Saturday, April 29, 2017


Franck Senninger: La Parfaite



En meget speciel roman, der kæder en moderne historie sammen med en beretning om katharerne og deres grusomme skæbne. Vi får en grundig indføring i deres liv og tankegang gennem hovedpersonen Alix.

Katharernes opfattelse af mennesket er at denne verden styres af Satan, der også har formået at danne en falsk kirke, som kalder sig kristen. De bygger på det nye testamente og lever et enkelt liv, og enkelte af dem bliver udset til at være "de perfekte", der er tættest på himlen. Hvis man ikke lever det perfekte liv, skal man gennem op til ni liv som menneske eller dyr. Derfor sker der en slags genfødsel, hvor man kan erindre ting fra de tidligere liv.

Romanen spiller på denne genfødsel og starter med at berette om nutidens Alice, der lever i et ægteskab med vold. Hendes mand Fabien er også involveret i narkosalg, Alice vil skilles efter kun 14 dages ægteskab. Hun mødes med nogle veninder og drages pludselig mod en gøgler på torvet. Hun synes, at hun har set ham før..

Så springer vi tilbage til 1207 og møder Bertrande og hendes datter Alix. Bertrandes søster ligger for døden, og hun må drage over til hende sammen med sin datter. Det er en farefuld færd, og om natten får de hjælp af en mærkelig mand og hans hund, da de bliver overfaldet. Er denne mand djævelen?

I får ikke mere af historien her, men som man nok kan mærke er der sammenhænge mellem de to tidsaldre og de to kvinders navn.

Det er en velskrevet roman med gode personskildringer og med en god skildring af katharerne og deres liv, her skildret ved nogle enkelte skæbner. Handlingen udspilles i det sydvest Frankrig, hvor katharerne stod stærkest. Fristelsen gennem djævelen er hele tiden til stede, og selv om Alix, der er meget smuk, skal følge en streng skole for at kunne blive en af de perfekte, har hun svært ved at undlade at tænke på ham.

Lidt usædvanlig bog, men bestemt værd at læse.

Edition Anfortas februar 2017

Monday, April 17, 2017


Brina Svit: Nouvelles définitions de l'amour


Endnu en novellesamling der er indstillet til årets novellesamling af Goncourt, og den må siges at være en værdig kandidat.

Brina Svit er født i Ljublana i Slovenien, men hun har boet i Paris siden 1980, og hendes seneste tre romaner som denne novellesamling er skrevet direkte på fransk.

Der er i alt 10 noveller, der handler om forskellige former for kærlighed, der nok kan udvide ens begreber. Der er historien om Paul, hvis kone lige har forladt ham. Han er TV-producer og lidt oppe i årene, men kassedamen i supermarkedet smiler altid til ham. Hvad kan det ikke medføre? Slutningen er kostelig. Der er det ældre ægtepar, hvor hun er dansk i øvrigt, der efter et foredrag tager en ung pige op på vej til Paris. Hun siger lidt efter, at hun kun er til én ad gangen, og hvad sker der så..Der er Une histoire écrite hvor to kolleger har en historie sammen, men kun på skrift. Svært at sige hvilken der er bedst af de ti, for de har alle deres charme.

Det er faktisk ti virkelig gode historie, hvor det ofte er kvinderne, der på en måde er utro, mens mændene ofte er de svage, men de bliver fortalt på en brillant måde, der griber én. Det er ikke banale kærlighedshistorier, men nogle skæbner, som man godt kan forstå og leve sig ind i. Novellerne rummer genrens kortfattede formulering, en ofte uventet afslutning og en afsløring af privatlivets gemmer.

Det er en sand fornøjelse. Læs den!

Gallimard februar 2017

Wednesday, April 05, 2017


Valérie Tong Cuong: Par amour


En roman om 2. Verdenskrig, har man ikke snart læst nok om det? Nej, det viser denne fremragende roman af Valérie Tong Cuong, som vi tidligere har omtalt som en stor forfatter.

Bogen fortæller om 2 søstre, Émilie og Muguette, deres mænd og 4 børn (de har begge en dreng og en pige) umiddelbart inden krigen bryder løs og hele perioden igennem. Det særligt interessante er, at det meste af bogen foregår i Le Havre, der nærmest blev udslettet under krigen. Romanen bliver fortalt i ni afsnit, hvor én af personerne beretter, så på den måde kommer vi rundt i alle synsvinkler.

