Yves Bichet: Indocile

Endnu en bog om Algierkrigen i dette års høst af bøger, men det er denne gang et oprør mod at deltage, om at blive militærnægter, at dertere og tage afstand til en krig som man ikke forstår.

Vi er i september 1961, hvor Theo(dore) besøger sin ven Antoine, der er indlagt på et hospital ved Lyon. Han er blevet sendt hjem fra krigen i Algeriet, er i coma og der synes ikke at være meget at gøre. Théo er dybt rystet og frygter selv at blive indkaldt, da han er blevet 18 år. Antoines skæbne udrulles viere hen i bogen.

Théo er en ung mand med lyst til at finde en kæreste og leve et liv som et ungt menneske uden bekymringer. Han møder pigen Mila, der er præget af, at hun er blevet forbrændt ved et lynnedslag og har nogle familiemæssige problemer. Hun har en enorm trang til frihed og vil ikke underkaste sig.

Théo og Mila indleder et forhold, men det må vige, for Théos indkaldes på session, hvor han trods flere tricks alligevel bliver indkaldt. Under et besøg hos Antoine på hospitalet kommer der et forhold i gang mellem Théo og Antoines mor, der er advokat.

Nu går det ellers heftigt til, for de gemmer sig i hendes sommerhus, og Théo udebliver fra sin indkaldelse.

Nu vil jeg ikke fortælle hele historien, men den er ret hæsblæsende med skift mellem Théos, Milas og Antoines liv, som bliver vist i flash-backs. Det er smukt komponeret.

Det mest betagende i bogen er skildringen af de personer, der mod deres vilje faktisk bliver inddraget i krigen, og de konsekvenser det har for dem selv, deres venner og familie. Vi får en række baggrunde for personernes væremåde præsenteret, og vi bliver dermed stærkt involveret.

Der bliver bestemt ikke lagt fingrene imellem, når vi får beskrevet både soldaternes, FLNs og OAS' metoder. Det er hård læsning.

Bogen er bestemt med til at åbne for det tabu som Algierkrigen stadigvæk er for mange franskmænd. Den er vældig god som pendant til de øvrige nye bøger om perioden.

Mercure de France, 2017

Jean-Yves Ferri/Didier Conrad: Astérix et la Transitalique

Vi er nu nået til album nr. 37 i Asterix-serien, og det er tredje gang af parret Ferri/Conrad har skrevet og tegnet historien. Lad mig sige det med det samme: det er også denne gang lykkedes i stor stil!

Adskillige gange under læsningen har jeg været ved at bryde sammen i latterkrampe.

Historien handler i korte træk om en slags "Tour de France", men denne gang i Italien, deraf titlens Transatlantique.

En korrupt senator ved navn Lactus Bifidus, der har ansvaret for de romerske vejes tilstand, bliver anklaget for at bruge pengene på orgier og ikke på vedligeholdelse af vejene, hvis tilstand er elendig. Som forsvar foreslår han at afholde et løb med hestevogne gennem hele Italien for at vise deres gode tilstand. Cæsar går ind for ideen, idet det skal vise sammenholdet i det romerske rige, men det skal være en romer der vinder! Alle folkeslag i områder i det romerske rige har nemlig mulighed for at deltage.

På en måde er det Obelix der får hovedrollen, da han bliver spået til at vinde et løb. Vi følger nu løbet gennem Italiens provinser, og hvem der vinder kan I jo nok gætte, men det bliver under svære prøvelser.

Hæftet er fyldt med alle de sædvanlige ordspil, anakronismer, karikaturer og de stereotype opfattelser af andre folkeslag sammen med latinske citater. Herligt!

Men ud over denne side af historien er der også gok til doping i sporten, de multinationale selskabers magt, de politiske skandaler, det europæiske samarbejde etc. Blandt de deltagende barbarer er kimbrerne også repræsenteret i en ikke helt pæn rolle. Vi får også en sjov gennemgang af Italiens regioner og blandt personerne genkender man Berlusconi, Sophia Loren, Pavarotti, ja selv Mona Lisa optræder! 

Bestemt værd at læse og genlæse - glæder mig allerede til næste nummer.

Udkommer i dag den 19. oktober 2017

Brigitte Giraud: Un loup pour l'homme

Endnu en roman fra årets "rentrée littéraire", hvor Algeriet er i cemtrum. Her er det et ungt par, der forsøger et få en abort, da manden Antoine indkaldes til militæret i 1960. De får afslag og Antoine tager afsted. Han vil ikke bære våben og har fået en uddannelse som sygeplejerske, så han kan blive udstationet på hospitalet i Sidi-Bel-Abbès.

Lila der ikke vil føde et barn der skal leve uden far tager modigt også til Sidi-Bel-Abbès for at være tættere på Antoine.

