I den moderne udgave her er Antigone en ung pige der er imod nedrivning af et bz-hus, hendes far er præfekt og har underskrevet et brev om nedrivningen, der skal foregå en nat...

Læs selv resten.

Hæftet kan fås for 9 € hos forlaget Goater og er udgivet i 2018



Thursday, December 13, 2018


Christian Page: Belleville au coeur


Fortælleren og hovedpersonen er Christian Page, der før havde en lille familie og var ansat som sommelier på en berømt restaurant. Han har et skænderi med sin kone, før han tager på arbejde, og da han kommer hjem, er hun væk sammen med deres søn. Det sker i april 2015 og nu begynder nedstigningen i helvede. Han mister, sit arbejde, sin søn, sin lejlighed og bliver sat ud af fogeden med alt hvad han ejer i en rygsæk.

Hans kvarter er Belleville, og place Sainte-Marthe er stedet, hvor han oftest holder til. På den protestantiske mission i nærheden, kan han få varm mad, evt. bade, og være i omgivelser, hvor han bliver taget imod.  Han har nogle venner f.eks. Nassim, der er tidligere gymnasielærer, men nu er gået i druk. Men spørger aldrig til de andres fortid, men kæmper for at overleve i nuet.

Gennem Christins beretning lærer vi den anden side at kende med dens regler og koder, som man bliver straffet for at overtræde. Der er bestemte grupperinger: prostituerede, migranter, punkere etc., der alle har deres normer.

Hver dag er kompliceret. Han står ofte meget tidligt op for ikke at se børn bliver fulgt til skole, sådan som han også fulgte sin søn. Det er ikke specielt mad, men mere at finde et sted at være, et sted at sove især. Han slæber rundt på en stor rygsæk og pose, for han skal have sit tøj, sin rullemadras til at sove på og så meget tøj at han kan holde varmen i de kolde vinternætter.

Heldigvis har Christian sin mobiltelefon, så han kan holde sig orienteret, høre radio og være i kontakt med samfundet. Han henvender sig også til myndigheder, når han synes, at noget er galt. Nogle gange deltager han også i programmer. Han læser meget, men har kun en bog med sig ad gangen, for den kan være med til at gøre rygsækken tung. Endelig bruger han tid på at notere ting ned fra sin dagligdag.

Til udarbejdelse af bogen har han fået hjælp af Eloi Audoin-Rouzeau, der renskriver hans notater. Bogen fremstår således som en levende beretning fyldt med præcise iagttagelser, meget om den negative side, men også indslag af glæde.

Christian Page fortæller i et enkelt sprog i små korte kapitler. Han har en god evne til at få os til at vende blikket indad. Hvorfor hjælper vi dem dog ikke i stedet for at overse dem i gadebilledet?

Kan stærkt anbefales.



SLATKINE ET CIE (31/10/2018)

Friday, November 30, 2018


Pierre Guyotat: Idiotie



Det var en svær bog at komme igennem! Det skyldes dels et sprog på højt niveau med alenlange sætninger, løse sætningsled og en stil der minder meget om en stream of consciousness kombineret med en sammenblanding af skildring af virkelighed og udviklet fantasi. Ordvalg og tegnsætning er ofte frit opfundet.

Bogen handler om, hvad der skete for forfatteren/fortælleren fra 1958 til 1962, fra han var 18 til han blev 22. Det er ikke egentlige memoirer, men handler om ting, der har været afgørende for ham i perioden.

I første del vælger han at forlade familien efter moderens død for at leve som eksistensløs i Paris. Lange perioder med sult og uden kontakt. Vidne til en ond verden, hvor han dog finder hjælp blandt venner. 

Han er besat af sex og kunst, skriver lidt og får udgivet en bog. Han fantaserer om kvinder, men forbliver jomfru. Faderen søger at få kontakt til ham, men da fortælleren en dag stjæler nogle penge fra ham, bliver hans fremtid ødelagt af hans forbrydelse. Hvordan kan han sone den?

Herfra springer vi til Algeriets, hvortil han bliver indkaldt som soldat. Han er antikolonist og bliver smidt i fængsel af militæret. Her får vi en mere sammenhængende historie med Algeriets lige før og efter selvstændigheden. Det er skildret med alle modbydeligheder, som man kan tænke sig.

Hans seksuelle fantasier forbindes med afføring, bræk, fødsler etc og bliver gennemtrawlet på alle leder og kanter i bogen. Mest bizar er hans møde med en stum algiersk pige  i et forladt rigmandshus. Han forbliver dog jomfru.