Bogen starter med at mændene er indkaldt, og pludselig kommer der besked om at byen skal evakueres. Derefter følger en skildring af de to kvinders forsøg på at klare dette med fire mindre børn og den totale mangel på støtte fra nogen sider. Efterfølgende får de dog mulighed for at vende tilbage, men de er nu præget af uro og uvished. Émilies mand Joffre vender hjem, men han er meget ændret, nederlaget har været både et nationalt og personligt nederlag.

Senere bliver Muguette ramt af en hård tuberkulose, hendes to børn bliver sendt til en støttefamiliei Algeriet, og krigen bliver voldsommere. 

Jeg skal ikke afsløre det videre forløb, men krigens forløb kender vi jo, så det er specielt byen Le Havres historie der virkelig er en afsløring af helt umenneskelige forhold for de beboere der er tilbage under de allieredes voldsomme bombninger, der ikke tager hensyn til de civile tab. Ja, meget minder om de ting, der foregår i Syrien mm i dag.

Bogen bygger på et minutiøst arbejde fra forfatterens side med autentiske beretninger og historisk materiale, men forståelsen bliver egentlig bedre gennem den fortælling gennem romanens perosner, som vi bliver præsenteret for. Alt virker autentisk og gennemarbejdet. Det psykologiske spil mellem søskende, forældre - børn og ægtefæller er meget fint udviklet og udbygges gennem de forskellige beretterpersoner. Vi får de lokales opfattelse af krig, en viden om den hjælp der ydes. Specielt udsendelsen af børn til Algeriet kendte jeg ikke noget til.

En overordentlig vigtig roman, der fanger sin læser på alle niveauer. Vigtig også for forståelsen af vor egen tid.

JC Lattès, januar 2017

Wednesday, March 29, 2017


Raphaël Haroche: Retourner à la mer


Raphaël Haroche er nok mest kendt som sangeren Raphaël, men nu får han også sin debut som novelle-forfatter. Det kan sådan set ikke undre, for hans sangtekster rummer også tegn på et forfattertalent, så springet har ikke været så stort.

Det er en kort samling på 100 sider med 13 noveller om forskellige skæbner, der næsten alle har problemer, uopfyldte drømme og mangel på mening med tilværelsen, som de forsøger at forklare.

Der er f.eks. arbejderne på et slagteri, der ikke kan slagte en ung kalv og får den gemt væk, der er tre unge der pludselig oplever et fly der går ned tæt på dem, da de sidder ved havet - men ingen andre har set noget og tror ikke på dem. Der er en ung mand der bliver kostet rundt med af en meget smuk kvinde, der bare udnytter ham. Vil det lykkes for ham at komme i seng med hende. Der er tretten historier med meget forskellige typer og miljøer, men de gennemgående emner om meningen med tilværelsen følger med i dem alle.

Det er skarpt skrevet, men også med lidt humor undertiden f.eks. i historien om to gamle, der forsøger at drukne sig i en sø tæt ved plejehjemmet. Problemet er bare, at den ikke er dyb nok. Der er også manden, der efter et hospitalsophold tager sin gamle mor med på en tur i Antibes og Nice. Han er meget kritisk overfor hende, men inderst inde fortryder han sin hårde skal.

Ofte lidt triste skæbner, men skildret med stor præcision.

En meget fin debut som forfatter.

Gallimard, 2017


Céline Coulon: Trois saisons d'orage



Céline Coulon er en spændende ung forfatter, der trods sin unge alder (født 1990) allerede har udgivet 9 bøger. Hendes nyeste Trois saisons d'orage er en særdeles velskrevet roman om tre generationer af en familie, der lever i et bjergområde kaldet Les Trois Gueules.

Området opnår en status efter at have været et næsten forladt område, da brødrene Charrier åbner et stenbrud, der kan konkurrere på et stort plan. Økonomien forbedres i landsbyen, folk flytter til, og André, en ung militærlæge, ender med at slå sig ned der. 

