Michel Houellebecq: Anéantir

Så kom den nye Houellebeck på gaden den 7. januar og i en meget smuk indbinding, som han selv har været med til at udforme. Det er en fornøjelse at sidde med den bog i hænderne, selv om den er ret tung med sine 736 sider. Det er nok hans hidtil længste roman, men der er ikke en side for meget.

Uden at være en fremtidsroman lader Houellebeck romanen foregår i 2027, lige før præsidentvalget. Makron kan ikke tage en tredje periode, men planlægger hvordan han kan sætte en midlertidig præsident ind nu, for så at stille op i 2032.

Der er selvfølgelig en del politisk stof, men der er også nogle underlige former for terrorisme, som er understøttet af tegninger og billeder i teksten. Det bliver til en form for en spændende cyberthriller. Vi fodres med aktuelle teknologiske problemstillinger - inden vi fordyber os i dagligdagen for Paul Raison, romanens hovedperson. - særlig rådgiver for Bruno Juge, økonomiministeren.

Paul nærmer sig de 50 år, og hans arbejde består som sagt i at være særlig rådgiver for Bruno Juge. Der er faktisk opstået et tæt venskab mellem de to. Bruno arbejder næsten i døgndrift, og Paul må følge med. De har begge problemer med deres kone, men har svært ved at tale konkret om det.

Det er ikke nogen skarp kritik af samfundet, men snarere en afdækning af alles kamp mod alle og tidens ligegyldighed. Paul har været fjern i forholdet til sin familie, men da hans far bliver lammet af en blodprop, begynder han at nærme sig en barndom og ungdom, hvor han var lykkelig.

Paul Raison får øjnene op for den umiddelbare tilknytning til naturen som han har mistet i byen og får gennem sin kone, Prudence, indblik i andre religioner hvor krop og sind spiller sammen. Deres forhold bliver i øvrigt bedre efter at familien spiller ind. Men der er også konflikter og sygdom.

Svært at gengive bogens indviklede intriger, men vi bevæger os fra en thriller til en bog med stærke filosofiske indslag. Det er ikke politik, men religion, kærlighed og død der bliver de store emner.

Der er et væld af personer, som Houellebecq inddrager i romanen, og de skildres alle med præcision ofte blandet med en form for velvilje og forståelse, meget få bliver hængt ud. Vi får en skildring af samfundet gennem de sidste 50-60 år, der hæver Houellebeck op på niveau med Balzac og Zola, men selvfølgelig med hans eget stil.

Houellebecq søger ikke i denne nye roman at konfrontere samfundet med bestemte opfattelser, men interesserer sig mere for at følge karaktererne konfronteret med tilværelsens og dødens tomhed.

Der er så meget i denne roman, så en gennemlæsning langt fra er nok, så kom i gang!

FLAMMARION (07/01/2022)