Men det er bestemt ikke nemt for nogen af dem. Antoine der ikke ville være i direkte krig får på mange måde krigen meget tættere på, da han dag efter dag må tager sig af sårede unge soldater, sårede på både krop og sjæl. Antoine har ikke nogen større indsigt i hverken Algerierts historie eller baggrunden for konflikten, men han møder de rædsler som soldaterne fortæller om. Grufuld tortur fra begge sider og en udvikling som styres fra ledere langt fra den barske hverdag.

Specielt en patient, Oscar, der har fået amputeret et ben, fanger Antoines opmærksomhed. Oscar taler ikke, men gennem et venskab der styrkes, viser han efterhånden Antoine så megen tillid, at han åbner sig for ham. Deres venskab er en bærende søjle i romanen.

Lila føder på en specialklinik og får efterhånden et godt forhold til en ung araber Fatima, men det kan ikke holde til de trusler, der efterhånden udvikler sig med bomber og brande og et tydeligt skel mellem franskmænd, harkier, indfødte, FLN, OAS etc.

Krigen ødelægger ethvert venskab og de kulturelle forskelle styrkes.

Det er en stærk roman, der igen forsøger at fortælle historien, der ofte er blevet fortiet, for kan man egentligt fortælle den? Brigitte Giraud er selv født i Sidi-Bel-Abbès, og hun har kunnet bruge dele af sin egen historie i bogen.

Det er en helt anden historie end i Alice Zeniters L'Art de perdre og Kaouther Adimis: Nos richesses, men alle tre romaner giver et billede af en periode af Frankrigs historie som det er værd at beskæftige sig med.

En utroligt velskrevet og medrivende fortælling der giver os en ny vinkel på problematikken om de unge der mistede deres liv, førlighed og ungdom.

Flammarion, 2017

Marie Darrieussecq: Notre vie dans les forêts

En meget speciel og lidt underlig fortælling fra en kvinde, der skriver dybt inde i en skov. Hun fortæller om, hvordan hun er født med en dobbeltperson, der sover, men som kan bruges til at erstatte organer, der svigter i hendes egen krop.

Vi har at gøre med en grufuld distopi, hvor vi følger mennesket der via lægernes herredømme er begyndt at ødelægge sig selv. Står det til de herskende, bliver vi bare til en form for robotter, der kan få svigtende elementer udskiftet. Ja, i romanen er det faktisk mere eller mindre robotterne der overtager en del af hverdagen og som bliver mere og mere styrende.

Det er en fremtidsversion der fremstilles gennem notater fra en tidlige psykoterapeut, der er flygtet fra systemet og som har gemt sig i skovene med en flok oprørere, der forsøger at redde dobbeltgængere ud fra hospitalerne.

Det er megen alvor, men også med skildringer der rummer en barsk humor, at forfatteren indbyder os til at interessere os for hvad vi måske er på vej til. Skildringen fra kvindens hånd viser med stor præcision, hvordan et menneske kan gå i opløsning både kropsliogt og menneskeligt. Fremragende.

Marie Darrieeussecq er en meget speciel forfatter, men bestemt værd at læse, da hun kan sætte nogle tanker i gang med sine ofte lidt bizarre romaner.

P.O.L 2017

Jean-Luc Seigle: Femme à la mobylette

En roman om de udsatte, om dem der kun med nød og næppe klarer sig igennem dagligdagen, men som alligevel har en livslyst, der kan sætte sig igennem.

Hovedpersonen Reine, arbejdsløs, alene med tre børn efter at faderen har forladt dem og uden økonomisk støtte. De bor i et lille hus, og det der før var en lille have er fyldt med skrammel som faderen har samlet.

Reine er på grænsen til at slå sine børn og sig selv ihjel, men står imod. Hun får ryddet haven og finder en gammel knallert, som kan bringe hende lidt væk fra huset. Hun får et arbejde hos en bedemand, får en elsker, der er lastbilchauffør. Det ene mirakel efter det andet. Man kan det vare ved? Er der ikke en trussel der nærmer sig. Læs det selv, for det er en historie, der griber én.

Jean-Luc Seigle skriver meget følsomt om Reine og hendes situation, og i et lille efterskrift til romanen, skriver han om en tur til New York og om kvindens og de fattiges entré i fransk litteratur. Det er ingen mindre end Lamartine, der introducerer den nye socialrealistiske litteratur.

Turen til New York handler også om de millioner af mennesker, der af nød flygtede til USA og var med til at bygge New York. Men hvad gør man nu mod de økonomiske flygtninge? Man spærrer af for dem i stedet for at bruge deres kunnen og ideer.

Det er en meget dyb og voldsom bog, som kan sætte mange tanker i gang. Gør vi nu egentlig det rigtige? Skal vi lukke af eller åbne.

Læs bogen - den er et vigtigt element at få med. Vi ser også et Frankrig, som ikke ofte skildres i litteraturen.

Flammerion, 2017

Pauline Dreyfus: Le déjeuner des barricades

En herlig lille roman, der meget morsomt skildrer en dag under studenteroprøret i 1968 i Paris på det berømte Hôtel Meurice.

