Adèle Yon: Mon vrai nom est Elisabeth

 Adèle Yon: Mon vrai nom est Elisabeth

En bog/essay der behandler nogle frygtelige overgreb mod folk, især kvinder i 1950'erne, der blev frataget deres egne muligheder.

En forsker, som frygter, at hun er ved at blive skør, gennemfører en undersøgelse i et forsøg på at bryde tavsheden omkring sin oldemor Elisabeths sygdom, kendt som Betsy, som blev diagnosticeret med skizofreni i 1950'erne.

Meget original måde at tage fat på et tabu-område Denne hybridbog, der er halvt essay, halvt selvbiografi, halvt familie og videnskabelig undersøgelse, er både rørende og meget lærerig.

Hvem var Betsy? Hvorfor er familiekrøniken så vag og ikke udtømmende om hende? Medlemmerne af Adèle Yons (meget store og meget borgerlige) familie er tilbageholdende med at tale om denne oldemor født i 1916, som hjemsøger dem som et spøgelse: En principiel tilbageholdenhed med at tale om fortiden? Jo, selvfølgelig, men der lurer også en placering af skyld.

Elisabeth taler man ikke om i familien, et tabubelagt navn, der ikke udtales, eller med kælenavnet Betsy, indhyllet i en tavs families hemmeligheder. Hun var »gal«, blev diagnosticeret som skizofren og tvangsindlagt fra 1950 til 1967 på det psykiatriske hospital Fleury-les-Aubrais (Loiret), hvor hun fik elektriske stød og en frygtelig frontal lobotomi, der efterlod to huller i hver side af hendes kranie. En skræmmende tilstedeværelse, som altid har hjemsøgt psyken hos kvinderne i denne familie.

Det er en rystende boring ind i familien og især i Betsys skæbne. Det er det mandsdominede samfund, der kan tage beslutninger om behandlinger og indespærringer. Det er læger der anvender tvivlsomme behandlinger, men som dækker over hinanden.

Bogen er fremragende skrevet, da den dels har en funktion som en videnskabelig afhandling, men samtidig er meget tæt på forfatterens egne rædsler og frygt.

Kan absolut anbefales, men er ikke for svage sjæle.

Editions du sous-sol (06/02/2025)