Her starter historien om familien. André har faktisk en søn Benedict, som er blevet holdt skjult for ham. Benedict føler sig også tiltrukket af området, bliver også læge, gifter sig med Agnès, som han får datteren Bérangère med.

Alt synes jo at være godt, men der lurer skjulte kræfter, der varsler om naturens uovervindelighed.

Man gribes af historien med rigtige og levende personer, beskrivelsen af miljøet i en ellers forladt landsby og hvordan man søger at skabe et nyt samfund. Men det er svært at være tilflytter, man skal helst være født i området. Hele tematikken omkring by/land og menneske/natur sætter historien i et større perspektiv.

Bogen er skrevet i et enkelt sprog og har en evne til lidt efter lidt at få intrigen til at blomstre. Der er overraskelse på overraskelse, og selv om romanen spænder fra slutningen af 2. Verdenskrig og 70 år frem, så er den alligevel tidsløs. En slags græsk tragedie udspillet i en voldsom dragende natur, som ikke lader sig kue.

Kan meget anbefales



Éditeur : VIVIANE HAMY (05/01/2017)


Saturday, March 11, 2017



Emmanuelle de Boysson: Les années solex



Juliette Monin mindes sit liv som en ung pige på 13-14 år der i 1969 var på ferie hos sine bedsteforældre i Alsace sammen med kusinen Camille. 

Vi følger hende nu gennem hendes dagbogsnotater og minder i en periode på 4-5 år, som måske var den bedste i hendes liv.

De to unge, især Camille, var påvirket af 1968-ånden og ville have mere frihed og ikke være underlagt de gamle normer som forældre og bedsteforældre står. For dem skal en ung pige lære at overholde kvindens plads og forberede sig på at indgå i et ægteskab med en passende mand. Vi får et billede af de velhavende borgerliges liv og sædvaner og fornemmer nok, at det ikke lever op til de unges drømme.

Juliette bliver forelsket i Patrice, men det bliver et forhold med mange problemer. Camille derimod fører sit vilde liv, til hun møder en ung adelig med en passende formue, så hun kan gifte sig. Vi følger ellers de unge med deres skole, fritid, venner, politiske holdninger, forældre og familieforpligtelser og drømme og får et godt indtryk af perioden.

Bogen springer meget fra episode til episode med lange beskrivelser og opremsninger og bliver derved ofte lidt for kedelig og anstrengende. Kunne godt have trængt til at blive strammet væsentligt op. Men perioden som sådan er bestemt skildret indgående.


Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (02/02/2017)




Saturday, March 04, 2017


Philippe Claudel: Au tout début




En lille bog af Philippe Claudel (32 sider) hvor han fortæller om sin barndom, og hvordan han allerede der lavede små film, men uden kamera.

Han var altid på farten på sin cykel, og han brugte sine øjne. Undertiden klippede han et hul i et stykke papir for at se, hvordan man kan beskære et billede. Han havde sin inspiration fra cowboyfilm o.lign.

Der er ingen tvivl om, at Philippe Claudels evne til at iagttage og senere beskrive eller filmen blev til i de ungdomsår, hvor den noget triste og øde landsby krævede, at man kunne bruge sin fantasi og arbejde med de indtryk, som man nu en gang havde foran sig.

En smuk og poetisk lille tekst der viser en ny side af Philippe Claudels opvækst.




Forlaget Æncrages & Co, 2016

Wednesday, March 01, 2017


Philippe Claudel: Inhumaines


I dag (1. marts 2017) udkommer Philippe Claudels nyeste værk: Inhumaines. Selv om jeg normalt er meget begejstret for Claudels bøger, må jeg indrømme, at jeg er blevet noget skuffet over denne bog.

Meningen er sikkert god nok: Claudel har villet vise alle de umenneskelige ting, der sker omkring os, men hans groteske og ikke altid sjove fremstilling er i mange tilfælde forfejlet.

Vi følger en flok ansatte på en fabrik/virksomhed, der alle er godt stillet, men de keder sig sig. De har penge nok, alle seksuelle spærringer og tabuer er ophævet og så har de en masse fattige, gamle og indvandrere, som de kan behandle som ting.  Det er sjovt til en vis grænse, men den mangel på medfølelse og overfladiskhed som udvises, bliver man træt af at følge.

