Franck Bouysse: Entre toutes

 Franck Bouysse: Entre toutes

Marie blev født i 1912 på en gård i Corrèze. Hun forlod aldrig stedet.

Franck Bouysse fortæller for en gangs skyld med en slående beskedenhed sin families historie og beviser her, at han er lige så talentfuld i fortællingen om det intime som i den romanagtige fresko. 

I Entre toutes skildrer Franck Bouysse livet for Marie og hendes mor Anna, to kvinder, som skæbnen havde sat i spidsen for deres gård, to kvinder, der blev frie mod deres vilje. For denne påtvungne frihed havde de hverken ønsket eller forudset, men de havde alligevel taget den til sig med en enestående styrke og værdighed. Deres liv var en tålmodig kamp, hvor intet nogensinde blev givet, intet nogensinde var givet.

Vi følger Marie, født i 1912 på en gård, som hun først forlader for at dø, dagen før sin 88-års fødselsdag. Hun gennemlever det 20. århundrede, langt fra alt det, der prægede det, bortset fra når det påførte hendes familie dramaer og sorg. Hendes far, der aldrig kom sig over første verdenskrig, begik selvmord, da hun var 5 år. Hun lever i symbiose med sin mor, Anna, med jorden og med naturen, indtil hun møder Clément fra nabogården. 

Den bevægende historie som starter ved dette møde skal ikke afsløres her, men vi får fortalt den med en omfattende forståelse for livet på landet under beskedne kår. Personerne skildres som de var på godt og ondt. Selv om det ikke er meget, det omgivende samfund betyder for dem, får forfatteren ofte lejlighed til at perspektivere og lægge en moderne synsvinkel ind over historien.

Bogen har den særlige egenskab, at den omhandler forfatterens bedstemor og oldemor. Her finder vi de temaer, der ligger ham på sinde: livet på landet, naturen, den krævende jord, det uendelige arbejde, manglen på fremtidsudsigter for kvinderne på gårdene. 

Det er fremstilling der griber læseren og den er dyrebar for at mindet om disse stærke kvinder ikke glemmes.

Måske ikke første valg til årets Goncourt, men en bog man kan blive klog på mennesker ved at læse.

Albin Michel (20/08/2025)

Nathacha Appanah: La Nuit au coeur

 Nathacha Appanah: La Nuit au coeur

Natacha Appanah er blevet en af mine yndlingsforfattere specielt med romanen Tropique de la violence, men denne nye udgivelse er på et niveau højere, og jeg ser den som en mulig Goncourt-vinder.

Hun er født på île Maurice i 1972, men flyttede til Frankrig i 1998. Hun har snart skrevet en snes roman. Flere af dem er omtalt på denne blog.

La nuit au cœur fletter tre historier sammen om kvinder, der er ofre for vold fra deres partnere. På grænsen mellem styrke og ydmyghed undersøger Nathacha Appanah det uudholdelige mysterium, som kvindemord i ægteskabet er, når den mørke nat tager kærlighedens plads. Det er et emne som adskillige kvindelige forfattere har skrevet om f.eks.  Neige Sinno, Camille Kouchner ou Vanessa Springora, men fremstillingen hos Appanah når et højdepunkt.

Af disse tre kvinder vil kun én overleve. Denne kvinde er forfatteren, Nathacha Appanah, som bruger sit talent til at fortælle sin historie og historierne om to andre kvinder, Chahinez og Emma, to kvinder, der blev myrdet af deres partnere. Hun giver os et hjerteskærende værk, der lyder som en overlevendes skrig, et skrig af uforståenhed over for disse mænd, der dræber, over for dette samfunds- og retssystem, der tillader, at disse kvinder bliver myrdet for at have levet.

Da Nathacha Appanah i 2021 får at vide, at Chahinez er blevet brændt levende af sin mand på gaden nær Bordeaux, kan hun ikke undgå at konfrontere sin egen historie om vold og også sin kusines, Emma, der blev dræbt af sin mand på Mauritius i 2000. Han kørte hende ned og smed hende i grøften. Appanah fortæller om sine seks forfærdelige år i hænderne på en mand, en kendt digter tredive ældre end hende. Han besætter hende og tager al selvstændighed fra hende samtidig med at udøver psykisk og fysisk vold på hende. Nu ca tredive år efter undersøger hun sagen med Chahinez for at rekonstruere den ondskabsfulde spiral, som Chahinez og Emma blev fanget i. Hun søger sandheden om disse kvinder på tværs af tid og hemmeligheder med de levendes ord og spøgelsernes hvisken. Hun vil sikre, at disse kvinder aldrig bliver glemt.