Anledningen er overrækkelsen af en check til vinderen af årets Prix Nimier den 22. maj midt under oprøret, hvor venstre bred er mere eller mindre besat af studenterne. Prisen tilfalder Patrick Modiano for hans første roman "Place de l'Étoile".

Personalet på hotellet stemmer for selvstyre samme morgen og afsætter direktøren, men beslutter sig alligevel for at den store frokost i forbindelse med overrækkelsen af prisen skal gennemføres.

Det er den amerikanske millionær Mme Gould, der er fastboende på hotellet, der betaler for frokost og prisen til forfatteren. Hun er i sig selv et studie værd sammen med andre af hotellets gæster bl.a. Salvador Dali og J. Paul Getty. Dali har i øvrigt sin ocelot boende hos sig. Den æder i øvrigt under frokosten Mme Goulds pekingeser. Ja, der er meget sjove scener, selv om de også kan være lidt tragiske.

Vi får virkelig den gamle verden vist frem med en række højreorienterede forfattere der samarbejdede med tyskerne under krigen, en minister der bruger hotellet til sine elskerinder, et personale, der slet ikke kan finde ud af at tage magten, en række opgivende hotelværter for de fineste hoteller og sådan kunne vi fortsætte. Virkelig en komedie.

Den stakkels sky Modiano forlader hastigt festen efter frokosten!

Meget velskrevet og sjov beretning. Kan anbefales, men husk at se billeder fra hotellet på nettet, medmindre I kender det indefra.

Grasset 2017

FRANÇOIS-HENRI DÉSÉRABLE: Un certain M. Piekielny

En meget speciel og spændende bog der drejer sig om fatteren selv, der er gået lidt i stå og søger nye udfordringer,  Romain Gary og også Patrick Modiano.

Gary hed oprindeligt Roman Kacew og boede som barn i Wilno (nu Vilnius). Hans mor så ham som et kommende berømt person og fortalte det til alle og enhver. Det fik en dag én af beboerne til at sige til ham: "Quand tu rencontreras de grands personnages, des hommes importants, promets-moi de leur dire : au n°16 de la rue Grande-Pohulanka, à Wilno, habitait M. Piekielny". 

Da Gary senere blev berømt som modstandsmand, diplomat, forfatter som både Romain Gary og Émile Ajar overholdt han dette. Dette beretter han om i sin selvbiografi "Les Promesses de l'Aube".

F-H Désérable, har læst denne selvbiografi og bemærket denne sætning, så han iværksætter nu i sin bog en eftersøgning af denne Piekielny, mens vi samtidig får indblik i Romain Garys liv og karriere. Det er en sand karruseltur både i tid og sted, samtidig med at der hele tiden indflettes hypoteser om Romain og om Piekielny. 

Det kan være lidt svært at bevare overblikket og bedst som man tror, at man er med, kommer der nye vinkler. Modiano er med, for det er jo et gennemgående tema i hans romaner, at man leder efter noget efter en tilfældig adresse eller avisnotits og aldrig rigtigt finder det. Vi får også et morsomt resumé af en udsendelse i Apostrophes, hvor Romain og Modiano mødes.

Wilno var Lituaens Jerusalem i starten af det 20. århundrede med mere end 60000 jøder og et stort antal synagoger. Vi følger nu Désérable i Vilnius, hvor der stort set ingen jøder er tilbage. Udryddet næsten totalt i 2. Verdenskrig. Var det for at fastholde et jødisk navn og en jøde i fremtiden, at Romain Gary skriver om ham. Eksisterede han egentligt eller er han en symbolsk hæder for alle de forsvundne og udryddede? Hvad er virkelighed, og hvad er litteratur? Kan litteratur overtage en person, så virkeligheden bliver overskygget. Hvor mange masker havde Gary Romain egentlig? Hvorfor begik han selvmord?

Alle disse spørgsmål bliver taget op i bogen, og her må den siges at have sin styrke, så den ikke blot er en jagt efter en bestemt person, men en hel periode og et forsøg på at fastholde noget, som man ellers kan gå hen og glemme.

Oplagt til en pris i dette efterår.

Gallimard, 2017

Kaouther Adimi: Nos richesses

En roman, der på samme tid fortæller om Algeriets historie, om en boghandler og forlægger, Edmond Charlot, der i 1935 åbner en boghandel i Alger og endelig om en ung mand, Ryad, der i 2017 skal tømme det forladte lokale.

Disse tre spor optræder skiftevis i bogen med hver deres fortløbende kronologi. Smukt komponeret og hele tiden med et bredere billede til læseren af forholdene.

