Thomas Clerc: Paris, musée du XXIe siècle - Le 18e arrondissement

Thomas Clerc: Paris, musée du XXIe siècle - Le 18e arrondissement 

Som ivrig Paris-farer siden 1968 måtte jeg selvfølgelig have fat i denne roman, der ovenikøbet er blandt kadidaterne til årets Prix Goncourt.

Det er en mammut-bog på 500 sider, der næsten alle er tætte beskrivelser uden afsnit og en stil der bringer alt ind.Bogen har dog nogle store afsnit med titler:

1. Rue Marc-Séguin

2. Mon quartier: La Chapelle

3. La Goutte-D'Or

4. Clignancourt et Montmartre

5. Les Grandes Carrières

Det 18. arrondissement har 425 gader, pladser, torve, veje, boligområder, haver, villaer, boulevarder, blindgyder og passager, som Thomas Clerc har sat sig for at udforske, siden han flyttede hertil for seks år siden.

Denne bog er en total beskrivelse, der er resultatet af hans vandringer, afstikkere og notater, og den udelader ikke noget af det, byen lader dig se, høre og føle. Fra Montmartre til udkanten af ringvejen, fra lokale beboere til fortabte turister, fra caféer til mørke butikker, fra nat til dag, den tidligere forstad til Paris, oprørsk under Kommunen, holder aldrig op med at ændre udseende, hvis det da ikke er forfatteren selv, der omformer den, mens han rejser. Det 18. distrikt udfolder sig som et gigantisk lærred, og hver gade er et levende tableau.

Det er særdeles spændende læsning og viser hvor meget en bydel kan rumme. Han går på kryds og tværs i alle gaderne og laver en opgørelse over steder, kendte og mindre kendte, mere eller mindre mytiske fra film eller sange, for at give os et troværdigt, men subjektivt billede af dette parisiske arrondissement. Hans nysgerrighed er stor, men han ønsker også at være diskret og være betragter mere end deltager. Han holder sig dog ikke tilbage for at kritisere og fremvise uhyggelige og skandaløse forhold i bydelen.

Der er en del steder jeg skal se nærmere på ved mit næste besøg i Paris efter at have læst denne bog, der er for absolutte Paris-elskere.

Editions de Minuit (29/08/2024)

Ruben Barrouk: Tout le bruit du Guéliz

 Ruben Barrouk: Tout le bruit du Guéliz

En debutroiman der er blandt det første udvalg af romaner til årets Prix Goncourt, og selv om den er både velskrevet, har en intens historie om de sidste jøder i Marrakech, en fortælling om en række jødiske traditioner og en by der nu er helt arabisk, fanger den mig ikke helt.

I Marokko faldt den jødiske befolkning fra 200.000 i 1949 til 18.000 i 1977 og er nu nede på omkring 4.000. Marokkos historie er et enestående eksempel på jødisk-muslimsk sameksistens. I over to tusind år har jøderne i Marokko bidraget til landets kultur og arv. Den fælles historie mellem jøder og muslimer er præget af udveksling, forståelse og fælles traditioner. I dag er det fuldt ud erkendt, men de mange udvandringer til Israel, Frankrig, Canada m.fl. har gjort den jødiske del af befolkning til en meget spinkel del. Gennem jødeernes udvandring efter krigen i 1967, traditionerne og de familiebånd, der væves og opløses, skildrer forfatteren med rørende nøjagtighed oprindelsens rigdom og den kollektive erindrings kompleksitet.

I et kort referat af bogen kan man sige, at den handler om at en gammel kvinde plages af en mystisk støj dag og nat. Hun bor i Guéliz-distriktet i Marrakech. Bekymret forlader hendes datter og barnebarn Paris for at undersøge sagen. På stedet udspørger de bedstemoderen, sover i samme rum hende, men de hører intet, selv om hun siger, at hun stadig plages af den.

De tre personer prøver at følge fortidens spor først i Marrakech og den store jødiske kirkegård og i det gamle jødiske handelskvarter Mellah for at afværge glemslen. De tager også på en længere udflugt for at fortsætte med at bede til de helgener, der hviler på hellige steder. Romanen er fuld af anekdoter og minder om livet i fortiden og de traditioner som ikke er blevet videreført.  

Vi har tre forskellige synsvinkler på jødernes forsvinden: bedstemoderen der som den sidste vil bevare mindet om den gamle tid, datteren der har oplevet det i sin barndom og forsøger at genoplive det og endelig hendes søn, der er på vej væk fra traditioner og tiltrækkes af et moderne liv.

Romanen udmærker sig ved at skildre Marrakech med denne livlige og farverige bydel, og beskrivelserne er sanselige poetiske og vellykkede. Det er en levende by med dens smalle gader, dens markeder og dens indbyggere. Temaer som den evige jødes vandring, ensomhed, tiden der går og alt der forandres, eksil, pligten til at huske og respektere og videreføre traditioner. Der er nok at tage fat på, men den sikre skarhed i romanen savnes.

Albin Michel (21/08/2024)

Lidwine Van Lancker: Fracture(s)

 Lidwine Van Lancker: Fracture(s)

En debutroman, der bestemt rummer mange fine ting. 

Vi er et sted i Frankrig i enn by, klemt inde mellem en skov og marker, omkranset af en ringvej. Et arbejderkvarter med højhuse, et fjernt vedhæng til byen ovenover. Forskellen er grobund for socialt oprør og salg af stoffer. 

Arthur er 15 år.Han bor alene med sin mor, Sabine. Sabine ønsker det bedste for sit barn.

Hun indskriver ham på en privatskole. Arthur møder Côme, en solstrålefigur, som han drømmer om at være. Han vil gøre alt, hvad han kan, for at komme tættere på ham, for at blive accepteret ... for at komme tættere på Chloe, Cômes søster ... på denne perfekte familie, som lever et perfekt liv i deres perfekte hjem ...