Det handler om magt, overlevelse og tilintetgørelse. Det handler om at gøre disse afskyelige handlinger til litteratur. Om dette system, der fører så mange kvinder til forsvinden og død i hænderne på deres ægtefæller. Det handler om at fortælle det ufortællelige, om at hylde, om at stå fast. 

Appanah har formået at samle de tre skæbner som eksempler på de uhyrligheder, som kvinder kan blive udsat for, men hun vil udvide det til alle kvinder der udsættes for vold og underkuelse. Det er på nogle måder et journalistisk arbejde, men det litterære styrer vekselvirkningen mellem de tre kvinder og forfatteren der ikke er bange for at fortælle om, hvor hun tvivler, har angst og er et evigt offer for sin fortid.

En voldsom bog, fuld af oprigtighed og ægthed, skrevet i en sublim prosa, som uden tvivl er en af perlerne i denne litterære sæson 2025. Læs bogen!

Gallimard (14/08/2025)

Sorj Chalandon: Le livre de Kells

 Sorj Chalandon: Le livre de Kells

Et af de store navne og mange gange tæt på den store Prix Goncourt skal det måske være i år? Han leverer i hvert fald en usædvanlig og personlig skildring af sin ungdom.

Sorj Chalandon fortæller om en episode i sit liv. Som 17-årig, efter at have forladt gymnasiet, Lyon og sin familie, ankommer han til Paris, hvor han i næsten et år oplever elendighed, livet på gaden, kulde og sult. Efter at være flygtet fra en racistisk og antisemitisk far, begynder han et nyt liv under navnet Kells, en reference til et irsk evangelie fra det 9. århundrede.

En flok godhjertede menesker får ham væk fra gaden, og sammen med dem opdager han et politisk engagement præget af solidaritet, væbnede kampe og håb, men også af fejltrin og blindhed. Indtil den brutale død af en af disse aktivister, Pierre Overney, får La Gauche Prolétarienne til at opløse sig selv som organisation.. Nogle kommer sig aldrig over det, andre søger en anden udvej for deres kamp. Det er tilfældet for forfatteren, der slutter sig til »Libération« i september 1973. 

Kells' bog er et personligt eventyr, men også historien om en engageret ungdom og en voldelig tid. Sorj Chalandon har ændret navne, nogle fakta og til tider rystet en for personlig tidslighed for at gøre det til en roman. 

Pragtfuld fusion  mellem fiktion og erindringer, der giver en ægte autobiografisk stemning, gengivet med oprigtighed og følelse. De behandlede temaer er stærke: udstødelse, engagement, politisk smerte. Romanen tager fat på vigtige emner (fattigdom, broderskab, ideologi, vold) i en konkret historisk sammenhæng (Gauche prolétarienne, væbnede kampe, Pierre Overneys død). Denne periode med politisk oprør er levende og veldokumenteret, uden at teksten er overfyldt med historiske referencer.

Bogens titel henviser til et irsk evangeliebog fra det 9. århundrede, et middelalderligt illumineret manuskript, der betragtes som et af de smukkeste eksempler på vestlig religiøs kunst. Det er berømt for sine overdådige dekorationer, sin mystik og sin symbolske betydning. Som symbol på kulturel skønhed og identitetsforankring har forfatteren Sorj Chalandon ønsket at give sin roman en metaforisk dimension ved hjælp af dette manuskript, der repræsenterer søgen efter skønhed og mening i en verden, der er ødelagt af vold (personlig og politisk). Ligesom manuskriptet forsøger fortælleren at bevare noget helligt i sig selv på trods af kaoset i sin historie.

En bog der indeholder så meget, at det er svært at få alt med, men en oplevelse at læse for at forstå, hvad det var der skete i Frankrig i 1970'erne.

Kan stærk anbefales.