Edmond Charlot er en person, der har eksisteret og hans historie er delvis fortalt via hans dagbogsnotater (til dels opdigtede). Han startede en boghandel og et forlag med henblik på at give plads til forfatterne fra Middelhavsområdet. Blandt de forfattere han udgiver er Albert Camus og Jules Roy. Boghandlen hedder "Les vraies richesses" og det er en sand kærlighedserklæring til bogen., hvor man kan finde den sande rigdom. Vi følger Charlots enorme indsats, der besværliggøres af mangel på papir under og efter 2. Verdenskrig, problemer i forbindelse med FLNs overtagelse af magten etc. En idealist, der kæmper for sine overbevisninger. Spændende, men også lidt trist historie.

Den unge Ryad studerer i Paris, men har fået som sommerferiejob at rydde boghandlen, der har været lukket i mange år. Der er dog én person, der har bestyret den, nemlig Abdallah, der stadig bor ved siden af. Gennem ham får Ryad lige pludselig nogle perspektiver på litteratur og bøger, som han ellers ikke har smag for. Et herligt spil mellem de to.

Forfatteren, der har opdaget den lille boghandel og er blevet fascineret af den, iværksætter et stort eftersøgningsarbejde for at finde historien bag den. Dette er historien om Edmond Charlot. Men samtidig formår hun at give et billede af Algeriets historie, de voldsomme konflikter og en skildring af byen Alger. Vi får samtidig et indblik i de store litterære talenter, som Algeriet har rummet, men som mere eller mindre tvinges til at flytte til Frankrig.

En mageløs roman/fortælling, der griber én. En vældig god bog at læse sammen med Alice Zenithers L'art de perdre.

Denne bog må bestemt også være selvskrevet til en litterær pris.

Seuil, 2017

Alice Zeniter: L’art de perdre

Dette er uden tvivl én af de bedste bøger jeg har læst om Algeriet, og om hvordan "les harkis" er blevet behandlet i såvel Algeriet som i Frankrig. Det er et stort værk på mere end 500 sider, men det er mageløst godt skrevet og fortalt.

Forfatteren Alice Zeniter er datter af en kabyler og en mor fra Normandiet, og bogen har uden tvivl mange selvbiografiske træk. Men det er samtidig en skildring ud fra et veldokumenteret materiale, der rækker langt videre end det personlige.

Fortællingen har tre hovedpersoner Ali, Hamid og Naïma og en række personer omkring dem. Ali er bedstefaderen, der kæmper sig frem til en fremtrædende plads i en lille landsby, men da FLN begynder at starte oprørsbevægelsen, vælger Ali at være på franskmændenes side, mest fordi en anden vigtig familie har valgt FLN. Ali kommer ud af Algeriet i 1962 og næste afsnit foregår som harki i forskellige lejre i Frankrig. Virkelig nogle skrækkelige forhold, der betyder at al agtelse for Ali forsvinder. 

Hamid er den mest intellegente af sønnerne i familien med 8 børn og ham følger vi i hans afstandstagen til familien under sine studieår. Han bliver gift og de får 4 piger. Hamid vil aldrig tale om sin fortid og pigerne opdrages til at indgå i det franske samfund. Hamid isolerer sig og vil kun leve i nuet.

En af døtrene Naîma lever sit liv i Paris som journalist og ansat i et galleri. Hun får en dag en opgave i forbindelse med en udstilling med kunstneren Lalla der er kabyler, men flygtet til Frankrig. Naïma har aldrig været i Algeriet og har ikke tænkt meget på det, men nu får hun pludselig behov for at kende sine rødder, også fordi hun er berørt af attentaterne i Paris i 2015. Hvor er hendes tilknytning? Hvem er hun egentlig? Hun kan ikke få meget ud af sin far Hamid, Ali er død og bedstemoderen har hun svært ved at kommunikere med. Naïma begynder så at skaffe sig materiale om familiens tid i Algeriet, FLN, selvstændigheden i 1962. Hun søger også kontakt til diverse andre familiemedlemmer og folk der har kendt Ali. Alt dette indgår i skildringen af familiens liv, skildret nøgternt med både grusomheder og morsomme episoder.

Bogens tre store afsnit hedder 1) L'Algérie de Papa  2) La France froide  3) Paris est une fête, og de er alle med til at give en både bred, men også personlig skildring af  Algeriet og Frankrig fra 1930 til nu gennem de tre generationer.

Det er en skildring af kulturforskelle, som Naïma selv møder, da hun tager til Algeriet i 2016, men også af de politiske kampe, behandling af harkierne og hvordan man med fællesskab kan modstå de værste katastrofer og tab af ære, fædreland og identitet.

Det må afgjort være en kommende prisvinder, som Alice Zeniter fortjener til fulde. Det er en helt unik bog. Kan absolut anbefales at anskaffe sig.

Flammarion 2017

Amelie Nothomb: Frappe-toi le coeur

Som sædvanlig udsender Amélie Nothomb en roman i august, og i år er det "Frappe-toi le coeur", der for mig starter la rentrée littéraire. Der er mange gode værker at kaste sig over, så nu går vi i gang.