Kan ikke umiddelbart anbefales. Den har dog fået årets Prix Médicis Général.

Grasset, august 2018

Sunday, November 25, 2018


 Gérard Davet et Fabrice Lhomme : Inch'Allah



De to kendte journalister fra Le Monde ville finde ud af, om det er rigtigt eller forkert, at Seine-Saint-Denis er blevet islamiseret. Davet og Lhomme underviser begge på den nye journalisthøjskole CFJ (Centre de formation des journalistes), og opgaven blev stillet til et hold af kommende journalister, der skulle fungere som et hold og finde konkrete eksempler. Holdet blev kaldt "Spotliught" efter et amerikansk mønster.

De unge journalister går til opgaven med stor energi, men løber selvfølgelig også ind i tvivl og undren, men i de interviews og undersøgelser, de laver, med eller uden skjult mikrofon, får vi serveret en række eksempler på islamiseringen af 9-3, som er kaldenavnet for Seine-Saint-Denis. Der er nærmest et skjult islamisk "universitet", folkevalgte der er rede til alt for at blive genvalgt, arbejdspladser hvor det er forbudt at bede, men man gør det alligevel. Der er virkelig tale om en islamisering af et helt område nord for Paris.

Der bliver stillet krav til skolen: Comme l'histoire de ce père de famille musulman, venu il y a quelques années exiger qu'elle appelle son fils Mouhammad avec le « h » prononcé en arabe, comme un « r » français. 
 
I 21 kapitler, der hvert har navn efter den interviewede person (f.eks. le guide, le patron, le barman, le flic, l'imam) får vi virkelig endevendt situationen i 9-3.

Det er en vældig god og præcis skildring af den islamisering, der finder sted, ingen tvivl om det. Det er samtidig en række personer og deres skæbne og karakter vi møder, skildret forholdsvis objektivt og uden forudfattede meninger.

Kan stærkt anbefales, hvis man interesserer sig for emnet.

Fayard, 2018




Achdé & Jul d'après Morris: Un cowboy à Paris



Årets Lucky Luke af Achdé og Jul er et pragtfuldt album, der fuldt ud lever op til de bedste album i den lange serie som Morris startede i 1947. Efter hans død i 2001 har man heldigvis fortsat med nye forfattere og tegnere og dette album fortjener stor ros.

Vi starter med at Lucky Luke er på vej med brødrene Dalton til et fængsel, da Averell pludselig ser en mægtig isvaffel! Lidt underligt i det ellers øde landskab. Men det vider sig at være Auguste Bartholdi, der er på en reklamerejse for at skaffe midler til at fuldføre sin frihedsgudinde, som vi i dag kender som vartegn for New York. Han har kun medbragt hånden med faklen, og den ligner ganske rigtigt en isvaffel, når man kun ser den.

Meget flot start og jeg kan love jer, at det fortsætter bogen igennem. Vi oplever Lucky Luke på rejse til Paris og hans enorme søsyge. Hans møde i Paris med datidens franske berømtheder fiktive som virkelige: Emma Bovary, Gustave Eiffel og Victor Hugo, for blot at nævne et par stykker.

Det er ikke alle der synes at Frihedsgudinden er en god ide, slet ikke Abraham Locker, der er fængselsinspektør!

Handlingen er god og medrivende, tegningerne sjove og helt i Lucky Luke-stilen, så nyd dette album og oplev Paris i slutningen af 1800-tallet.



Tuesday, October 30, 2018


Tobie Nathan: L'Évangile selon Youri


L'Évangile selon Youri var med til sidste udvælgelse af året Prix Goncourt, men kom altså ikke i finalen.

Det er egentligt lidt synd, da det er en meget usædvanlig bog med nogle nye synspunkter på det moderne Frankrig.

Élie er en tidligere leder af et center for etnopsykiatri i Paris, og arbejder der stadig en del. Han er lidt udbrændt, bor alene og har kun vennerne fra en bar tilbage. Hans ide er, at man ikke bare kan behandle immigranter med en anden baggrund efter en standardiseret metode som hos Freud. Man skal tage udgangspunkt i deres kultur og sprog for bare at få en tilgang til dem.

En dag bliver han præsenteret for en lille rumænsk dreng på 10 år, der ikke taler meget, men som viser sig at havde overnaturlige evner. Han udtaler et ønske om at bo hos Élie, og selv om denne ikke synes om ideen, ender det med at han flytter ind hos ham.

Vi bliver nu vidner til de to hovedpersoners indbyrdes fællesskab og kamp samtidig med at vi får en række bipersonerne indført med deres små historier. Handlingen bliver tilspidset og ender i en tilbedelse af Youri som frelser.

