Corbeyran - Le Roux: 14-18 5. Le colosse d'ébène (février 1916)

Vi er nu nået til 5. bind af tegneserien om 1. Verdenskrig, og året er 1916. Den lille gruppe soldater, vi stadig følger, har haft en rolig perioden, men efter Ypres  og giftgas  dirigeres de nu til Verdun, hvor det store slag skal stå.

Der er med stor nøjagtighed skildret, hvorledes man sender soldater ud på må og få uden større planlægning. Samtidig får vi at vide, at tyskerne på én dag i april smider 1 million granater over de franske soldater. Maurice skriver hjem om det til Nini, der er ved at få et job på en våbenfabrik. Alles kamp mod alle.

En speciel drejning får historien, da Arsème finder ud af, at der er en trop af soldater fra Senegal, der er installeret i nærheden. Der er ingen grænser for racistiske udsagn, og en dyb splittelse opstår i gruppen. I virkeligheden er dette tema det centrale af den 5. udgivelse af 14-18, og man må sige, at temaet behandles med stor ærlighed og med tydelige henvisninger til nutiden.

Et godt album, som viser 1. Verdenskrig i et nyt perspektiv.

Delcourt, 2016

Nina Bouraoui: Beaux Rivages

Nina Bouraoui har allerede udgivet flere romaner, og hendes nyeste "Beaux Rivages" er blandt de mest omtalte i årets rentrée littéraire.

Titlen lyder måske romantisk og blid, men historien er mere barsk, for den handler om et brud: Efter et forhold der har varet 8 år meddeler Adrian foirtælleren A., at han har fundet en anden.

Deres historie har ellers været meget speciel, da de bor hver for sig , han i Zurich, hun i Paris. Han er kunsthandlerne, hun lægger stemmer til film. De har mødt hinanden, da de var midt i trediverne, har ingen børn, men har haft en fantastisk tid sammen med rejser, oplevelser, kærlighed etc.

Det er klart, at det for fortælleren er et enormt chok, for hun troede på, at det skulle vare ved, men nu er hun nødt til se situationen i øjnene. Hun har voldsomme nedture, taber sig, sover ikke, men fortsætter med sit arbejde som den eneste trøst.

I starten søger hun oplysninger om "den anden", finder ud af at hun har en blog, hvor hun faktisk indirekte udfordrer og nedgør fortælleren. Først da fortælleren kommer til en psykolog, begynder der at komme lidt hold på hende, for der gemmer sig andre ting i hendes fortid, som gør dette nye tab ekstra kraftigt.

Historien er fortalt i et levende og detaljeret sprog med tætte analyser af fortællerens sindstilstand. Et kapitel er med replikker, det er hvor Adrian skal forklare sig - det er vældig godt skrevet. Der bliver også plads til mange mere eller mindre filosofiske indslag omkring lykke, kærlighed, ensomhed og nutidens moderne kommunikationsmidler.

Bogen siges at være skrevet for alle, der har oplevet en kærestesorg, dels for at hjælpe til at analysere den, men også at komme over den og videre i livet. Det er jo i sig selv en smuk tanke.

JC Lattès, august 2016

Leïla Slimani: Chanson douce

For et par år siden omtalte vi Leïla Slimanis debutroman "L'Ogre dans le jardin", som viste gode takter, men som ikke var helt vellykket, men med sin nye roman "Douce chanson" viser hun virkelig hvad hun kan!

Bogens titel er titlen på en børnesang (Une chanson douce), som stadig synges for de små, men romanen lægger stærkt ud med "Le bébé est mort.... La petite, elle, était encore vivante quand les secours sont arrivés. Elle s’est battue comme un fauve." Hun dør dog på hospitalet. Tilbage er deres barnepige Louise (nounou), der har forsøgt at tage livet af sig, hun overlever.

Selv om vi egentlig kender slutningen, er bogen alligevel særdeles spændende, for hvad er forklaringen på denne grusomme handling? Myriam og Paul er et ungt par i Paris. I starten er Myriam hjemmegående, men hun får tilbudt et specialt job, som hun ikke kan sige nej til. Hun er også interesseret i at gøre karriere, så de beslutter at hyre en barnepige. Det bliver Louise, en kvinde på ca 50, der hurtigt får børnenes tillid, og som efterhånden laver alt i huset, er disponibel til enhver tid. Men de to forældre bliver undertiden lidt nervøse og mistænkelige, for Louise har magten over børnene. Undertiden kan de heller ikke underlade at gøre opmærksomme på, at de er arbejdsgivere og hun er ansat på kort tid måske.