"Frappe-toi le coeur, c'est là qu'est le génie" (Alfred de Musset) er udgangspunktet for romanen, der analyserer en række følelser og fortæller om folk, der lader sig styre af følelser, snarere end af fornuft.

Først er det Marie, der er landsbyens smukkeste i bogen der starter i 70'erne. Hun bliver som 19-årig gravid med apotekerens søn. Hun føler, at hendes ungdom er slut, for nu er hun ikke mere så feteret. Hendes glæde er andres misundelse. Hun får en datter Diane, som hun ikke tager sig meget af. Senere føder hun en søn, som hun er mere stolt ved og viser sin kærlighed, endelig endnu en pige som hun nærmest kvæler i moderkærlighed.

Det er altså den nærmest givne kærlighed mellem mor og barn og barn og moder der illustreres med spørgsmålstegn.

Det er Diane, der bærer historien, idet vi følger hendes opvækst i en mangel på kærlighed, men alligevel i et beskyttende forhold til den kolde mor. Diane er begavet og begynder at studere. Hun bliver her venner med én af lærerne Olivia, der på den ene side tager sig af den ensomme Diane, men på den anden side udnytter hende. Det kommer der en stærk handling ud af.

Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men vi kommer omkring følelser som bl.a. kærlighed-had, misundelse - lyst, nedladenhed - beundring, venskab - jalousi. Alt er fortalt i Nothombs sædvanlige stil og bestemt værd at læse.

Specielt opgøret mellem de forskellige kvinder kan få én til at tænke på "Antéchrista", hvor det også er kampen mellem den smukke og nedladende kontra den naive og selvudslettende. I denne nye roman går vi et skridt videre.

Måske ikke én af hendes bedste romaner, men alligevel på et godt niveau.

Albin Michel, 2017

Léturgie/Erroc: Les Profs - Tome 19

Som pensioneret lærer kan man jo ikke lade være med at følge skolelivet her i Frankrig gennem den glimrende serie "Les Profs" Vi er nu nået til bind 19 og løjerne fortsætter på bedste vis. Det gennemgående tema er "La rentrée" og det giver anledning til mange sjove episoder, der bestemt er hentet fra konkrete begivenheder i dagligdagen i skolen.

Vi følger den faste flok af lærere, der jo er faste typer, men der bliver tilført nye træk. 

Den hidsige engelsklærerinde bliver pludselig forelsket, det samme gør tillidsmanden, der til en strejke vil gå med et skilt, hvor han skriver, at han er forelsket i undervisningsministeren (det må være fra den foregående regering). 

Der tages dog også mere alvorlige emner op som lærernes stress, smartphones og det stærkt hierarkiske system.

Det er meget morsomt og fint fortalt i billeder og tekst.

Kan kun anbefales!

Corbeyran - Le Roux: Le Diable Rouge (Avril 1917)

Vi er nu nået til bind 7 i denne imponerende serie om 1. Verdenskrig. Vores flok af soldater, der bliver mindre og mindre, bliver efter Verdun sendt vestpå. Under general Nivelle forsøger franskmændene for anden gang at lave et fremstød ved Chemin des Dames, men atter forgæves og med enorme tab.

Det er virkelig en krig som udkæmpes på generalernes tegnebræt og ikke med kendskab til de faktiske forhold.

Påvirket af forholdene i Rusland forsøger Jacques at opildne kammeraterne til at gøre oprør og nedlægge våbnene, men det får katastrofale følger.

Parallelt med beretningerne fra slagmarkerne følger vi soldaternes koners dagligdag i deres forsøg på at bære sorg og afsavn. Har de efterhånden fået nok af at producere dele til våbenindustrien?

Det er en stærk serie, godt fortalt og realistiske tegninger af krigens gru.

Ser frem til næste bind!

Jean-Christophe Rufin: Rouge Brésil

Da jeg efterhånden har læst en del bøger af Rufin og generelt synes, at det er inspirerende og gode bøger, er jeg så småt begyndt at læse mig ind i hele hans forfatterskab, der rummer mere end 30 bøger. Der er således et godt stykke vejtil jeg når igennem :-)

Rouge Brésil hører til blandt hans første romaner, og den fik Prix Goncourt i 2001. Romanen bygger på nogle faktiske historiske begivenheder, som flere andre af hans værker, og fortæller om Frankrigs forsøg på at kolonisere Brasilien i 1500-tallet. I 1555 forlader to skibe Le Havre for at sejle til Brasilien, hvor de skal forsøge at skabe mulighed for at grundlægge en fransk koloni. Admiral Nicolas Durand de Villegagnon leder ekspeditionen, og de når til en lille ø i Rio-bugten, hvor det lykkes for dem at at lave et fort, der kan beskytte deltagerne på rejsen.

Inden man tog afsted forsøgte man at få folk til at melde sig, men da det ikke gav noget godt resultat, bliver skibet fyldt op med frigivne fanger og forbrydere samt fem børn, der skal være tolke. Man har nemlig en forståelse af, at børn hurtigt kan lære sprog. Blandt de fem er Colombe og Just, som måske ikke helt er forældreløse, men de kommer med alligevel, dog mod at Colombe kommer med forklædt som dreng.