Tobie Nathan er en kendt psykoanalytiker, så det er en form for autofiktion, men det bliver tilført en helt ny religiøs og åndelig fiktion, der gør skildringen spændende og til en vis grad også vedkommende.

Der er mange vinkler i bogen, måske mangler der en lidt større styring for at få det til at falde på plads, men en spændende bog under alle omstændigheder


Stock, august 2018

Saturday, October 13, 2018


Corbeyran/Le Roux: La lune en héritage (Novembre 1918)


Så kom 10. og sidste bind af tegneserien om 14-18, som jeg har læst med stor fornøjelse/gru/eftertænksomhed siden den startede med at udkomme for fire år siden..

Når man sammenligner forsiden på bind 1 med den sidste forside, ser man hurtigt, hvad der er sket. De 8 friske unge mænd fra første bind er blevet til fem, der enten er vansiret i ansigtet, invalide eller ramt af store psykiske problemer. En af dem begår også selvmord efter krigen.

I dette bind møder vi også de efterladte kvinder og hustruer, der må tage fat på at skabe sig en ny tilværelse. Det er heller ikke nemt for dem alle at leve videre, og det fortæller sidste bind om. Kvinderne, der har klaret alt under krigen, bliver atter forvist til en underordnet plads.

Det værste for de tilbagevendte er al den højtidelige tale og de store tomme ord fra de politikere, der ikke selv har oplevet krigen. Heller ikke familierne og vennerne kan forstå det, så de lader være med at tale om det. Soldaternes ensomhed og mangel på solidaritet bliver voldsom.

En meget vellykket skildring, som jeg kun kan anbefale. Tegninger og tekst går op i en højere enhed, og emnet kan man ikke tale nok om selv om det er 100 år siden, krigen sluttede. Det må aldrig blive glemt, så man måske kan undgå, at noget lignende sker.


Delcourt, oktober 2018

Wednesday, October 10, 2018


Nicolas Mathieu: Leurs enfants après eux


En sjælden god bog som man er rigtig ked af at være færdig med at læse, for den holder én fanget fra start til slut.

Bogen foregår over fire somre 1992, 1994, 1996 og 1998. Der er en række unge hovedpersoner, men de vigtigste er Anthony, Hacine, Clem og Steph'. I anden række er det deres forældre.

I starten møder vi de unge hvor de er i en alder omkring 12 år og vi forlader dem så som 20-årige. Det er fra barn til voksen og forskellene er store. De stammer fra en by i det nord-østlige Frankrig, der er blevet stærkt berørt af lukningen af stålværker. Der er stor arbejdsløshed og en ret negativ holdning til tilværelsen hos de voksne, men de unge har mere mod på livet. Vi ser deres forskellige sociale lag fra arbejdsløs arbejder til småborgerskabet, franskmænd og indvandrere.

De unges liv bliver dog en slags afspejling af de voksnes, fyldt med alkohol, stoffer, småkriminalitet og sex. Det er ens for drenge og piger, men de vil ikke blive i denne by og dette område. De har andre drømme, men det lykkes faktisk kun for én af dem at være kommet væk, da de når de 20 år.

Bogen er også en fortælling om Frankrig i perioden og fyldt med konkrete historiske og politiske overvejelser i en afdæmpet med skarp tone.

Vi slutter i 1998 hvor Frankrig vinder VM i fodbold og det skaber et fællesskab og en eufori, så på den måde er vi i samme situation i 2018 med hensyn til fodbold. Macron har været en fornyer, men hans popularitet er stærkt dalende.

Det er et mangfoldigt billede af livet i en egn af Frankrig, der sjældent har været fremstillet i et så konkret og åbent værk. Men mange af de rodløse, opgivende, egoistiske og racistiske personer, vi møder, finder vi jo ikke kun her, så derfor er romanen et fuldgyldigt billede af Frankrig.

Et stort bud på årets Goncourt.


Éditeur : ACTES SUD (22/08/2018)

Wednesday, October 03, 2018


Pauline Delabroy-Allard: Ça raconte Sarah


Eneste kvindelige forfatter tilbage blandt de sidste otte finalister i årets Prix Goncourt. Det er ovenikøbet en debutroman, så det er spændende om det lykkes.

Bogen er meget speciel og man bliver hurtigt grebet af den, for man bliver fanget af fortællerens sindsstemninger. Fortælleren er en ung kvinde, enemor, gymnasielærer, der ikke helt er kommet sig over sin skilsmisse. Hun har dog en ven, som hun er med til en fest. 
Pludselig dukker der en helt speciel kvinde op, Sarah, der bemægtiger sig selskabet. Hun er anderledes på alle måder, og fortælleren er betaget af hendes grønlige øjne.

