Amélie Nothomb: Psychopompe
Årets romanudgivelse fra Amélie Nothomb og bestemt en af hendes bedste. Den er på kun 162 sider, men med et indhold, hvor ikke et ord er overflødigt, og hvor man i den grad kan nyde det litterære franske sprog.
Det er igen ne selvbiografisk historie, der afslutter hendes foreløbige "trilogi" med: Premier sang (om hendes far, Gud), Soif (om Jesus, sønnen) og så her Helligånden der som psykopomp ledsager de døde og hjælper dem til at krydse over til det hinsides. Psykopompen er ofte repræsenteret af en fugl, den hvide due f.eks., og Amélie siger selv, at hun er en fugl.
I Psychopompe fortæller Amélie Nothomb om den skønhed, som er legemliggjort i fugle, hendes livslange lidenskab, der startede, da hun var barn. Hun forsøger at øve sig på at flyve, men da det ikke lykkes, hvis hun skal blive en fugl, bliver det på en anden måde. Men hvordan?
Vi bliver nu vidner til fødslen af en forfatter. Med omhyggeligt udvalgte ord roser Amélie dem: fuglene, de vigtigste psykopompier i mytologier, leder hende til at afsløre, hvad der udgør hende, det mest intime i hende, det er hendes behov for at skrive, som hun sammenligner med en flyvning, en styrkeprøve, som skal fornyes hver dag, hvis hun ikke skal falde ned.
« Écrire, c'est voler »
En roman der absolut kan anbefales, hvis man vil søge ind i Amélie Nothombs liv og tanker.
ALBIN MICHEL (23/08/2023)
No comments:
Post a Comment