Bogen har 25 kapitler og hvert kapitel er viet til at vise nedgørelsen af f.eks. de gamle, kvinderne, børnene, julemanden, Gud etc. Der er faktisk ikke nogen grænser, der er hellige. Selvfølgelig kan man genkende vores moderne forbrugersamfund og følelsen af at alle er sig selv nærmest, men når vi når ud i det groteske som at de bliver inviteret til et selvmord, laver en klub om at ramme biler fra en bro, udryddelsen af de gamle etc. Bliver det groteske for meget.

Der er en enorm fokus på det seksuelle: man går i seng med hvem som helst, udlåner sin kone, bruge alle former for apparater, ja endda fisk, men spændende er det ikke.

En noget forfejlet kritik af vores samfund, det kunne have været gjort bedre.

Stock, marts 2017

Monday, February 27, 2017


Erik Orsenna: L'origine de nos amours


Erikc Orsenna er en forfatter der altid er værd at læse. Hans beherskelse af det franske sprog og en række spændende historier er karakteristisk for hans værker.

Dette værk er meget selvbiografisk og alligevel alment. Til at begynde med får vi at vide, at Orsenna blev skilt i samme uge fra sin første kone som hans far blev skilt fra Eriks mor. Det må da kunne give anledning til overvejelser og diskussioner mellem de to, der ellers ikke tidligere har haft så nært et forhold.

De aftaler at møde på en café en gang om måneden og diskutere, hvorfor de har været mindre heldige i deres kærlighedsforhold. Faderen elsker at fortælle, og faktisk når han frem til, at det er en slags forbandelse der har hvilet længe over familien, der stammer fra Sydamerika.

Orsenna diskuterer også sin stilling som forfatter, hvad vil det egentlig sige at være forfatter? Er man ikke nødt til at lyve for at fortælle sandheden?

Bogen er også en hyldest til faderen, der var død inden bogen udkom: "Un écrivain, c'est celui qui prête sa voix à ceux qui ne l'ont pas ou plus. Les plus abandonnés sont les morts, ils ont besoin de nous ».

Det er en levende, både munter og sørgelig historie, men også en bog man har svært ved at slippe, da den trods den personlige baggrund rammer nogle almene problemstillinger. 

Læs den!



Stock, 2016


Saturday, February 18, 2017


Marie Modiano: Lointain


Marie Modiano udsendte i januar 2017 sin anden roman, der virker meget mere gennemarbejdet og sammenhængende end Upsilon Scorpi fra 2013.

Romanen arbejder med to historier, der er flettet sammen: den ene er Valentines oplevelser som 19-20 årig, hvor hun møder en amerikansk musiker og forfatter, der sidder og spiller på Pont des Arts. Han skriver på en roman, og hun giver ham husly og hjælper med at skaffe ham ro til at skrive. De har det på mange måder godt sammen og turer lidt rundt med venner. En dag forsvinder han dog ud af hendes liv, efter at han har fået succes som romanforfatter.

Det andet tema er teater og teaterturné. Valentine får en lille rolle og optages af kollektivet, der rejser rundt fra by til by i en meget lang turné. Det er denne følelse af at være sammen med nogen, men også af at være løsrevet fra alt og uden fast adresse, der beskriver Valentines liv. Hun synes mange gange at se forfatteren, men nu er det set fra en alder af 33 år, at hun beretter.

Han er fjern, men er der alligevel. Hvad der er blevet af ham afsløres først sent i romanen, og bygger sikkert på oplevelser fra Marie Modianos eget liv, men det er nu set med en betragters, ligesom en andens øjne. (Lointain er også betegnelsen for det tæppe eller mur der er længst tilbage i forhold til scenen).

Der er meget smukke passager i bogen og en dyb beskrivelse af ensomhed og forladthed, der er med til at give os et præcist billede af denne omrejsende figur uden egentlig fremtid, men på en turné i det uendelige. Fortiden lader sig dog ikke ryste af, og den ligger som et gemt lag i hende.

Nu skal man ikke beskylde Marie Modiano for at have overtaget alt fra sin far Patrick Modiano, men der er alligevel et glimt af Patrick Modiano i de mange kilometer der bliver travet i et utal af byer.