Men det går slet ikke som Arthur forestiller sig det i sin drømmeverden. Han bliver mobbet, udnyttet som stikirenddreng af Côme, forholdet til moderen når et nulpunkt. Han kommer i kontakt med en gruppe der besætter en rundkørsel og det sætter ting igang for ham....

 Fracture(s) fortæller historien om et farligt venskab, om et socialt kvælertag, der sender den unge Arthur ud på et sidespor, en ung helt i en verden, der skræmmer ham.

Forfatteren udforsker på passende vis den vanskelige ungdomstid, hvor vi søger efter os selv, og hvor venskaber kan være lige så giftige, som de er destruktive. Men hun udforsker også de mange brud i vores samfund: social determinisme, nedbrydningen af den sociale rangstige, sociale bevægelser som Gilets Jaunes og klassekampen, uden nogensinde at forfalde til patos eller karikatur.

En social thriller, der holder én fast helt frem til den overraskende slutning.

En flot debut!

LIVRES AGITES (22/08/2024)

Sandrine Collette: Madelaine avant l'aube

 Sandrine Collette: Madelaine avant l'aube

Ny roman af Sandrine Collette, der må være blandt favoritterne til en pris i år. Har tidligere været meget begejstret for Et toujours les forêts og On était des loups og hendes nye bog arbejder videre med temaer som natur, drifter, overlevelse tilsat en snert af oprør.

Hvor? Hvornår? Det ved vi ikke. Og vi kommer ikke til at vide det. Hvis man tror, det er et eventyr, så bliver man chokeret, for det er en lang fortælling om rædsler, lidelser og hemmeligheder. 

Prologen er en forsmag på tragedien, og den opbygger fra starten en spænding, som bliver ved med at vokse og gennemsyre hele romanen.

I en landsby langt ude på landet lever, eller rettere overlever, beboerne på tre gårde: Rose, den gamle healer, som har taget hunden Bran til sig. Bran er fortælleren i de to første dele, Eugène med sin kone Aelis og deres tre sønner, Léon med sin kone Ambre, Aelis' tvillingesøster. 

Da der dukker en ensom lille vild pige op, som stjæler mad for ikke at sulte ihjel, beslutter Ambre, som ikke selv har børn, at tage hende til sig som sin egen datter. Mændene driver landbrug og bliver udnyttet af deres herrer, familien D'Ambroisie, som ejer jorden, og kvinderne bliver ustraffet voldtaget af familiens søn.

Sandrine Collette skildrer livet for bønder og tiggere, der er underlagt umenneskelige herrer, men også en vild natur, der ikke skåner dem. Beskrivelserne af det opslidende arbejde på landet er så levende, at man næsten kan mærke smerten i ryggen, de ømme skuldre og de forfrosne fingre.

Mændene accepterer deres skæbne med fatalisme, som om intet kunne ændres, og rollefordelingen er uforanderlig.

Det er Madelaine, den lille pige, der bringer et pust af oprør, som fører til tragedie. Hun er den, der gør oprør. Hun er den, der ikke underkaster sig, som udfordrer den etablerede orden med en dyriskhed og styrke, som gradvist vil få de andre karakterer til at indse, at deres elendighed ikke er uundgåelig.

Vil ikke afsløre mere om denne voldsomme fortælling, men læs den, for den vil gøre et uudsletteligt indtryk på dig.  og er skrevet i et fortættet og levende sprog.

J.-C. Lattès (21/08/2024)

Nagui Zinet: Une trajectoire

 Nagui Zinet: Une trajectoire

NAGUI ZINET er tredive år gammel og har skrevet en debutroman om en tabertype med skær af Simenon og flere amerikanske forfattere i historien.

   Der er flere indpakninger omkring den centrale del af roman, der er en slags dagbog skrevet af drankeren og løgneren N. I en prolog med titlen Patrick Dewaere får vi et første billede af en dranker, der har problemer med parforhold, ydmygelse og en form for ensomhed og skyhed.

Efter prologen kommer der et kapitel med Guyader der er undersøgelsesdommer. Han skal bl.a. tage sig af en sag om en ung mand N. der måske har slået en lidt ældre kæreste ihjel. Guyader er for nylig blevet skilt, er ensom, led ved sit arbejde og afhængig af alkohol. Han er dog opdaget af den unge mands dagbøger, som man har fundet på nettet. Det er for ham spændende læsning: "Et spind af løgne og delirium, hvor det nogle gange er lykkedes at holde fast i sandheden."

Nu er vi så fremme ved N.'s optegnelser. Han er en tragisk og sort figur, der er klar over at han har haft en ulykkelig barndom, men som mangler modet til at ændre sit liv i retning af en mere misundelsesværdig skæbne. Han er fanget i et spind af alkoholisme og nyder faktisk sin fornedrelse. Han vil gerne være gal og original for at slippe for hverdagens banalitet. Han spiller skuespil for sig selv og for andre, så man ender med at tvivle på, hvad han siger. Læs selv om hans skæbne som han selv skildrer den.

En lovende debutroman, som kan læses i ét stræk. En slagkraftig, præcis tekst uden for mange fyldord, den går direkte til sagen og overlader det til læseren at bygge en forestilling om denne N. op. Er han et eksempel på mange af nutidens unge, der har svært ved at finde stabilitet i tilværelsen i det moderne samfund og dets krav. Dommeren Guyader og N., dommer og anklagede med samme problemer, men ikke samme status.

Spændende ny forfatter med en debut som forfatter der tegner godt.

ÉDITIONS JOËLLE LOSFELD  29 08/2024