Mens vi følger udviklingen i familien afsløres Louises fortid også i små bidder, så vi bliver bedre og bedre rustet i dette psykologiske drama. Jeg skal ikke afsløre mere, men Louise bliver efterhånden mere og mere sær, og isolererer sig i forhold til alle andre end familien.

Bogens temaer er den fortravlede familie, der ikke har tid til børnene og deres opdragelse på grund af deres opslidende arbejde og karriereræs, det er historien om alle de (udenlandske) barnepiger som ansættes i løse jobs, ofte til en lav løn og slaveagtige forhold. Virkelig en pegefinger mod det moderne arbejdsmarked. Det er også historien om børn, der er overladt til sig selv, hvad en lærer også fortæller dem, men er det så forældrenes skyld eller hvad?

Historien kunne være taget som en artikel fra dagens aviser, og det er det, der gør bogen ekstra aktuel. Den er fortalt i en forholdsvis neutral berettende stemme, men den afslører i høj grad dagens vold, jalousi, magtkampe og et arbjedsmarked der lægger pres på alle.

En fantastisk god bog, som kun kan anbefales.

Gallimard, august 2016

Yasmina Reza: Babylone

Yasmina Reza er nok mest kendt som dramaturg og forfatter til en bog om Sarkozys valgkamp, hvor hun fulgte ham i et helt år, men nu er hun på banen med en roman, der foregår i nutidens Frankrig.

Fortælleren er Elizabeth, der arbejder på Pasteur-institutten i Paris. Hun er gift med Pierre. Elizabeth er i 60'erne, føler ligesom at livet er rullet forbi hende uden at hun egentlig har mærket det. Hendes mor er lige død, så det påvirker hende også.

For at få lidt mere liv i den lidt trivielle dagligdag beslutter hun, at hun vil holde en fest. Hun inviterer venner og bekendte, men også et ægtepar som bor på etagen over dem. Det er Jean-Lino, som Elizabeth ofte snakker lidt med, han er måske lidt grå i det, men rar. Hans kone Lydie er derimod udadvendt, farverig, hun synger jazz, spår om fremtiden og er meget optaget af dyrevelfærd.

Første del af bogen fortæller muntert om forberedelserne til festen, dernæst om festen, hvor Reza får lejlighed til skildre den overfladiske snak ved den slags fester, men hvor stemningen efterhånden stiger med indtagelsen af alkohol.

Men kort efter festens afslutning sent om natten slår vi over i en krimiagtig stil, for Jean-Lino kommer ned og fortæller, at han har slået Lydie ihjel! Jeg vil ikke røbe mere om handlingen her, men der er nogle voldsomme scener, både tragiske, groteske, men undertiden også morsomme, der holder én fast. Herligt skrevet.

Elizabeth er opslugt af billeder, bl.a. af en amerikansk fotograf, der fanger livets i stivnede øjeblikke. Elizabeth siger selv: "Certains jours, quand je me réveille, mon âge me saute à la gueule. Notre jeunesse est morte. Nous ne serons plus jamais jeunes. C’est ce jamais plus qui est vertigineux." I virkeligheden er det et af de vigtige temaer i bogen: Hvordan kan man fastholde det vigtigste? Hvordan kan billede, indhold og fotograf trække noget ud af livet og fastholde det. Elizabeth føler, at hun i Jean-Lino har fundet én der er ærlig og oprindelig sammenlignet med alle de andre, men samtidig fylder hun med billeder fra sin fortid, som hun ikke har været opmærksom på. Dette er en af bogens mere dunkle og filosofiske sider.

Bestemt værd at læse og kandidat til én af årets priser.

Flammarion 2016

Serge Joncour: Repose-toi sur moi

Første bog jeg har læst af denne forfatter, der har skrevet snart en snes romaner, og som nyder almindelig godt omdømme. "Repose-toi sur moi" er bestemt en roman, der fangede mig, og som holdt fast til den sluttede.

Bogen starter i to forskellige verdener: hos Aurore der er modeskaber, har sit eget lille selskab, en amerikansk mand, Richard, der er på vej frem, et par tvillingebørn og en teenagerdremg fra Richards første ægteskab. Aurore og Richard har det materielt særdeles godt, bor i en flot lejlighed i Marais-kvarteret, men har egentlig ikke meget liv sammen. De arbejder sent, og Richard er ofte bortrejst.

Den anden verden er præsenteret ved Ludovic, der stammer fra Célé-dalen i det sydvestlige Frankrig, tidligere landmand, men har været nødt til at overlade gården til sin søster og hendes mand. Han er nu taget til Paris og har et job som inddrager af gæld hos folk der skylder til de små handlende. Han er stor og virker imponerende på folk. 1m 95 og 102 kg. Har tidligere været rugbyspiller, har mistet sin kone for tre år siden, hun døde af kræft. Han virker altid ligevægtig og lader sig normalt ikke rive med af følelser. Er meget isoleret i Paris, som han slet ikke kan lide.