Stærk roman, som det har været en fornøjelse at læse.

Gallimard, 2017

Saturday, February 11, 2017


Hanane Charrihi et Elena Brunet: Ma mère patrie


Denne bog udspringer af de forfærdelige hændelser i Nice den 14. juli 2016, hvor forfatteren Hanane Charrihi mistede sin mor, der blev mejet ned som en af de første. Med hjælp fra journalisten Elana Brunet får hun sat ord på sine oplevelser og følelser og får formuleret et klart budskab om solidaritet og sammenhold.

Bogen starter med et kapitel med overskriften 15. juli hvor Hanane når frem til sine forældres lejlighed i Nice efter at have modtaget beskeden om moderens død. Hanane, der er 27 år, bor selv sammen med sin mand og sit barn på to år i et forstadskvarter til Paris.

Vi får skildret, hvad der er sket den 14. juli, hvor Hananes forældre med en søn og dennes kone og tre børn er taget ned for at se fyrværkeriet. Sønnen og faderen er gået hen for at starte bilen hjem, da lastbilen kommer drønende og rammer moderen Fatima. Vi får et klart billede af rædslen, og hvad der fulgte efter, folks frygt, lamslåethed og opgivelse. Hananes far går rundt som i en anden verden.

Efter denne start får vi en skildring af dagene efter terrorhandlingen og en skildring af Hananes mor, hendes godhjertethed og opofrelse. Hun har fået 7 børn, men opdraget dem med strenghed og forståelse og givet dem en opdragelse i Islam der bygger på fred og tolerance.Et smukt billede vi får af en enestående kvinde. 
Børnene har alle taget gode uddannelser og klarer sig fint i et Frankrig som Hanane bliver ved med at betragte som sit fædreland og hvis principper om frihed, lighed og broderskab hun i høj grad værdsætter.

Hanane får også fortalt om det had som møder dem som muslimer, selv nu i deres sorg og selv om en tredjedel af ofrene var muslimer.

Der bliver i det hele taget taget fat på mange centrale emner, og bogen fortjener at blive læst af alle, der har indgroede fordomme mod muslimer. Det kunne måske ændre lidt på deres holdninger.

Éditions de La Martinière, januar v2017

Friday, January 27, 2017



 Frédéric Viguier: Aveu de faiblesse




I 2015 debuterede han med "Ressources inhumaines", som vi gav en fin omtale. Hans nye roman starter også skarpt ud: « Je suis laid, depuis le début. On me dit que je ressemble à ma mère, qu’on a le même nez. Mais ma mère, je la trouve belle. »

Det er en 1. personsfortælling med Yvan som fortæller. Han ved godt, at han er grim, fed, rødhåret og går med for korte bukser. Hans mor laver skulpturer i smør! og Yvan spiser dem på sin mad. Det er ikke uden grund, at han er tyk. Yvan går på teknisk gymnasium og har gode evner som snedker. Han holder sig hjemme, da han bliver drillet meget.

En dag bliver en mindre dreng fundet dræbt, og af forskellige grunde bliver Yvan anset for at være morderen, uden at man har konkrete beviser. Politikommisær Grochard behandler ham hårdt for at få ham til at tilstå.

Hvad der så ellers sker, skal jeg ikke fortælle her, men man bliver overrasket undervejs og bogens slutning giver anledning til at læse den igen.

Yvans naive og godtroende natur bliver i bogen sat op overfor politiets brutale metoder og et retssystem, der er for ukritisk. Bogen foregår i et lille landsbysamfund i et yderområde, der er præget af arbejdsløshed, nederlag i skolen, familievold. Et miljø hvor fordomme florerer, og hvor alle er sig selv nærmest. Der er bid i beskrivelserne og en afsløring af en knap så pæn side af Frankrig.

Bogen er i sin kritik tæt på debutromanen, men er her pakket mere ind gennem den enfoldige fortæller.

En virkelig god roman!

Albin Michel, 28/12 2016

Thursday, January 26, 2017



Léna Forestier: Comme des poissons dans un aquarium



Léna Forestier, hvis trilogi vi afsluttede for nylig, har udgivet en speciel e-bog, der bygger på gamle noter tilført nyt stof. Ganske vellykket trods alt.

