Adeline Dieudonné: Kérozène

 

Adeline Dieudonné: Kérozène

Adeline Dieudonné havde en enorm succes med sin første roman La vraie vie, og det var særdeles fortjent. Når den næste roman følger, kan man frygte, at den ikke kan leve op til den første, men det er slet ikke tilfældet her.

Man kunne måske kalde det for en novellesamling, for den består hovedsageligt af en række personer, der ikke kender hinanden, men som alle har et eller andet skjult som bliver afsløret og som viser en form for fællesskab.

Klokken er 23.12 på en tankstation i Ardennerne og om 2 minutter vil alting ændre sig. Sådan starter bogen, men hvad der fremkalder ændringen afsløres først tilsidst. Det er en af de sædvanlige kedelige tankstationer med neonlys, halvsnavsede borde og stole og sommerens hede hviler over den.

Der er 12 personer, der har et ærinde på stationen der i aften bestyres af Juliette og hendes kollega Sébastien (der danner par med Mauricio). Der er Chelly, poledanserinde, Alika, filippinsk hushjælp, Joseph repræsentant, Victoire, mannequin, og Julie, der er gået fra sin mand, en falleret grevinde, en bedstemor der lever isoleret i naturen for blot lige at nævne et par stykker.

De er alle lidt sære personer eller som omgås mærkelige mennesker. I Juliettes familie har de f.eks. en lyserød gris som kæledyr, som manden der arbejder på et slagteri truer med at skære halsen over på. Men bagefter sover de sammen på sofaen. Julie er gift med en gynækolog, hvis pensionerede forældre også er gynækologer. Deres største fornøjelse er at give hende en gynækologisk undersøgelse efter søndagsmiddagen. Alika taler ikke fransk, men sendes nærmest rundt som en pakke mellem flere familier. Hun har en mand og børn som hun sender penge hjem til, men da hun også skal betale deres studier er der lange udsigter til at hun kan vende hjem. Antoine der taler med en sø og får besked om hvad han skal gøre af den. Ja, det er den ene fantastiske historie efter den anden. Hæsblæsende.

Vi præsenteres for mennesker der i deres historier nærmest fremstilles som drevet af dyriske drifter. En bedstemor der spiser kirsebær mens hun ser et par hore på et bord på en parkeringsplads. Hun spytter sten ud i samme tempo som manden bevæger sig på. Dyr er der i øvrigt mange af i bogen: den lyserøde gris, en hest, en liderlig delfin etc.

Hver person bliver helten i en historie,og mellem dem vil der undertiden opstå ligheder. En  bog til at grine og græde af eller græde af grin af om vores moderne liv. Som i sin første roman, La Vraie Vie, skildrer forfatteren skræmmende skæbner med humor og vildskab. Hun sparer os ikke for noget, Adeline Dieudonné: mord, sexscener, tårer og latter. Men bag latteren og den overfyldte opfindsomhed  vises den mørke klarhed. Kérozène sætter spørgsmålstegn ved betydningen af ​​eksistens og hudfletter det absurde i vores tid.

Hendes sprog er ligetil og præcist med nogle fantstiske vendinger og billeder, der kan få en til at bryde helt sammen. Her er lige et par eksempler: "Mauricio se sentait aussi inutile qu'un dildo dans la main d'un pape", "L'idée de rejoindre Nicolas la seduisait autant que la perspective d'un tête-à-tête avec un cadavre de phoque en décomposition", "Il devait ressembler à un teckel obèse besognant un ours malade."

En bog der kan anbefales varmt.

Éditeur : L' ICONOCLASTE (01/04/2021)