Marie-Hélène Lafon: Hors champ
En ny roman af Marie-HélEne Lafon der genoptager og til dels genbruger små tekster som han har udgivet i de senere. Hun forklarer selv, at det har været en lang proces med denne bog, så det har været nødvendigt at arbejde lidt i selvstændige afsnit, der så er blevet skrevet om og ind i det endelige værk.
»Hors champ« strækker sig over halvtreds år. Ti billeder, ti tidsstykker, løsrevne, udvalgte; læserne kommer ind i dem, nogle gange med Claire, andre gange med Gilles. Forfatteren veksler mellem disse synspunkter, altid i tredje person og gengiver en form for bevidsthedsstrøm og ikke altid med en logisk sammenhæng.
Gården ligger isoleret fra alt og alle. Det er faderens rige, hvor han giver sin vold frie tøjler. Claire er den ældste og det er for faderen en katastrofe. Hun skulle have været en dreng! Gilles er sønnen, ham der skal overtage gården, men han kan ikke leve op til faderens krav og der opstår en hadefuld atmosfære. Claire tager afsked med gården takket være sine studier, men vender ofte tilbage og bor et sted i nærheden, for jo ældre forældrene bliver, er der jo nogen der skal se til dem. Gilles bliver nok mest på grund af sin mor.
Det, jeg fandt mest slående, var egentlig den måde, bogen skaber sin egen horisont på: Den præsenterer ikke scener med et »budskab« for læseren, men lader læseren opleve konsekvenserne. Den får læseren til at føle, hvad det koster på lang sigt at blive. Og hvad det koster at gå. Og hvordan man i begge tilfælde må nøjes med resterne: resterne af kærlighed, resterne af vrede, resterne af ømhed, resterne af sætninger, man aldrig fik sagt.
Boen giver os indirekte udviklingen inden for landbruget, forandringerne med øget pres, følelsen af at løbe efter en verden, der allerede har besluttet at overhale dig. De små franske landbrug har længe været under pres og det er ikke sikkert, at deres protester bliver hørt.
Og det fantastiske ved titlen er, at »Hors champ« ikke kun er »det, man ikke ser«, men også alt det, man har lært ikke at se. Vold i hjemmet. Træthed, der klæber sig til huden. Social skam. Landsbyen, der ved besked og dømmer. Arbejdet, der slider på kroppen og efterlader en med en følelse af, at man ikke har ret til at klage, for man har jo et arbejde
Bogens slutning er voldsom og det er måske det der har fået Marie-Hélène Lafon til at bruge tid på at få bogen skrevet færdig.
Et mesterværk!
Buchet-Chastel (02/01/2026)
