Friday, October 31, 2025

Caroline Lamarche: Le bel obscur

 Caroline Lamarche: Le bel obscur


Blandt de sidste fire udvalgte til årets Goncourt, og det er sandelig et godt valg, for det er en roman med det bedste man kan finde blandt moderne litteratur med en nytænkning af romanformen.

Mens fortælleren forsøger at opklare skæbnen for en forfader (fra for ca. 150 år siden), der blev forvist af sin familie, genoptager kvinden historien om sit eget liv. Det viser sig hurtigt, at sammenstillingen af de to skæbner ikke er helt tilfældig og at de på en måde spejler hinanden.

Caroline Lamarche forsøger at forstå, hvorfor hendes forfader Edmond er forsvundet fra familiens stamtræ, og begynder derfor at undersøge sin slægtning, der har efterladt så få spor.

Da hun opdager hans homoseksualitet, som i begyndelsen af det 19. århundrede gjorde denne mand til en udstødt, opdager hun hans mystiske død i 1865, kun 30 år gammel, og søger at rehabilitere ham.

Men denne forskning bringer hende tilbage til sit eget liv som mor, forfatter og kone til en homoseksuel mand. Konfronteret med en intim situation, der mildest talt er forvirrende, søger fortælleren omkring sig efter personer, hun kan klamre sig til, fortællinger, der kan give hende indsigt, og ord, der kan beskrive det, hun oplever. 

Men der er endnu ikke dannet grupper med heteroseksuelle kvinder der er gift med en homoseksuel mand. Hun søger i litteraturen og giver mange eksempler, men det hjælper hende ikke i hendes situation. Hun vil i første omgang ikke søge skilsmisse, men leve i et åbent forhold, men det bliver sværere med årene. Den eneste hjælp og trøst består af at skrive og at kaste sig over Edmonds skæbne.

Selvom der mangler en egentlig handling i helheden, tegner romanen et portræt af en kvinde, der er både stærk og sårbar, på jagt efter sig selv. Fortælleren inddrager os i sine refleksioner og introspektioner. Til tider bliver læseren til lytteren, og vi læser om denne kvindes liv på en anden måde.

Det er skrevet med neutralitet og elegance, så det er op til hver enkelt at danne sig sin egen mening. Skrivestilen er sober og elegant, veksler den mellem introspektive passager og symbolske scener. Den delikate skrivestil, der er fyldt med litterære referencer, skrider frem i korte refleksioner, der bevæger sig frem og tilbage mellem det 19. og 21. århundrede, og tegner med små, lette, men bestemte strøg et intimt portræt af en forfatterinde, der åbner for sig selv.

Der er meget mere at sige om romanen, men læs den nu hellere selv, for den har en dybde og en usædvanlighed, man sjældent finder.


Seuil (22/08/2025)




Tuesday, October 28, 2025

Astérix en Lusitanie

 Astérix en Lusitanie


Så er årets Astérix på banen, og jeg kan kun sige, at jeg har moret mig kosteligt ved læsningen. Det er album nr. 41.

En smuk forårsdag ankommer en fremmed til landsbyen. Han kommer fra Lusitania (Portugal), det solrige land vest for Hispania, som også er underlagt Rom. Denne tidligere slave, som vi møder i  Domaine des dieux , er kommet for at bede vores ukuelige gallere om hjælp, da han kender til den magiske driks kraftfulde virkning. Nu må vi se om det virker i Lusitania

Man kan kun elske det andet album af Fabcaro og Didier Conrad, der indeholder utallige eksempler på den portugisiske saudade  (en stærk og vemodig nostalgi, men samtidig glæden ved minderne), kritik af kapitalismen, pensionsreform og tydelige links til vor tid med smukke og kraftfulde tegninger.

Man smiler hele vejen igennem, ordspil og morsomme situationer følger hinanden i hurtig rækkefølge. Personernes navne er som sædvanlig meget opfindsomme. Det er virkelig et fremragende album, hvor helten måske snarere er Obélix end Astérix.

Hachette (23/10/2025)

Tuesday, October 21, 2025

Yanick LAHENS: Passagères de nuit

 Yanick LAHENS: Passagères de nuit 


Endelig en forfatter fra Haïti der er indstillet til Goncourt 2025 i andet valg. Yanick Lahens har allerede en lang og glorværdig karriere bag sig og indtager en ledende plads i haïtiansk litteratur.

I denne nye roman, som om den er revet ud af hendes kaotiske hverdag i Port-au-Prince, hylder Yanick Lahens med håb og modstand den slægt af kvinder, hun stammer fra. Den første af dem, Élizabeth Dubreuil, blev født omkring 1818 i New Orleans. Regina født fattig blandt de fattige i en lille landsby på den sydlige del af Haiti, er den anden kvinde, der også udfordrer skæbnen.

Romanen foregår i to perioder mellem 1750 og 1850. Første del i Santo Domingo og New Orleans, anden del i Haiti.