Bogen foregår i Lyon, som vi får nogle glimrende beskrivelser af gennem bogen. Historien handler om Antoine, gymnasielærer, der lige er blevet skilt. Han passer parrets fælles datter hveranden week-end. En ensom person der ikke rigtigt ved, hvad han skal stille op efter skilsmissen. En anden ensom person er Maya, en meget smuk og særegen kvinde, der mistede sin kæreste ved en ulykke for mange år siden. Hun har siden levet meget alene og med tilfældige jobs trods en akademisk uddannelse.

Hvordan støder de to på hinanden, og hvordan påvirker det dem, det er hvad bogen handler om. 

En ekstra pointe er at Maya er ved at skrive en bog, men kan ikke finde ud af, hvordan hendes personer skal møde hinanden. Altså en roman i romanen. Meget fikst lavet.

Det er en bog, der handler om almindelige menneskers hverdag, deres problemer og kamp for at få det bedste ud af tilværelsen.

Léna Forestier forstår at iscenesætte dette, og i denne roman får hun skabt et smukt værk med sit lette og klare sprog.

Harlequin, 2017


Grégoire Delacourt: Danser au bord de l'abîme


En ny bog fra den glimrende forfatter Grégoire Delacourt, der sidst var fremme med On ne voyait que le bonheur og Les quatre saisons de l'été, som vi var ret begejstrede for.

I denne roman med den dramatiske titel får vi en parallel tekst at sammenligne med, nemlig "La chèvre de monsieur Seguin", efterhånden som man læser sig gennem historien, ser man klart en sammenhæng.

Romanen er i tre afsnit og første afsnit starter med kapitel 72! Vi tæller nu ned og følger Emma, en kvinde på ca 40, tre børn, mand i god stilling, stort hus. På Brasserie André ser hun imidlertid en mand som hun falder for med det samme. Vi følger nu hendes opgør med sig selv og sin familie, det begyndende samspil mellem Emma og Alexandre, men da de er blevet enige om at tage afsted, sker der noget forfærdeligt.Her slutter første del.

I denne første del følger vi den kvindelige fortællers spændinger mellem det rolige og faste, et fornuftigt liv som hun ikke helt har været med til at skabe selv overfor det nye alternativ, hvor begær og lyst indgår. En mand der måske bedre forstår hende og kan møde hende i hendes drømme.
Denne del af bogen er langt den bedste, men der er dog også gode ting i tredje del, men jeg vil ikke afsløre det her.

Bestemt godt skrevet, men burde nok være kortet lidt ned.

JC Lattès, 28/12 2016

Tuesday, January 10, 2017


Philippe Forest: Crue


En mand vender tilbage til et kvarter, som han kendte før, men meget er forandret. Der hviler en slags mysterium over det hus, han flytter ind i, men selv om han kommer i kontakt med en kvinde og også en mand, der bor i huset, finder han ikke det svar, han søger.
De to personer forsvinder pludseligt, og området bliver udsat for en kraftig oversvømmelse. Han isoleres i sin lejlighed og har tid til at tænke over livets store mysterier. Slutningen vil jeg ikke røbe.

Bogens fortæller er en person, der helst vil gemme sig totalt, være upersonlig, men samtidig ser han sig selv som et karakteristisk eksempel på et menneske.

Romanens temaer er sorg og mangel på håb, og også et billede på moderne tid. Forfatteren har mistet en datter på fire år og kan ikke komme over det. Men der er mange andre tab f.eks. de to personer fra ejendommen, der forsvinder. Hans kat forsvinder også. Der opstår brand i et nabohus med asylsøgere, de forsvinder også sammen med gadens tiggere. Helt galt bliver det, da bydelen oversvømmes.

Fortælleren søger forklaringer og beskrivelserne af den nye by, der er ved at opstå indvier os i et mystisk og fantastisk univers, hvor vi lidt slipper det konkrete. Vi føres ind i mandens fantasier, der også indeholder nogle moralske tanker om det moderne menneske, der også er ved at "drukne".

