Camille Kouchner: La familia grande
Det er vel nok en af de mest omtalte bøger for øjeblikket: Camille Kouchners bog om den incest som hendes tvillingebror blev udsat for i en alder af 14 år af sin stedfar. Det er selvfølgelig ekstra spændende for pressen, at hendes familie er så kendt. Faderen er Bernard Kouchner, moderen Évelyne Pisier, stedfaderen Olivier Duhamel.
Det er en voldsom historie der bliver afdækket for alle nu, for sagen har været kendt af mange i flere år, men Camille Kouchner har ikke villet offentliggøre det før nu, da Olivier Duhamel nu er beskyttet af forældelsesfristen.
Bogen starter med moderens død og begravelse, og allerede her mærker man spændingerne i den store familie, der er delt i to dele: Camille og hendes søskende og et par stykker mere og den store klan omkring Duhamel. Hans forklaring har nemlig været, at det har været en slags kærlighedsforhold, og at man ikke skulle ribbe op i det for ikke at bidrage til Évelynes depressioner.
Herefter følger beretningen om Camilles tilværelse fra hun er ca 8 år, forholdet til moderen og især bedstemoderen, der senere begår selvmord. Det er kvindens frihed og frihed i det hele taget der er temaet i en familie, hvor der diskuteres politik og samfund og hvor børnene høres, hvis de kan argumentere. Der lægges også megen vægt på at de får en stor uddannelse.
Vi får virkelig indblik i en rig, intellektuel og borgerlig families liv, især når Camille Kouchner skildrer sommerferierne på det store landsted i Sanary. Her er man ofte nøgen, deltager i forskellige lege og dyrker i det hele taget friheden. Men selv om det er venner fra venstrefløjen har de alligevel tjenestefolk, som de behandler med en nedladende tone. Det er virkelig en afklædning af magthaverne og et forhold til børn der skal kysses på munden, der minder om pædofili.
Da Camille Kouchner får broderen til at fortælle, hvad der sker, bliver det til en lang periode med tavshed, skyldfølelse, mangel på selvværd og kamp for at få en tilværelse til at fungere. Det er egentlig først, da hun nu klart får formuleret og fremført, at hendes bror har været udsat for incest og voldtægt, at hun kan trække vejret.
Hendes store problem har været, at hun faktisk har været meget glad for sin stedfar, så glad at hun har betragtet ham som sin far, da hendes rigtige far aldrig har haft tid til hende. Problemet for børnene er også, at deres mor har betydet så meget for dem, at de ikke har kunnet sige sandheden, og da det endelig sker, affærdiger hun dem.
Det er en voldsom bog på den måde, at vi kommer dybt ind i Camille Kouchners psykiske og til dels fysiske problemer med den skyldfølelse, det uhyre, der overfalder hende igennem så mange år. Hun har valgt ikke at kalde broderen ved hans rigtige navn, for han har aldrig villet og kunnet få sandheden frem og flygter og fortrænger det i stedet for.
Det er ikke en roman, men kunne godt være det. Det er derimod sandheden om den store familie, hvor man ikke vedkender sig nogen skam eller fejl, men vil tie det bort og minimisere det.
Kan stærkt anbefales.
Éditeur : SEUIL (07/01/2021)