Hvad bringer nu de to sammen? Det er såmænd to skader der bor i gården, hvor de to personer bor i hver sin side. Aurore i den rige side, Ludovic i den fattige og forfaldne del. Aurore er skrækslagen for skaderne, der har jaget hendes turtelduer væk. Ludovic får dem fjernet, og nu starter der et spil mellem de to, mere vil jeg ikke røbe her.

Joncour beskriver dagligdagen, den verden i Paris hvor folk ofte er fremmede for hinanden, bange for hinanden, de grådige spekulanter, de fattige der bliver ydmyget, men også hjælpsomhed, opofrelse og kærlighed. Ønsket om at flygte lidt bort fra virkeligheden, der kan blive lidt for barsk.

Det er skrevet med en utrolig fin beskrivelse af de forskellige karakterer og en virtuos komposition. Godt bud på én af årets priser.

Flammarion, 2016

Nathacha Appanah: Tropique de la violence

Nathacha Appanah er født på Île Maurice, men hendes nye og meget omtalte roman "Tropique de la violence" foregår på Mayotte, der rent faktisk er et fransk departement. (Læs selv videre her om Mayotte).

Som det flere gange siges i bogen er Mayotte en del af Frankrig og EU, men når man læser denne barske skildring om forældreløse unge på øen, et slumområde som de kalder "Gaza", forsvinder nogle af de forestillinger man måtte have om en paradisisk ø.

Bogens fem hovedpersoner er talerør i afsnit der veksler med hinanden, men som dog fører frem mod et klimaks i bogens sidste afsnit. De fem er Marie, sygeplejerske fra Paris, der flytter til Mayotte med sin mand, der stammer fra Afrika. De bliver skilt, men Marie tager sig af en lille dreng, der er kommet ind med en bådflygtning. Han hedder Moïse, og er speciel ved at hans ene øje er sort, det andet grønt. Bruce er tilnavnet på en bandeleder i Gaza, som tager sig af Moïse, da hans "mor" dør, da Moïse er 13 år. De to sidste stemmer tilhører Olivier, politibetjent og Stéphane, frivillig der arbejder med unge. Der er også en del af beboernes tro på ånder med, idet to af talerørerne er døde!

Nu vil jeg ikke afsløre for meget af handlingen, men hellere præsentere nogle af bogens temaer. Der er mange forældreløse unge fra de voksne flygtninge og migranter, der kommer fra nærtliggende øer, der ikke er franske. Hvis de evt. bliver opdaget, siger de, at de ingen børn har. Øen har således et enormt slumområde med flygtninge, migranter og andre illegale. Der er uendelig meget vold for at overleve, stoffer og alkohol for at glemme, økologiske problemer på grund af ophobning af snavs og skidt og en række politiske problemer, der "løses" ved at vende ryggen til dem.

Bogen er skrevet med de fem stemmer, der hver især har deres holdning. Sproget er præget dels af talesprog og det lokale sprog, men også af poetiske passager, hvor den positive side af øen skildres.

Det er skrap læsning, og hvis bare en del af det der fortælles er sandt, så kan jeg godt forstå, at man på øen frygter at øen er en krudttønde. Mit billede af øen er i hvert fald ændret totalt.

Bestemt et oplagt emne til én af årets store priser.

(30-9-2016)

Gallimard, 2016

Weibrechts Blog

Kort omtale af franske bøger som jeg læser.

Corbeyran - Le Roux: 14-18 - Tome 6: La Photo

Det sjette bind i tegneserien om Første Verdenskrig er nu på gaden. Efter rædslerne ved Verdun er hovedpersonerne nu kommet til fronten ved La Somme.

Handlingen er knap så dramatisk som i bind 5, men beskæftiger sig også med emner som religion og om at finde nogle holdepunkter i dette meningsløse slagteri. I starten følger vi afprøvningen af et nyt våben fra England: en tank. Det går dog galt under prøvekørslen og de øverstbefalende ønsker resterne fjernet hurtigt muligt. Blandt vennerne er Pierrot den mest snilde med fingrene og det bliver i sidste ende ham som tager sig af tanken.

Samtidig følger vi konerne i de fredelige omgivelser derhjemme, men Pierrots kone er ikke tilfreds med, at han næsten aldrig skriver til hende. Louis' kone får derimod mange beretninger fra fronten.

Der er gode personskildringen både i tekst og tegning, og historien får et forløb, som atter overrasker.

Læst med stor fornøjelse.  (30-09-2016)

Delcourt, 1916