Amélie Nothomb: Tant mieux

 Amélie Nothomb: Tant mieux

La rentrée littéraire starter også i år for mig med Amélie Nothombs nye bog. Hun leverer varen som sædvanligt, men i år er det hendes mor, der er i centrum. Vi følger hende nærmest hele hendes liv, men bogens store spørgsmål er hvordan var hun egentlig, holdt hun af sine børn og holdt de af hende? Hvordan er moderens rolle? Hvorfor elsker man sin mor? Der er ændring af nogle navne, men det er tæt på en mors selvbiografi, som Amélie Nothomb skriver.

Historien begynder i Belgien under Anden Verdenskrig. I sommerferien kommer hendes 6-årige søster Jacqueline og hun selv som 4-årige til deres bedstemødre. Jacqueline kommer til Bruges og Adrienne til sin mormor i Gent. Børnenes ønske om at være sammen lytter man ikke til. Adrienne ender hos en modbydelig, gnavpot og heks, der giver al sin kærlighed til sin kat. Hendes mormor giver hende en skål kaffe med mælk til morgenmad, ledsaget af sild i eddike. Adrienne kaster det hele op, men denne heks tvinger hende til at spise det. Det er starten på 2 måneders helvede.

Ja, det e rbllot starten på et liv med udfordringer, men Adrienne klarer det med en form for spaltet personlighed og en kommentar "Tant mieux" (så meget desto bedre), når det ser for sort ud. Et smukt portræt af en splittet kvinde, der er ude af stand til at føle skyld, forvirrende, altid ved siden af emnet, og som alligevel har elsket. Hendes søstre, hendes børn, hendes mand.

Vi følger hende i gymnasiet, som hun ikke kan klare ret godt, da hun er for meget i gang med andre ting. Læs selv om hendes ægteskab, skænderier, had mod katte etc. Der er virkelig meget interessant og overraskende stof om hende, men her vil jeg ikke afsløre mere.

Fra side 179 begynder Amélie Nothomb pludselig at tale i første person, og man forstår, at Adrienne er hendes mor, som hun elsker fuldstændigt, absolut og »vanvittigt«. Hun tager ordet for at afslutte bogen med en lang konklusion, der er hendes store kærlighedserklæring til sin mor, som hun måske ikke altid har forstået. Uden tvivl den mest interessante og mest personlige del af bogen.

Det er en rørende, fængslende hyldest og en skildring af en lang periode. Som sædvanlig hos Amélie Nothomb så er der både humor, kynisme og en elegant måde at skrive og fortælle på.

En af hendes bedste romaner.

Albin Michel (20/08/2025)