Romanen kan virke lidt for lang og omstændelig, men der er virkelig gode passager om sorg og tab. Hvordan kan man gå helt i stykker som menneske?

Titlen betyder "oversvømmelse", men er også en bøjning af verbet "croire" = at tro. Begge læsninger bør tages med her.

Gallimard 2016

Monday, January 02, 2017


Amélie Moy: Zélie femme libre


Zélie er en ung kvinde der arbejder som medhjælper på et plejehjem for ældre. Hun forsøger hele tiden at være i godt humør og hjælpe de ældre med deres problemer, men hendes liv er ikke tilfredsstillende: hun har en dårlig ledelse på plejehjemmet, forholdet til manden er problematisk, da han ikke kan forstå hende og hun kan aldrig får luft til sine drømme. Hun bliver gravid og en dag stikker hun af til en landsby i Sydfrankrig, hvor alting er anderledes, og det handler anden del af bogen om.

Det er en bog skrevet med stor sympati for Zélie og med en sønderrivende kritik af behandlingen af de ældre og andre kritisable forhold i et samfund, der ikke har plads til følelser og drømme.

Første del af bogen er bedst, og er både realistisk og også med stor forståelse af de ældre. Blandt dem er der også nogle gode portrætter og en god form for humor. Anden del af bogen hvor Zélie finder en form for frihed hænger mindre godt sammen og er måske lidt for optimistisk og upræcis. Hvordan skal hun kunne blive der og skabe en tilværelse for sig selv og sit barn? Hvad med hendes mand?

Men der er mange gode ting i beskrivelsen af en kvindes liv i det moderne samfund, hvor rutinen tager over og drømmen forsvinder.


Presse de L'Ehesp  (2016)

Friday, December 23, 2016


Léa Wiazem­sky: Le vieux qui déjeunait seul




Igen en debutroman, men denne gang fra en forfatter med kendte aner. Léa Wiazemsky er nemlig datter af Régine Deforges, og har Francois Mauriac som oldefar. Det er da noget at leve op til!

Bogen handler om en ung servitrice, Clara, 27 år, der læggter mærke til, at der hver mandag kommer en ældre herre på omkring de 80 år og spiser alene og altid det samme på restauranten. Hun begynder at fantasere om, hvordan hans liv mon har været.

Clara er ellers meget isoleret og bærer på en form for skyld, da hendes bedstefar var kollaboratør under 2. Verdenskrig. Clara omgås ikke med andre unge. Hun læser meget litteratur og går meget op i fortiden, og her findes hun forståelse hos den gamle mand Clément. Clara får et chok en dag, da hun ser at Clément har fået et nummer tatoveret på armen - han har været i koncentrationslejr.

Det medfører en række ting i begges liv, men kun til det bedre, da Clara via Clément lærer at elske og at tilgive sig selv. Clément får også et positivt syn på tilværelsen, der siden hans kones tidlige død har været trist. Der er også en lille kærlighedshistorie, der kører parallelt med hendes frigjorthed.

Bogen er bygget op i små kapitler med hver sin fortæller, og på den måde får vi både historien og forhistorien præsenteret med en stadig stigende intensitet. Det virker godt. Personerne bliver skildret indgående og med forståelse via disse private optegnelser.

Det er en flot debut og en god historie trods de noget dystre emner og Claras selvødelæggende skyldfølelse. Der er også gode beskrivelser af dagligdagen i Paris med en god indlevelse.

Kan absolut anbefales.

Michel Lafon, 2015

Pascale Dewambrechies: L'Effacement



En debutroman fra en 62-årig forfatter, der foregår i Frankrig i 1950'erne, hvor de to krige i Indokina og Algeriet prægede tiden.

Hovedpersonen er Gilda Maurel, hun er 36 år, underviser på en lille skole nær Pyrenæerne. Hun er alene og synes, at hun har forspilt sit liv. Men da den 20-årige Luiz kommer til byen, ændrer situationen sig drastisk. Han bor hos sin onkel og skal sættes ind i notar-arbejdet.