De begynder at møde hinanden lidt og en vinterdag siger Sarah at hun er forelsket i fortælleren. Det bliver til en vild passion mellem de to. Sarah er levende, fornyende, bestemmende, vanvittig, farvestrålende og fuldstændig det modsatte af fortælleren.

Første del er fortællingen om besættelse, kærlighed og passion, hvor alt andet skubbes til side. Fortælleren glemmer alt om sin ven, sit barn, sit arbejde og har kun Sarah i sit hoved. Sarah er ofte væk på turne, da hun spiller i en strygerkvartet, og fortælleren lider uendeligt meget og tager undertiden pludselig afsted for at mødes med Sarah. Kærligheden er også meget fysisk og de æder næsten hinanden op. Manglen på søvn bliver et stort problem for fortælleren.

Andel del af bogen bliver mere dyster og her brister det for dem. Samtidig bliver Sarah ramt af brystkræft. Afslutningen bliver dramatisk og så voldsom, at gang på gang forsøger fortælleren at genkalde, hvad der egentlig skete sidste gang, de sås.

Bogen er skrevet i korte sætninger, der er ofte gentagelser, og man synes, at man oplever et stykke musik med skiftende tempo  og betoninger, som en kvartet af Schubert eller Beethoven, i nogle passager også som et stykke rock-musik. En stor stilsikkerhed, hvor poetiske stemninger og konkrete oplysninger blandes med sensuelle og seksuelle passager. Der bliver aldrig plads til hvile i samværet med Sarah, så det oplever man også som læser.

Virkelig et godt bud på en pris.


Les Éditions de Midi, september 2018

Monday, October 01, 2018


Françoise Dumas Rossell: Les mutations étranges d’une enseignante



En pensioneret lærer ser tilbage på sin karriere og alle de omskiftelser, som hun har været igennem. Der har været forholdet til forskellige elevtyper, specielle kolleger og en ændring i forholdene for lærernes situation før og nu.

Hun har deltaget i mange forskellige undervisningsformer og forløb, har været meget aktiv i forbindelse med at få eleverne uden for skolens mure på samme måde som hun har fået presse og tv til at interessere sig for skolens verden.

Set med danske øjne er der både inspirerende tiltag som mindre behagelige. Der er i det franske system en stor tilbøjelighed til at straffe som hun ikke helt kan imødegå. Der er en lidt mere akademisk og belærende facon at fremføre viden på, hvor vi jo oftere søger at bibringe viden gennem diskussion.

Undertiden skriver hun også om sine store forbilleder og lader sin fantasi får frit løb: hvad nu hvis..

Gennemgående interessant læsning for at få en personlig fremstilling af undervisning i Frankrig, men også af en person, der har været en fremme i skoene og ikke bange for nye tiltag.



Les presses littéraires, marts 2017



Thursday, September 27, 2018


Samuel Benchetrit: Reviens 


Ingen hemmelighed at jeg er en stor beundrer af Benchetrit både som forfatter og som filminstruktør, så jeg måtte nødvendigvis straks have fat på hans seneste værk.

Bogen er til at begynde med lidt rodet og ustruktureret akkurat som den forfatter, der er fortæller. Han kan slet ikke få gang i sin skrivning efter en skilsmisse og et farvel til sin dreng, der er taget på en sabbattur. Han kan ikke rigtigt sove, ser TV-docu'en  4 mariages pour 1 lune de miel, som han har sjove kommentarer til. Hans ex ringer tidligt og sent for at spørge til sønnen, som ikke giver meget lyd fra sig.

Han får en chance for at komme lidt igang, da der er en filminstruktør, der vil lave en udsendelse på basis af en af hans bøger fra forstæderne. Problemet er, at han ikke har bogen, ikke hans købe den selv fra Amazon, men det fører ham til et alderdomshjem, hvor han måske kan få fingre i den.

Nu bliver der fart på, og vi hører om hans køb af en and og en begyndende forelskelse. Jeg skal ikke afsløre mere, men berolige med, at alt synes at ende godt.

Samuel Benchetrit skriver godt, hans pen kan være skarp, men også fuld af humor og poesi. En god blanding som bestemt gør denne bog værd at læse.


Grasset, september 2018

Sunday, September 23, 2018


Adeline Dieudonné: La vraie vie



En debutroman der allerede har fået en pris, og det bliver ikke den sidste for denne unge belgiske forfatter. 