Elisabeth Dubreuil giver ikke op, da hun bliver udsat for to voldtægtsforsøg af en af sin fars venner. Hendes bedstemor, en tidligere slave, der var kommet fra Haiti med sin herre, som havde frigivet hende, bliver for hende et eksempel på stille modstand.

Bedstemoren introducerer Elisabeth til voodoo og hjælper hende med at flygte fra New Orleans til Port-au-Prince. Vi møder Elisabeth igen mange år senere, som mor til en mand, der krydser byen som befrier: general Leonard Corvaseau. Regina kobles på historien, da hun bliver Leonards elskerinde.

Der er mange oprivende ting i fortællingerne, Slaveri, psykisk og seksuel vold – disse kvinder er vidner til en epoke, og langt fra usynlige takket være deres mod. De er »Les passagères de nuit« (natpassagererne), der videregiver deres ønske om frigørelse og frihed til de kommende generationer. De trodser  det hårde liv under undertrykkelse af herren (og fruen) eller mænd med magt.

En vidanderlig og smukt skrevet bog på en historisk barsk baggrund, der endnu ikke har fået givet kvinderne den frihed og lighed, som de bør have. En bog som denne kan også være et angreb på urimelige forhold i dagens Haïti.

Skal den have Goncourt 2025? Vi får se...


Sabine Wespieser (28/08/2025)

Wednesday, October 15, 2025

Modiano/Mazzalai: 70 Bis - Entrée des artistes

 Modiano/Mazzalai: 70 Bis - Entrée des artistes



En lidt usædvanlig, men spændende bog hvor Patrick Modiano samarbejder med Christian Mazzalai for at fastholde en adresse på Montparnasse, som har set en række af de kendeste kunstnere fra perioden 1860 og ca 100 år frem passere.

I samarbejde får de to venner de dokumenter, de har fundet (Didot-Bottin-årbøger, småannoncer, avisartikler, fotos), til at tale og bringer figurer fra fortiden tilbage til live (maleren Jean-Léon Gérôme og hans abe Jacques, digteren Ezra Pound, føljetonforfatteren Xavier de Montepin, Robert Louis Stevenson, den amerikanske maler Janet Scuder, Camille Claudel, Rodin, Picasso, Brassaï). 

Ja det er stort set hele kunstnermiljøet både de franske og de udenlandske, især amerikanske kunstnere, som vi får derveret i små bidder med små historier og glemte detaljer. Dejligt med de store billedmateriale og udklip fra aviser mm.

Speciel bog, men læst med fornøjelse.

Gallimard (02/10/2025)


Tuesday, October 14, 2025

Paul Gasnier: La Collision

 Paul Gasnier: La Collision


En debutroman hvis vigtighed aflæses i, at den er med i anden runde af årets Goncout-pris. Mon den når videre, er jeg ikke helt sikker på, men lad os nu se.

I 2012 dør en kvinde pludseligt i Lyon, da hun bliver påkørt af en ung dreng på en motocrosscykel, der kører rundt i byen med 80 km/t og ovenikøbet kun på baghjulett.

Ti år senere er hendes søn, der stadig er plaget af tragedien, blevet journalist. Han observerer, hvordan denne type katastrofer dagligt bruges til at splitte samfundet og vende den ene del af offentligheden mod den anden. 

Vi får altså både den dybt personlige og intime historie om en lille familie der mister en mor, og den store historier om politiske partier, der bruger en ulykke forårsaget af en ung araber til at blæse til fremmedhad samtidig med at de skærper folks utryghed og evne til at se lidt videre.

Det er 10 år senere under et møde med det yderste højre, hvor han er til stede som reporter, at han indser, hvor meget nyhederne bliver udnyttet til at skaffe tilhængere. Og alligevel, som offer for en »kriminalitetshistorie«, afviser han disse forenklede forklaringer og beslutter sig for at forstå den virkelige årsag til dette familiedrama, denne kollision mellem to Frankrig, to forskellige skæbner, to udviklinger formet af samfundet, to familiehistorier, der, når de støder sammen, afslører tilstanden i Frankrig.

 Over for så megen uretfærdighed kunne Paul Gasnier have ladet sig rive med af had, tilsluttet sig et fascistisk parti og stillet sin hævntørst. Han vælger i stedet Gandhis visdom: at forstå, hvem der var hans mors morder, for at finde fred. 

Forfatteren giver os et indblik i retsvæsenets mekanismer og beskriver i detaljer den række af årsager (kedsomhed, stoffer, hybris m.m.), der får en ung indvandrer til at begå en forbrydelse og gentage den.

En af bogens store kvaliteter er de præcise betragtninger, der tålmodigt er udarbejdet gennem møder med den unge mands søster, advokaterne, dommeren, en politibetjent og socialarbejdere, så mange stemmer, der nuancerer, belyser og undertiden ryster forfatterens overbevisninger og nærer en tanke i bevægelse, smukt udtrykt, altid på jagt efter mening snarere end dom.

Et stort værk der er både journalistik, et vidnesbyrd, en politisk analyse og også litteratur.

