Caroline Lamarche: Le bel obscur
Blandt de sidste fire udvalgte til årets Goncourt, og det er sandelig et godt valg, for det er en roman med det bedste man kan finde blandt moderne litteratur med en nytænkning af romanformen.
Mens fortælleren forsøger at opklare skæbnen for en forfader (fra for ca. 150 år siden), der blev forvist af sin familie, genoptager kvinden historien om sit eget liv. Det viser sig hurtigt, at sammenstillingen af de to skæbner ikke er helt tilfældig og at de på en måde spejler hinanden.
Caroline Lamarche forsøger at forstå, hvorfor hendes forfader Edmond er forsvundet fra familiens stamtræ, og begynder derfor at undersøge sin slægtning, der har efterladt så få spor.
Da hun opdager hans homoseksualitet, som i begyndelsen af det 19. århundrede gjorde denne mand til en udstødt, opdager hun hans mystiske død i 1865, kun 30 år gammel, og søger at rehabilitere ham.
Men denne forskning bringer hende tilbage til sit eget liv som mor, forfatter og kone til en homoseksuel mand. Konfronteret med en intim situation, der mildest talt er forvirrende, søger fortælleren omkring sig efter personer, hun kan klamre sig til, fortællinger, der kan give hende indsigt, og ord, der kan beskrive det, hun oplever.
Men der er endnu ikke dannet grupper med heteroseksuelle kvinder der er gift med en homoseksuel mand. Hun søger i litteraturen og giver mange eksempler, men det hjælper hende ikke i hendes situation. Hun vil i første omgang ikke søge skilsmisse, men leve i et åbent forhold, men det bliver sværere med årene. Den eneste hjælp og trøst består af at skrive og at kaste sig over Edmonds skæbne.
Selvom der mangler en egentlig handling i helheden, tegner romanen et portræt af en kvinde, der er både stærk og sårbar, på jagt efter sig selv. Fortælleren inddrager os i sine refleksioner og introspektioner. Til tider bliver læseren til lytteren, og vi læser om denne kvindes liv på en anden måde.
Det er skrevet med neutralitet og elegance, så det er op til hver enkelt at danne sig sin egen mening. Skrivestilen er sober og elegant, veksler den mellem introspektive passager og symbolske scener. Den delikate skrivestil, der er fyldt med litterære referencer, skrider frem i korte refleksioner, der bevæger sig frem og tilbage mellem det 19. og 21. århundrede, og tegner med små, lette, men bestemte strøg et intimt portræt af en forfatterinde, der åbner for sig selv.
Der er meget mere at sige om romanen, men læs den nu hellere selv, for den har en dybde og en usædvanlighed, man sjældent finder.
Seuil (22/08/2025)