Bogen bygger som sagt på mange historiske beretninger og fakta, men de er vævet omkring de Colombe og Justs oplevelser og opvækst fra barn til voksen. Her kommer fiktionen til sin ret.

Det er særdeles interessant at få adgang til et stykke fransk historie, som man ellers ikke hører meget om, men det er også et møde med renæssancens kultur og de vilde kannibaler, for det er de rygter som man har fået om indianerne på stedet. 

Et andet vigtigt emne er religionen, da der er en gruppe katolikker og en grupper huguenotter på øen, der efterhånden kommer til at stå stejlt overfor hinanden. Vi ser her optakten til de voldsomme religionskrige i Europe udspillet på en ø i Sydamerika.

Sproget er præget af et ordvalg der tilhører det 16. århundrede for en dels vedkommende, beskrivelserne er lange og detaljerede, så der skal tid til at læse de 550 sider, men det er besværet værd.

De mange rædsler som de overlever på overfarten på skibet er beskrevet så levende, at man kan føle, hvordan det har måttet være for dem. Jeg vil ikke fortælle yderligere om handlingen, men kan love, at man kommer tæt på hovedpersonerne og deres forskellige valg, oplever indianerne set fra deres side og har lejlighed til at tænke på vores tid set i bagklogskabens lys.

Et enkelt citat fra bogens vise mand, der har levet blandt indianerne i 30 år: "Ce n'est pas l'homme qui a été chassé du paradis terrestre, mais Dieu. Et l'homme s'est emparé de la création, pour la détruire."

Gallimard, 2001

Philippe Labro: Ma mère, cette inconnue

En meget smuk beretning om en helt usædvanlig mor, der aldrig røbede alt om sin fortid.

Philippe Labro er en kendt journalist og forfatter, der i tidligere bøger har skrevet om sin far og om sin barndom. Men bogen om hans mor har haft en lang fødsel, for han har selv måttet forsøge at skabe klarhed om hendes ungdom.

I bogen kaldes moderen mest Netka, som er det navn, som hendes far, som hun aldrig har kendt, gav hende. Det kaldte hendes mand Paul Labro hende også, mens de fire sønner kaldte hende Maman, børnebørnene Mamika. På hendes dåbsattest står der Henriette, moderen er Marie-Louise Carisey og faderen er ukendt. Netka har også en storebror Henri.

Den ukendte far til de to børn viser sig dog ikke at være helt ukendt, for det var faktisk en polsk greve Henryk de Slizien, der havde et langvarigt forhold til Marie-Louise. Denne tager sig dog ikke meget af børnene, men sætter dem i pleje først i Genève, senere i Versailles.

Philippe Labro fortæller i korte kapitler om de ting som moderen har fortalt ganske kort og om de facts han har indsamlet om hende. Et meget blidt og blufærdigt portræt om en smuk og intelligent kvinde med kunstneriske evner, men som ikke forstår, at hun aldrig har følt sin mors omsorg og kærlighed. Netka overlever kun dette svigt i sammenholdet med broderen og en ukuelig vilja. 

Da hun møder sin mand er hun 20 år, mens han er 40. Det bliver dog et meget lykkeligt ægteskab, og de får 4 sønner. Vi får også en skildring af deres første møde og deres hjælp til jøder under 2. verdenskrig.

Det er spændende og god læsning i det hele taget, så den kan kun anbefales.

Gallimard 2017

Léa Wiazemsky: Le bruit du silence

Sidste år omtalte vi rosende Léa Wiazemskys debutroman Le vieux qui déjeunait seul, og nu har vi allerede hendes anden roman på gaden. Det er en hel anden type historie med meget store følelser og en intensitet der også berører læseren stærkt.

Laure est ung maler, ca 30 år, der altid har haft et problem med sin far, der er en kendt forfatter. Især efter hendes moders død er forholdet blevet utåleligt for hende, da faderen nu lever meget isoleret og verdensfjern.Han er totalt følelseskold i forholdet til Laure.

En vinterdag skal Laure ud i faderens hus for at hente nogle personlige ting, hun frygter det og vil bestemt ikke overnatte. Hun forsøger at køre hjem til Paris i et kraftigt snevejr og forulykker kort efter, at hun er påbegyndt hjemturen. Hun er nu nødt til at gå tilbage til faderens hus, hvor hendes gamle tjenestepige stadig tager sig af faderen.

Nu kører dramaet så, da opgøret mellem far og datter finder sted. Vi kommer langt omkring i følelsesregistret og får gravet os ind i faderens og moderens kærlighedshistorie og en fortid som Laure aldrig har fået noget at vide om.

Det er en følelsesladet historie, og det er lag for lag der bliver skrællet i en meget dramatisk historie.


