Kaouther Adami: Au vent mauvais

 Kaouther Adami: Au vent mauvais

Bogen er en slags familiesaga, der foregår i Algeriet fra 1922-1992, og som inddrager udviklingen både i Europa og i Algeriet i perioden gennem nogle få hovedpersoner.

I begyndelsen af 1920'erne vokser tre børn op i en lille landsby i det østlige Algeriet, i landsbyen El Zahra. Tarek og Saïd, hvis venskab synes uforgængeligt, skilles, da de bliver teenagere. Den intellektuelle Saïd, som kommer fra en rig familie, rejser væk for at studere, mens den generte og diskrete Tarek bliver i landsbyen og bliver fårehyrde. De er begge hemmeligt forelskede i Leïla, og det bliver deres skæbne.. 

Leïla bliver som 15-årig gift mod sin vilje med en af sin fars venner, men hun vover at forlade ham og vender tilbage til sine forældre med sin søn til almindelig misbilligelse i landsbyen.

Nu skal jeg ikke fortælle for meget mere om handlingen, der har adskillige højdepunkter og omsving.

Men som tidligere nævnt skildrer bogen Frankrigs kolonisering, 2.Verdenskrig, udsendelsen af mænd til fronten og den skammelige måde, hvorpå de senere bliver budt velkommen tilbage af franskmændene. Så følger krigen for algerisk uafhængighed og FLN's ankomst, Boumediennes statskup, emigration til byerne og endelig islamismens fremmarch og starten på borgerkrigen i sommeren 1992, der indleder det katastrofale »sorte årti«. 

Gennem Leïlas, Tareks og Saïds liv fortæller forfatteren os om Algeriet, Frankrig, Italien, kolonisering, krig, familie, forræderi og litteratur, da netop Saïd udgiver en bog med titlen "Leïla", der får følger for hovedpersonerne.

Det er mageløst velkonstrueret og skildringen af personerne er med respekt og følelse. En alternativ måde at skildre Algeriets historie på og med et positivt syn på fremtiden.

Bestemt værd at læse! Måske som optakt til årets Goncourt "Houris" af Kamel Daoud

Seuil (19/08/2022)

 

Carole Martinez: Du Domaine des Murmures

 Carole Martinez: Du Domaine des Murmures

Har læst mange bøger, der har været med i årets Goncourt-bøger, så her er en der i 2011 fik Goncourt - Lycéens

Året er 1187. Esclarmonde, en ung pige på 15 år, skal giftes med en ung herre, Lothaire, som hendes far har valgt.

På sin bryllupsdag nægter den unge Esclarmonde at sige »ja« til den skandaliserede bryllupsfest og skærer sit ene øre af. Hun ønsker, at hendes løfte om at ofre sig selv til Gud skal respekteres, imod sin fars ønske, herren på Domaine des Murmures.

Hun blev muret inde med kun en lille åbning mellem tremmer til at modtage sin mad og det allermest nødvendige. Et lille rum, hvor hun skal sove på jorden i noget halm, koldt og fugtigt.  I det mindste slipper hun for den triste skæbne at tilhøre en mand, hun ikke selv har valgt.

Hun bliver voldtaget i skoven kort tid før hun bliver lukket inde i en celle ved siden af slottets kapel, hvor den eneste åbning til verden er et tildækket vindue. Efter nogle måneder i sin "grav" opdager hun, at hun er gravid. Hvem er mon voldtægtsmanden?

Nu er der så ellers lagt op til en historie og en rejse, der også fører os til Det Hellige Land. En rejse, der er både mystisk og kødelig, på kanten af en drøm. Vi kommer ind i pigens unikke verden, drømmende og grusom, fuld af fængslende sensualitet.

Denne fantastiske fortælling fylder læseren med forundring og fortryllelse. Mellem siderne vandrer en grøn kæmpekvinde med fantastiske kurver og et grusomt spøgelse af en hvid hest. Vi indvies i folketro og myter og møder nogle kvinder, der ikke vil lade sig kue af mændene.

Herlig bog og selv om det er mere end tusind år siden den foregår, kan vi sagtens lære meget af den.

Gallimard (01/08/2011)

 

Rebecca Lighieri: Le club des enfants perdus

 Rebecca Lighieri: Le club des enfants perdus

Barnet i historien er Miranda, der er datter af et berømt skuespillerpar, Armand og Birke. Hun har lidt af psykiske problemer siden barndommen. Hendes historie fortælles i første del af hendes far og derefter af Miranda selv. 