Ved et bal kommer Luiz til at danse med Gilda, og der opstår straks en tiltrækning.
Vi følger nu dette umage par, der først må nærme sig hinanden og derefter holde deres forhold skjult. Luiz er mindreårig og hun er lærerinde! Luiz vender tilbage til Paris efter nogle måneder og inviterer Gilda, men det er til en afsked.
Problemet for Gilda er, at hun er gravid, og det får selvfølgelig konsekvenser for hendes videre liv, men det vil jeg ikke røbe mere om.

Bogen er skrevet en en slags dagbogsform, men også med indslag fra de forskellige personer i bogen i form af breve. Det er meget fint konstrueret og giver os et fornemt billede af en kvindes situation på det tidspunkt: ugift, med barn og uden støtte. Det var ikke nemt.

Skildringen af Gildas liv i den lille provinsby og senere i Bordeaux er meget realistisk. Det er også en bog om kvindens ret til at have et begær og et seksuelt behov. Hvorfor skal hun altid været undergivet mændenes verden. Me4n også en skildring af at en kvinde bør udslette sig selv bag manden. En skarp konflikt!

God og letlæst bog udgivet på et mindre forlag.

Editions Passiflore, 2014

Wednesday, December 21, 2016


Virginie Despentes: Vernon Subutex 2




Har for nylig haft fornøjelsen af at anmelde første bind af trilogien om Vernon Subutex i en dansk oversættelse. Desværre bliver andet bind først klar i 2018, så jeg måtte lige læse den på fransk her og nu, da første bind var en stor oplevelse.

Bogen starter med et lille resume omkring de vigtigste personer, men derefter bliver vi straks ført ud i nye begivenheder omkring Vernon. I første bind endte det med, at han blev vagabond med fast opholdssted lidt nord for Buttes-Chaumont, der bliver et samlingspunkt for en gruppe af hans venner og bekendte i anden del. De har nemlig startet en eftersøgning af ham, efter at han har været væk i lang tid.

De berømte videobånd med sangeren Alex Bleach får Hyænen fat på, men hun vil ikke give dem videre til den ubehagelige filmproducent Dopalet. I stedet samler hun Vernon og gruppen omkring Vernon og viser dem filmene. Det sætter en del i gang, som jeg ikke skal røbe her, men gruppen fortsætter med at mødes i en bar, Rosa Luxembourg, i Buttes-Chaumont.

Andet bind lever stærkt op til første bind med beskrivelser af de enkelte venner fra den tidligere pornostjerne Pamela Kant til Aïcha, den unge fromme muslim, der vil hævne sin mor, som Dopalet efter Alex Bleachs udsagn har dræbt.

Der er også gode passager om nætterne i Rosa Luxembourg, hvor Vernon er DJ og stemning er til dans i en tåge af stoffer.

Mod slutningen sker der nogle ting, som får gruppen til at gå lidt under jorden og holde fester på hemmelige steder, men det får vi nok mere at høre om i tredje del, som forhåbentligt snart kommer på gaden.

Læs den, for Despentes holder sin sædvanlige stil, er politisk skarp og leverer et andet billede af dagens Frankrig.

Editions Grasset, janvier 2015

Tuesday, December 13, 2016


Rachid Sguini: Le monde de Rakidd - 

de 2001 à nos jours


Rachid Sguini er en ung tegner og forfatter, der med denne udgivelse tegner og kommenterer en række skelsættende begivenheder fra 2001 og frem.

Vi starter med World Trade Center og senere Charlie Hebdo og Nice, der er de voldsomme attentater, der har præget vort nuværende århundrede. Sguinis forældre stammer fra Marokko, og det giver sig bl.a. udtryk i, at han er muslim og har en slags dobbelt nationalitet, som han også kommenterer.

Der er helt andre ting som "Coup de boule de Zidane" og "80 ans de Donald Duck", omtale af afdøde kendte personer som Abbé Pierre, Michael Jakson og Nelson Mandela. Alle med nogle skarpe kommentarer og kritik.

En meget personlig, men også meget væsentlig historiegennemgang med gode tegninger og korte og skarpe kommentarer. Værd at læse og vende tilbage til.



Udgivet i serien Sens Figuré på Forlaget Faces Cachées

Emma Becker: La Maison

 Emma Becker: La Maison »La Maison« en roman der med god grund vakte opsigt i 2019, for det er en en autofiktion, der fortæller om de to år,...