Michel Lafon, 2017

Christine Jusanx: On met longtemps à devenir jeune

En debutroman af Christine Jusanx, der ellers arbejder i erhvervslivet. Starten på bogen er ganske spændende: " Jeune senior de 59 ans, tout juste préretraitée, cherche à partager appartement proche tour Eiffel avec colocataire gai et optimiste. Profil idéal recherché : étudiant étranger voire jeune quadra en transition de vie. " 

Fortælleren er Jeanne, der lige er blevet fyret fra en stilling i et ejendomsmæglerfirma i Bordeaux. Hun har ellers lagt hele sin sjæl i jobbet, men må nu lægge sit liv om. Hun vil gerne tilbage til Paris, men har ikke lige råd til at købe en lejlighed tæt ved Eiffeltårnet selv. Hun anbringer sin annonce flere steder og får til sidst kontakt til en ung mand fra Brasilien, der vil købe sin del af lejligheden.

Vi får nu en skildring af, hvordan livet former sig for Jeanne, hendes økonomiske problemer, arbejdsformidlingen, men også fællesskabet med Paolo, der har en enorm livslyst. Paolo får senere en kæreste og flytter, men Lucien en ung mand der lige er skilt flytter ind. Han har to døtre, så der bliver nye problemer at overvinde.

Skildringen af de første år som pensionist afløses af en skildring af Jeanne som skolelærer i Afrika, som hun dog forlader efter et år. Der sker flere ting i hendes liv, men det vil vi ikke afsløre her.

Det er et spændende udgangspunkt, men der sker næsten for meget med Jeanne til at det kan være sandsynligt, men det fortælles i et let og levende sprog. Personen Jeanne afslører gennem bogen sin opvækst, forholdet til mor og bedstemor og hendes tilværelse som alenemor for sønnen Léo. Der er skildringer af Paris og Afrika, som danner rammen om hendes liv. 

Et billede af en kvinde i pensionistalderen, der finder sin ungdom igen. Der er få personer, som vi får et indtryk af gennem Jeannes beskrivelser, men her kommer jeg-fortællingen lidt til kort, for vi mangler en større dybde.


Michel Lafon, 2017

Jean-Christophe Rufin: Check-Point

Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg læse Rufins seneste roman, men jeg havde lyst til at læse mere, så jeg anskaffede mig hans roman fra 2015 Check-Point, som var på min mangelliste. Jeg blev bestemt ikke skuffet! 

Handlingen foregår i 1995 i områder i Bosnien under krigene efter det opløste Jugoslavien. To lastbiler med nødhjælp fra en organisation i Lyon skal forsøge at nå frem med hjælp til folk i et område ved byen Kakanj. I de to lastbiler befinder sig en kvinde Maud og fire mænd: Marc, Alex, Lionel og Vauthier. Vauthier er mekaniker mm, de andre er chauffører.

Bogen starter med en prolog, der viser en meget konfliktfyldt situation, hvor Marc og Maud er på flugt, så man er som læser straks grebet, og da handlingen så ellers starter med deres afrejse fra Lyon i fred og ro, hvor de to lastbiler køres af Marc og Alex i den ene og de andre tre i den anden, kan man godt forudse, at der der vil ske noget. Der er fra starten spændinger mellem mændene, og den enlige kvinde, der også er på flugt fra sig selv, møder krigens rædsler på turen, der udvikler sig helt anderledes end forudset. 

Det bliver en thriller af højt format, som holder læseren fanget.

Krigen i Bosnien og det gamle Jugoslavien bliver også til en diskussion omkring nødhjælps- og det humanitære arbejde. Skal man kun udbringe mad- og tøjforsyninger, eller skal man også bringe dem våben, så de kan forsvare sig og evt. angribe fjenden? Rufin skriver en vældig god epilog til bogen, der tager denne debat op set i lyset af angrebet på Charlie Hebdo, der jo fandt sted lige før bogen udkom. Vigtigt at vi ikke glemmer, at krigen for nylig ramte nogle af Europas lande indbyrdes, nu hvor den kan ramme alle uden varsel under truslen om terror.

En god og velskrevet bog med de fem personportrætter, der afspejler forskellige holdninger til hjælp til andre, men også angsten, rædslen og den personlige identitet.

Rufin er en af min foretrukne forfattere!

Sandrine Teissaire: C'est décidé, je pose mes valises !

Bogen starter godt med en beretning om en kvinde, der er blevet ramt af stress på sit arbejde. Hun fortæller om, hvordan hendes arbejde har taget magten fra hende, taget al hendes tid fordi hun er stræbsom og er lidt af en perfektionist. Hendes nedtur og så kampen om at komme op på overfladen igen.

Desværre bliver beretningen derefter for løs og alt for omfattende, for hun vil berette ud fra de enkelte bogstaver i alfabetet og hvad det enkelte bogstav fremkalder af ord og minder hos hende.