Bogen er skrevet i en sikker stil og balancerer mellem uhygge, poesi, indvielsesfortælling og socialt drama. Flot at kunne beherske en stil, der nådesløst afdækker hovedpersonens skæbne og samtidig holder læseren fast i et drama uden lige.

Fortælleren er en ung pige, hvis fortælling strækker sig over en 5-6 år fra hun er 10 til hun er 16 år. Familien bor i et område, le Démo, med forholdsvis ens og lidt kedelige huse. Familien består af faderen, der er ansat i en forlystelsespark, og hvis store interesse er jagt. Han har et helt rum fyldt med nedlagt udstoppet storvildt. Han er særdeles tyrannisk og tæsker sin kone, når der er det mindste i vejen. Pigen kalder hende en amøbe og kan ikke forstå, at hun vil finde sig i alt. Pigen har også en lillebror, Gilles, som hun forguder.

Alt starter blidt, men da den lokale ismand ved en ulykke bliver slået ihjel i sin isvogn og får hovedet sprængt væk, mens børnene ser på det, bliver Gilles tavs og smiler ikke mere. Pigen vil gøre alt for at skrue tiden tilbage og tror på det i starten, men må erkende, at det kun er en leg, da hun bliver lidt ældre.

Hendes livs projekt er at få den gamle bror tilbage, og vi følger nu hendes udvikling og faderens mere og mere voldelige og grusomme adfærd. Hun bliver også mere moden og får blik for seksualitet.

Mere vil jeg ikke afsløre, men kan kun sige, at dette er en af de store åbenbaringer i årets "rentrée littéraire".



L'Iconoclaste, august 2018

Thursday, September 20, 2018


David Diop: Frère d'âme


En meget speciel bog der bestemt er en af de store fornyelse ved årets rentrée littéraire

Den er da også med ved første omgang af bøger udtaget til Prix Goncourt.

David Diop er født i Paris, men vokset op i Senegal. Han underviser på universitetet i Pau. Frère d'âme er hans anden bog.

Bogen foregår under 1. Verdenskrig som vi straks kastes ud i fra romans start. Fortælleren er Alfa Ndiaye, der under et angreb oplever, at hans "mere end bror" Mademba Diop får maven skåret op og dør under stærke smerter. Tre gange beder han Alfa om at gøre det af med ham. Men Alfa afslår, for det gør man ikke i følge hans opdragelse og indstilling.
Men han får et knæk og begynder at anklage sig selv, for ville det ikke have være mere humant at slå ham ihjel, for så havde han jo ikke lidt så meget. Han konkluderer selv, at han er begyndt at tænke selv, men han holder det for sig selv.

Hele krigen er jo bygget på, at soldaterne ikke tænker selv, men udfører de ordrer, de får besked på. Truppen med "les soldat chocolats" bliver sendt først ud, når der er angreb med en riffel og en manchete for at skræmme fjenden. De skal også smile med deres hvide tænder i mørket. De skal være de vilde, les sauvages. Det holder de op med, når de er tilbage i skyttegravene, men Alfa bliver på sin måde evig vild.

Han hævner sin næsten bror ved at dræbe tyskerne på samme måde som de dræbte Mademba. Han bringer deres våben og en afskåret hånd med tilbage. De går flot ved de første to, men da han er nået til nummer 7, bliver alle bange for ham, og det ender med at han bliver sendt væk fra fronten. Hans afrikanske soldatervenner ser ham som en troldmand, der æder sjæle. Ingen tør nærme sig ham.

Alfa tænker og ser alting som modsætninger, men modsætninger som han også rummer i sig selv. Hvordan skal han dog kunne finde hoved og hale i en tilværelse, hvor han som ung mand bliver sendt til et land, hvis sprog og kultur han ikke kender, og hvor man behandler ham meget nedladende, næsten som en slave. Racisme i dens værste form.

I anden del hører vi om hans ophold og om hans ungdom i Afrika, og vi får et indblik i en stammekultur, men også i en stolthed og visdom.

Bogen er skrevet i en sprog med mange gentagelser, som en messe, men det er et talt sprog, hvor Alfa forsøger at forklare sig både over for andre og over for sig selv.

En fantastisk god bog, der også er en hæder til de afrikanske soldater, der deltog i både 1. og 2. Verdenskrig.

Seuil, august 2018

Emma Becker: La Maison

 Emma Becker: La Maison »La Maison« en roman der med god grund vakte opsigt i 2019, for det er en en autofiktion, der fortæller om de to år,...