Bogen starter med intime portrætter af en familie gennem faderen, Armand. Armand er gift med Birke, der er tysker af fødsel, men har tilegnet sig det franske sprog. Hendes barndom med forældre på narko, der ikke tager sig af hverken Birke eller hendes bror. Hendes opvækst har gjort hende lidt hård i filten men har en stor fysisk skønhed, der tiltrækker øjet. Hun er altid i et konkurrende spil med Armand og er hurtig til at vække både beundring og irritation. Hun har et meget kompliceret forhold til sin datter.

Armand er en egocentrisk mand, der har sin egen vision af kærlighed og begær, af forhold, familie og sin profession som skuespiller. Han er altid er hurtig til at kræve mere, og han udmærker sig ved sin livlighed og humor. Han er blevet et stort navn som skuespiller, men forsøger at huske på Miranda, men det besværliggøres mere og mere af Mirandas manglende evne til at integrere og forbinde sig fuldt ud med verden omkring hende.

I Mirandas del i denne bog møder vi en ung pige, der føler sig dybt fortabt og misforstået. Hun er udstyret med unikke, overnaturlige kræfter og er præget af en kompleks familiehistorie, der har isoleret hende fra andre.

Hendes liv er en søgen efter identitet i et liv, hvor hun lærer at acceptere sine sårbarheder og finde ind til sig selv igen, men helbredt bliver hun ikke. Hvorkan hun finde mening i et ofte fjendtligt miljø, hvor hun har alt for få holdepunkter og reelle kontakter.

De to dele af bogen supplerer hinanden, men Mirandals del virker for ustrukturet og usammenhængende og forsøgt skrevet i et sprog med stor brug af slang. Armands beretning er derimod langt bedre skrevet og struktureret.

Måske er antallet af fortabte børn, disse hypersensitive unge mennesker, som er ekstremt klare over livets absurditet og har svært ved at finde lykken i en verden af sult, krig og nød, vokset. Det er et helt klart tema i bogen, men behandlingen af emnet drukner lidt. En skam.

P.O.L. (22/08/2024)

Hélène Gaudy: Archipels

 Hélène Gaudy: Archipels 

Et af de sidste fire værker udtaget til årets Goncourt og bestemt på højde med de øvrige tre, men en helt anden type roman. Faktisk er det ikke umiddelbart en roman, men en datter der forsøger at tegne et portræt af sin far og skildre og prøve at forstå ham. Faderen lever stadigvæk og kan bruges som opslagsbog, problemet er bare, at han lider af hukommelsetab og har mange bare pletter i sin fortid.

Forfatterens ide og tilskyndelse til at fordybe sig i faderens fortid skyldes en opdagelse af en ø opkaldt efter hendes far, Isle Jean-Charles i Louisiana, en ø, der gradvist forsvinder under bølgerne. Faderen er som øen ved at forsvinde, er mere end firs år og har problemer med at gå.

Lidt underligt, at hun ikke synes at vide noget om hans og hendes mors fortid, men deres rejser og udfarenhed sluttede på en måde, da de fik et barn (forfatteren). Hendes far har altid været hemmelighedsfuld og diskret, men meget nysgerrig og engageret. Han var underviser, men også maler og digter, dyrker sociologi, politik og rejser til fjerne lande. Sporene fra disse interesser har han samlet i et atelier i Paris. Det rummer uendeligt mange objekter og ting, intet er blevet kasseret eller smidt ud. Forfatteren forstår, at han er atypisk og en spændende mand, der på nogle måder er blevet i barndommen.

I bogen følger vi forfatterens jagt ofte i diverse tilbageblik til bedstefaren og familien, i notesbøger og breve samt de feticher, der fylder hans atelier. Det er en lang vej og resultatet er måske en bedre forståelse af faderens udvikling, men måske mere en forståelse af hans livssyn og hans indre. Det er også en anskuelse af hvad det vil sige at blive gammel.

Hélène Gaudy skriver glimrende, poetisk, realistisk og med antenner i alle retninger. Det er en bog der kræver, at læseren forsøger at skabe den kronologi som Gaudy ikke giver os. Bogen handler også meget om hende og hendes selvforståelse og forfatterskab. Der er mange skønne passager, måske med et absolut højdepunkt mod slutningen af bogen.

Nu må vi så se om det er nok til en Prix Goncourt.

Editions de l'Olivier (19/08/2024)

Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

 Joy Majdalani: Jessica seule dans une chambre

En noget åbenhjertig og velkonstrueret bog om kvindelist og en svag mand, der bliver et objekt som to forskellige kvinder, der bearbejder ham efter deres lyst.

Ved første øjekast har Jessica og Louise kun én ting til fælles: Justin. De elsker begge denne mand, men på forskellige tidspunkter.

Louise boede med Justin i seks år, men forlod ham for et år siden, fordi hun ikke kunne udholde hans sløvhed og vanestyrede liv. 