Grasset (13/08/2025)

Amélie Nothomb: Tant mieux

 Amélie Nothomb: Tant mieux

La rentrée littéraire starter også i år for mig med Amélie Nothombs nye bog. Hun leverer varen som sædvanligt, men i år er det hendes mor, der er i centrum. Vi følger hende nærmest hele hendes liv, men bogens store spørgsmål er hvordan var hun egentlig, holdt hun af sine børn og holdt de af hende? Hvordan er moderens rolle? Hvorfor elsker man sin mor? Der er ændring af nogle navne, men det er tæt på en mors selvbiografi, som Amélie Nothomb skriver.

Historien begynder i Belgien under Anden Verdenskrig. I sommerferien kommer hendes 6-årige søster Jacqueline og hun selv som 4-årige til deres bedstemødre. Jacqueline kommer til Bruges og Adrienne til sin mormor i Gent. Børnenes ønske om at være sammen lytter man ikke til. Adrienne ender hos en modbydelig, gnavpot og heks, der giver al sin kærlighed til sin kat. Hendes mormor giver hende en skål kaffe med mælk til morgenmad, ledsaget af sild i eddike. Adrienne kaster det hele op, men denne heks tvinger hende til at spise det. Det er starten på 2 måneders helvede.

Ja, det e rbllot starten på et liv med udfordringer, men Adrienne klarer det med en form for spaltet personlighed og en kommentar "Tant mieux" (så meget desto bedre), når det ser for sort ud. Et smukt portræt af en splittet kvinde, der er ude af stand til at føle skyld, forvirrende, altid ved siden af emnet, og som alligevel har elsket. Hendes søstre, hendes børn, hendes mand.

Vi følger hende i gymnasiet, som hun ikke kan klare ret godt, da hun er for meget i gang med andre ting. Læs selv om hendes ægteskab, skænderier, had mod katte etc. Der er virkelig meget interessant og overraskende stof om hende, men her vil jeg ikke afsløre mere.

Fra side 179 begynder Amélie Nothomb pludselig at tale i første person, og man forstår, at Adrienne er hendes mor, som hun elsker fuldstændigt, absolut og »vanvittigt«. Hun tager ordet for at afslutte bogen med en lang konklusion, der er hendes store kærlighedserklæring til sin mor, som hun måske ikke altid har forstået. Uden tvivl den mest interessante og mest personlige del af bogen.

Det er en rørende, fængslende hyldest og en skildring af en lang periode. Som sædvanlig hos Amélie Nothomb så er der både humor, kynisme og en elegant måde at skrive og fortælle på.

En af hendes bedste romaner.

Albin Michel (20/08/2025)

Audrey Brière: Mauvais Cœur

 Audrey Brière: Mauvais Cœur

1922. I en lille by i det nordlige Frankrig ligger Familistère, en kæmpe bygning af røde mursten, glas og stål, hvor de ansatte på Godin-støberierne og deres familier bor. Et unikt arbejderfællesskab, baseret på en humanistisk utopi. Men denne morgen findes deres lærerinde myrdet.

Dette familistère (et sted, hvor flere familier eller enkeltpersoner bor sammen i en slags fællesskab og finder det, de har brug for, i kooperative butikker) blev grundlagt i 1859 af industriherren Jean-Baptiste André Godin (ham med brændeovnene), inspireret af Charles Fouriers vilde utopi om falanstères(en fderation af selvforsynende landbrugskooperativer). 

Det er med andre ord en lille by, der har til formål at huse arbejderne fra Godin-fabrikkerne og deres familier og samtidig tilbyde dem kollektive tjenester, som deres sociale klasse ellers ikke ville have givet dem adgang til: et socialt palads med tre boligpavilloner, en vuggestue, en børnehave, en skole, kantiner, et vaskeri og endda en swimmingpool og et teater.

For nogle år siden var jeg på stedet og blev dybt imponeret over, hvad en utopisk socialist havde formået at skabe. Skulle I nogende komme i nærheden, så tag derhen!

Stedet er nu defineret, men her skal vi nu følge en voldsom historie fra 1922, der rummer mange mord, mærkelige personer i et miljø der ellers skulle være fredens og frihedens arnested.

At forankre en kriminalhistorie i en virkelig historisk kontekst og samtidig udnytte et autentisk særpræg: det er det største trumfkort i Audrey Brières anden roman.

