Karine Tuil: La décision

 

Karine Tuil: La décision

Karine Tuil sætter tiden til maj 2016, dommer Alma Revel skal tage stilling til skæbnen for en ung mand, Kacem, der er mistænkt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien og derefter vendt hjem til Frankrig. Er han terrorist eller ej? 

Til dette professionelle dilemma føjes endnu et, mere intimt:  Alma, der er gift, har en affære med den advokat, der repræsenterer den anklagede. Mellem fornuft og ufornuft risikerer Almas valg at vende op og ned på hendes og landets liv...

Karine Tuil tager os med ind i antiterror-efterforskningsdommeres dagligdag, til hjertet af den menneskelige sjæl, hvis mørkeste fordybninger hverken forhindrer håb eller skønhed. Alma arbejder hårdt og er grebet af sit arbejde, men kan hun tage fejl?

Almas psyke er strålende detaljeret skildret. Det er et aktuelt portræt af en kvinde, klemt mellem vægten af ​​ansvar, professionelt pres, gråzonerne mellem uskyldsformodningen og beskyttelsen af ​​et land. Samtidig med det har Alma for nylig elsket som aldrig før. Hun lytter til sin elsker, der får hendes hjerte til at banke, hun hører ham gentage, at der ikke er bevis for anklagen mod Kacem, at fængsel er radikaliseringens ophav. Hun lytter til ham og lader sig gradvist falde ind i denne menneskelighed, hvor vi stadig hører had råbe på døden.

Roman, der er så tæt på virkeligheden, griber en i en voldsom spænding, der bliver endnu stærkere, da Almas familie også inddrages.

Stærk historie, der holder læseren fanget til det sidste, måske også fordi den tilfældige terrorisme kan ramme alle. Kan absolut anbefales.

Se også min omtale af to tidligere bøger af Karine Tuil: Les choses humaines og L*insouciance

GALLIMARD (06/01/2022)

Karine Tuil: L'insouciance

Lidt af en moppedreng af en roman på mere end 500 sider, men et ret godt bekendtskab trods alt.

Romanen foregår i vore dages Frankrig og kan i visse passager nærmest læses som en nøgleroman om folk i den politiske verden. Der er fire hovedpersoner, hvis liv udgør bogens handling: Romain Roller, der er hjemsendt soldat fra Afghanistan, Marion Decker, der er journalist og har været i research i Afghanistan også. De to indleder et meget heftigt kærlighedsforhold, men da de begge er gift, giver det nogle problemer. Marion er gift med den store finansmand François Vély, der kommer ind i en stor krise, da han på grund af et foto bliver anklaget for racisme mm. Den sidste af de fire er Osman Diboula, en ungdomsven af Romain, der har spillet en rolle i det sociale arbejde efter optøjerne i 2005. Han er siden steget i graderne og arbejder i starten i Elysées-Palæet for præsidenten.

Handlingen siger jeg ikke mere om, men kan dog afsløre at vi kommer vidt omkring med flere omslag og overraskelser. 

Det mest interessante er derimod det billede som tegnes af det moderne Frankrig, og som man trods nogle klicheer får et rimeligt sandfærdigt billede af. Der er vold på alle niveauer, krig mod terrorisme, de sociale mediers magt: fra det ene øjeblik til det andet kan en skæbne som François Vélys ændres. Der er den forfejlede politik om integration og den voksende islamiske radikalisering. Stigende antisemitisme.

Alle hovedpersonerne befinder sig i en eller anden form for identitetskrise, og der er ikke megen hjælp at hente, for under den overfladiske tolerance og forståelse gemmer der sig en hård egoisme. Alle er sig selv nærmest.

Der er mange gode skildringer og oplæg til videre debat, men der er næsten for mange tråde til at det kan lande ordentligt. Men det er et godt forsøg på at skildre det moderne Frankrig og dets problemer.

Gallimard 2016

Karine Tuil: Les choses humaines

Ægteparret Jean og Claire er et par, der har været forgyldt med succes. Han er 70 år, mens hun er i halvtredserne og har startet sin karriere som journalist under hans vinger. Han er stjerne i et debatprogram i TV, og sammen er de feteret i ugebladene. De lever ikke sammen som et egentligt par, men er det på overfladen. Jean har en elskerinde, og Claire flytter sammen med Adam for at skabe sig en ny tilværelse. 

Der er dog én ting de har fælles, og det er sønnen Alexandre, der altid har været lidt i vejen for forældrenes karrierer. Han er på mange måder blevet pacet frem i skolen og synes at have en karriere foran sig, da han er blevet optaget på Stanford.

Bogen starter med at præsentere disse personer ret udførligt i fire kapitler, men først derefter sætter handlingen rigtigt i gang: Alexandre bliver anklaget for voldtægt af én af Adams døtre, Mila!

Resten af bogen handler om forhør og retssagen, der afdækker personerne fuldkommen. 

Det er retssystemets ubønhørlige afsløringer og umenneskelige måde at tilintetgøre en persons identitet og selvværd. Det gælder både den anklagede og pigen der anklager, men også forældre og pårørende.

Det er en skarp skildring, der kunne passe på mange af de retssager, som man læser om i aviserne, men den er samtidig en afsløring af de kræfter, der kan drive folk ud i noget, som kan være både skidt og godt, nemlig sex og begær. Bliver man fanget af dette, kan man let ofre familien, kone og børn. Det moderne samfund opfordrer næsten til at enhver er sig selv nærmest.

Det der giver position er at være mand, er man også rig og kendt, har man magt. Claire forsøger at sætte sig ud over dette og være på kvindesagens side, men kommer i en dobbeltrolle som journalist og mor til en voldtægtsanklaget søn. Jean klarer det bedre, da han altid har levet et dobbeltliv, han mener ikke, at han har gjort noget forkert i opdragelsen af sønnen.

En stærk roman, der tager helt nutidige problemer op, som måske i første omgang kan synes lette og uden dybde, men som pludselig kan styrte hele verdener sammen.

Kan absolut anbefales.

Gallimard, august 2019