Meget værd at læse!



Gallimard (14/08/2025)

Sunday, October 12, 2025

Laurent Mauvignier: La maison vide

 Laurent Mauvignier: La maison vide

En moppedreg på 750 sider, som jeg har fornøjet mig med i den sidste uges tid, for det tager tid at læse den, hver side rummer noget af en historie og Mauvigniers måde at skrive på er fascinerende og ny for måden at skrive erindringer på.

I starten får vi at vide: "I 1976 genåbnede min far det hus, han havde arvet efter sin mor, og som havde stået tomt i tyve år." Det bliver indgangen til at fortælle eller digte om det liv, som huset har rummet.

I dette hushar der boet tre generationer fra 1880'erne til 1950'erne, fra oldeforældrene til fortællerens far. Laurent Mauvignier opstiller deres slægtstræ og forsøger at forstå sin fars selvmord, da han kun var 16 år.

Forfatteren finder af et fotoalbum, hvor forfatterens bedstemor Marguerites ansigt er slettet og ødelagt. Men hvad er forklaringen?

Nogle få minder og brudstykker af det, der blev sagt, hjælper ham med at stykke deres historie sammen.
To krige går gennem disse generationer. Når mændene drager i krig, vender de tilbage ødelagte, mens kvinderne forsøger at frigøre sig fra den plads, de altid har været tildelt.

Det hele begynder med hans oldemor Marie-Ernestine Chichery og hendes møde med Florentin Carbanel. Han er hendes musiklærer og åndelige vejleder. Hun er dygtig til at spille klaver og drømmer om at komme ind på konservatoriet.

Hendes tiltrækning af denne raffinerede mand med sikker smag overvælder hende. Han introducerer hende til Zola, Maupassant og åbner hendes øjne for Dreyfus-affæren. Da hendes far tvinger hende til at gifte sig med en jævn mand, »gik alt i opløsning, blev til aske«.
Hendes drøm om at blive koncertpianist brister.

Uden at ville genfortælle alt, kan jeg kun sige, at vi føres gennem en voldsom historie med krig og kærlighed, familiestridigheder, kvindens forsøg på frigørelse og det hele serveret med et vue over Frankrigs historie og samfund i perioden.

Med sin præcise og frie skrivestil udforsker Laurent Mauvignier personerne og analyserer dem. Han sporer de svagheder, der ryster dem, peger på den sociale determinisme, der er årsag til så mange uligheder, overførslen af vold mod kvinder samt de forbrydelser, der skyldes arv. 

Samtidig er han ikke bange or at inddrage læseren i sit værk, han forklarer, at han er med til at forklare fortiden somme tider uden at have klare fakts men med sin digteristiske frihed. 

En meget stor roman, der på mesterlig vis blander efterforskning i familieforhold og fiktion.

En af favoritterne til årets Goncourt


Éditions de Minuit (28/08/2025)
  




Friday, September 26, 2025

Hella Feki: Une reine sans royaume

 Hella Feki: Une reine sans royaume


En af de mere specielle bøger jeg har læst længe, men bestemt spændende og givende. En historie meget tæt på de faktiske forhold om den sidste dronning af Madagaskar.

I sin sidste tid i Algeriet skriver Razafindrahety, bedre kendt under navnet Hendes Majestæt Ranavalona III, sine erindringer.

Hun var dronning af Madagaskar indtil 1897, hvor hun så sit rige forsvinde under den franske kolonisering. Hun blev deporteret til La Réunion og derefter forvist til Alger, hvor hun nu måtte bære den dystre titel »Madagaskars sidste dronning«. Ifølge historien døde hun i Alger i 1917 i en alder af 56 år, offer for lungeproblemer, der i romanen forværres af hendes forbrug af skråtobak.

Hella Feki benytter lejligheden til at give et overblik over kvinders plads i en tid, hvor deres stemme bliver uhørlige, og hvor de alt for ofte er henvist til ubetydelige roller. Her er der mange kvindelige portrætter, Ranavalona og hendes omgivelser inkarnerer skønhed, intellekt og modstand i en kontekst af begyndende frigørelse. Hun nævner skiftevis Myriam Harry, vinder af den første Femina-pris, den egyptiske prinsesse Nazli og Lella Beya Qmar, Beys hustru. Indflydelsesrige, belæste kvinder, der både fortæller om deres forhold til mænd og til de franske kolonister.

Gennem sin bog bliver Hella Feki historiker med en fortælling, der er både roman og dokumentar, og som hylder disse kvinder fra kolonitiden, men også Ranavalona, ved at gengive hendes privatliv med stringens og følelse.

Det er på mange måder en bog/roman der åbner for forhold og en kultur, som vi ikke nødvendigvis ved så meget om. Her er chancen for at blive klogere!


J.-C. Lattès (20/08/2025)


Caroline Lamarche: Le bel obscur

  Caroline Lamarche: Le bel obscur Blandt de sidste fire udvalgte til årets Goncourt, og det er sandelig et godt valg, for det er en roman m...