Jessica var i begyndelsen af tyverne, da hun møder hun Justin. Hun bor på et 16 m2 stort værelse og kan ikke holde ud at være alene, så en datingside var hendes sidste mulighed en fredag aften. Her møder hun Justin.

Jessica bemærker en form for tristhed i ham, så hun har en plan om at trænge ind i hans sind.  Hun gør alt for at forføre og tilfredsstille ham. Hun forelsker sig og fortsætter med at opbygge sin umodne personlighed sammen med Justin.

Dramaet opstår, da Jessica opdager, at Justin stadig sender små beskeder til Louise. Voldsom jalousi blandet med had og betagelse, der forøges da de to kvinder mødes via en flok af Justins venner.

Det udvikler sig i en retning, som vender op og ned på mange ting og overrasker læseren, især slutningen.

Kampen mellem de to kvinder føres elegant på mange niveauer og med stor dygtighed i beskrivelser af to kvinders kamp med deres jalousi, smålighed, løgne og bedrag. Bogen virker meget underbygget i de to personligheders ægthed og åbenhed. Et trekantsdrama, hvor manden blot er en tom skabelon.

Underholdende og skarp læsning.

Grasset (28/08/2024)

Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

 Yasmina Khadra: Coeur-d'Amande

Har tidligere læst gode romaner af Yasmina Khader f.eks. "Le sel de tous les oublies", så det var med stor spænding, at jeg åbnede denne historie, der starter på Montmarte.

Det er en historie om en dværg, Coeur-d'Amande, der i trediverne og bor ved foden af Sacré-Coeur sammen med sin »Mamie«, som han forguder. Det var hende, den tidligere fransklærer, der opfostrede ham, da hans mor havde afvist ham på grund af hans handicap. 

Coeur-d'Amande er Nestors kælenavn i dette arbejderkvarter, hvor alle kender alle. Da bedstemor begynder at blive ramt af Alzheimer, står Nestor  uden job og spekulerer på, hvordan han skal komme videre. Han giver ikke op takket være sin usvigelige optimisme i en verden, hvor det er lettere at have ondt af os selv end at se på vores held.

Sideløbende med dette beskæftiger forfatteren sig også med smukke venskaber, by-land. sygdom, invaliditet, homoseksualitet, alderdomshjem... ja der er nok at tage fat på.

Bogens første del er langt den bedste, for der følger vi livet på Montmartre blandt fattige og med et sprogligt potpourri. Efterhånden som handlingen skrider frem og bliver placeret i en lille by i Provence, har Khadra lidt svært ved at holde sammen på bogen.

Mialet Barrault (21/08/2024) 

Maylis de Kerangal: Jour de ressac

 Maylis de Kerangal: Jour de ressac

Endnu en prægtig bog, der er blandt emnerne til årets Goncourt.

Fortælleren er en 49-årig kvinde, der arbejder som oplæser og som stemme ved synkronisering af fremmedsprogede film. 

Efter et telefonopkald bliver fortælleren, der bor i Paris, næste dag kaldt til politistationen i Le Havre »i en sag, der vedrører hende«. Man har fundet et lig af en mand på stranden og i hans lomme ligger en seddel med hendes telefonnummer. 

Hun bliver helt slået ud af dette totale chok og overraskelse.

Hun tilbragte sin barndom i denne havneby, men har ingen tilknytning til den mere og har ikke været der i mange år.

Det bliver ikke nogen krimihistorie, men en skildring af glimt i hendes barndom og ungdom i Le Havre, der næsten er en person i bogen. Hun har svært ved at holde styr på sig selv, hvornår er det hende og hvornår er det en dubbleant? Hendes nuværende arbejde bliver til en søgen i hendes egen mere eller mindre glemte fortid.

Hendes ophold i Le Havre bliver er overraskende og smertefuldt besøg; en rejse i fortidens fodspor kombineret med introspektion af hendes nuværende liv som dobbeltgænger, hustru og mor.

Sproget, der er rigt og flydende, er smukt og gribende og vidunderligt præcist. Det er et ekstremt rigt, detaljeret og præcist sprog. Intet ord er for meget, ingen falsk tone, alt er perfekt kontrolleret for at give teksten mulighed for at udfolde sin fulde suggestive kraft.

Vil ikke komme nærmere ind på forløbet, men kan sige, at der er vidunderlige afsnit med beskrivelser af bl.a. et spil billard, bombningen af Le Havre i 1944 og obduktion af en mand uden hoved. Der er meget at komme omkring.

Måske ikke min absolutte favorit til årets Goncourt, men en meget velsrevet og varieret bog om et liv og en by.

Gallimard (15/08/2024