Det er i denne idylliske ramme, at man finder liget af en venlig skolelærerinde, og administrator-direktør Gabriel Saint-Simon er nødt til at tilkalde myndighederne. Kriminalinspektør Matthias Lavau finder ved siden af liget et lille stykke papir med ordene »Jeg tilgiver dig«. Han opdager også, at et nyligt selvmord skal omklassificeres til mord, og på gerningsstedet venter den samme besked på vores politimand. Efterforskningen tager fart, da den smukke Esther, Matthias' ekskæreste og ekskollega, dukker op i familistère og forbinder de to forbrydelser med tre andre, der fandt sted to år tidligere i Paris.

En bog der er svær at lægge fra sig, for den har alt: en indviklet historie, sære personer, gammel kærlighed og så i de helt specielle rammer.

Kan bestemt anbefales, men den er ikke for sarte sjæle.

Seuil (07/02/2025)

Isabelle Lagarrigue: C'est l'histoire d'un amour

 Isabelle Lagarrigue: C'est l'histoire d'un amour

Nytårsaften 1993. Charlie møder Côme. Hun bor i Paris og danser for at glemme sin mor, der svigter hende. Charlie vokser op i Bretagne og ser film for at komme tættere på sin fraværende far. De er 14 år og har hele livet foran sig. 

År senere får begivenheder dem til at dykke ned i deres minder. Hvert valg er afgørende. Har Charlie og Côme truffet de rigtige valg? Og hvad ville vi have gjort i deres sted? Gennem vekslende epoker fortæller Isabelle Lagarrigue historien om en usædvanlig kærlighed. 

Fra 1993 til 2026 inviterer Isabelle Lagarrigue os i en lige så original som flydende og meget relevant fortælling til at stifte bekendtskab med Charlie, Côme, Agnès, Adam, Jo, Garance... og alle de andre. Man fornemmer den kærlighed, hun nærer til sine figurer, den præcision, hun søger i hver af deres følelser, det liv, hun indgyder dem.

Romanens opbygning, hvor Charlie og Cômes stemmer veksler, giver os deres reaktioner på hvert vigtigt skridt i deres forhold. Man bliver utålmodig og får lyst til at trænge ind i bogen for at sige til dem, at de skal komme i gang, holde op med at tøve og bare leve deres kærlighed, for tiden går, og de går glip af dyrebare øjeblikke, der aldrig kommer tilbage.

Denne roman handler også om overgangen fra barndom til ungdom og videre til voksenlivet. Det er tiden, der flyver afsted, afstande, der opstår, bånd, der holder eller forandres.

Til sidst, hvis du kan lide livshistorier, smukke og rørende kærlighedshistorier, må du ikke gå glip af denne roman!

Editions Récamier (07/05/2025)

 

 

Jean-Christophe Rufin: Un été avec Alexandre Dumas

 Jean-Christophe Rufin: Un été avec Alexandre Dumas

En række af fyrre fem-minutters udsendelser på France Inter er blevet til en fantastisk god og oplysende bog skrevet af én af mine yndlingsforfattere Jean-Christophe Rufin.

Alexandre Dumas havde et begivenhedsrigt liv (født 1802 som Hugo), delvis på grund af sin farverige, fantasifulde og spontane personlighed. Han kendte to kejsere, tre konger og lige så mange revolutioner, rigdom og fattigdom, lidt for mange elskerinder, rejste meget og var vidne til, undertiden på første parket, sin tids omvæltninger. Alt dette får Rufin fortalt i korte og præcise kapitler med et stort vid og med en varm form for humor og beundring af denne store person.

Dumas skrev uendeligt meget i næsten alle genrer, men han efterod sig to kæmpeværker, som altid vil være blandt de største litterære værker. Hvem kender ikke Greven af Monte-Christo og De tre musketerer? Har man måske ikke læste bøgerne, så har man set mindst en af filmatiseringerne, der vælter frem med de store stjerner.

Jean-Christophe Rufin er en perfekt fortæller, der morer sig over Dumas' fejltrin, og læseren morer sig med ham. Han leverer en meget smuk, inspirerende og fængslende tekst. Han skjuler ikke sin beundring for Dumas, som er et forbillede for ham. 

Vi får uendeligt mange oplysninger om hans liv, men det er skildret levende med en hurtig og sprælsk pen.

Virkelig en bog man bør læse inden man igen læser de to store værker, men der er også omtale af en del andre bøger af Dumas, som man godt kunne få lyst til at læse.

Vil man hellere høre om Dumas, kan man på Radio France finde de udsendelser der er baggrund for bogen.

Éditions des Équateurs (07/05/2025)