Bogens hovedperson og fortæller er den 46-årige Maïoun Leguellec, og hendes liv rummer så mange elementer, så man bliver helt forpustet ved at læse om dem: en familie der ikke helt fungerer, et ophold i Tunesien, au pair i London, tilbage til Frankrig i Marseille og endelig i Aix-en-Provence. Hun er en person, der vil klare det selv, sørger for at få et barn alene, har mange jobs i hotelbranchen, hvor hun ender i et lederjob, bliver selvstændig, har problemer med sin svigerfamilien, får en proces på halsen, bliver involveret i en magtkamp med en anden kvinde etc. etc. Det er usandsynligt meget hos den samme person.

Det er bare for meget og når vi så får løftet låget for hendes barndom og forholdet til moderen, så kører det bare derudad. Feud længe leve.

Sandrine Teissaire har selv bekostet udgivelsen af bogen, og hun burde bestemt have haft hjælp til at forme den bedre og skære det unødvendige stof væk. Der er enkelte gode kapitler, men efterhånden længes man bare efter at blive færdig med at læse den.

Claire Castillin: Rebelles, un peu

I denne samling med 29 noveller får vi en række portrætter af teenagere og deres forhold til de voksne, hinanden og det samfund som de lever i.

Der er mange rigtig gode småtekster med fine portrætter og diverse konfliktsituationer, for det er teenagere i deres værste alder i nogle tilfælde. Titler som "Mes parents sont cons" og "Parle correctement à ton père" for bare at nævne et par eksempler er gode illustrationer.

Men der er også de unges mangel på selvtillid og selvudslettelse i f.eks. "Je suis nobod'"

Mødrene får deres omgange fra had til en uovertruffen kærlighed og beundring, ofte fordi de unge ser moderen som idealet og faren som uhyret.

Der er dog også gode skildringer af faderen, der på den ene side drikker for meget, men som også kan blive en helt anden med en ny kone.

Selv synes jeg især om novellen om faderen, der er blevet hjerneskadet ved en bilulykke. Han går nu hjemme og opfører sig som en 4-årig. Det kræver noget af en teenage-datter. 

Den sidste novelle "Garde bien ta clef autour du cou" er et mesterværk, der må røre enhver.

Meget fin samling, som stærkt kan anbefales. Skrevet i et godt og levende sprog med en elegant lethed.

Éric-Emmanuel Schmitt: Les perroquets de la place d'Arezzo

Lidt af en stor bog på ca 550 sider af den belgiske forfatter Éric-Emmanuel Schmitt, der jo har et stort forfatterskab bag sig. Denne roman udkom i 2013.

Bogen falder i fire store afsnit: L'annonciation, der er en form for forspil i 15 dele, derefter Magnificat, atter i 15 dele. Tredje del er Respons, fjerde del Dies Irae i 16 dele og endelig et kort efterspil Lux Perpetua. Disse betegnelser, der har religiøse og musikalske bibetydninger, står for nogle afgørende afsnit i bogens personers liv. Vi har nemlig at gøre med en del personer, der har det til fælles, at de bor ved en bestemt plads i Bruxelles: Place d'Arezzo, og at de får et mystisk brev en dag: « Ce mot pour te signaler que je t'aime. Signé : tu sais qui ». 

Pladsen er også kendt for sine papegøjer, der bor i pladsens træer. Vi får på et tidspunkt at vide, at de nedstammer fra en samling fugle, som den brasilianske ambassadør slap ud, da han skulle rejse. Det er selvfølgelig også et billede på den sladder og snak, der foregår mellem menneske der bor på stedet.

Omkring pladsen møder vi en politiker, en forfatter, en journalist, en blomstersælgerske, en forretningsmand, en stuepige, en kunsthandler, en gartner og flere andre, der udgør et lille samfund. Den besked, som de forskellige modtager, viser sig at have forskellige virkninger og konsekvenser. I første del præsenteres personerne i hvert deres kapitel, og vi følget dem så videre i de næste dele, både enkeltvis, men også i samspil med de andre. Det er en god ide at notere lidt i første del, for ellers bliver det svært at holde rede på dem.

Det overordnede tema er kærlighed, men tæt forbundet hermed er seksualitet og begær og jalousi. Politikeren viser sig nærmest at være et sexuhyre og får en til at tænke på DSK, mens andre forhold drejer sig om bøsser, lesbiske, trekanter, sado-masochisme og endelig personer, der ikke har behov for hverken sex eller samliv med et andet menneske.

Vi kommer godt omkring emnerne og personerne, og vi følger spændte forsøgene på at finde forfatteren til disse breve. Det afsløres dog først til sidst. Men gæt selv med undervejs.

Bogen er skrevet i et medrivende og levende sprog, der er spænding og realisme, selv om man måske kan føle, at det er for meget omkring sådan en lille plads. Der er dog også stof til eftertanke, så alt i alt er det en ganske god omend lang bog.

Albin Michel, 2013